Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8167Visninger
AA

11. Kapitel 9. "How Would You Feel"-Ed Sheeran

De grimme gardiner lukker sollyset og alle minderne om min omverden ude. Fire dage har jeg siddet herinde, uden lys, uden søvn og uden håb. Hvert eneste øjeblik tænker jeg på ham. På smagen af honning og hans læber mod mine. Det var dumt af mig at forelske mig i ham, for hvad så han egentlig i mig? Ingenting. Jeg var sikkert bare endnu en pige i hans spil, den blonde pige fra pubben må være hende, han gik videre til, efter jeg ikke svarede ham. Smerten er ikke til at bære, jeg mistede Ethan på grund af Harry, jeg fortalte alt til Harry, og han var sikkert helt ligeglad. Ærlig talt ved jeg ikke, hvor længe jeg har siddet indhyllet i mørke. Det kan være timer eller dage, jeg har faktisk ingen ide. Jeg nære stadig håbet om at høre et lille bank på min dør eller lyden af en besked på min telefon, men der er ingenting. Ellen har banket på min dør flere gange, men jeg har ikke åbnet, og dårlig samvittighed gnaver i mig. Hun vil bare hjælpe mig, men jeg vil ikke lukke nogen ind i mit hjerte igen. Jeg rejser mig opgivende fra min krampende position på gulvet og begynder at gå rastløst rundt i lejligheden. På trods af min mangel på søvn flyder energien nu igennem mig, og jeg må gøre noget. Hvad som helst.

Telefon skærmen lyser op, og jeg ser flere ubesvarede opkald fra Harry. Smerten stikker i mit hjerte, da jeg ser, at han har lagt utallige beskeder på min telefon svarer. Det tager mig ikke lang tid at åbne den første besked, og lyden af hans stemme får tårer til at samle sig i min øjenkrog. ”Emily, jeg ved godt, at du er vred på mig, selvom jeg ikke ved hvorfor. Jeg ved også godt, at du bad mig om at holde mig væk fra dig, men det kan jeg ikke. Jeg-” han bliver afbrudt, da beskeden har nået sin maksimale længde. En ensom tåre stryger langsomt ned af min kind, mens jeg fumler med telefonen for at åbne den næste besked. ”Jeg havde min tvivl, om hvorvidt jeg var forelsket i dig, og jeg er kommet til et svar. Jeg faldt for dig den allerførste gang, jeg så dig på pubben, og jeg er ikke stoppe med at falde siden. Det var-” igen afbrydes han, og jeg bruger tiden på at tørre tårerne bort fra mit ansigt. ”Det var aldrig min hensigt at såre dig, hverken med Ethan eller hvad end jeg gjorde denne gange. Lige nu er mit største ønske at se dig smile igen at høre din perlende latter, for det savner jeg. Jeg savner dig! ” jeg smider telefonen fra mig, og griber min jakke, jeg vil ud herfra. Det er som om lejlighedens væggen klemmer sig sammen om mig og gør det svært at trække vejret.

Jeg suger den friske luft ned i lungerne og mærker den lette støvregn mod mit ansigt. Mine ben fører mig, uden at jeg selv er klar over det, hen imod parken. Mine tanker er, at regnen har jaget alt liv væk fra parken, men i den fjerne ende sidder et par på en bænk. Pigen sidder med en guitar, og da genkender jeg Harrys ansigt. De krystal grønne øjne, de lange bølgende krøller, der smyger sig omkring hans skuldre, og hans læber. Han slår blikket op fra noderne, og de grønne øjne møder mine. Smerten og længslen bølger igennem mig, og jeg føler mig pludselig svimmel. Harry har rejst sig op, og han er på vej herover, kvalmen stiger op i min hals, selvom jeg ingenting har i maven. ”Emily, ” han er næsten henne ved mig nu, og jeg må støtte mig til en lygtepæl for at forblive oprejst. ”Hvem er pigen? ” min stemme er næsten kun en hæs hvisken, og svimmelheden bølger i gennem mig. ”Pigen? Mener du Gemma? ” han kigger forvirret på mig og gør en gestus mod bænken, hvor den blonde pige kigger mærkeligt på os. Jeg nikker bare. ”Gemma er min søster, Emily? ” jeg snubler fremad, da han siger det, og han når lige at gribe mig. ”Hvad sker der med dig? Jeg har prøvet at få fat på dig de sidste tre dage, ” han lyder bekymret, og det går op for mig, at jeg har været foruden søvn i næsten fem dage. Jeg lægger blidt min hånd på hans kind, og han kigger forsat bekymret på mig. Jeg prøver at sige noget bare tre enkle ord, men jeg forsvinder langsomt ind i en meget tiltrængt søvn. ”Jeg…” ordne sætter sig fast i min hals, og så samler mørket sig omkring mig. Det sidste jeg ser, er hans grønne øjne, der kigger bekymret på mig.

Mærkelige drømme kører rundt i mit hoved. Alle om Harry, alle om min kærlighed til ham. Pigen, Gemma, er hans søster, jeg misforstod det hele, og den dårlige samvittighed plager mig gennem mine drømme. I en drøm ser jeg Harry kysse lidenskabeligt med en pige, hvis ansigt jeg ikke kan se. Han får øje på mig, og hans grønne øjne er hårde og hadefulde. ”Jeg troede du hadede mig, jeg ventede på, at du skulle få det bedre, men du kom aldrig tilbage til mig,” selvom jeg godt ved, at det hele er en drøm, gør hans ord stadig ondt på mig. ”Jeg elskede dig, og du forlod mig…” Harrys vrede stemme gentages gang på gang i mit hoved. Jeg vil skrige, jeg vil vågne op til Harrys beskyttende arme.

Jeg sætter mig op med et sæt, kuldegysninger kryber omkring mine arme, og jeg ser mig forvirret omkring. Lejligheden ligner sig selv, og jeg undrer mig over, hvordan jeg er kommet hertil. Jeg husker tydeligt, at jeg faldt om i parken på grund af min søvnløshed. Jeg husker tydeligt, at Harry greb mig, og derfra husker jeg ikke mere. Mørket er faldet på, kan jeg se, da en eller anden har trukket gardinerne til side. Døren går stille op, og Harry stikker hovedet ind. Da han ser, at jeg er vågen, strømmer lettelse ind over hans ansigt. ”Emily, jeg var så bekymret! ” han kommer ind på værelset. Jeg rejser mig hurtigt fra sengen og vakler hen til ham, ”Pas nu på,” griner han. ”Du skulle nødig komme til skade,” i stedet for at svare ham, læner jeg mig ind mod ham og lader blidt mine læber møde hans. Han kysser mig længselsfuldt tilbage, og jeg mærker hvordan han smiler under mine læber. Han lægger armene om mig og trækker mig tættere ind til ham. I hans arme føler jeg mig hjemme, jeg føler mig sikker og tryg. Jeg trækker mig væk og kigger ind i hans smilende øjne. ”Tak,” siger jeg stille. ”For hvad? ” spørger han undrende. ”For at du ikke gav op på mig,” siger jeg. ”Jeg har brug for én, der aldrig vil give op på mig, lige meget hvad, selv ikke når tingene virker umulige, ” han løfter hånden og sætter en vildfaren hårtot på plads bag mit. ”Jeg vil aldrig give op på dig,” siger han, og hans hæse stemme har en seriøs undertone. ” Jeg elsker dig,” siger han så, og tusindvis af sommerfugle letter i min mave. Ordne sætter sig igen fast i min hals. Fire simple ord som min hals ikke vil give slip på. Jeg bider mig hårdt i læben, og jeg kan se, at han er bange for, at han er gået for hurtigt frem. ”Jeg elsker også dig,” min stemme er beslutsom og stærk, for første gang i flere måneder har jeg vundet kampen om min krop, og alle mulige nye følelser strømmer igennem mig. Harry kysser mig igen, og sommerfuglene eksploderer. Smerten, vreden, sorgen alle de følelser, der før styrede mit liv, forsvinder i Harrys nærvær, og giver glæden og kærligheden plads. Alle minderne om de personer, der sårede mig og trådte mig ned, forsvinder og de lykkelige minder vælter igen frem. Jeg er endelig mig selv igen, jeg er ikke rask, men jeg er mig selv.

_______________________________________________

Dette var det sidste kapitel, jeg kunne nå at udgive, inden konkurrencen slutter. Vil I gerne have historien til at fortsætte? Eller skal jeg bare stoppe den her? I må meget gerne skrive det, så jeg ved, hvad I gerne vil have. (Undskyld det er et meget kort kapitel)

-Emilie 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...