Den jeg elsker

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2017
  • Opdateret: 23 feb. 2017
  • Status: Igang
En pige som går alene, folk mobber hende og hun kan snart ikke mere men hun kæmper for hvem hun er men viser at hun er svag.

0Likes
0Kommentarer
75Visninger

1. Elsk mig

Der stod han, ham jeg ikke have kunnet modstå i 5 år! Lige foran mig og holder mig i hånden, kigger dybt i mine øjne. Det var ikke til at fatte at drengen som jeg elsker, står jeg med i mit eget hjem og håber på et kys. Men inden jeg lagde mærke til noget var han væk, helt pist væk, usynlig. Var det bare en drøm!? Nej! Det mener du ik, jeg drømte jo om ham hver evige eneste nat så jeg burde at være vant til det efter 5 år men det føles bare så rigtigt. Jeg tog mit tøj på og gik ud i køkkenet og satte mig ved spisebordet, min mor kom ind i køkkenet og kiggede underligt på mig, man kunne se at hun lige var stået op “Det var da godt nok tidligt du er oppe skat!” sagde hun og begyndte at finde en pande frem fra skabet “Jeg kunne ikke sove mere så jeg stod bare op” sagde jeg stille og rejste mig, “Nå hva da?” spurgte hun mig om altså typisk min mor hun er sååå nysgerrig “Det ved jeg ikke rigtig” svarede jeg og rullede jeg med øjne. Jeg tog to tallerkener og placerede på spisebordet og efter tog jeg to glas med også og dækkede op til to personer, min mor satte panden på bordskåneren og satte sig ned og tog en position af den færdiglavet ret æg med bacon. Efter det lækre måltid tog jeg min cykel og cyklede til skole. Jeg glædede mig sådan til at vi havde fri for det er jo sommerferie efter i dag og jeg rykker op i 9. Kl, jeg glæder mig sindsygt til at have ferie og at komme i 9. Kl. Skoledagen havde ikke været anderledes end de plejer. Jeg havde stirret på William hele dagen, jeg kunne ikke lade være. Igen som altid sad jeg alene og spiste og ingen ville i gruppe med mig i dansk hvor vi skulle lave en aktivitet for de mindre børn, folk synes jeg er mærkelig men det generede mig ikke så meget igen. Sidste time og vi havde snart fri, vi skulle finde en makker men folk ville ikke være sammen med mig så jeg var alene igen. William satte sin stol over for Tobias's bord og satte sig, Tobias sidder ved siden af mig, det gjorde mig lykkelig! Jeg sad og lyttede hele timen om hvad de snakkede om men ingen ord om mig. Han kiggede på mig flere gange og hver gang kiggede jeg væk, man kunne virkelig se hans store brune øjne og hans fyldige læber. Jeg sad og fantaserede om at kysse de læber “Hey kan jeg låne en blyant?” Jeg åbnede straks mine øjne og William kiggede på mig, jeg kunne ikke snakke “Kan jeg?” spurgte han igen og så lidt forvirret ud “J-ja-a” Det var det eneste jeg kunne få ud. Jeg åbnede mit penalhus og prøvede på at tage den der så pænest ud og en som ikke var bidemærker i, jeg tog en op og den var fyldt med bidemærker eejjj hvor pinligt, jeg skyndte at lægge den på bordet og  rode videre efter en anden og endelig fandt jeg en pæn og rakte den til ham men han tog den der lå på bordet som var fyldt af bidemærker “Tak!” Sagde han hurtig. Jeg undrede mig over hvorfor han tog den med bidemærker i? men det var nok fordi blyanten var korter end den anden. En skole klokke ringede i mine øre og med det samme rejste jeg mig op og pakkede mit ark ned i min taske og skulle lige til at lægge mit penalhus ned i tasken “Hey du glemte denne her og tak for lån!” Han rakte blyanten ud han havde et smil på læben jeg rakte efter den og snittede hans hånd “Så-åå-å L-ii-dd-tt” Sagde jeg Hvorfor skal jeg være så pinlig overfor mig selv. Jeg var i himlen på en kæmpe lyserød sky og jeg stod stadig og kiggede på blyanten. Jeg havde stået og kiggede på den blyant i 5 min! Så min lære måtte jage mig ud af klassen. Jeg tog min cykel og cyklede ned af skolevej og jeg så William gå med Tobias jeg havde i bund og grund ikke lyst til at cykle forbi men hvad kunne der ske? Jeg cyklede forbi og jeg kunne høre William råbe “God sommerferie Anne” Jeg kiggede tilbage og jeg kunne mærke mit hjerte bankede helt oppe i min hals “Ta-a-k og...”.

Der stod han igen og står tættere end han nogensinde før! Er jeg i himlen eller er det her rigtigt, Han lænede sig ind helt tæt til mig og jeg lukkede mine øjne og åbnede dem igen, Whha? Jeg lå på et hospital og jeg havde virkelig ondt i mit ben og arm, med det samme kommer der en læge ind og snakkede med mig og gav mig lidt at spise og drikke “Hvorfor er jeg her?” Spurgte jeg rolig men forvirret “Du blev desværre ramt af en bil mens du cyklede” Svarede hun og prøvede på at læse mine ansigtsudtryk, nu kan jeg huske det og alt hvad der skete den dag. Jeg kunne mærke at jeg rødmede “Nå men du skal vist have lidt fred så bare kald hvis der er noget” Hun gik ud af lokalet, der var meget stille.

 

Hej tak for du læste denne historie jeg skal nok prøve at udgive nogle kapitler hurtigst som muligt. Undskyld punktumer, kommaer og den slags :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...