det er okay

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2017
  • Opdateret: 24 feb. 2017
  • Status: Færdig
den er god<33

0Likes
0Kommentarer
40Visninger

1. det er okay

Det er okay

Der var to slags der gik igen. De øjne der skreg sorg, svar og hjælp. Jeg ville hjælpe, men jeg kunne ikke hjælpe dem. Jeg prøvede virkelig alt, det var ikke min skyld, jeg kunne virkelig ikke gøre noget. Man skulle tro det værste var, at se folk lide, at se folk dø, men der var det ikke. Det var deres øjne. Jeg troede alt for længe, at det var lidt omsorg gemt inde i dem. Svaret var helt tydeligt nej. Det mest åbenlyse svar kunne alligevel være det mest svære at acceptere.

Jeg sad der, aldrig har jeg oplevede så mange mennesker være stille på samme tid, og sted. Vi var 109 personer 15 drenge, 8 piger, 2 spædbørn, 57 mænd og 27 kvinder. Til at starte med.                                               

Alle med det samme blik i øjne. Vi kom alle fra forskellige steder i verden, men alligevel havde jeg mere tilfælles med de mennesker end jeg har haft med nogen anden.

Der kørte meget igennem mit hoved. For meget. Hvor var min familie? Hvem var de og hvad ville de? Og vigtigst. Skulle jeg dø? Alle sammen store ting, et barn ikke skulle kunne forholde sig til. Men det gjorde jeg, jeg kunne ikke selv vælge.   

Jeg viste ikke hvor jeg var. Et lille mørkt rum, jeg var alene. Det bevægede sig, Det rystede, Det larmede. Jeg bevægede mig også, gled nærmest frem og tilbage. Jeg kunne ikke ligge stille. Det eneste jeg fokuserede på var lyden af mit åndedræt. Det kunne give mig svar, jeg var i live. En dør blev åbnet, lyset var ubehageligt skabt. En stor mand, med langt stort skæg rav mig ud af bagagerummet i min arm. Jeg skreg og tårerne sprang ud af øjne på mig. Der var mange mennesker. Store mænd med maskingevær i hånden. Parnistaner tørklæde for munden, så man ikke skulle kunne genkende dem. Jeg fik øjenkontakt med en af dem. Den følelse han gav mig, ubeskrivelig. Da jeg så en af dem i øjne, jeg så ham Dræbe sin egen far uden at blinke. Mishandle hans barndom hund. slå, voldtage, næsten dræbe sin kæreste. Og mere. Mere jeg ikke engang kan sige højt. Han ødelægger folks liv, og han er fuldstændig ligeglad. Det er det jeg ser, når jeg ser dem.

 Jeg er gravid. Jeg bliver tykkere selvom jeg kun får et lille stykke brød og et beskidt glas vand om dagen. Før kunne jeg aldrig drømme om at drikke af et glas det ikke var rent, men nu går der ikke 2 sekunder før det er væk. Hvorfor hjælper de mig? Hvorfor giver de mig noget af deres mad og vand? Hvorfor er de så søde? De ved ikke hvor deres børn er, de vil tilbage til der ægtefælde, men alligevel hjælper de mig på grund af jeg er gravid. jeg tør ikke få et barn. Vil de dræbe ham eller hende? Vil jeg overleve.. En ældre dame fra Cypern tror jeg nok, hun hedder Laila, hun passer på mig. Hun prøver at berolige mig så godt som hun nu kan. ” it´s okay maya” Får jeg er bange, meget bange.

jeg ville hjælpe Laila, men jeg kunne ikke hjælpe hende. Jeg prøvede virkelig alt, det var ikke min skyld, jeg kunne virkelig ikke gøre noget. Jeg er kun et barn.

Han hedder Jonathan. Han er opkaldt efter min far. Hende der giver os mad, giver mig et lidt større stykke brød, og fylder mit krus en gang mere op end de andre. Jeg tror ikke jeg producer nok mælk. Jeg ved det jo ikke men han skriger hele tiden. Vi er 20 tilbage. 1 dreng, 3 piger, 2 nye spædbørn, 8 mænd og 7 kvinder. Jeg har set hver og en dø. Jeg ryster af tanken.

  Vi besvimede alle sammen af den røg de kastede ind.

Jeg vågnede. En bidende smerte ramte mig med det samme. Jeg lå på et hospital i new York. Jeg havde gips på min venstre arm og venstre ben. Jeg havde blå mærker overalt. Jonathan lå ved siden af mig. Han legede med en bamse og med en politidame. Der sad et lille skilt hvor der stod Jonathan are 50 cm and vied 6 kg. En dame der snakkede dansk kom ind til mig. Hvad hedder du? Hvad hedder dine forældre? ”det er okay maya” hun trak mig ind i en langt kram. Et smil kom frem på hendes læbe. Hun sagde det vider til en mand.

Jeg så min tvillingesøster lige ind i øjne. Min far græd, min mor græd, min bror græd. Jeg græd. Mine kusiner var der. Alle var der. ”Jeg ville bare Tage et billede” min stemme knækkede. ”det okay maya”

”du må ikke røre ham…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...