Ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2017
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Emma er en pige, der lige er startet på college, da hun ser ham. Sidde der i al hans skønhed på bænken. Men lidt efter er han væk, og hun er opsat på at finde ham.

0Likes
1Kommentarer
95Visninger
AA

2. Endnu et møde

Jeg vågnede med et sæt næste morgen. Jeg kunne ikke sove i går, fordi jeg tænkte på ham på bænken. Det irriterede mig at han bare skred. Hvorfor var jeg så opsat på at finde ham? Jeg havde jo lige mødt ham. Men, nej, det havde jeg jo heller ikke. Jeg følte mig draget til ham. Jeg kiggede rundt på mit nye værelse. Jeg havde egentlig ikke rigtigt kigget på det før nu. Det er et ret stort værelse til to. Masser af skabsplads. Store skriveborde. Vivian havde mangle flere ting end mig. Mange flere bøger. Hun virkede ellers ikke som typen, der læste. Slet ikke som en der læste ’Krig og Fred’. Ikke med alle hende piercinger og tatoveringer. Jeg havde egentlig ikke lagt mærke til hendes ansigt før nu. Det er ret flot. Hvorfor havde hun dog valgt at udsmykke det med på mange piercinger? Hun er ret spinkel. Mens jeg sad og iagttog hende, ringede min alarm. Hun vågnede, og jeg skyndte mig at kigge væk. Hun lukkede øjnene igen. Jeg måtte heller stå op. Det var jo første dag. Første dag på college. Jeg smilte for mig selv. Et nyt kapitel i mit liv. Et godt kapitel. Ikke som de andre.

  Jeg fandt det tøj, jeg ville have på. Far havde givet mig nyt tøj til college. Jeg skulle jo endeligt ikke mangle noget. Han var så sød. Han ville gøre alt i verden for mig. Jeg fik det lidt dårligt. Jeg vidste at han nok sad i stolen ved vinduet og kiggede ud af vinduet, hvor det højst sandsynligt regnede. Jeg havde det dårligt med at forlade ham. Jeg var lige ved at græde. Men jeg holdt op. Måske var han ude og løbe eller sådan noget. Det var han nok ikke, men tanken beroligede mig lidt. Burde man tænke sådan her? Burde det egentlig være nødvendigt, at jeg tænker så meget over, hvad min far laver. Det tænker jeg tit. Burde jeg gøre det? Jeg er jo egentlig stadig bare et barn. Hans barn. Ikke hans sygeplejerske. Jeg er jo på college. Jeg skal hygge mig. Få en masse nye venner. Ikke tænke på hvad min far laver.

  Jeg tog min toilettaske og gik ud på vores badeværelse. Jeg ville lige friskes lidt op inde, jeg skulle til min første collegetime. Det var så spændende. Jeg havde sommerfugle i maven. Men det blev lidt bedre, da Viv kom. ”Er du nervøs? Det var jeg.” ”Ja, meget.” ”Det skal du ikke være, du kommer helt sikkert til at passe ind. ” Hun smilte og gav mig et kram. ”Tak, Viv.” Jeg krammede hende tilbage. Sommerfuglene forsvandt. Næsten. Det var jo min første dag på college, for fanden. Hvordan kunne man ikke være lidt nervøs. Viv spurgte, om hun skulle følge mig til den første time. Hun vidste godt, hvordan det var at starte her. Man kunne nok finde på alle mulige ting, der ville ske inde i den time. Også på den tid man går til time, har man ombestemt sig, fordi man er opsat på, at der kommer en drage og spiser dig. Den slagt. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Jeg kiggede på spejlet. Jeg skulle lige have lidt make-up på. Ikke for meget. Jeg kunne godt lide at se lidt naturlig ud. Jeg børstede mine tænder. Der slog det mig. Jeg havde jo ikke spist noget. Jeg havde været så nervøs, at tanken slet ikke havde slået mig, at få noget mad i maven inden en af de største dage i mit liv. Der var ikke nok tid nu. Hvad gjorde jeg? Jeg måtte bare snuppe en kis eller sådan noget. Jeg kunne mærke panikken. Jeg skulle være til time om ti minutter. Jeg droppede mascaraen og gik ind på værelset. Jeg pakkede min taske. Jeg skulle have udvidet engelsk. Hvor var min bog? Det var løgn. Den lå nederst i min kasse. Jeg skyndte mig at flå alle tingene på af kassen, og tage min bog. ”rolig nu Ems, lokalet er lige rundt om hjørnet, du når det ok.” Jeg tog en dyb vejrtrækning og smilte til hende. ”Men er du klar?” Spurgte hun. Jeg nikkede. Jeg var så klar som man nu kunne blive. Da vi trådte ud af værelset tog Vivian mig under armen og trak mig af sted. ”Men, skal vi ikke låse døren?” Hun grinte. Jeg tog det som et nej. Som vi gik hen til klassen, fortalte hun mig hvor de forskellige steder var. Og som hun sagde, så lå mit lokale næsten lige rundt om hjørnet. Jeg sagde tak. ”Min klasse er lidt længere væk, men jeg henter dig igen efter time, okay?” Jeg nikkede og smilte. Så var det nu. Jeg træk vejret og gik ind. Der var kun kommet få. Jeg satte mig ned. Det var sådan et stort rundt brd. Som om vi var i en eller anden støttegruppe eller til et stort forretningsmøde. Jeg tog min bog frem. Idét jeg kiggede op, kom han ind. Så smuk som han var på bænken i går. Han smilte ikke. Ikke lige som før. Det klæder ham. Han ser lidt mystisk ud. Han ser lidt trænet ud. Det lagde jeg ikke mærke til før. Han lagde mærke til, at jeg iagttog ham. Jeg skynder mig at kigge væk. Hvor pinligt. Jeg kan mærke at jeg rødmer. Han sætter sig lige overfor mig. Jeg kigger ned i bordet. Da jeg igen kigger op sidder han og stirre. Men han kigger ikke væk, da han finder ud af, at jeg ser det. Han bliver ved med at kigge. Hvad laver han? ”Jeg er Professor Shepherd og velkommen her til udvidet engelsk.” Han kiggede op på Professoren. Jeg blev ved med at kigge på ham. Han var smuk. Min koncentration blev afbrudt, af at der blev sendt en bog rundt. ”Som man jo skal igennem her i udvidet engelsk, Shakespeare.” Vores professor smilte. Han tænkte nok at han var sjov. Han var en ældre herrer. Selvfølgelig var han ikke sjov. Som timen gik i gang, glemte jeg helt, at ham den mystiske var i samme rum som mig. Jeg glemte at kigge på ham. På han smukke ansigt. Jeg smilte for mig selv. Jeg kiggede op for at iagttage ham lidt mere. Jeg kiggede på ham. Han kiggede på mig igen. Han smilte. Jeg smilte tilbage. ”Emma og Nathan vil i dele jeres interne blik udvekslen?” Shepherd smilte. Jeg kiggede ned i bogen og så hørte jeg ham. ”Det er bare at denne bog er skrevet så godt, eller roman om man vi. Romeo og Julie får mig hver gang.” Jeg kiggede op igen. Hans stemme var så dyb. Men ikke overdrevet. Den gav en sådan kilderen i maven. Han smilte og kiggede så på mig. ”Ikke også?” Han blinkede med øjet. Jeg kiggede på professoren og sagde: ”Jo, hver gang.” ”Nå så?” Sagde Shepherd. Han smilte og kiggede op. ”Timen er slut, der er igen lektier til næste gang.” Jeg pakkede mine ting sammen. Jeg ville nå ham, Nathan. Men da jeg ville gå over til ham, var han allerede væk. Hvad var der med ham? Hvorfor skulle han altid være så mystiks? Jeg skyndte mig ud på gangen. Måske var han ikke nået så langt. Men han var allerede over alle bjerge. Viv var heller ikke kommet endnu. Jeg kiggede min lidt omkring. Det var en flot gang. Den var gammel. Der var forskellige malerier. Meget af det var Monet. Her lugtede også lidt gammelt. Jeg kiggede ned af en af de andre gange. Den var også gammel. Men der var ingen malerier. Til gengæld stod der en sodavansautomat, der overhovedet ikke passede ind i den gamle rustik. ”Hey.” Det var Viv. ”Undskyld hvis jeg er lidt sent på den, men vi har først lige fået fri nu.” ”Viv, det er helt okay, vi har også næsten lige fået fri.” Hun smilte sødt. Hun vidste nok godt, at jeg havde stået her i lidt tid. ”Men hvad har du så nu?” Spurgte hun. ”Udvidet matematik.” Sagde jeg. ”Hva, har du bare alt på udvidet eller hvad?” Jeg smilede og blinkede til hende. Hun begyndte at grine.

  Resten af dagen gik ret stille og roligt. Timerne var ikke særlig svære endnu, da de sikkert vare rare ved os, fordi det var første dag eller sådan noget. Der var stadig intet tegn på Nathan. Det var mærkeligt at have et navn på ham nu. Det var et ret flot navn. Nathan. Jeg sad på værelset. Jeg ville gerne pakke lidt ud, så jeg havde styr på mine ting, da der kom en brasende ind. ”Der er du.” Det ar Nathan. Hvad lavede han dog her? Hvordan havde han fundet ud af hvor jeg boede? Jeg stod med åben mund. ”Jeg har ledt efter dig, ved du hvor svært det er at finde en pige, når det eneste man ved om hende, er, at hun hedder Emma?” ”Hvad? Hvad du ledt efter mig? Men Hvorfor?” Han smilte. ”Ja altså, jeg er ikke en klam stalker eller noget, men jeg ville bare give dig den her.” Han rak en seddel frem til mig. ”Jeg håber virkelig at du kan komme.” Jeg tog den. Det var en invitation til en fest. Jeg kiggede lidt på den. Det var i aften. Jeg kiggede op igen, men han var allerede gået. Han var lidt mærkelig. Jeg vidste ikke helt om det var skidt. På en måde kunne jeg godt lide det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...