mens andre griner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2017
  • Opdateret: 23 feb. 2017
  • Status: Færdig
Jeg troede, at alt var godt. Jeg levede i en fantasi om, at jeg var ønsket, at jeg var elsket. Nogengange er ting ikke, som man forventer dem.

26Likes
20Kommentarer
644Visninger

1. oneshot

Mine følelser var som en kæmpe, zoologisk have, hvor alle dyrene var sluppet løs. De rendte rundt, skreg og jublede, kunne ikke finde hjem, nød friheden og gjorde folk bange … Det var præcis sådan, jeg havde det.

Min kaffe smagte bittert denne ene morgen. Den friske morgenluft virkede pludselig rådden, og musikken var ikke længere glade rockstjerner, der nød livet. Den var skiftet ud med stofmisbrugere, der spildte deres hårdt tjente penge på det, de var afhængige af. Præcis som jeg.
Mine venner havde altid været en kæmpe del af mit liv, og jeg en del af deres. Jeg var altid den, der ofrede mig selv. Lyttede, hvis de havde brug for det, delte, hvis de manglede noget og brugte mine egne, ensomme nætter med tårer rendende ned ad kinderne. Alt sammen for deres skyld.
Der var aldrig nogen, der lyttede til mig. I dette samfund kan man ikke automatisk forvente, at man får noget igen, bare fordi man hjælper andre – og det har jeg i den grad lært. På den hårde måde.
Jeg var præcis så alene som før. Præcis så deprimeret, præcis så følsom og præcis så knust. Jeg følte ikke længere en glæde i at være der for andre.

Det var snart fem måneder siden, jeg sidst var blevet inviteret til en fest. Og det var endda en fødselsdagsfest – jeg var sikker på, at min venindes forældre havde skældt hende ud, da hun sagde, at hun ikke ønskede at invitere mig, og så var hun tvunget til at gøre det alligevel. Det var den eneste måde, det kunne gå til på, for der var aldrig nogen, der inviterede mig frivilligt, medmindre de kunne udnytte mig ved samme lejlighed.

Kaffen plaskede lidt, da jeg satte den fra mig. Jeg havde ikke drukket op. Der lå stadig enkelte dråber dernede, men jeg frydede mig over, at jeg ikke havde efterladt én dråbe. De havde i det mindste selskab i hinanden. En følelse, jeg ikke kendte til.

Min jakke var ekstratung. Den var dejlig varm, men på samme tid var den ekstremt kold, og jeg havde egentlig ikke lyst til at tage den på. Men jeg var nødt til det.
Mine venner var lige sådan. Meget rare, når de gad mig, men jeg vidste jo godt, at det gjorde de egentlig ikke. Men jeg var nødt til at snakke med dem, hvis jeg ikke ville miste dem fuldstændig. Alligevel forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at man umuligt kan miste noget, man aldrig har haft.

Lige siden jeg var helt lille var jeg gået den samme tur, hver gang jeg var trist. Da jeg var yngre, gik jeg, når mine forældre sagde nej til, at jeg måtte få en ekstra is eller nogle flere chips. Nu gik jeg, når mit hjerte var så gennemknust, at det umuligt kunne limes sammen igen.
Jeg sad ved det samme træ, som da jeg var seks år gammel. Det havde i alle årene været et symbol på ensomhed, ydmygelse og angst for selv at opsøge omverdenen. Her kom der aldrig mennesker. Det eneste, der rørte sig, var når togene kørte forbi på skinnerne lige foran … Og det var alligevel så langt ude på landet, at ingen tog offentlig transport på denne strækning.
Mens jeg sad ved træet for tiende år i træk, mærkede jeg for første gang en ny følelse. Som en djævel, der ville af med mig. Uret på min smartphone tikkede hurtigere, jeg kendte nøjagtigt togtiderne. Mine ben ville rejse sig, men min hjerne ville ikke. Desværre vandt benene.
De fortsatte uforstyrret mod togskinnerne, og tiden fløj afsted.
17.21, 17.27, 17.45, 17.59, 18.01 … Jeg mærkede en voldsom og hurtig, ubehagelig vind komme mod mig, mens jeg lukkede mine øjne. Det føltes som tiden, der gik for hurtigt … men det var det næppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...