Into The Woods | Niall Horan

En telttur i sommerferien med ens storebror og hans venner, er ikke noget man normalt siger ja til, men hvis din bror nu var Louis Tomlinson, ville du heller ikke have sagt nej.
Lisa og Louis har et godt forhold, og de har savnet hinanden, derfor tager hun med. Louis' bedste venner er drengene fra hans band Harry, Niall, Liam og Zayn. Gnister, flirtende blikke og kærlige ord bliver sagt mellem Niall og Lisa, men kun når de andre ikke hører det, og når de er inde i deres teltsammen. Hvordan kommer teltturen til at foregå, når de to deler telt og ingen må vide, at der måske er en lille flirt mellem dem? | Foregår i 2014 |

81Likes
126Kommentarer
34678Visninger
AA

17. Tilladelde af Louis?!

 

Vi var blevet færdig med at spise og jeg var gået op på mit værelse. Drengene sad stadig nedenunder, men jeg sagde, at jeg lige ville smide mit tøj til vask, og havde brug for ti minutter alene, eftersom jeg havde været sammen med drengene i flere dage. Jeg var ikke træt af dem overhovedet, det var bare trættende at være den eneste pige. Jeg havde brug for at være lidt alene, jeg havde brug for lidt pige tid.

Jeg havde åbnet mit vindue, så der kom frisk luft ind på værelset, mens jeg blot gik og nynnede lidt, mens jeg fik pakket tasken ud. Jeg fik pakket min dyne ud og skiftet sengetøj. Der skulle noget nyt på, eftersom jeg havde haft den med ud i skoven.

Da jeg havde været her oppe et godt stykke tid, kunne jeg høre nogen gå ude i haven. Længe gik der ikke, før jeg kunne høre Nialls stemme.

”Louis, der er noget, jeg skal fortælle dig,” jeg blev nysgerrig og stillede mig hen til vinduet og kiggede ud. Louis og Niall stod ikke på terrassen, de var gået ned af den og stod på græsset.

”Hvad så Niall?” selvom de stod der, kunne jeg nemt høre dem. De andre var inden for, så de forstyrrede ikke, så jeg nemt kunne høre dem.

”Tja,” Niall tøvede. Jeg vidste ikke, hvad han ville sige, men jeg var bange for, at han ville sige alt det, der var sket mellem os. Hvis han gjorde det, ville jeg høre for det, lige så snart de var kørt og til den dag, Louis skulle køre tilbage til London.

”Niall de andre vil nok undre sig over, hvorfor du gerne vil snakke med mig,” sagde Louis. ”Det var ikke ligefrem diskret, da du sagde, at du ville snakke med mig,” jeg rynkede brynene. Hvad mente han med det? Jeg blev stående, selvom det sikkert ikke var meningen, at jeg skulle høre, hvad de snakkede om, men jeg var virkelig nysgerrig.

Normalt ville jeg slet ikke stå at lytte til andres samtaler, men der var noget over den måde, Niall stod på, der gjorde mig nysgerrig, fordi han så nervøs ud, og Louis vidste heller ikke, hvad der foregik i hans hoved. Det var der ikke nogen af os, der vidste.

”Der er noget, jeg gerne vil fortælle dig,”

”Ja, det kan jeg godt gætte mig til,” sagde Louis og skubbede til Niall, som vaklede lidt på sine ben. Niall lignede en, der ikke var helt glad for selve situationen, men han havde selv sat sig i den.

”Det er noget ufarligt, men jeg tænkte, at jeg selv ville fortælle dig det, inden der sker noget med det. Inden alle mulige tror noget, så syntes jeg, at du skulle vide det, og…-” Louis afbrød ham. Han var lige så nysgerrig som jeg var efter at vide, hvad han ville sige.

”Kom videre Niall, vi har ikke hele aftenen,”

”Jeg tror, jeg er forelsket i Lisa. Det skete ligesom bare,” sagde Niall. Da ordene forlod Nialls mund og kom rigtigt ind hos mig, holdte jeg vejret. Det var overhovedet ikke, det jeg regnede med at høre, og hvis jeg havde vidst det, ville jeg slet ikke høre det. Jeg var urolig over, hvordan Louis ville reagere.

”Niall for helvede!” udbrød han. Det var ikke forfærdelig højt, for han passede på, at der ikke var andre der hørte det. Hvis jeg kendte Louis ret, så ville han slet ikke have, at andre kom til at vide, at Niall var forelsket i mig.

Jeg vidste dog ikke, hvordan jeg skulle tage det. Jeg havde ikke regnet med de ord, og de gik lige i hjertet. Det var ikke helt klart for mig, om jeg var forelsket i Niall, selvom der var noget. Jeg var måske forelsket i ham?

”Louis, det…-” Louis afbrød Niall.

”Nej!” han gik et par skridt væk fra Niall, og kørte en hånd frustreret gennem sit hår. ”Det var præcis dette, der ikke måtte ske. Det er slet ikke meningen, at du, eller andre fra bandet, skal være sammen med min lillesøster. Jeg var i tvivl om hun overhovedet skulle med, fordi jeg ved hvordan hun er med Harry, men jeg vidste ikke, at det faktisk var dig, jeg skulle passe på,” han lød som en bekymret storebror, men alligevel var det som om, han skældte Niall ud.

”Det skete bare Louis. Jeg havde da heller ikke selv regnet med det,” Niall lød også frustreret over, at Louis slet ikke hørte, hvad han havde at sige. Louis kom bare med sætninger om, hvorfor vi ikke skulle være sammen, men det bestemte hans slet ikke. ”Lisa og jeg havde jo ikke snakket så meget, som hun faktisk har med de andre drenge, og det kom pludseligt, at vi skulle dele telt. Det skete bare,”

Jeg kunne se på Niall, hvordan han prøvede ikke at afsløre det, der skete i teltet og i hytten. Hvis han først fandt ud af det, ville han flå os levende. Niall prøvede at fortælle det stille og roligt, uden at afsløre noget, men hele den måde han stod på afslørede, at han var så tæt på at sige noget.

”Louis, det er ikke fordi, jeg spørger om det er okay, og alligevel syntes jeg, at du skal have det godt med det. Jeg vil så gerne se om der kunne blive noget mellem Lisa og jeg, men det skal heller ikke gå ud over Lisa,” jeg kunne ikke lade vær med at smile for mig selv. ”I er søskende, og I har et godt forhold og du er en af mine bedste venner, en af mine brødre, og det skal det ikke gå udover,”

”Hvis du er min bror, er hun også din søster, så du skal ikke være sammen med hende,” sagde Louis koldt og fjern. Han lyttede slet ikke efter, hvad han sagde, han prøvede at dreje det til hans fordel. Så han havde en god grund til, at vi ikke skulle være sammen.

Det jeg ikke forstod var, hvorfor Niall spurgte Louis sådan om det. Hvorfor var det, at Louis skulle vide det, inden vi overhovedet havde snakket om at blive et par? Det var ikke fair over for mig, at han spurgte Louis, inden han spurgte mig.

Jeg fjernede mig fra vinduet og satte mig hen på sengen og prøvede at tænke det hele igennem, men det var svært. Jeg kunne høre glade stemmer og grin nedenunder, og jeg kunne høre Nialls og Louis’ samtale inde i hovedet.

Jeg blev pludselig så sur på Niall, fordi han skulle snakke med Louis først. Som om han skulle have Louis’ tilladelse til at være sammen med mig, og det ville jeg faktisk ikke finde mig i. Jeg var min egen og Louis bestemte fandeme ikke over mig. Han skulle ikke bestemme, hvem jeg skulle være sammen med, og Niall skulle heller ikke føle sig forpligtet til at snakke med Louis om det. Vi var begge to voksne mennesker, og vi kunne nemt selv tage beslutningen om, vi kunne eller skulle være sammen.

Tankerne i mit hoved var slet ikke nemme at holde styr på. Så var jeg sur på Louis, så var jeg sur på Niall, så var jeg sur på begge to, eller også var jeg mest sur på mig. Det skiftede lidt, men lige nu var det Niall, jeg var sur på. Jeg kunne ikke være sur på Louis, fordi jeg vidste, hvordan han ville reagere. Jeg vidste, hvordan han var og hvad han ville sige. Han ville ikke have, at jeg skulle være sammen med nogen af hans bedste venner. I sær ikke dem fra bandet.

Der gik lidt tid, hvor jeg blot fik forvildet rundt på mit værelse, at jeg slet ikke havde hørt, at der var nogen, der var kommet op af trapperne og ind på værelset, før han stod foran mig med et smil skævt, nervøst smil. Jeg kunne ikke være sur på sådan et kønt ansigt.

 ”Niall,” han holdte en hånd op, som tegn på, at jeg skulle stoppe. Han ville snakke først.

”Jeg har snakket med Louis,”

”Ja, det hørte jeg,” indrømmede jeg. Jeg ville have sagt det til ham, men han ville snakke først. Jeg ville ikke have, at han troede, at jeg ikke vidste noget, når jeg vidste det hele. Jeg kunne ikke starte vores forhold sådan.

”Hørte du det hele?” han kom tættere på mig og overrasket ud, at jeg havde hørt det. Jeg nikkede.

”Sådan cirka, men ikke det allersidste,” sagde jeg og så nervøst på ham. Jeg burde egentlig være sur på ham, men det kunne jeg ikke.

”Louis er ikke glad for det, men han sætter faktisk pris på, at jeg fortalte ham det,”

”Du burde slet ikke have fortalt ham det,” og nu var jeg så pludselig sur, og jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var ikke vred eller rasende, der var bare noget indeni mig, der sagde, at jeg skulle reagere. ”Jeg vidste, hvordan han ville reagere, og det vidste du jo egentlig også, så jeg forstår det slet ikke,” jeg lagde armene over kors.

”Er du sur?” han kom tættere på mig. Da han kom tæt nok lagde han begge hænder på mine arme og agede mig.

”Nej, jeg er ikke. Du burde bare ikke have sagt noget, nu ved jeg ikke, hvordan Louis reagerer, når jeg kommer ned i stuen eller senere, når I alle sammen er taget hjem igen,” jeg sendte ham et smil, som han reagerede på. ”Men er det rigtigt?” spurgte jeg så.

”At jeg er forelsket i dig?” Jeg nikkede. Han nikkede. ”Det er jeg.” Mit smil blev større og jeg var lidt ligeglad med, at min dør stod åben. Jeg lænede mig frem mod ham og lod vores læber mødes i et blidt kys.

”Jeg skal nok snakket med Louis, men det bliver ikke i dag,” sagde jeg, da jeg trak mig lidt fra ham. ”Jeg har brug for at snakke med ham alene, så når mor og Dan er ude, så snakker jeg med ham om det,” jeg lagde min ene hånd mod hans kind, hvilket fik ham til at smile, og jeg kunne ikke andet end at gengælde det.

Niall gjorde mig på en anderledes måde lykkelig, at jeg var sikker på, at vi sagtens kunne finde ud af det her. Vi skulle nok komme igennem kampen mod min storebror og mod hele verdenen. 

_________________________________________

Jeg undskylder for den dårlige opdatering. Jeg har ikke rigtig nogen god undskyldning for det, udover at jeg er blevet obsessed med Criminal Minds og mere specifikt dr. Spencer Reid (som er en karakter der fra, #inlove) så det bruger jeg mange timer på at se, heh. 

Jeg håber, I stadig følger med :) 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...