Ham

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 feb. 2017
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Igang
Emma er en pige, der lige er startet på college, da hun ser ham. Sidde der i al hans skønhed på bænken. Men lidt efter er han væk, og hun er opsat på at finde ham.

0Likes
1Kommentarer
99Visninger
AA

1. Intro

 

Det var første dag af highschool. Der var han. Han sad på bænken ude foran mit kollegieværelse. Han sad og læste. Hvem var han? Jeg stod Lidt og beundrede ham. Han havde langt, mørkt, krøllet hår. Hans øjne var helt grønne. Han smilte. Han læste nok noget sjovt. Jeg grinte stille med. Han så sød ud. Skulle jeg gå derover?

  Da jeg var på vej, blev der lagt en skulder på min hånd. ”Hva, har du ikke tænkt dig at sige farvel til din gamle far?” Han grinte. Jeg grinte med. Jeg vidste godt, at det var hårdt for ham. Efter min mor forlod os for at ’udforske verden’, havde han været meget deprimeret. Men han ville ikke have, at jeg vidste det. Jeg har ingen søskende, så det tog meget hårdt på ham, da han fandt ud af, at jeg søgte ind på et college flere timer væk. Jeg havde det også meget dårligt med det. Han har jo kun mig. Og jeg vidste godt, at når jeg var taget af sted, ville han bare sidde og se dårlige tv-programmer hver dag efter arbejde, og spise elendige færdigretter, fordi det var mor der kunne lave mad. Siden hun skred, havde vi næsten ikke fået ordentlig mad. Med mindre fru Schmidt inde ved siden af kom med det. Sød dame. Meget gammel. Ingen børn.

  Efter jeg havde sagt farvel til min far, ville jeg gå hen til drengen på bænken. Mon han ville med ud og få en kop kaffe? Jeg vendte mig om, han var væk. Hvor gik han hen? Jeg kiggede rundt. Han var helt væk. Det eneste der var herude, var nervøse førsteårselever som mig selv. Jeg kiggede over på bænken, der stadig var tom, og gik så ind på mit værelse

  Min værelseskammerat var stadig ikke kommet. Jeg begyndte stille at pakke ud. Men jeg kunne stadig ikke tænke på andet end drengen på bænken. Drengen på bænken. Jeg måtte altså finde ham igen. Jeg stod med en af mine bøger i hånden og stirrede ind i væggen, da min roomie kom ind. Hun afbrød min dagdrømmen, da hun meget højlydt og energisk sagde, ”Hej, er du Emma? Jeg hedder Vivian, men du kan bare kalde mig Viv.” Jeg stod bare og kiggede på hende indtil, jeg fik taget mig sammen til at svare. ”Hej, ja, det er mig.” Hun smilte. Jeg smilte. Det her skulle nok blive godt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...