Guldgåsen

Er det godt at være sin egen lykkesmed? Det er det spørgsmål, der har motiveret mig til at skrive denne historie.

1Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. Guldgåsen

Jeg knapper op”. Mit skjorte er blevet mindre og mindre. For hver sveddråbe jeg lader falde ned af ryggen på mig, kan jeg mærke, hvordan skjorten strammer sig længere og længere ind på kroppen. Maria kan kun hive sin stramme bluse op over maven. Resten må blive siddende, da hendes store mave kommer i vejen. ”Behold hatten på!” Hun må ikke af med hatten. Hun skal helst have skygge for ikke at miste sindet af varmen.

 

Bussen er kørt. Den kommer først tilbage om to timer. Nu er vi på egen hånd i en anden verden. Det kan ligne en god forberedelse til at blive forældre. Her kan denne forfærdelige varme ligne de søvnløse nætter, der vil komme, når vandet er gået.

 

Maria stivsmiler. Hun ser ud til at nyde varmens klamrende omfang, og det smertefulde tunge barn i maven. Vi kan dog begge gå igennem varmen. Vi skal ind i byen. Vi skal opleve. Vi skal udvikle os. Vi aftalte selv, at vi skal komme tilbage som nye mennesker. Det aftalte vi, før vi tog af sted. Men mit fokus gik en anden vej, da vi ankom.

 

Saharas gader var som jorden. Tør og brændende at gå på. Hver eneste menneske vi går forbi, giver mig en ubehagelig følelse. Hvordan kan de dog leve her. Den varme. Den tætte jord uden nogle steder at søge skygge. Alle bor udenfor med krukker foran deres fødder. Hvert eneste menneske, jeg går forbi, har lange kjoler og tørklæder omkring sin overkrop. De er nøgne i underkroppen. Det er da dumt. Deres fødder ser så forbrændte ud, at det minder mig om de små brændte mandler, man får til jul.

 

Der kom en dreng hoppende lige foran os. Han har hverken tøj på foroven eller forneden. Han bærer kun et lille stofskørt om livet. Hans hår er stort og busket, og springer ud fra alle sider. Han står og hopper omkring foran os. Man kan se hans små fødder, der er så opsvulmede og forbrændte. Det ser ud til, at for hver gang han hopper, falder der en lille klump fra foden af. Men drengen har mere fokus på at hoppe. Jeg må smile for at bede ham pænt om at flytte sig. Drengen bliver ved med at smile. Han bøjer sig et øjeblik, og tager en lille figur af en fugl frem. Drengen fortsætter nu med at hoppe med fuglen. Han står og råber, og jeg tænker: ”siger han Sdam?”. Maria synes, det var lidt sjovt. Hun synes, det lyder som det omvendte af mit navn.

 

SDAM. Jeg tager Marias skulder, og prøver at skubbe hende fremad. SDAM. Drengen hopper videre for at forhindre os i at passere. ”SDAM” sagde drengen igen. Drengen kommer tættere på. Varmen begynder at dække over os. Jeg har det som, at alt min sved står og fordamper på mit hoved, og den dreng vil bare ikke lade os komme videre. SDAM. Jeg tager fat i Maria, og løber alt hvad jeg kan igennem drengen, og fortsætter lige ud. Nu hører man ikke drengen råbe ”Sdam”. Nu kender vi sluk-knappen til den næste.

 

Maria kan ikke få luft. Maria begynder at ånde ind og ud hurtigere og hurtigere. Jeg tager skjorten af. Solens stråler skyder i flere retninger. Det er ikke muligt at komme forbi dem. Strålerne rammer os hårdere for hvert skridt, vi tager. Overalt løber min krop i vand. Jeg kan mærke, hvor faste og brændte mine arme er blevet af solen. Maria kan nu næsten ikke trække vejret. Hun griber i tøjet om sin store krop, og river sig fri. Tøjet strammer sig bare endnu tættere på kroppen, og er ikke til at få af. I næste øjeblik falder Maria om. Hun falder forover. Maria skriger af smerte. Hun føler den smerte, barnet har fået ved faldet. Hun er ikke til at få op. Jeg løfter hende op, og slæber hende gennem det tørre sand og ind i en lille skygge.

 

Jeg har intet vand. Telefonens signal fungerer ikke. Min kone er gået ned. Hendes læber sulter efter de sveddråber. Hvert sveddråbe bliver suget ind i hendes mund. Hendes læber ser tørre ud.

 

Jeg løber tilbage for at finde hjælp. Det begynder at blæse. Folk løber ind. Der er ingen tilbage. Mens jeg løber flyver masser af sandkorn i fjæset på mig. Der er intet at se. Kan kun høre vinden,…. SDAM. Kan nu høre drengen igen. I næste øjeblik letter sandstormen sig. Jeg skynder mig hen til drengen. Jeg forsøger at kommunikere med ham. Jeg siger hjælp på hvert eneste sprog, jeg kan. For hvert ord jeg bruger, svarer drengen med et ord, ”SDAM”, mens han holder fuglen i hånden. Sandet i mine øjne begynder at svie. Varmen hjælper heller ikke på det. Jeg tager min pung, og nikker til drengen. Jeg giver ham de penge, jeg har på mig, for jeg ved ikke, hvor mange han ville have. Jeg håber på, det også vil få drengen til at hjælpe.

 

Drengen tager pengene, og fuglen taber han ned på jorden. Drengen springer op på en væggen af en bygning, og kravler op på et tag. En mand træder ud fra toppen af bygningen, og hjælper drengen op. Jeg råber, ”Help! I need help!”. Manden står og vifter med hånden. Han vil have, at jeg går væk. Drengen kravler ind til manden, og de træder ind.

 

Jeg har nu mistet mine penge. Bussen, ved jeg ikke, om er kørt, eller om den kommer om lidt. Jeg løber nu hen til busstopstedet. Bussen vil ankomme om ti minutter. Maria bliver nødt til at holde ud så længe, før jeg kan komme og hente hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...