Tyksakken

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2017
  • Opdateret: 23 feb. 2017
  • Status: Færdig
Bare en novelle opgave som jeg like har lavet.

0Likes
0Kommentarer
117Visninger

1. Tyksakken

Tyksak! Noah, din tyksak! kunne jeg høre Claudia råbe nogle meter væk, mens hendes slæng fniste og pegede på mig. Jeg valgte at ignorere det, det var en forfærdelig fornemmelse men det var jo sidste skoledag før sommerferien, så jeg kunne lige så godt bare lad det være i fred, for at få en bedre dag. Claudia gik forbi mig og gav mig et lille skulderskub og jeg ramlede ind i en dør og snublede ned på jorden. Tyk og klodset, du er som en elefant? Gud må virkelig hade dig sagde Claudia grinende, og gik ind ad døren og smækkede den i foran mig. Jeg rejste mig med besvær og gik indenfor. Da jeg gik ind i klassen var der larm og kaos og jeg var nødt til at mase mig hen til min plads, helt bagerst i klassen, på den skæve stol og det lille bitte bord som jeg var blevet skubbet hen på, i begyndelsen af året. Jeg kunne aldrig bestemme mig for om skolen var bedre end derhjemme. I skolen fik jeg i det mindste opmærksomhed, selvom at den var dårlig, så var den i det mindste til stede. Derhjemme var jeg ensom fordi at mine forældre bare sad på deres kontorer hele dagen, og når de så endelig var de blevet trætte og gik direkte i seng. Det var som at være helt alene, men det kunne jeg ikke ændre på, for de skulle jo arbejde.

 

Om natten lå jeg i min seng og talte lavmælt til mig selv Hvis jeg ikke kan ændre på mine forhold herhjemme, så må jeg jo ændre på forholdene i skolen og det var der det hele begyndte, jeg måtte ændre på mig. Jeg begyndte at tage til fitness hver morgen, og da jeg kom tilbage ville jeg stille mig foran et spejl og håbe på at se ændringer. Men efter et par uger kunne jeg stadig ikke se nogen forandring, og jeg bestemte mig for at ændre min kost. Jeg spiste kun 2 måltider og de var meget små, min mave rumlede hele dagen, hver dag, så højt som et jordskælv som ødelægger en hel by, men jeg ignorerede det, fordi jeg ville fuldføre hvad jeg var begyndt på. Pling sagde min mobil, og jeg løftede den op og læste beskeden som Claudia havde sendt, Ha! Hvad laver du i en fitnessklub? Som om det vil ændre på noget, når du er så tyk? stod der, og jeg slettede den med det samme. Det var næsten pinligt at hun havde set mig der, men i det mindste viste det at jeg gjorde noget for at ændre på mig selv, det kunne hun godt lære noget af, hun var ligesom et hidsigt jordegern som kradser i alt det ikke kan lide.

 

Da ferien var slut havde jeg tabt mig 20 kilo og jeg havde fået en meget utydelig six-pack. Jeg var også blevet klippet, fordi jeg ville gerne glemme den gamle mig, og så var jeg nødt til at ændre ALT. Da jeg trådte ind i klassen havde jeg ingen problemer med at komme hen til min plads, alle ville bare ud af vejen, og stirrede på mig med store øjne og deres munde var på vidt gab. De hviskede allesammen til hinanden og blev ved med at stirre. Selv Claudia stirrede på mig og sagde noget til sit slæng som jeg ikke kunne høre. Hun kom hen til mig og sin hånd hårdt ned på mit bord Når, har vi fået en ny dreng i klassen eller hvad? sagde hun grinende og hendes slæng grinte med. De lød som hyæner hver gang de grinte deres forfærdelige grin.

 

Det føltes helt underligt ikke at have Claudia åndende i min nakke. Mine skuldre var så meget lettere og jeg følte mig mere afslappet, da jeg ikke skulle gå og bekymre mig om hende hele tiden. Til frokost bad hun mig sætte mig hen til hende og hun ville høre alt om min sommerferie, hun tilbragte hele dagen med mig, og jeg følte mig ikke ensom længere. Men på en måde føltes det hele falskt, jeg var jo den samme person som jeg altid havde været, men hun så kun på mit udseende og dømte mig ikke på andet. Efter skole inviterede hun mig hjem til hende for at snakke og hænge ud, men jeg takkede nej Det er okay Noah, vi ses vel i morgen? svarede hun og tilføjede en af hendes falske fnis og smuttede tilbage til de seje.

 

Efter hver dag der gik blev jeg tyndere og tyndere, jeg spiste mindre og mindre og en dag gik det galt. Claudia tog mig med til København, Vi skal lære hinanden bedre at kende og hygge os havde hun sagt, og jeg havde bare sagt ja uden rigtigt at tænke mig om først. Vi tog derind om morgenen, så gik rundt i nogle af de mange butikker og Claudia havde købt en masse tøj. Efter et par timer foreslog hun at vi kunne sætte os på en cafe og snakke og få noget frokost og jeg nikkede bare da jeg ikke turde sige hende imod endnu. Min mave rumlede og jeg følte mig meget sulten men jeg bestilte kun en lille salat, og det gjorde Claudia også. Vi sad og snakkede og havde det sjovt, og da vi gik kunne jeg stadig mærke at jeg ikke havde nok energi til at gå videre men jeg sagde ikke noget og fulgte bare efter hende. Jeg kunne mærke mine øjne flimre, jeg snublede over mine egne ben og slog mit hoved kraftigt ned i den hårde asfalt. De sidste jeg så var en masse mennesker der stirrede på mig før mine øjne klappede helt i, alle lydene blev fjerne og alt forsvandt rundt om mig.

 

Da jeg åbnede mine øjne blev jeg blændet af det hvide lys fra en lampe ved siden af mig og jeg prøvede at sætte mig op i den bløde seng som jeg lå i. Jeg kunne se to skikkelser for enden af sengen og koncentrerede hårdt for at se hvem der sad og kiggede på mig. Det var mine forældre, de var der for en gangs skyld. De kom tættere på og min mor kravlede op i sengen, helt tæt op ad mig og gav mig et blidt kram. Hv-hvad er der sket? fik jeg mumlet med lidt besvær og min mor aede mig på hovedet som om jeg var et lille barn igen. Det der er sket er at vi ikke har været gode nok forældre svarede min far med en grødet stemme og jeg kunne se en tåre trille ned ad hans kind og jeg spredte mine arme for at give ham et kram. Vi skulle have sagt til dig da du gjorde noget der ikke var godt for din krop. Vi skulle have været der for dig når du havde brug for det, men vi tænkte ikke på andet end vores arbejde. Undskyld hviskede min mor og hun begyndte også at smågræde og inden længe sad vi alle tre som en familie og græd sammen.

 

Jeg prøvede at blive til det gamle mig igen, men min krop gad ikke gøre hvad jeg bad den om. Hver gang jeg spiste noget mættende ville den kaste det op igen. Det var som at smide en mønt i en maskine som ikke gad modtage mønten. Jeg kunne ikke spise som jeg plejede, og ikke en gang forøge min vægt. Min krop blev svag og jeg var altid træt. Men i det mindste var jeg lykkeligere end før. Mine forældre passede på mig, og brugte ikke al deres tid på at arbejde. I skolen blev jeg ignoreret men ikke irriteret, og Claudia sagde ikke en eneste grim sætning til mig siden jeg besvimede. Jeg kunne endelig være hvem jeg ville være. Jeg kunne gøre ting for mig, ikke for andre, og jeg kunne lade være med at bekymre mig om alting. Det var som at gå fra helvede til himlen, for jeg kunne endelig være den Noah som jeg altid gerne ville være.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...