En rejse til det fantastiske

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2017
  • Opdateret: 8 mar. 2017
  • Status: Færdig
jeg er lige flyttet til Norge med min mor og min kat, og skal starte på skolen i Trofors, hvor jeg møder de 2 kendisser: Marcus og Martinus. Vil jeg blive venner med dem, vil jeg blive kæreste med Martinus - den dreng mit hjerte er faldet for, eller er de bare 2 spassere uden følelser?

6Likes
0Kommentarer
633Visninger
AA

1. <3

“Men Katrine, du er så glad her. Hvorfor ville du rejse til Norge og bo der? du kan ikke engang deres sprog!” Siger Amalie, min bedste veninde. Faktisk så ved jeg ikke helt nøjagtigt hvorfor jeg ville rejse til Norge med min mor, det er bare en drøm der er ved at gå i opfyldelse “Jeg bruger bare duolingo hver dag, der kan jeg nemt lære sproget, men altså det er jo ikke alt for langt væk fra dansk, og du ved at jeg i flere år har drømt om at bo i Norge”

Jeg skal rejse i morgen så det er min sidste dag på Aalykkeskolen. Jeg glæder mig, men samtidig er jeg rædselsslagen. Hvad nu hvis Norge kun var fantastisk i mit hoved, og det i virkeligheden var et sted beklædt med sne, grantræer og flere elge pr kvadratmeter end der er bananer i kassen hos grønthandleren. Jeg ville ikke tro på det før jeg ser det, og uanset hvad ville jeg gøre det til en fantastisk oplevelse.

  Jeg er næsten færdig med at pakke mine ting, jeg mangler kun nogle ledninger og så mit tøj. Jeg har besluttet at pakke det vigtigste til sidst, for så kan jeg nemt komme til det på færgen. Hvad nu hvis jeg spilder tomatsovs på mine bukser, eller sådan noget! Så ville det jo ikke være så smart hvis jeg ikke kunne komme direkte til nogle andre bukser i flyttevognen. Min mor har betalt en formue for at købe turen til Norge, færge billetter, og så koster de der flyttebiler der rejser til flere lande en hel bondegård. Jeg er hende meget taknemmelig for at hun ville gøre alt det her for at jeg kan komme til at bo i et af de lande jeg elsker allermest. Pludselig kommer min mor ind ad døren til mit meget tomme værelse “Er du klar skat? flyttebilen kan være her når som helst, og jeg ville ikke risikere at stresse ved færgen” Jeg prøver at holde tårerne tilbage, men det er så svært, jeg er 14 år, og jeg har levet i dette hus siden jeg var 3. Jeg tror min mor kunne se på mig at jeg var ved at græde, for ligesom alle andre mødre har hun det der  sommetider irriterende instinkt der gør, at hun nærmest kan læse mine tanker, eller se at noget er galt. Hun siger ingenting, hun krammer mig bare indtil det ringer på døren “Åh gud, flyttevognen, skynd dig at pakke de sidste ting, så begynder vi at fylde vognen imens!” Jeg smider mit tøj i kassen, uden at lægge det sammen, og lukker de sidste kasser. Uden møblerne har jeg 5 kasser. 5 kasser fyldt med ting der minder mig om hvor jeg kommer fra. Jeg kigger rundt i værelset, og selvfølgelig har min mor glemt at tænke over min seng. Den er lidt for stor i forhold til mit værelse, så hvis det nogensinde skulle være muligt at få den ud, skulle det være i mindre bidder. Min onkel havde lovet at komme og fjerne den igår, men han blev syg så han kunne ikke komme alligevel. Jeg går ud med mine kasser, og jeg kan se at min mor har fundet de gode flyttemænd, for halvdelen af alle vores ting er allerede ude i deres vogn. Jeg går hen til min mor som står ved siden af fordøren. “Mor!?” Hun svarer ikke, hun siger bare “Er han ikke flot ham den mørkhårede? Jeg tror han kiggede på mig lidt tidligere” Jeg siger ingenting, for det er hendes eget problem om flyttemanden kiggede på hende eller en eller anden plante i baggrunden “Mor, hvad gør vi med min seng? Onkel Mads er syg og han er den eneste handyman vi kender” Langsomt bliver mors øjne større og jeg ved det ikke er et godt tegn “ Orgh PIS, jeg vidste jeg havde glemt noget, Katrine, ude i skuret aller bagerst ligger der en gammel rusten sav, hvis jeg er heldig ville en af flyttemændene hjælpe med at save sengen i stykker og svinge forbi losseren med den” Jeg skynder mig ud i baghaven, og er lige ved at træde over min kat, men let (nej) og elegant (elefant) som jeg er springer jeg lige over ham, åbner døren og skynder mig at åbne skuret. Det roder helt vildt men mín mor siger at de nye ejere må beholde vores skrammel.Jeg finder saven og løber mindre hurtigt tilbage til min mor. “Her” stønner jeg, og mor tager saven. “Tak skat, bær lige dine ting ud og stil dem forsigtigt i flyttebilen” Jeg gør selvfølgelig hvad der bliver sagt, og efter 5 minutter kan jeg se at stumper af min seng bliver båret over i vores egen lille bil.

Efter ca en halv time holder vi på havnen i en mega kø, og venter på at vi kan få vores ting, og os selv om bord. Jeg kan se på min mor at hun er ved at være træt af det. Jeg forstår hende godt, jeg kan heller ikke lide at holde i kø, jeg mener, der sker jo ingenting. Bilerne holder bare stille.

  Heldigvis går der ikke mere end 20 minutter før vi er helt henne ved færgen - Det viser sig at nogle mennesker lige skulle færdiggøre en kaffepause og det var derfor der ikke var nogen der rykkede sig. Da vi er kommet helt ind og mor har parkeret bilen siger hun at jeg må gå rundt hvor jeg vil, og ringe hvis jeg blev i tvivl om hvor hun var. Selvfølgelig måtte jeg ikke være i kahytterne, men det behøvedes hun ikke fortælle mig. Jeg starter med at gå op på dækket og nyde udsigten af Danmark der langsomt forsvandt. Pludselig kunne jeg se nogen der stod på kajen og vinkede. Jeg kiggede godt efter, og kunne efter lidt tid se at det var Amalie og Denise, en anden rigtig god veninde, der stod og vinkede. Jeg blev oplyst af glæde, og vinkede tilbage, men jeg var samtidig også mega ked af at jeg ikke kunne give dem en krammer. Jeg skynder mig at tage min telefon og sende et billede af dem, til dem. Med det samme svarer Amalie tilbage “Vi er kede af at vi ikke kunne komme noget før, men der var en vild trafik vi ikke kunne komme udenom. Vi har købt en gave til dig, men jeg tror ikke nogen af os kan kaste godt nok til at den ryger op til dig” Jeg sender en smiley der græder af grin, og så skriver Denise “Vi sender et kæmpe kram, skynd dig at fange det, og husk at vi kan skype hver dag. Hvem ved, måske kan vi komme til Norge en dag og besøge dig? Hey, hvor er det egentlig i Norge du flytter hen?” Jeg smiler et kæmpe smil og svarer bare “Trofors”

Jeg er blevet sulten, og da jeg ikke længere kan se Amalie og Denise, beslutter jeg mig for at udforske resten af færgen og eventuelt kantinen. Da jeg kommer derned hører jeg en kalde på mig. Jeg ser mig forvirret omkring mens jeg fortsat går. Jeg opdager at det er min mor, men lige da jeg skal til at vinke til hende er der noget hårdt der støder ind i mig. Jeg træder et skridt tilbage så jeg kan fokusere på hvad jeg gik ind i, og foran mig står en dreng, lidt højere end mig, med kortklippet hår og et lille modermærke på venstre overlæbe. Andet når jeg ikke at se før han siger “Unnskyld meg” og går videre. Jeg håber ikke nogen så det, for det var forfærdelig pinligt. Da jeg kommer ned til min mor og har sat mig overfor hende, kan jeg se på hende at hun er ved at brække sig af grin, men prøver at holde det tilbage. Det går faktisk ikke ret godt og jeg siger bare “Kom med det” hun tager en dyb indånding og siger med et stort grin på læben “ Det var fandme smukt Katrine” Jeg beslutter mig for at glemme det, jeg kunne jo bare kigge mig bedre for, men jeg er også så sulten så da jeg kommer tilbage til bordet med en burger og nogle fritter har jeg helt glemt det. “Hvor er flyttemændene?” spørger jeg min mor

“ De spiser deres madpakker nede i flyttebilen. Det er også alligevel godt, for så er vi sikre på at der ikke er nogen der render med vores ting” Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal sige, så jeg spiser bare videre mens jeg kigger på min telefon: Snapchat, Facebook, Instagram alt det der som teenagere bruger. Pludselig siger kaptajen i højtaleren “Nu er der kun 10 min til vi lander i havnen i Norge, så De må hellere komme ned til deres bil med mindre De ikke skal af her” mor skynder sig at pakke sine ting ned igen, mens hun siger “Skynd dig Katrine, vi vil gerne være de første ude” Jeg skynder mig faktisk ikke selvom det ser sådan ud. Jeg tager min telefon, powerbank i hånden, pauser min musik og smider headsettet i lommen så er jeg faktisk klar til at gå. Vi har sejlet i 2,5 time men jeg synes det er gået rigtig hurtigt. Men jeg har også prøvet at sidde på facebook i noget der føltes som en halv time, men i virkeligheden gik der næsten 4 timer.

Vi sætter os ind i bilen, og kører hen til der hvor vi kom fra. Vi er de forreste, så det vil sige at vi de allerførste der kommer ud. På en måde er det en god følelse, men pludselig kigger mor i bakspejlet og siger “ årh pis, flyttemændene er 4 biler bagud, så vi er nødt til at vente på dem!” Så det gør vi. Heldigvis vil alle gerne hurtigt ud, så der går kun et par sekunder før vi igen er på vej til vores nye hjem. Det sjovt, jeg har ikke skænket en tanke til at vi er ved at flytte hele turen. Men det er sikkert også meget godt. Vi er landet lige uden for Oslo, så vi har stadig et par timers kørsel før vi er ved vores nye hjem. Selvom det er onsdag idag, og jeg er meldt ind på skolen, har min mor lovet at jeg godt må blive hjemme, så jeg har nogle dage at finde mig tilrette i. Vi siger ikke så meget, for jeg ved ikke hvad vi skal snakke om. Vi plejer altid at snakke om skolen, men det kan jo være ligemeget nu. Jeg finder på at jeg ville spørge min mor om den nye skole, så det gør jeg. Jeg får at vide hvad skolen hedder, hvilken klasse jeg skal gå i og hvilke linjefag jeg vil have. Jeg skal gå på Grane barne - og ungdomsskole, og jeg skal gå i 8.a ligesom på Aalykkeskolen. Jeg er meget spændt, for jeg har prøvet at flytte skole før, og det er på en måde mega fedt - ny start, nye venner, og den opmærksomhed man får fra en masse nysgerrige hoveder. Jeg elsker det. Da vi kommer ind til vores nye hus i Trofors står der nogle mennesker og venter på os. Vi parkerer og jeg går med mor ud for at hilse på velkomst vognen “Hej, jeg hedder Dorthe” siger min mor og den ene mand med et jakkesæt trykker hendes hånd og siger “Hei, mitt navn er Ole, og jeg er eiendomsmegler. Jeg har nøkkelen med” siger han og giver min mor 3 husnøgler. En til hende, en til mig, og så en reserve. Så går den anden mand frem, han er iført noget mere afslappet tøj. Han går hen til mig og siger “ Mit navn er Hans-Peter, og jeg er din lære. Her er nogen af de lektier din klasse har fået for. Hvis der er noget du ikke forstår springer du det bare over” Jeg smiler og siger tak. Så sætter mændene sig ind i hver deres bil og kører væk igen. Min mor har nøglerne i hånden, rækker en af dem frem mod mig og siger “Vil du have lov?” Jeg smiler igen, tager nøglen og sætter den forsigtigt ind i nøglehullet, drejer den. Der lyder et klik, og jeg åbner døren. Vores hus er kæmpestort og mega flot. Nogle af de tidligere ejers møbler står stadig i huset, som en gave formodentlig.Jeg tager mine sko af og går i gang med at udforske huset. Jeg åbner en dør, og bliver mødt af et badeværelse med toilet. Jeg går ind i stuen, som hænger sammen med køkkenet. Det er altsammen mega flot, og jeg tænker “Det her skal nok blive godt” Så hører jeg min mor kalde på mig “Katrine kom ovenpå og vælg det værelse du vil have” Jeg skynder mig så meget at jeg er ved at snuble for gulvet er meget glat. Ovenpå er der nogle døre, den ene kan jeg se fører ud til et andet badeværelse, så det er jeg ikke så interesseret i. Jeg går ind på det ene værelse. Skævt tag i den ene ende som jeg altid har ønsket mig i et værelse, og til venstre for væggen er der et lille indhak i muren, hvor der lige er plads til en seng. bagvæggen  er sort - lige plads til skrivebordet. På højre side er der mega meget plads så der tænker jeg mit klædeskab kan stå. Der er også en ekstra dør. Jeg træder ind i midten af rummet, og jeg bliver fyldt med en slags energi der giver mig en masse blod på tanden til det norske liv. “Det her er perfekt” siger jeg og kigger på min mor, der lidt skeptisk svarer “Vil du slet ikke se de andre 2 værelser inden du bestemmer dig?” jeg griner lidt og smilet på mit ansigt kan ikke blive større, “Det kan jeg godt, men jeg føler at dette værelse er perfekt” Min mor griner og siger “Gør hvad du vil, men jeg synes du skal kigge på de andre, og se om de har noget du hellere vil ha. De har givet os et møbel til hvert rum. Tvbord i stuen, en mikroovn i køkkenet, og toiletpapir på begge badeværelser” Hun går nedenunder for at begynde på at pakke ud. Imens går jeg ind til det næste værelse. Døren er kun et halvt skridt væk, så dem der boede her før må have været meget tætte. Man kan se på væggen til det andet værelse at døren ikke oprindeligt blev placeret et halvt skridt fra den anden dør. Jeg kigger mig omkring og jeg føler at jeg bliver fyldt med en slags lykke. Noget kærlighed af en eller anden art. Det store værelse lader jeg være, for jeg ved at mor har valgt det. Jeg ved ikke hvorfor jeg ved det. Der MÅ være magi i det her hus, og jeg tænker ikke sådan “Hokus Pokus” magi, mere nogle kræfter. Mit nye værelse, giver mig lykke og det andet styrke og energi. Jeg går ind i det aller sidste værelse. Væggene er lyserøde, og jeg føler mig som Katrine lille legebarn igen. Pludselig hiver min mor mig ud af trancen “Katrine, kom ned og flyt dine ting ind på værelset!” Jeg skynder mig ned, men jeg føler at jeg står i et dilemma - Jeg vil gerne have værelset der giver mig styrke, men jeg vil også utroligt gerne have det der giver mig kærlighed. Jeg går ned og tager to af mine kasser. Den ene er fyldt med småting og den anden er fyldt med bøger. Jeg læser sjældent men et par af bøgerne vil jeg alligevel ikke af med. Jeg er nødt til at stille den ene kasse ved foden af trappen, for jeg tør ikke bære dem begge ovenpå. Da jeg står med ansigtet mod de to døre. Kærlighed eller styrke. Pludselig tager min krop over, og følger mig ind i det værelse der gav mig kærlighed. Det ser næsten ud ligesom det andet værelse, så mine indretningsplaner er ikke ødelagt. Min mor kommer op for at se hvor flyttemændene skal stille mine møbler. Hun griner da hun ser hvor jeg står henne “Så du ombestemte dig alligevel” siger hun og kysser mig på panden jeg svarer “altså værelserne ligner hinanden, lige med undtagelse af den sorte bagvæg, men jeg føler bare at det her værelse fylder mig med en slags lykke, mens det andet fylder mig med styrke, og jeg føler mig tryg her” Hun kigger underligt på mig. Jeg har aldrig sagt sådan noget før “Øh, okay. Men skynd dig at finde ud af hvor dine ting skal stå henne, så kan vi få de store møbler på plads idag” Jeg er helt sikker på hvor mine ting skal stå - Sengen i det lille indhak i væggen, skrivebordet lige ved siden af mit vindue så jeg kan kigge ud, mit klædeskab i hjørnet ved vinduet, og min reol ved siden af døren. Flyttemændene starter med at komme op med min seng. Jeg viser dem hvor den skal stå, og den passer helt perfekt. Så kommer de med klædeskabet, men det dækker for vinduet, så jeg beslutter mig for at lave det andet værelse om til et walk in closet, det har jeg alligevel altid ønsket mig. Så reolen kommer til at stå ved væggen, og mit klædeskab ryger ind i værelset med styrke.

Da mine møbler er kommet på plads, spørger min mor om jeg ville hjælpe med at indrette stuen, og jeg nærmest flyver ned af trappen. Jeg går ud til bilen og kommer i tanke om min kat der har sovet siden vi kom på færgen. Jeg åbner døren og skynder mig at tage fat i ham så han ikke stikker af. Da jeg er kommet ind med ham stiller jeg ham midt i stuen, og jeg kan se på min mor at det ikke var verdens bedste ide at tage ham med ind allerede nu “Ej Katrine, kan du ikke sætte ham ud i bilen igen, og så komme ind med ham når vi har fået alle møblerne på plads?” Jeg trækker bare på skuldrene, tager ham op igen og sætter ham ud i bilen sammen med en lille smule mad og van. Han er på slankekur så han får kun 90g mad om dagen. Jeg går ind igen og min mor spørger med det samme “Skal vi skifte tv bordet ud med kamfer kisten, eller skal den stå ovre i hjørnet?” Jeg står og tænker lidt og beslutter mig for at tvbordet bliver stående. Kamfer kisten kommer over i hjørnet og der står den faktisk rigtig godt. Det store tæppe bliver smidt ind i midten sammen med sofaen, og allerede nu føler jeg at dette er vores hjem. Til sidst mangler vi kun mors værelse, for hendes seng og skab er de sidste møbler, elektronikken blev stillet i stuen, for den elektriker der skal installere det hele kommer først i morgen. Jeg begynder at tage alle mine kasser ind, og da de er ude af flyttevognen bærer jeg dem en efter en ovenpå, og op på mit værelse. Der kan kun være 3 kasser på mit værelse før jeg begynder at få en klaustrofobisk fornemmelse, så kassen med ledninger, og kassen med tøj ryger ind på det andet værelse. Jeg starter med at lægge tæppet ud i midten af værelset jeg åbner vinduet for at få lidt frisk luft ind, og jeg bliver med det samme fyldt med ny energi. Jeg starter med at stille mine bøger på plads, så min nips hylde og fylder den med små figurer. Så hænger jeg nogle af mine billeder op over min seng, og tiden flyver bare afsted, for lige pludselig er klokken halv syv og min mor råber “Katrine, skal vi gå ud og finde noget at spise? Så kan Viggo også få strukket benene og få udforsket huset i fred” Jeg har været i gang i næsten 2 timer og det er ikke engang fordi jeg er færdig, faktisk er jeg kun halvvejs hvis man ikke tæller tingene fra det andet værelse med. Jeg skynder mig nedenunder og tager imod den smukkeste orange kat min mor har i hænderne. Jeg sætter ham endnu en gang i stuen og siger “Så Viggo, nu skal du få lidt fred til at finde dit favorit rum”

Vi kører lidt rundt i den lille by - der bor kun 800 mennesker og ca halvdelen bor udenfor Trofors city. VI kører selvfølgelig ind i bymidten, for vi kan jo ligeså godt se byen nu hvor vi er her. Vi vælger Trixie Kebab og Pizza, for det føler vi begge for lige nu. Vi bestiller hver en kebab pizza med ost, og da de kommer føler jeg at det er mig der er nødt til at bukke under, og ikke pizzaen, for selvom vi kun har fået et enkelt stykke er der mere eller mindre en halv pizza på vores tallerkener. Så vi spiser, drikker lidt cola, og kører hjem igen omkring kl 8. Det er godt det er ved at være så sent for jeg kan jo ikke se tv, eller lade min telefon op før i morgen ved frokost tid. Da vi kommer hjem spørger min mor om vi ikke skal gå en aftentur i området. Den er jeg med på, for alting er så spændende, og vi kan ligeså godt udforske det område vi bor vi. der er kun et par meter mellem hvert hus, og de er alle sammen kæmpe store. Vores hus er hvidt og har et fint lille hus til postkassen og skraldespanden. Navnet på postkassen er en smule skaleret så de eneste bogstaver der er tydelige tilbage er G, U, N, S, og endnu et N. Jeg kan ikke komme på et efternavn med bogstaver i den rækkefølge, men jeg tænker ikke over det, for jeg ville se hvordan der ser ud rundt omkring. Vi ender med at være ude i næsten halvanden time, for vi snakker om alting og tager derfor næsten 3 runder i området. Da vi kommer hjem kalder jeg på Viggo, for at se hvor han har været, men han reagerer ikke som han plejer “Viggo?” Kalder jeg igen men der sker stadig ingenting. Pludselig siger min mor noget der for alvor gør mig bange “Hvorfor er her så koldt?” Jeg kommer i tanke om vinduet på mit værelse - jeg lukkede det aldrig, så jeg spurter op og kigger på vinduet. Det er åbent nok til at en halvfed kat ville kunne springe ud. Jeg hvisker “Åh nej” og min mor der kommer lige bag efter mig er helt forvirret “Hvad sker der?” jeg vender mig hurtigt og prøver at beherske mig selv “Viggo kan være sprunget ud af vinduet, åh nej, hvad har jeg gjort?” Min mor skynder sig over til mig, og forsøger at trøste. Pludselig hører vi lyden af et pivedyr, og vi kigger forvirret rundt. VI hører lyden igen, og ude på badeværelset finder vi Viggo. Der er åbenbart indlagt gulvvarme så det var derfor han ikke reagerede - Han sov. Jeg bliver så lettet, men jeg føler også at jeg er nødt til at gå i seng. Det har været en lang dag.

Da jeg vågner kan jeg høre at det syder nede i køkkenet, så jeg går ned og ser at mor er ved at lave æg og bacon. “Godmorgen skat” siger hun “Godmorgen mor” svarer jeg tilbage og sådan fortsætter vi lidt med om vi har sovet godt, og hvordan det var at vågne i et nyt hus. JEg går ovenpå for at pakke nogle flere ting ud, og opdager at der også er en ekstra dør på mit værelse. JEg åbner den, og det sjove er at de 2 værelser hænger sammen. Jeg sætter mig på sengen og forestiller mig hvem der kan have boet her, og hvad der gjorde dem så tætte. Jeg er helt blank, så jeg går nedenunder igen for at kigge på huset i dagslys. Vores stue er kæmpestor, med en havedør lavet af glas plus 2-3 store vinduer. Haven er også dejlig stor, så der kan Viggo regere sit eget lille kongerige. Jeg går lidt rundt, og opdager at der er et rum mere. Jeg går ind, rummet et kæmpestort men der er ingenting. nede i hjørnet af rummet ligger noget, jeg går hen og ser hvad det er. det er noget papir af en art . Da jeg kigger nærmere efter kan jeg se at det er et billede. Billedet blev taget i dette rum, og det er et billede af 2 drenge der spiller bordfodbold. I baggrunden står der et poolbord, og på det sidder en lille pige. Den ene dreng har hættetrøje på og står med ryggen til, mens den anden har skjorte på. Hans hår er langt, og man kan ikke rigtig se hans ansigt. Jeg går ovenpå igen, og mor er blevet færdig med maden. Vi sætter os ved spisebordet og jeg kan ikke lade være med at kigge på billedet under bordet. “Hvad kigger du på?” spørger min mor. Jeg viser hende billedet og forklarer “Det her lå nedenunder” Hun tager det, kigger på det og siger så “Prøv at tage det med i skole på mandag, måske er der nogen der ved hvem det er, så de kan få deres billede tilbage” jeg lægger billedet på bordet, og nikker. Efter vi har spist beslutter jeg mig for at kigge på nogle af de lektier jeg har for. Der er lidt forskelligt, historie, matematik noget om norges historie, og en masse engelsk lektier. Jeg har valgt engelsk som linjefag, så det er klart der er lidt ekstra der. Jeg får klaret matematikken på en halv time, for det var mest ligninger og sandsynlighed og det kan jeg nemt. Der var dog et par opgaver jeg ikke kunne finde ud af. Historien og og det om Norge måtte jeg vente med, for jeg har ikke internet endnu. Pludselig ringer det på døren, og jeg går nedenunder for at se hvem det er. Det er elektrikeren og en internet fyr, og min mor beder mig om at vise elektrikeren hvor der skal strøm til og hvor lamperne skal sættes op. Jeg viser ham hvor tv’et skal sættes til i stuen, hvor mit eget tv skal sættes til og hvor vores loftlamper skal være. Han klarer det på halvanden time, og internet manden var her kun i et kvarter. Vi får vores chromecasts sat til, og så begynder hverdagen så småt at flette sig ind.

Det er søndag og vi har næsten fået pakket alting ud. Omkring kl 1 råber mor til mig “Katrine, vil du med ud og se hvor vi kan handle ind? Så kan vi nemlig lave madplan til den kommende uge” Jeg pauser det jeg er ved at se, og går nedenunder. Jeg siger ingenting, stikker bare 2 thumbs up i vejret og går ud til mit overtøj i entreen. Vi finder et hyggeligt supermarked og finder det vi skal bruge. Foran os ved kassen står 2 drenge, lidt højere end mig, den ene har kortklippet hår, og den anden har håret sat op i en lille knold, så det må være langt. Jeg når ikke at se mere før de er gået, men jeg tænker ikke så meget over det. Altså der er jo mange børn her i byen, og de skal have lov til at være her.

Da vi kommer hjem, tænder jeg min ene computer og begynder på mine historie lektier, og det er faktisk ikke så svært for det handler om 1 verdenskrig, hvilket jeg lige har haft om på min gamle skole. Da jeg er færdig opdager jeg desværre at jeg ikke er helt færdig med mine lektier, for jeg har åbenbart også norsk for, og der skal jeg skrive en mindre stil. Problemet er bare at jeg ikke er så god til norsk endnu. Stilen skal handle om en mindre oplevelse vi har haft, og jeg tænker “Det blir nemt - jeg skriver om hvordan jeg tænker at mit førstehåndsindtryk af klassen er” men igen - jeg kan ikke norsk, så jeg ender med at skrive 2 versioner - en dansk, og en engelsk. Det tager faktisk kun en halv time for jeg har prøvet at flytte skole før, og jeg ved hvad jeg føler og tænker. Jeg går nedenunder for at se hvad mor laver, da jeg er begyndt at kede mig ret meget. Hun ser “How I Met Your Mother” så jeg beslutter mig for at se med. Det bruger vi hele eftermiddagen på, og da det er ved at være tid til aftensmad smider mor et par entrecótes og nogle fritter i ovnen, og jeg snakker lidt med Viggo imens. Han er skidesur, for han er en udekat, men han skal være indenfor i en uge for at lære hans nye hjem at kende, og hvis der er noget han hader, så er det at bruge en kattebakke. Jeg beslutter mig for at sætte mig på gulvet i det andet værelse, helt uden grund. Nogel gange sætte jeg mig bare ned og tænker lidt over tingene. Der sidder jeg så indtil mor kalder på mig fordi vi skal spise. Mens vi spiser fortæller jeg om mine lektier, og spørger om det ik er ok at jeg har skrevet stilen på 2 sprog. Hun tænker at det var en god idé, for de kan ikke forvente så meget af mig de første par uger, når de endda ved at jeg ikke er så god til norsk. Da vi er færdige med at spise går jeg op på mit værelse, tænder for tv’et, og sætter noget højt musik på. Så går jeg ind ved siden af og begynder at “indrette” mit walk in closet. Jeg har planer om at søge et arbejde eller på anden måde tjene penge, så jeg kan få lidt flere møbler. Jeg tager mit tøj op af kassen, lægger det meget pænt sammen og lægger det forsigtigt ind i min reol. Som regel HADER jeg at rydde op, men andre gange er det noget af det bedste. Da jeg er færdig med alt tøjet, begynder jeg at ordne mine ledninger inde på værelset. Der er nogle opladerkabler til computere (både mine og mors) og til iphones, og lidt andet. Alle de kabler vi har ligger i min kasse, og jeg ved ikke rigtig hvad de andre bruges til, vi har dem bare. Da jeg er færdig går jeg ned og spørger mor hvad vi skal bruge dem til “Bare lad dem blive liggende i kassen, og hvis jeg skal bruge dem så siger jeg til” jeg trækker på skuldrene, og begynder at overveje om mit værelse kunne blive lidt mere teenage agtigt. Jeg har stadig en masse legetøj, så jeg går på nettet, og finder ud af at der er loppemarked om få dage, hvor man kan sælge børneting som man ikke bruger mere. Jeg tager så den beslutning at mit legetøj skal ud. Mine barbier (undtagen den jeg fik på Mallorca) mine bondegårdsdyr med tilbehør (undtagen et par få dyr) og mine LPS med tilbehør. Jeg stiller kasserne ind på det andet værelse, og folder de sidste kasse så de ikke fylder så meget. Jeg føler mig fortjent til en pause resten af aftenen, så jeg sætter en film på, og kl 9 kalder min mor på mig, og siger at jeg skal komme ned og lave madpakke. Gud hvor har jeg sommerfugle i maven. Selvom det er fedt at skifte skole, er det mega nervepirrende når man lige kommer ind, og ser sin klasse for første gang, bla fordi alles øjne hviler på en, og man ved ikke hvor man skal kigge hen. Som regel er deres ansigtsudtryk også neutrale, så man ved ikke om de er glade for at se en, eller om de er irriterede over at der kommer sådan en dansker,og tror at hun kan spille smart med sit fremmedsprog og sine frikadeller. Da jeg kommer ned beslutter jeg mig for at tage 2 stykker rugbrød med leverpostej, 3 frikadeller og noget agurk med. Så går jeg ud på badeværelset med gulvvarme og børster tænder. Selvom klokken kun er kvart over 9, ville jeg gerne kunne falde hurtigt i søvn så jeg ikke er så træt i morgen. Jeg lægger mig til at læse, for det gør mig altid træt efter lidt tid hvis jeg ligger i min seng og læser. Lige pludselig kommer min mor ind og siger godmorgen. Jeg havde slet ikke opdaget at jeg var faldet i søvn. jeg skal være der om halvanden time, så hvis jeg står op nu behøver jeg ikke stresse. Jeg går i bad, og selvom jeg elsker lange bade, tager det kun et kvarter. For at spare 2 minutter, børster jeg tænder imens shampooen sidder i. Så spiser jeg morgenmad mens jeg ser tv, og går ovenpå for at finde det tøj jeg skal have på. Jeg kan ikke beslutte mig og så tænker jeg bare “Hvorfor faen tænkte jeg ikke over det igår” Men der er 20 minutter til jeg skal være der, så jeg har stadig lidt tid til at beslutte mig, og går derfor i gang med at pakke min skoletaske mens jeg tænker. Jeg går nedenunder smider madpakken i, og stiller tasken ved siden af mine sko. Jeg har prøvet en gang før hvor jeg gik i skole uden skoletaske, og jeg nåede kun lige at komme til tiden fordi jeg løb hjem efter den, og jeg ville ikke risikere at spilde deres tid fordi jeg har valgt at starte i deres klasse. da jeg har stillet min taske kommer jeg i tanke om det perfekte sæt tøj - De mørkeblå bukser og den grønne trøje med de 3 spøgelser! Det siger “Jeg er cool, men jeg har også en fjollet side og går ikke i vejen for en god joke” Det er perfekt og jeg spurter op ad trappen for at finde tøjet. Da jeg har fået tøjet på, sat håret i en hestehale, tjekket at der ikke er noget i bøjlen og tjekket at jeg ikke har glemt noget, er der et kvarter til vi skal være der. Det god tid for skolen ligger kun 7 minutter væk og vi er ikke sikre på hvor skolen ligger henne. Vi begynder at gå i den retning vi fik anført, og efterhånden ser vi flere og flere børn blive kørt i den retning, så vi føler os sikre. Vi kommer til skolen, den er kæmpestor og jeg spørger min mor “Ville du gå med ind og finde inspektørens kontor?” Hun siger selvfølgelig ja for jeg ville med sikkerhed fare vild i løbet af 5 minutter. Vi går indenfor og der er folk over det hele. Der er stadig 3 minutter til det ringer ind til første time, så vi skal se at finde kontoret og få meldt vores ankomst. Pludselig går en lære forbi os, så min mor skynder sig at hive i ham for at spørge hvor kontoret ligger. Det viser sig at han var en niende klasses elev, men det forhindrer ham ikke i at følge os ned ad gangen. Han skulle alligevel den vej til sin egen klasse. Vi takker ham og går indenfor, hvor der sidder 2 lærere og skriver på deres computere. Den ene kigger op på os, smiler og siger “Hvad kan jeg hjælpe jer med?” Min mor forklarer at jeg er ny her, hun siger at hun vil ringe til min klasselære og fortælle det. Der er en sofa som jeg sætte rmig i, og jeg spørger min mor om hun ville blive til min lære kommer. Det vil hun gerne, for hun har ikke noget at skulle nå. Klokken ringer, og der bliver helt stille ude på gangen. Jeg tør ikke sige noget fordi der er så stille, så vi sidder bare der i et par minutter indtil min lære kommer. Jeg kan se at det er Hans-Peter og jeg bliver lidt glad, for ham ved jeg hvem er så jeg er ikke HELT lost her. Jeg siger farvel til min mor, giver hende en kæmpe krammer og går med HP ned i klassen. Sommerfuglene i min mave vokser og jeg får et varmere og varmere. Åh gud, jeg frygter at få svedpletter under armene for de siger bare “jeg er skide ulækker” og sådan et førstehåndsindtryk vil jeg ikke give. Det var godt at jeg tog min jakke af inden han kom og hentede mig, ellers ville jeg på nuværende tidspunkt have den ulækreste svedplet på ryggen, og det er endnu værre end under armene. Jeg prøver at forholde mig helt roligt, men pludselig står vi uden for klassen, døren er lukket og jeg begynder med det samme at forestille mig hvad de tænker på nuværende tidspunkt. Hvis jeg er heldig er der nogle der glæder sig til at se hvordan jeg ser ud og hvem jeg er, men hvis jeg er uheldig er der nogle som ikke ligefrem er begejstrede over at jeg kommer. “Vent her ude så beder jeg dig komme ind om lidt” Siger Hans-Peter og går indenfor. Døren står pivåben, og jeg kan lige ane et par ansigter der prøver at få øje på mig, men jeg er bange, så jeg går et skridt bagud. Hans-Peter begynder at præsentere mig så jeg ved at der ikke er nogen vej tilbage. Jeg beslutter mig for at have min skoletaske hængende over den ene skulder, for det siger “Jeg er cool” mens at tasken over begge skuldre mere beskriver en duks. Pludselig hører jeg sætningen “Katrine, ville du komme herind og møde din klasse?” Min hjerne cutter helt fra og jeg prøver så meget som muligt ikke at ligne en der har set et spøgelse. Jeg tager fat i den strop der hænger over min skulder og går ind i klassen. Jeg ved ik hvor jeg skal kigge hen, så jeg kigger bare halvt ned i gulvet, så jeg ikke kommer til at kigge te forkert sted hen. Da jeg står midt i det hele ved siden af Hans-Peter. Han tager mig på skulderen, kigger ud over klassen og siger “Ja, det her er så Katrine, hun kommer helt fra Danmark og flyttede i onsdags herover med sin mor og sin kat” Jeg kigger op og ser at alles øjne hviler på mig. Pigerne ser søde ud og nogle af drengene virker også mere eller mindre interesserede. Jeg når ikke at tænke så meget over det før jeg får anvist det sted jeg skal sidde. Jeg skal selvfølgelig sidde forrest i midten, sammen med en pige med lilla hår. Hun ser venlig ud og da jeg sætter mig sender hun mig et hurtigt smil og jeg sender et genert tilbage. Vi starter med at have norsk, men da jeg ikke har fået bøger endnu må jeg kigge ved min sidemakker. Det er faktisk meget godt for vi skal lave nogle opgaver med vores sidemakker. hun introducerer sig som Camilla og vi går i gang med opgaverne. Der er meget hun er nødt til at forklare mig på engelsk, men jeg lover mig selv at jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at lære norsk. Lige pludselig kommer jeg midt i en opgave til at sige “Jeg elsker dit hår” og jeg tænker med det samme “dumt sagt, dumt sagt” Men hun smiler bare og siger tak. Så har vi frikvarter og jeg spørger “Hvordan foregår frikvarterene her?” og Camilla spørger så tilbage “Hvad mener du?” så jeg er nødt til at forklare om det er ligesom på min gamle skole at man må være inde i 12 og 2 frikvarteret eller om man skal være ude i alle frikvartererne, og så siger hun “Man bestemmer selv om man vil være ude eller inde, men alle skal være ude mindst 3 frikvartere hver uge eller blive det 5” jeg nikker og kommer i tanke om det billede jeg fandt i huset den anden dag. Jeg tager det op ad tasken og viser det til Camilla og siger “Jeg fandt det her  i mit nye hus forleden dag, og tænkte om du vidste hvem det er så de kunne få det tilbage. Hun tager billedet, kigger på det og siger “JA, det er..” Mere når hun ikke at sige for pludselig går døren op og 2 drenge kommer indenfor. Alle pigerne begynder at skrige og skynder sig op for at kramme dem. Jeg blir helt forvirret og da alle drengene ikke er i klassen er jeg den eneste der ikke er en del af velkomstkomiteen. Da flokken er skildt lidt mere ud over gulvet oppe ved tavlen hører jeg en masse forskellige “Velkommen hjem” “var det en god tur” og alt sådan noget. Drengene fortæller lidt og pludselig kigger den ene af dem ned på mig. Hans øjne er brune og meget dybe, så jeg kommer i en slags trance. Hans hår er mørkeblond og alting ved ham er bare perfekt. Jeg bliver helt varm igen, på grund af generthed, og han spørger så “Hvem er det” ikke på en nedladende måde, mere nysgerrig. Den anden dreng kigger også ned på mig, og jeg føler virkelig at jeg ser helt forkert ud i hovedet. Camilla som står tættest på dem siger så “Det er Katrine, hun startede her i klassen i morges” de går ned til mig, og den ene dreng giver hånd til mig. Hans hår går ned til hans mund, og han har sidecut. Det ser ret fedt ud, og han introducerer sig selv som Marcus. Da jeg har givet hånd til ham går han lidt til siden så den anden dreng kan komme til. De ligner hinanden helt sindssygt meget, så jeg går du fra at de er tvillinger. Jeg kommer til at kigge ham lige i øjnene, og jeg får den fornemmelse af at jeg har mødt ham før. Jeg “studerer” hans ansigt en smule og opdager at det er den dreng jeg stødte ind i på færgen. Han giver hånd og introducerer sig selv som Martinus. Han går lidt bagud og jeg tror jeg er blevet helt rød i hovedet, for pigerne ligner en flok spørgsmålstegn og Camilla spørger “Kender I hinanden” Jeg kigger ned i bordet så Martinus svarer grinende“Vi kom vist ved at uheld til at gå ind i hinanden på færgen i onsdags” De andre piger begynder at grine, og nogle af dem siger ting som “hvad er chancen” og “Det er ret sødt” Billedet ligger på Camillas side af bordet, og da Marcus får øje på det, tager han det, kigger på det og spørger “Hvor har du det her fra?” når jeg er nervøs eller sådan noget bliver min stemme helt lys og pivet så det lyder mega dumt da jeg svarer “Det lå i et hjørne i det hus jeg lige er flyttet ind i, og jeg tænkte at billedets ejere måtte gå her på skolen, så jeg ville levere det tilbage” Marcus smiler stort og siger “Tusind tak, vi har faktisk været lidt bekymrede for at vi aldrig skulle se det igen. Ser du, Tinus her var på en måde indlagt får et par år siden pga brystsmerter, så da han kom hjem stod bordfodboldbordet nedenunder og vi havde det mega sjovt den dag” Martinus smiler bare og da der ikke er mere at sige, går de ned med deres tasker ned i bunden af klassen, Marcus lægger billedet ned i sin taske, og de går op til pigerne som begynder at tegne på tavlen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv så jeg begynder at spise min agurk. Efter et par minutter vender en af pigerne sig om og ser helt forskrækket på mig “Ej det må du undskylde Katrine, vi har slet ikke taget godt imod dig. Hvilken skole kommer du fra?” alle pigerne begynder at snakke i munden på hinanden om hvor dårlig en modtagelse jeg har fået, og de trækker alle sammen en stol hen og sidder rundt om mig. Marcus og Martinus sætter sig på hver sin side af mig. da jeg ikke ved hvor jeg skal kigge hen, kigger jeg bare ned i bordet og svarer “Aalykkeskolen. Den ligger i Kolding som er min gamle hjemby” En anden pige spørger så hvorfor jeg flyttede, og jeg svarer “Fordi Norge er et af mine yndlings lande, og jeg har længe drømt om at bo her, så min mor købte nyt hus få minutter herfra og ja, her er jeg så” Så rejser Martinus sig op og nærmest råber “Det kan jeg godt lide. Ej hvor er det nice at du vælger at flytte herover på grund af at du godt kan lide Norge” Jeg kan ikke lade være med at smile. Marcus spørger lige  pludselig “Hvilken adresse er du flyttet hen på? Det skulle vel aldrig være Elvflata 1” Jeg spærrer øjnene op og siger “Jo” og drengene begynder at grine Jeg kigger undrende på pigerne og en af dem siger så “Der er de lige flyttet fra. De skulle bo tættere på studiet, selvom det kun drejede sig om 7 minutter” jeg nikker forstående og spørger pludselig “Studiet?” Drengene holder op med at grine og kigger på mig som om jeg lige har sagt et eller andet underligt “Ja, du ved nok ik, men Mac&Tinus vandt MGP i 2012 og er begyndt på en stor musikkarriere. Lige nu er de i top 5 på VGlista” Jeg nikker og føler mig virkelig dum over at jeg ikke kender dem. Eller, måske gør jeg for jeg tjekker ikke så tit hvem der har lavet de sange jeg godt kan lide. Der er kommet en pinlig tavshed, og så spørger en af pigerne så “Nå, Katrine. Hvilke ntype er du så? altså er du mega social, dramaqueen eller hvad?” Jeg tænker mig lidt om og svarer så “Jeg elsker at være social, men jeg havde ikke ret mange venner i min barndom så jeg føler mig tryggest hvis jeg kan sidde i et hjørne med min musik eller hvad jeg nu har med at lave. Nogle gange vælger jeg også at sætte mig i hjørnet selvom jeg bliver inviteret til at være sammen med dem fra klassen. Men altså, i må ikke få det indtryk af mig at jeg er mega asocial og emo for det er jeg ik! Det bare usikkerhed” Resten af drengene fra klassen begynder at komme tilbage, og nogle af dem går over til mig for at introdcere sig til mig. Pludselig rejser Camilla sig op og råber til klassen “skal vi ikke give Katrine den velkomst der kan hjælpe hende med at være hvores navne hurtigere?” De siger allesammen god idé og finder deres telefoner frem. Jeg er helt forvirret indtil Marcus siger “I 3 klasse begyndte vi på den tradition at hvis der kom en ny elev, måtte personen få vores alle sammens telefonnumre hvis der nu er brug for hjælp, eller bare sådan at personen kan lære vores navne hurtigere”Jeg nikker, smiler og finder min telefon frem. jeg begynder at oprette den første kontakt. Martinus spørger om han må være den første, men da jeg kommer til at kigge ham i øjnene glemmer jeg at svare, jeg sidder bare der helt akavet. “Hallo?” siger han, jeg ryster på hovedet og siger “Øh ja, selvfølgelig” så får jeg hans nummer, og et billede af ham til profilen, og sådan fortsætter det med alle eleverne. Jeg er sikker på at jeg ikke glemmer Camilla lige foreløbig, for hun er den eneste i klassen med unaturlig farvet hår, jeg mener - det er ikke alle der bliver født med lilla hår. Klokken ringer og alle sætter sig på deres pladser. Vi skal have HP igen, og da han kommer ind fortæller han at vi skal have nye pladser. Jeg hvisker “Yes”til mig selv, men næsten alle siger “øv” og jeg kigger forvirret rundt. Vi får besked på at pakke vores ting og gå op til døren. Pigerne skal stå forrest, for de er de første der får besked på at sætte sig. Vi skal sidde dreng pige, og jeg kan se på Marcus og Martinus at de er lidt ærgerlige over at de ikke længere skal sidde sammen. De hvisker til hinanden og pludselig kigger Martinus diskret ned på mig. Jeg sidder i midterrækken, helt i midten af klassen. Jeg tror de snakkede om hvem de gerne vil sidde sammen med, og så begynder HP at dirigere drengene ned til deres nye plads. Vi er kun 14 i klassen så det går meget hurtigt. JEg forsvinder hen i mine egne tanker men kun i et par sekunder, for så hører jeg HP sige “Du skal sidde ved siden af Katrine” Nogle af drengene pifter, og jeg spekulerer på hvem der skulle sidde ved siden af mig, for jeg hørte ikke navnet. HP kigger på resten af drengene og siger bestemt “Gidder I godt behandle Katrine ordenligt? Hun er lige startet og skal føle sig som en del af klassen” Jeg skynder mig at sige “Det gør slet ingenting! Det minder mig om min gamle klasse, for drengene kunne også godt finde på at opføre sig sådan” Pigerne griner lidt, og så finder jeg ud af hvem jeg skal sidde sammen med. Det er en af tvillingerne, men nu kan jeg ikke huske hvem af dem det er. Så hører jeg efter for at finde ud af hvem det er af dem der stadig ikke har fået en plads. Jeg sidder sammen med Martinus , for Marcus skal sidde på den anden side af mig. Jeg føler mig lidt lykkelig, for de er begge nogle pæne drenge. Vi skal have matematik, og bare fortsætte hvor vi slap, så jeg spørger om vi må have musik i ørene, og det må vi godt. Jeg sætter mit headset til og tænder for en af mine yndlingssange “Together” HP siger at vi godt må arbejde sammen med nogel fra klassen, så Marcus kommer hen og sætter sig overfor Martinus mens jeg sidder og prøver at regne de opgaver ud jeg ikke kunne finde ud af den anden dag. Pludselig kigger Martinus på min telefon og opdager hvilken sang jeg hører. Jeg lader som ingenting, for jeg er lidt ligeglad med om han synes min musiksmag er god eller røv. Han tager min telefon og viser den til Marcus der smiler og rækker tommel op til mig. Jeg kigger spørgende på dem og Martinus spørger om han må vælge sang. Jeg er ligeglad for jeg kan altid spole tilbage til min egen musik hvis jeg ikke kan lide det. Han finder en playliste og tænder den fra en ende af. Jeg kigger lidt på playlisten og opdager at “Together” er en del af listen. Jeg kigger på kunstneren og opdager at dem der har lavet sangen, er dem jeg sidder sammen med lige nu. Endnu en gang kommer jeg til at ligne jeg ved ikke hvad og kigger på dem. De griner og spørger om det er en god sang. Jeg nikke rog smiler til dem. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at dividere, så jeg spørger om de vil hjælpe. Det vil de godt, så Marcus rykker sig ind så han sidder lige i midten mellem os og vi laver så matematik sammen alle 3.  De 2 timer går hurtigt, og jeg føler at jeg har fået lavet en masse. Der er kun 2 timer til nu skal hjem og det er plus 12 frikvarter.

Jeg har en mega fed dag, og da skolen er slut får jeg et kram af alle i klassen. Jeg får ikke en af Camilla, for vi følges ud og snakker lidt om at jeg er nødt til at tjekke Marcus og Martinus og når jeg kommer hjem, fordi de skulle vist være ret fede. Min mor står ved vejen og venter på mig, og jeg kan se på hende at hun er glad for at jeg allerede har fået en ven. Da vi skal skilles ved vejen giver vi hinanden et kram, og hun siger “Vi ses imorgen” og jeg siger selvfølgelig “i lige måde” så vender jeg mig om mod min mor med det største smil på læben, og jeg kan se på hende at hun er lige så glad “Hvem var det?” spørger hun og jeg svarer “Det er Camilla. Jeg sad ved siden af hende i starten af dagen. Så fik vi nye pladser og jeg sidder så nu imellem et par tvillinger” Vi begynder at gå hjemad mens jeg fortæller om hvilken fed dag jeg har haft, hvordan jeg fik hjælp af tvillingerne i matematik, det lidt pinlige at Camilla var nødt til at snakke engelsk da vi havde norsk, fordi jeg ikke forstod opgaverne. Da vi kommer hjem tømmer jeg min taske og viser min mor hvordan mine klassekammerater ser ud, for jeg fik jo billeder af dem da de blev tilføjet til mine kontakter, og hun synes de alle sammen ser meget søde ud. Jeg beslutter mig for at læse de 2 sider vi fik for i engelsk inden jeg begynder på at se tv, for det er hurtigt overstået. Så tikker en besked ind til min telefon og jeg kan se at det er en fra Camilla, og en fra Martinus. Jeg beslutter mig for at læse Martinus først for den kom først ind. Han skriver “Så, vi sidder sammen :-) hvor hyggeligt” jeg ved ik hvad jeg skal svare, så jeg går ind på Camillas besked hvor hun skriver “Du ligner en der godt kunne blive forelsket i Tinus ;-)” Jeg smiler for mig selv og svarer “Det vil tiden vise, men jeg vil fokusere på skolen :)” og så svarer jeg Martinus “Ja, meget hyggeligt. Håber det er okay hvis jeg skriver og spørger om lektier en gang imellem?” Med det samme svarer han “Helt i orden :D ses imorgen” jeg svarer bare med et enkelt ord “Ses” og går i gang med at læse.

Da jeg står op kl 6 om morgenen glæder jeg mig til at komme i skole idag, så jeg laver hurtigt 2 opgaver inde på duolingo. HVis jeg fortsætter sådan kan jeg snart sproget flydende. Jeg prøver at sige nogle sætninger for mig selv, for så husker jeg ordene bedre. Jeg går ned og spiser morgenmad. Der er helt stille for min mor sover. Vi kom til at lukke Viggo ud i går aftes, men jeg kan høre at han meget gerne vil ind nu for det regner. Jeg åbner have døren og han kommer ind og styrer direkte efter madskålen. For at lukke munden på ham giver jeg ham lidt mad, og jeg går hen for at se noget fjernsyn. Jeg fokuserer ikke på det, for jeg tænker mest over hvad dagen kommer til at bringe. Vi skal have engelsk  i dag blandt andet, så jeg glæder mig.

Jeg siger farvel til min mor og skynder mig i skole. Jeg har ikke travlt, jeg vil bare gerne derover hurtigt, for hvis der er noget jeg ikke er, så er det skoletræt. Da jeg kommer ind i klassen er der stadig 5 minutter til det ringer ind, så jeg har lidt tid til at snakke med nogen, hvis der altså er nogen der gidder snakke. Jeg sætter mig på min stol og sætter min taske, og med det samme kommer over halvdelen af klassen hen til mig for at sige godmorgen og give et kram. Jeg bliver lidt genert da Marcus og Martinus kommer ind i klassen, for jeg kan ikke så godt lide det der med at jeg sidder ved siden af en der har gået her i lang tid. Jeg kan ikke forklare det, det er bare følelsen når de sætter sig og man sidder så tæt på en. Jeg har selvfølgelig glemt hvem af dem jeg sidder sammen med, så jeg tør ikke sige et navn, jeg siger bare godmorgen. JEg skynder mig at kigge SMS’erne igennem for at finde ud af hvem jeg sidder ved siden af. Det er Martinus. Så ringer klokken og vores norsk lære kommer ind og vi går i gang. Ligesom i går skal vi lave nogle opgaver, Marcus kommer hen og sætter sig overfor Martinus og de går i gang. Jeg har lidt svært ved det for jeg startede jo først i går og de har arbejdet med en bog jeg sjovt nok ikke har læst. Jeg kan se ud ad øjenkrogen at Marcus kigger på mig “Har du lyst til at arbejde sammen med os. Du ligner en der har svært ved det?” Jeg ånder lettet op og siger ja tak. Jeg får en hurtig forklaring af hvad bogen handlede om. Jeg forstår ikke det hele, men da vi er godt i gang kommer HP hen til mig og siger at jeg altså ikke behøver at lave det hvis jeg synes det er for svært. Jeg må godt sidde og læse i en bog hvis jeg havde en. Jeg har altid en dansk bog i min taske i tilfælde af at vi må læse hvad vi vil. Jeg vælger at fortsætte med opgaverne, for jeg vil benytte enhver chance for at lære mest muligt norsk. Da første time er gået beder HP os om at lægge bøgerne væk, for vi skal prøve noget sjovt. De andre i klassen skynder sig at pakke tingene væk, så jeg går ud fra at han mener det når han siger at det er sjovt. Mens vi pakker sammen går han lige for han skal hente noget. De andre i klassen begynder at snakke, men jeg ved ikke hvad jeg skal lave, for Marcus og Martinus snakker sammen. VI er et ulige antal idag for Marcus sidemakker mangler. Efter et par minutter kommer HP tilbage med en masse headsets. Han lægger dem på kateteret og siger at vi skal prøver ta lave Whisper Challenge. Også for min skyld, for så kan jeg lære at tyde norske ord bedre. Vi skulle egentlig sidde 2 og 2 men da Marcus sidemand er syg så jeg være sammen med tvillingerne. Jeg ved ikke hvad det går ud på, men tvillingerne har åbenbart en youtube kanal hvor de blandt andet har 2 afsnit med whisper challenge, så de forklarer lige hurtigt reglerne på engelsk. HP kommer hen til os og spørger om vi godt kan være 3, og Marcus siger med det samme at vi nok skal finde ud af noget. VI sætte ros op i 2 rækker. Dem med hørebøffer på væk fra tavlen, og de andre så de kigger på tavlen. Jeg sidder ved siden af Marcus, for det er martinus der starter med bøfferne. HP beder dem om at tænde for musikken, som gerne skulle være meget høj, og så skriver han et ord på tavlen som dem uden bøffer på skal mime for de andre. Det første ord er “Ryggsekk” Og de går i gang med det samme. Jeg skal bare sidde og kigge på, men alligevel er det mega sjovt. Marcus holder 1 finger op i luften og Martinus spørger “første ord?” Marcus kigger spørgende på mig og jeg svarer “Ja, der vel teknisk set to ord” Marcus nikker og holder så to fingre op og Martinus spørger igen “2?” Marcus nikker “Ikke 3?” Marcus ryster på hovedet “4?” og jeg begynder at grine. Marcus går i gang med det første ord “rygg” Martinus prøver, man han kan ikke. Så siger Marcus det mere tydeligt, og jeg må indrømme - da de begge ruller på r blir jeg lidt blød i knæene. Det lyder ret lækkert, men det hjælper Martinus med at forstå ordet, så han blir hurtig færdig derefter. Da alle har gættet ryggsekk bytter vi, så jeg skal få Marcus til at gætte et ord. Ordet er “Gjerdet” og det lyder ikke så svært, men dert er det. Jeg siger det så tydeligt jeg kan, og med det bedste norsk jeg har lært indtil videre, og det ender med at han næsten kan gætte det, men han giver op. Jeg bliver lidt skuffet, men det er også et ret svært ord. Da næsten alle har gættet det bytter vi, så nu skal jeg prøve at læse Martinus. Vi får at vide at vi må finde på hvad vi vil, så det er spændende. Han spørger mig om han skal sige det på norsk eller på engelsk, og jeg fortæller at jeg godt vil prøve på norsk, men hvis det er helt umuligt for mig at gætte vil han sige det på engelsk. Jeg kan slet ikke gætte hvad han siger, og jeg kan ikke høre hvad jeg selv tænker, for musikken er meget høj. På et tidspunkt tror jeg at jeg har den, og siger så “Jeg elsker Martinus” for jeg troede at det var det han ville have mig til at sige. De kigger begge meget underligt på mig, så jeg går ud fra at jeg ramte ved siden af. For at lette den pinlige tavshed siger jeg så “Øh, hov det var vist ikke rigtigt” og de begynder at grine. Så tager han 3 fingre op i luften og jeg spørger “3 ord?” han nikker og tager 2 fingre op i luften “2. ord?” han nikker igen. Så jeg havde det første ord rigtigt. Da jeg kigger godt efter kan jeg se at han siger “jeg er glad” så jeg tager headsettet af for nemmere at sige det. “Jeg er glad?” De siger begge ja og giver mig en high five. Jeg havde slet ikke brug for at have ordene på engelsk. Da vi er færdige siger HP at vi må lave hvad vi vil den sidste halve time. Nogle sætter sig til at snakke, andre læser og nogle få begynder at spise. Martinus spørger mig og Marcus om vi ar lyst til at fortsætte med det her. Vi nikker begge 2, der er ingen andre der har tænkt over at fortsætte. Frikvarteret går meget hurtigt, og vi får grinet en masse. Jeg glemmer helt at spise men jeg er alligevel ikke særlig sulten. Vi har kun 2 timer tilbage for det er en af de kortere dage hvor vi har tidligere fri. Jeg får hjælp i matematikken, og historie er skide nemt. Vi skal arbejde i grupper, så jeg får også muligheden for at snakke med nogle andre end Camilla og tvillingerne. Jeg er sammen med 2 drenge og en anden pige. Drengene hedder Lukas og Adrian, og pigen hedder Louise. De er meget søde, men jeg tror at Louise er ret genert, for hun siger ikke ret meget, og prøver at holde sig lidt tilbage, men det går ikke så godt for hende, for jeg ville meget gerne lære hende at kende. Da vi har fri spørger Camilla om jeg har lyst til at hænge ud, og jeg bliver meget glad, for det viser at folk rent faktisk ville være sammen med mig. Vi beslutter os for at tage hjem til mig og lave lektier, og måske drikke lidt te og spise lidt slik hvis det er okay med min mor. Vi snakker og griner hele vejen hjem, og jeg glæder mig til at min mor skal se hvad jeg har med hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...