Dreamcatcher

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 maj 2017
  • Opdateret: 20 maj 2017
  • Status: Igang
"You must chase your dreams, if you want to catch them," sagde han, mens et smil gled over hans læber. Jeg kunne ikke lade være med at trække en anelse på smilebåndet. Knægten havde jo ret. Jeg så blot ned på mine fødder, mens jeg kunne mærke varmen stige til mine kinder.

2Likes
2Kommentarer
135Visninger
AA

2. Første kapitel ✧ "Who is that?"


Det var endnu engang vækkeuret, der måtte få mig til at afbryde min drøm. Den drøm, som havde genspillet sig i mit hoved hver evig eneste nat den seneste måned. En lun sommeraften på toppen af en bakke. Den vidunderlige solnedgang, der malede skyerne røde og orange. Udsigten over byen, hvor menneskerne syntes at være så små. De små miniature biler, da kørte rundt i byens gader. Musikken fra de enkelte diskoteker i det nærliggende område. Ham, der stod ved siden af mig, og som holdt min hånd. Flettede sine fingre ind i mine. Hans ansigt var sløret. Jeg kunne aldrig se, hvem denne mystiske dreng var, men han var der altid. Han var altid i min drøm. Han lænede sig tættere på mig, og da jeg så endelig havde håbet om, at han ville presse sine læber imod mine, ringede mit vækkeur. Drømmen var aldrig nået længere, og efterhånden frygtede jeg, at min drøm altid ville ende sådan. At der ikke ville ske andet. Det hele virkede bare så fandens romantisk og perfekt, indtil at det satans vækkeur åbenbart ville have mig til at stå op.

Med et irriteret suk slukkede jeg vækkeuret. Op til flere gange havde jeg overvejet at smide det ud, men så ville jeg heller ikke kunne stå op om morgenen, hvilket jeg ligesom var nødt til. For jeg var altså stadigvæk elev på en lokal skole, så derfor var jeg nødt til at komme om morgenen. For hvis der var noget, jeg ikke kunne holde ud, så var det at komme for sent. Generelt kunne jeg bare ikke lide at få skæld ud, så derfor ville jeg bestemt heller ikke komme for sent. Det var sket en enkelt gang før, fordi at jeg havde glemt at tænde for vækkeuret, så det kunne vække mig. Det var ikke ligefrem en fed dag, lad mig sige det sådan. Det var ikke sjovt at skulle få en ordentlig skideballe af læreren foran resten af klassen. Det var i hvert fald ikke noget, som jeg havde lyst til at opleve endnu engang. Derfor sørgede jeg blot for at komme op om morgenen, så jeg ville undgå det scenarie. 

Jeg kunne høre, at fjernsynet kørte nedenunder. Det lød som et eller andet plat reality-program. Ikke noget, der vakte min interesse. Sikkert min storebror på enogtyve år, som med glæde fulgte med i reality-programmer. Jeg havde aldrig forstået, hvorfor han ville følge med i det lort. Hvorfor dog spilde sin tid på det? Det var nok også en ting, jeg aldrig nogensinde ville kunne komme til at forstå. Jeg var mere interesseret i nyhedsudsendelser og underholdende YouTube videoer. Sociale medier havde heller aldrig været min ting. Jeg havde Facebook som det eneste, da det andet ikke havde formået at vække min interesse. Til gengæld havde min bror tonsvis af forskellige sociale medier. Jeg forstod ikke, hvordan han kunne have overskud til de tredive forskellige. Facebook var rigeligt for mig.

"Godmorgen," sagde jeg blot til min storebror. Det er jo trods alt ren høflighed, så jeg kunne da ikke lade være med at sige godmorgen til ham. Alt andet ville da bare være underligt. Jeg bevægede mig efterfølgende hen til køkkenet, eftersom jeg godt kunne spise en eller anden form for morgenmad. For jeg ville ikke risikere at min mave skulle rumle midt i skoletiden. Jeg åbnede køleskabet, hvor der stod en kande med smoothie. Det var efterhånden blevet min sædvanlige morgenmad. Forholdsvis sundt, super mættende og ufattelig nemt at lave. Jeg hældte det op i en skål, da jeg havde lavet den med så tyk en konsistens, at den kunne spises med en ske. Dernæst satte jeg mig hen i sofaen ved siden af min bror.

"Hvad tid skal du være i skole?" spurgte han, uden så meget som at skænke mig et blik. Han var dybt betaget af det latterlige program. Det irriterede mig, men jeg ville ikke sige noget til ham. Han vidste det inderst inde godt.

"Jeg skal være der klokken otte, men Scarlett henter mig kvart i," sagde jeg så. Min bedste veninde hentede mig altid om morgenen. Sådan havde det været det seneste år. Det havde jeg altid været glad for. Det var simpelthen så sødt af Scarlett. Scarlett havde altid været så betænksom og uselvisk en pige. Altid alle andre i første række. En absolut fantastiske veninde, som jeg ikke ville være foruden.

Jeg spurgte ind til det latterlige reality-program, bare for at prøve at virke en smule interesseret, hvilket jeg ærligt talt ikke var. Men han virkede nærmest helt glad, og så prøvede han at forklare mig det. Jeg lyttede egentlig ikke efter, og når jeg så endelig gjorde, så forstod jeg virkelig ikke, hvad det handlede om. Jeg nikkede bare og lod som om, at jeg forstod, hvad han snakkede om. Hellere forsøge at være høflig end at virke helt ligeglad.

Da jeg så havde færdiggjort min lækre morgenmad, placerede jeg blot min skål i opvaskemaskinen, så min mor ville slippe for det besvær, når hun kom hjem fra arbejde. Dernæst smuttede jeg blot op på mit værelse, hvor jeg gennemrodede mit skab for at finde noget ordentlig tøj. Klædeskabet mindede mest af alt om et bombet lokum. Ikke noget jeg var stolt af, men jeg havde bare ikke haft tid til at ordne det. Desuden kunne det rod gemmes væk, så jeg koncentrerede mig ganske enkelt ikke om at rydde netop det op, men til gengæld alle mulige andre ting.

Klokken kvart i otte holdt en ganske velkendt bil i indkørslen. Et smil bredte sig på mine læber. Jeg greb min skoletaske, mens jeg traskede ned ad trapperne. Jeg rettede min opmærksomhed imod sofaen, hvor min storebror stadigvæk sad. Jeg rystede kort på hovedet, da jeg bemærkede, at han stadigvæk så det samme program i fjernsynet.

"Vi ses!" udbrød jeg bare, hvorefter jeg skyndte mig hen til bilen, hvor Scarlett trofast sad bag rattet.

"Er du klar til endnu en dødsyg skoledag?" spurgte hun, mens hun lod solbrillerne glide ned på næsen. Formentlig så hun ikke blev blændet af solen, mens hun kørte. Vi boede trods alt i Miami, og der havde vi altså pænt mange solskinstimer. Det var ikke noget at klage over, men jeg kunne forestille mig, hvor irriterende det måtte være at køre en bil, mens man fik solen i øjnene.

"Tja, det bliver nok ikke verdens undergang, skal du se," sagde jeg med et grin. Jeg forsøgte altid at se positivt på alt det, jeg kunne, selv om at det kunne være svært indimellem. For i nogle tilfælde var det bare nærmest umuligt at finde det positive i en dårlig situation.

"Hvordan kan du se positivt på skolen?" spurgte hun så. Jeg trak blot på skuldrene som svar, for det vidste jeg altså ikke. Jeg ville bestemt ikke kalde mig selv for en stræber, men jeg havde bare altid haft en eller anden form for interesse i skolen. Jeg lavede i hvert fald altid mine lektier, kom til tiden og sørgede for at være seriøs omkring min skolegang. For jeg ville gerne blive til noget, når jeg blev voksen.

Snakken gik på alt muligt forskelligt. Alt fra ulækker mad til de vildeste fester. Nogle underlige samtaler, hvor vi i hvert fald grinede en hel del. Sådan var det som regel i Scarletts selskab. Hun havde sgu altid været en humoristisk person, som bestemt kunne bringe de mest mærkelige emner på banen. Men det var sjovt, og det var en fantastisk måde at starte morgenen på.

Et par minutter senere havde hun parkerede bilen på skolens parkeringsplads. Jeg kiggede mig omkring og ligesom alle de andre dage, blev jeg dybt forbavset over, hvor mange biler der holdt parkeret. Jeg kørte ikke selv bil. Jeg havde aldrig turde at tage kørekort. Indimellem fandt jeg det yderst skræmmende at sidde i en bil, mens en anden person kørte, så derfor skulle jeg da slet ikke være den, der sad bag rattet. Så hellere gå til og fra skole. Dog havde jeg Scarlett, som nærmest fungerede som min chauffør eller skolebus.

Jeg greb min skoletaske, steg ud af bilen og smækkede bildøren efter mig. Tasken smed jeg over skulderen, mens jeg ventede på, at Scarlett havde låst bilen. Sammen fulgtes vi ad hen til hovedindgangen. Jeg havde altid elsket den store indgang. Det var en kæmpemæssig dobbeltdør med to store stolper ved siden af. Man skulle op ad en kæmpe trappe for at komme hen til dobbeltdørene. En ganske populær trappe, hvor mange valgte at tilbringe deres frikvarter.

Vi trådte indenfor, hvor gangen strømmede med elever. Nu var det så også en ret stor skole med mange elever, så det overraskede mig efterhånden ikke, hvor mange der rendte rundt derinde hver morgen. Men det kunne være ret så irriterende, eftersom at det var meget nemt at støde ind i folk. Og det var ikke ligefrem alle, der tog det lige pænt, hvis en lille pige stødte ind i dem. Det havde jeg desværre oplevet før, men det skete ikke så tit, at det var et decideret problem.

Vi satte kurs imod vores skabe, som var ret tætte på hinanden. Der var ikke andet end fem skabes mellemrum, så det var ret fedt, at vi på den måde kunne følges til stort set alting. Vi havde lidt forskellige timer hist og her, for Scarlett havde altid interesseret sig for fysik og biologi, hvilket var nogle fag, som jeg havde fravalgt, da de ganske enkelt ikke interesserede mig. Til gengæld startede vi ud med at have matematik denne her mandag morgen. Bestemt ikke noget der generede mig. Matematik havde jeg altid godt kunne lide.

Da vi havde fundet de ting, vi skulle bruge, fulgtes vi ad hen til lokale 302, hvor vi skulle have matematik i den første lektion. Men vi havde kun fire lektioner om dagen af halvfems minutters varighed. Timerne kunne derfor godt føle uendelig lange, men jeg forsøgte altid at finde et eller andet positivt ved det, hvis jeg sad og kedede mig i timerne.

Der befandt sig allerede en del inde i lokalet, da vi trådte indenfor. Vi satte os bare på vores sædvanlige pladser. Der var sådan set ikke noget, der hed faste pladser, men vi endte altid med at sidde det samme sted. Så jeg så det mere eller mindre som min plads.

Kun få minutter senere trådte vores matematiklærer ind ad døren. Han var faktisk super venlig og sjov i forhold til så mange af de andre lærere. Han kunne blive virkelig sur, men det skete heldigvis ikke specielt tit. Men da vores lærer skulle lige til at fortælle os, hvad vi skulle i gang med, bankede det på døren. Jeg kiggede rundt i lokalet for at se, hvem der kunne være kommet for sent. Jeg regnede bare med, at det var de populære drenge. For de sked på alt og alle. De var fuldkommen ligeglade med reglerne, så det ville ikke undre mig, hvis det var dem, der kom for sent.

Til min overraskelse var det rektoren, der trådte indenfor. Hvad mon hun ville? Jeg bed mig i læben, mens jeg kunne mærke mit hjerte galoperer derud af. Jeg ved ikke, hvorfor jeg blev så nervøs. Jeg var vel bare bange for, at jeg ville blive skældt ud eller sådan noget.

"Vi får en ny dreng her i dag, som I skal tage godt imod. Han kommer fra New York af, og han er ikke bekendt i området. Så hvis nogle af jer vil vise ham rundt og fortælle lidt om stedet, vil det være fantastisk," sagde hun. Hun så rundt på os alle, hvorefter hun forlod lokalet. Nu var jeg for alvor nysgerrig!

Drengen trådte indenfor. Han var pæn, som i virkelig pæn. Det brune hår indrammede hans ansigt perfekt sammen med de store øjenbryn. De lettere kølige grøn-blå øjne, som samtidig havde et særligt glimt. De unikke skønhedspletter på kinder og hals, ligesom jeg selv havde dem på halsen og resten af kroppen. 

"Hvem er det?" hviskede jeg med det samme til Scarlett. For måske kendte hun ham? Jeg var ikke den mest romantiske type eller en person, der flirtede rundt med drenge. Som regel kaldte jeg heller ikke drenge for pæne eller lækre, men lige ham her, han var sgu pæn.

"Jeg er Matthew," præsenterede den nye dreng sig selv som.

Jeg kunne ikke lade være med at betragte ham, da han så gik hen til den ledige plads, som tilfældigvis var foran min. Jeg stirrede ham i nakken, og jeg håbede, at han ikke lod mærke til det. Resten af lektionen hørte jeg ikke efter. Jeg kunne ikke fjerne mit blik fra ham. Jeg var opslugt af hans skønhed. Hans bløde ansigtstræk, det brune hår og skønhedspletterne. Jeg havde aldrig haft sådan en følelse i kroppen før.


 

Nu føler jeg, at det er blevet min tur til at sige noget. Hvis du har læst med, så skal du i hvert fald have tusinde mange tak! Jeg håber, at den falder i god jord, og at jeg skriver godt nok! I skal være hjertelig velkomne til at smide en kommentar nedenunder med kritik eller andet, hvis I føler, at jeg kan gøre det bedre! 

- Sara xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...