Towhea

Det var nye tider for flokken ved foden af Towheas højeste bjerg, Hellthesive. Under en jagt blev flokkens leder Oreir skadet hvilket gjorde, at han var nødt til at overdrage stillingen til en anden. Dog faldt hans valg ikke på sønnen, Rewole, som ellers var... // LÆS MERE NEDE I KAPITELET 'RESUMÉ' //

5Likes
17Kommentarer
222Visninger
AA

2. Kapitel 1: Da de angreb os

Sorry, at første kapitel blev lidt kort. Men jeg synes egentlig at det var passende at slutte hvor jeg gjorde. I hvert fald for første kapitel. Undskyld for cliff-hangeren. Der er ingen 'warnings' for dette kapitel. Det kan læses af alle aldrer, dog vil der være lidt vold i næste kapitel, men det tager vi derfra. God læselyst!

----------------------------------------------------------------------------------

Det var aften, på vej til at blive nat. Mørket havde for længst sænket sig over Hefos territorium. Kulden kom krybende hen over skovbunden som tåge. Selvom de alle havde tyk pels, så fik dette vejr nogle af de unge ulve til at ryste lidt, og derfor putte sig tættere ind til deres sidemakker. De unge ulve sov sammen, mens hvalpene sov sammen med deres mødre. De andre sov sammen i par, mens de kønsmodne hanner og hunner sov hver for sig.

Hefo var ude på sin sidste aften vandring. Han kiggede rundt, og stak snuden en smule opad, for at se, om han kunne lugte noget anderledes og på den måde forudsige, hvis der skulle komme en fjendtlig ulv eller andet indenfor hans territorium. Den tur gik han hver aften, inden han overlod bevogtningen af flokken til nattevagterne. Han nikkede til Orier, den gamle leder, som - som sædvanligt - stadigvæk var oppe på denne tid. Selvom han ikke var leder længere, så vågede han endnu over flokken.

Luntende kom Arfi, Hefos mage og co-leder. Han bød hende velkommen med et let nik. Hendes snude løb langs hans hals, og op til hans kæbe i en kærlig gestus.

Men hvad de sagde kunne Fea ikke huske, hun var for langt væk. Hun gned sine øjne med den ene af hendes hvide forpoter, og puttede sig tættere ind til ulven til højre for sig, Olveeas. Hendes ynglings jagtfælle havde hvide poter, dog ikke lige så meget som Feas egne, hvidt bryst og til halvvejs under maven samt hvid halespids. Resten af kroppen var helt mørkegrå, hvilket gjorde, at hun skjulte sig godt i mørke. Fea, selv, var lysegrå med mørke nuancer her og der samt beige nærmest striber der hvor lysegråt blev til hvidt. På den måde lignede hun sin mor, Eaves rigtig meget.

Fea kunne ikke sove. Ikke i dag i hvert fald. Hun følte sig slet ikke træt. Hun var mere en nattejager, men det var forbudt at jage alene om natten. Det var for farligt, og hun kunne dårligt tillade sig at vække nogen, for alle andre, end hende, sov på det her tidspunkt. Faktisk var der ingen lyd at høre heller. Andet end den tunge Woests høje snorken, og Irwos, som lå til venstre for hende, snakken i søvne.

”Mmmh… kanin!” lød det fra den rødbrunhvide Irwo. Han gjorde det hver nat, men alligevel forskrækkede det Fea lige meget hver gang. Irwo havde en af sine cremefarvede poter over det ene øje. Som om der ikke allerede var mørkt nok, tænkte Fea med en hovedrysten, og forsøgte at lade vær med at grine højt, bare grine indvendigt.

Endnu en højlydt snorken lød fra Woest. Han lå altid på ryggen, så meget som det nu kunne lade sig gøre. Hans grå/rødbrune mave hævede og sænkede sig. Den stod i stærk kontrast til resten af den jordfarvede ulv.

Ud af øjenkrogen så hun Hefo og Arfi på vej mod deres soveplads, mens de tre vagter for denne nat stillede op. Det var godt nok få, nåede Fea lige at høre, før en høj hylen brød stilheden. Lyden af mange poter i løb. Selv i halt sovende tilstand vidste Fea, at det her ikke var godt. Hun puffede til Olveea.

”Oli! Vågn op. Der er nogen!” lød det halvt søvnigt, halvt panisk fra Fea.

”Hvad er der Fea?” mumlede Olveea træt, mens Fea gav sig til at puffe til Irwo også. Han var nærmest umulig at vække, og drejede sig bare væk fra hende. Lyden af flere poter, flere hyl og klynken. På en eller anden måde, havde hun formået at vække Woest, som gav sig til at puffe til Irwo, så snart han forstod alvoren.

Pote-lyden nærmede sig deres hule.

De fire unge ulve krøb længere ind i hulen. Selvom det kun lød som en ulv, så kunne det stadigvæk blive farligt. Der lød et smertens hyl udefra.

”Fea? Fea! Få dem væk herfra!” råbe-hviskede ulven som kom til syne i huleåbningen. Det var Eaves. Hun gentog sine ord, inden hun sagde ”Pas på dem Fea! Flygt! Løb!”

Fea stod helt stille. Nærmest stivnet. Det var kun da Woest puffede til hende, at hun begyndte at bevæge sig. Alligevel følte hun trangen til at stille det spørgsmål, som lå på alles læber:

”Hvad med dig mor? Hvad sker der?”

”Der er ikke tid til spørgsmål nu, Fea. Løb! Bare løb!” svarede Eaves spidst, og førte an ud af hulen med de fire unge ulve i hælene.

”Vent! Stå stille!” hviske-råbte Eaves, og spærrede vejen for dem med højre forpote. Så nikkede hun ”Fri bane. Løb!”

Woest og Olveea nikkede anspændt, mens Fea stadigvæk rystede let. Irwo så forvirret, men bekymrende alvorlig ud. Så kom der liv i Fea. Et drej til højre, for at komme dybere ind i skoven. De andre fulgte efter. Hun løb og løb. Hun kunne stadigvæk høre hylene. De var øresønderrivende at lytte til, og hun løb indtil de kom på afstand. De løb alle i noget nær blind panik, indtil Irwo råbte til Fea:

”Sæt farten ned! Vi kan ikke følge med!”

I samme nu stoppede Fea helt op, og så sig omkring. Hvor var de? Hun var forvirret. Hvad var der sket? Og så kom det hele pludselig tilbage til hende. Panikken var forsvundet, erstattet af kold ro. Den rolige maske krakelerede.

”Vi må tilbage, vi må hjælpe dem!” lød det fra en grædefærdig Fea. Oleeva nussede hende på kæben, for at berolige hende, men lige lidt hjalp det. Fea var på vej tilbage i fuld fart, og igen i vild panik.

Fea kunne høre lyden af poter bagfra, og pludselig sprang nogen på hende. Hun kæmpede med tænder og klør for at komme fri fra sin overfaldsmand.

”Fea, slap af! Det er mig Woest!” svarede ulven over hende, men holdt hende forsat nede. Og hun lod ham, for han var stærkere end hende. Det vidste hun ”Det nytter ikke noget, det er for sent.”

Fea nikkede trist som svar, men fik så en idé.

”Klippen!” sagde Fea i et tonefald hvor det lød som om, at hun overraskede sig selv ”Den her vej!” Og de fulgte efter hende. Om det var fordi de troede på hendes lederskab, af vane eller fordi de forstod hvor hun ville hen, var ikke sikkert, men også lige meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...