Abigail

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 22 feb. 2017
  • Opdateret: 22 feb. 2017
  • Status: Færdig
Oneshot til Valentines konkurrencen nr. 3. Jeg har valgt at tage udgangspunkt i citatet fra sangen "I'm sittin' eyes wide open and I got one thing stuck in my mind // Wondering if I dodged a bullet or just lost the love of my life"

1Likes
0Kommentarer
80Visninger

1. Abigail

I'm sittin' eyes wide open and I got one thing stuck in my mind

Wondering if I dodged a bullet or just lost the love of my life

Første gang, jeg mødte hende, var til festen hos Chris. Hun sagde ikke meget. Hun sad bare stille på sofaen og nynnede med på sangene. Hendes øjne var store og blå, som om de havde hele verdens undren i sig. Hun studerede menneskerne, som var de dyr i zoologiskhave, og fulgte hver bevægelse med de store øjne.

De røde læber var en smule adskilt og så ud til at være alt for optaget af verden til at opdage sig selv i den. Hun så dum ud med munden sådan. Alligevel havde jeg fornemmelsen af, at hun var alt for intelligent til at være blandt denne gruppe mennesker, der tydeligvis ikke havde forstand på andet, end hvordan man vender en bajer på hovedet og drikker den hurtigst muligt.

Som hun sad og kiggede på andre, var mine øjne klistrede til hende. Når hun fugtede sin underlæbe, kunne jeg ikke andet end at følge begejstret med. Der var noget ved hende, der havde pirret min nysgerrighed. På den anden side var der også noget ved hende, der irriterede mig godt og grundigt.

Hun virkede bedre end alle andre. I løbet af aftenen fiskede hun endda en bog op fra sin taske. I det øjeblik irriterede hun mig grænseløst. Alt ved hende var frustrerende. Hvordan kunne hun sidde der til en fest med fede mennesker og ikke have det sjovt?

Jeg drak ti lakridsshots med Chris og ønskede ham tillykke med fødselsdagen. Nu var idioten endelig blevet 19 år.

Min bedømmelse og tanker var ikke ved sine fulde fem efter de ti shots og den klamme lakridssmag, da jeg gik hen til hende med endnu ti shots af den flydende, sorte væske. Først så hun mig slet ikke, i det jeg satte mig i sofaen ved siden af hende. De store, blå øjne var kun fokuserede på den intetsigende bog med gule og nedslidte sider.

”Tag et shot med mig,” kommanderede jeg med en hul lyd, jeg ikke vidste, hvor kom fra. Lakridsen brokkede sig. Jeg vidste, at jeg ikke ville kunne holde flere shots nede, men jeg var stædig og fuldt ud besat af, at hun skulle tage dem med mig. Lige meget hvor meget de smagte af tjære eller en form for grusset jord.

”Nej, tak,” sagde hun med en let stemme som et barns. Det næste, jeg gjorde, var at smide hendes bog midt ind på det ridsede trægulv, hvor det meste af festens deltagere dansede. Bogen blev med det samme nedtrampet. Hun kunne ikke andet end at kigge overrasket på mig med en tand af forargelse.

”Tag et shot med mig,” sagde jeg igen. Der kom et lille smil frem på mine læber, selvom jeg ikke helt forstod hvorfor. Normalt ville jeg løbe skrigende væk som en lille pige, hvis jeg kunne mærke den mindste hentydning til, at jeg kunne lide det pigebarn. Der var bare noget ekstraordinært ved hende, der fik mig til at blive. Noget i mig, der bare ville irriterer hende på den måde, hun irriterede mig.

”Kun hvis du svarer på et spørgsmål efter hvert shot,” svarede hun med et løftet øjenbryn, som jeg endnu ikke selv havde formået at lære. Jeg havde aldrig forstået, hvordan folk kunne det. Det virkede som en overnaturlig ting, der gik imod tyngdekræften. Og som en evne kun forældre burde have, når de skældte ud.

”I lige måde,” smilte jeg fjollet. Rollerne føltes byttet om. Til alle andre fester, ville jeg stå og diskutere med Chris om hvem, der var den lækreste dame til stede, og måske indgå et lille væddemål med ham for at se, om han kunne få dem med i seng eller i hvert fald til at opgive et kys. Men jeg havde droppet alt til fordel for dette ukendte væsen, der fik mig til at opføre mig som en tøs.

Hun tog et shot og skyllede det hurtigt ned. ”Hvad hedder du?” spurgte hun.

”Caleb.” Jeg tog et shot. ”Hvad hedder du?” spurgte jeg tilbage.

Igen løftede hun øjenbrynet til hån for min elendige kreativitet over ikke at kunne finde på et bedre spørgsmål. ”Abigail.”

Hun tog endnu et shot. Den klistrede lakrids satte sig på hendes perfekte røde læber. Alligevel så det elegant ud den måde hun slugte glassets indhold på under et sekund.

”Passer det, at du er forelsket i mig?”

Mit ben lavede en sær krampe agtig bevægelse, der fik det lille sofabord, hvor glassene stod, til at bevæge sig, og dermed fik den klamme tjære til at svuppe op og ud af glassene. Min stemme blev en tand lysere og lavede et lille pib af panik. Jeg rejste mig med det samme forarget op. ”Fandeme nej!” råbte jeg, så flere fra dansegulvet kiggede hen på os med stor nysgerrighed.

Min reaktion fik hende hun til at fnise og gøre hendes kinder helt rosa. Som hun sad der med røde kinder og blå øjne, så hun nu sød ud. Til trods for det besluttede jeg i det øjeblik, at jeg hadet hende. Jeg hældte det væske, der var blevet tilbage i glassene, ned over hendes fine, blomstrede kjole. Vreden og panikken sad i mig samt en stor forvirring over hvad fanden, der var med denne pige.

”Hvad gjorde du det for?” råbte hun hysterisk op og rejste sig, så vi begge stod op.

Jeg kunne ikke sige andet end en mærkelig lyd, der lød som et brøl, eller måske en form for Tarzan-udbrud uden slåen for brystet.

Hun vendte hurtigt væk fra mig og stormede ud fra festen. Hun trampede endda bevidst over den ødelagte bog på dansegulvet i hendes ellers så hurtige hast med at komme væk fra mig. Og hun efterlod mig som et stort spørgsmålstegn.

 

**

Jeg har mødt hende siden da. Udenfor klubben, hvor jeg sad og snavede med en ugenkendelig tøs, jeg ikke kendte navnet på. Abigail sad og gloede på os med en indestængt vrede, der kunne mærkes på afstand. Hun tændte ilden og pirrede til den bid af nysgerrighed, der havde fået mig op at køre til Chris’ fest.

Selvom jeg kun så hende på afstand, vidste jeg, at hun var fuldkommen sindssyg. Vores øjne slap ikke hinanden, til trods for at min mund ikke slap den unævnelige tøs’.

Hun forsvandt igen med en hast som til festen hos Chris. Øjnene syntes at have et flygtigt blik af sorg i dem. Jeg fulgte ikke efter hende.

Jeg så hende ikke igen. Jeg kunne ikke udstå hende, men alligevel har hun ikke sluppet mine tanker siden da. Hendes blå, dådyr øjne, der gloede på dyrene i zoologiskhave. Hendes dumme, nedslidte bog, som jeg ikke har fundet siden, der bevidnede om den sydende intelligens, der kunne mærkes fra den anden side af rummet. Den blomstrede kjole, der passede til det fine bølgede hår, som jeg spildte det klamme stads ned af. Og mest af alt har ilden, hun tændte i mig, ikke forladt min krop.

Selv ikke tres år senere, hvor jeg sidder i en gyngestol med voksne børn og to ekskoner, har jeg ikke glemt hende. Abigail. Måske er det, derfor jeg kun har ekskoner og ekskærester. De vidste vel alle, at jeg ikke rigtig kom mig over en flygtig pige, jeg mødte to gange.

Måske ville det kun have varet en aften eller en uge, hvis jeg havde taget mod til mig og spurgt Chris om hende og fået kontakt med hende. Jeg ved ikke, om jeg har undgået en kugle ved at være for skræmt til at møde hende igen. Eller om jeg har mistet mit livs kærlighed. Alt, hvad jeg ved, er, at hun holder mig oppe om natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...