Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8046Visninger
AA

8. Kapitel 6. "I Hate You, I Love You" - Gnash - ft. Olivia O'Brien

Emily

Ethan holder igen min hånd, da vi går hjem fra pubben den aften. Jeg nåede næsten ikke at få sagt farvel til Harry, før Ethan trak mig ud derfra. Hans tag i min hånd er fast, som om han fører mig hen ad gaden, og hans berøring er slet ikke så kærlig og blid som, da Harry tog min hånd. Jeg genkalder mig øjeblikket. Jeg mærkede tårerne presse på igen, selvom jeg stadig ikke vidste hvorfor. Det var der han blidt tog min hånd og klemte den. Alle mulige følelser eksploderede i mig ved hans berøring. ”Så hvad er der med ham Harry? ” jeg er tilbage i Ethans hårde greb, og hans stemme er hård. ”Hvad mener du? ” jeg kigger undrende på ham, men han vil ikke møde mit blik. ”I så ud til at kende hinanden godt, da i sad på scenen,” han lyder jaloux. Pludselig bliver jeg irriteret og river min hånd til mig. ”Og hvad er der galt med det? ” min stemme er hård, og nu møder hans øjne vredt mine. ”Du kan da ikke se andre drenge bag min ryg! ” siger han hårdt. ”Jeg kan da gøre lige præcis, som jeg vil! Du bestemmer ikke hvem, jeg må stifte bekendtskab med! ” jeg råber næsten nu, og jeg kan se hvor meget det rører ham. Alligevel bliver han ved med at opføre sig som en røv. ”Du kan ikke se andre drenge, uden at jeg ved noget om det! ” jeg er så overrasket over, at han er så jaloux. ”Så skulle du måske prøve at spørger lidt ind til, hvordan jeg har det bare en gang i mellem! ” jeg råber af ham nu. Alt min vrede mod ham gennem de sidste par månederne bliver lukket ud nu. ”Du er altid så selvoptaget, at du vil pisse på, om jeg så var døende! For du er pisse ligeglad med alle andre end dig selv! ” nu triller tårerne ned ad mine kinder igen, og jeg vender mig om for at gå. Men Ethan tager fat i min arm og vender mig om. ”Du kan ikke bare snakke sådan til mig og så bare gå, ” han strammer sit greb om min arm. ”Slip mig! ” hvæser jeg af ham. ”Ethan, slip mig, det gør ondt!” jeg vrider mig i hans greb, men han holder fast. ”Du kan ikke bare gå! ” råber han af mig. Jeg spytter ham i ansigtet, og han slipper sit tag i mig. ”Det kan du da se, at jeg kan, ” siger jeg og vender så om på hælen og stormer væk derfra. Jeg næsten løber ned af gaden, og jeg stopper ikke før, jeg kan smække lejelighedsdøren bag mig. Jeg glider ned ad døren, og mærker det varme træ mod min ryg og de salte tårer mod mine kinder. Jeg trækker mine knæ op til brystet og begraver mit ansigt i mine arme. Så lader jeg tårerne få frit løb. Jeg græder og hulker, til jeg ikke har flere tårer tilbage. På et tidspunkt banker det på døren, og jeg kan hører min nabo udenfor. ”Emily? Er alt okay derinde? ” jeg svarer hende ikke, jeg bliver bare sidende i min sammenkrummede stilling helt indtil solen står op igen. De er tredje nat i træk, hvor jeg ingen søvn får overhovedet. Men da solen igen prøver at trænge igennem de hæslige gardiner, er det ikke længere tårerne, jeg må kæmpe imod. Men vreden. Den bobler i mit blod, og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme af med den. Pludselig rejser jeg mig hurtigt op, jeg er rastløs og vred. Og før jeg har tænkt mig om har jeg smadret min knyttede hånd ind i væggen. Smerten skyder gennem mine knoer, mens noget af vreden forlader min krop, og inden jeg når at tænke nærmere over det, hamrer jeg igen hånden ind i væggen. Og igen. Og igen. Og igen. Til sidst glider jeg grædende ned af væggen. Jeg spiser ingenting resten af dagen, jeg bliver bare siddende i min sammenkrummede stilling indtil mørket atter falder på. Jeg er forundret over at dagen allerede er gået. Senere hen på aften ringer min telefon, og jeg beslutter mig for at tage den, da jeg ser, at det er Zara, der ringer. ”Hej, ” når jeg lige at sige, inden Zara snakker højt til mig. ”Emily! Hvor er du? Vi skulle have været på for ti minutter siden?! ” jeg er nødt til at fjerne telefonen fra øret, så højt råber hun. ”Undskyld Zara, det havde jeg ærligt glemt, jeg har det ikke så godt, så i kan bare gå på uden mig, ” min stemme er lille og hæs af at græde. ”Okay, god bedring, ” siger Zara, før hun hastigt lægger på igen. Jeg lægger telefonen fra mig på gulvet og mærker smerte skyde gennem mine knoer. Min hånd er blå fra knoerne helt ud til det første fingerled. Jeg har aldrig gjort skade på mig selv, aldrig! Jeg begynder at skamme mig, det var jo forkert af mig, men i situationen føltes det rigtig. Efter nogle timers overtænkning og deprimerende tanker, falder jeg i søvn i min sammenkrummede stilling efter flere dage uden søvn.

Harry

Igen er det som om Emily er sunket i jorden. Jeg har ikke hørt fra hende hele dagen, og da hun heller ikke spiller med bandet på pubben om aftenen, bliver jeg bekymret. Jeg spørger derfor den anden pige i bandet, som åbenbart hedder Zara, hvor hun er. ”Emily? Hun aflyste i sidste øjeblik, hun siger hun er syg, ” jeg bliver overrasket. ”Eller faktisk lød hun mere som om hun græd, ” Zara ser tænkende på mig. Jeg bliver endnu mere bekymret og forvirret. Hvad er der med den her pige? Det ene øjeblik er hun glad, og hendes øjne glitre, det næste aflyser hun sine optrædener, og så sidder hun og græder i telefonen. ”Øhm… okay, tak for hjælpen, ” siger jeg og forlader så pubben. Mine bekymringer tager over, og jeg beslutter mig for at ringe til hende. ”Hej Harry, ” jeg hører at hendes, ellers så smukke, stemme er hæs, og faktisk lyder grådkvalt. ”Hej Emily, undskyld jeg ringer så sent, men jeg er blevet helt bekymret for dig. Du var ikke på pubben med bandet her til aften, og Zara sagde, at du var syg? ” jeg falder over ordene, og jeg er overrasket over, at hun forstår, hvad jeg siger. ”Jeg øhm… jeg har det fint, ” hun lyder ikke ligefrem sådan. ”Er du sikker, Emily? Du lyder ikke til at have det fint? ” bekymring er tydelig i min stemme, og jeg kan høre, at hun tøver med at sige noget. ”Jeg er bare meget træt, Harry. Det er ikke noget,” hun overbeviser mig stadig ikke. ”Er der noget du mangler? Skal jeg komme forbi med noget mad eller noget? ” der er stille i røret lidt. ”Nej ellers tak. Men måske vi kunne mødes i studiet i morgen? ” hendes tilbud får mig til at ånde lettet op. Så dårligt har hun det heller ikke. ”Jo, vi kan mødes ved tolvtiden igen? Der er jeg der i hvert fald, ” siger jeg. ”Okay, det lyder godt. Så ses vi der, ” hendes stemme lyder allerede lidt bedre. ”Vi ses, Emily,” jeg kan ikke lade være med at smile, når jeg siger hendes navn. Så lægger jeg på og går hjem til den ensomme lejelighed.

Det banker stille på døren til studiet klokken lidt over tolv dagen efter. Jeg går ud til døren og åbner den. Hendes hår er sat i en uglet hestehale, hendes blå øjne er tågede og røde, og hun har en stor sweater på, der går helt ned over hendes hænder. Hun ser smuk, men træt ud. ”Du ser altså ikke ud til at have det helt godt, Emily, ” jeg er igen bekymret for hende, men hun sender mig et lille smil. ”Jeg har det fint nok, ” hendes stemme er stadig hæs, og jeg er nu sikker på, at hun har grædt. Men jeg siger ikke noget til hende, i stedet går vi bare ind i studiet. Jeg er selv i gang med at indspille noget, og først da vi træder ind, lægger jeg mærke til, at jeg glemte at slukke for det, da jeg gik ud og åbnede. ”Hvad er det, Harry? Det lyder vildt godt! ” hun kigger nysgerigt på mig. ”Det er bare noget, jeg lige var i gang med at indspille, jeg er ikke færdig, ” hun lytter lidt mere, inden hun svarer: ”Kan du ikke fortsætte? Jeg vil gerne bare side og lytte, ” hun kigger på mig med sine røde øjne, og jeg kan igen ikke modstå dem. ”Jo, men du skal også være helt ærlig omkring det! ” siger jeg og kigger for sjovt seriøst på hende. ”Det lover jeg, ” siger hun og putter sin venstre hånd i vejret, som om hun sværger på noget. Den er stadig bundet ind. Jeg går ind i lydboksen og fortsætter hvor jeg slap med at optage. Sangen flyder fra min mund, og jeg kigger ud på hende imens. Hun ser gladere ud, og det gør også mig glad. Da jeg er færdig, spørger jeg hende: ”Nå, hvad synes du så? ” hun overvejer svaret lidt og siger så: ”Du synger fantastisk, som du altid gør, og sangen er god…” jeg afbryder hende for sjov. ”Men…,” hun smiler af mig. ”Men! Hvis du nu byttede om på første vers og andet vers? Jeg synes den ville passe bedre sammen så? ” jeg kigger ned på teksten foran mig, da hun siger det. ”Ja, jeg kan godt se, hvad du mener. Lad os prøve det! ” hun smiler og trykker så på knappen, der starten musikken rundt om mig, så jeg kan synge. Hun har fuldstændig ret, det lyder meget bedre på den her måde. ”Du havde fandme ret! ” siger jeg til hende, da jeg er endnu engang er færdig. Hun rødmer lidt. ”Det var bare en ide, ” hun lyder ydmyg. ”Det var en rigtig god ide, ” hun trækker bare på skuldrene. ”Men nu er det din tur! ” siger jeg efter lidt tavshed. Vi bytter pladser, så hun står i indspilningsboksen, og jeg sidder ved kontrolpanelet. ”Hvad vil du have mig til at synge? ” spørger hun mig. Jeg tænker lidt over, hvad der kunne passe godt til hendes stemme. ”Prøv at synge, den jeg lige indspillede. Teksten ligger derinde, ” jeg smiler ind til hende, men hun bliver bleg. ”Harry, det kan jeg ikke, jeg kan ikke leve op til dig! ” siger hun, og hendes stemme ryster lidt. ”Jo, det kan du sagtens, Emily! ” igen smiler hun lidt, da jeg siger hendes navn, og sommerfuglene i min mave letter. ”Bare kig på mig hele tiden, ikke? ” tilføjer jeg. Hun tager en dyb indånding, og så starter jeg musikken. Hendes smukke stemme lyder igen i mine ører, og jeg kan ikke lade være med at smile. Hun smiler, denne gang oprigtigt, tilbage. Jeg sidder bare og nyder musikken. Hun rækker sin højre hånd op for at rette på hørebøfferne, og hendes lange trøjer falder ned. Hendes hånd er helt blå. Først tror jeg bare, at jeg ser syner, men den er god nok. Jeg stopper musikken og rejser mig hurtigt for at gå ind til hende. ”Hvad sker der? ” spørger hun, mens jeg hurtigt tager fat om hendes håndled. ”Hvad er det her, Emily? ” jeg hentyder til hendes hånd. Hun bliver helt bleg, og hun kan slet ikke svare. ”Harry, det… det er ikke noget, ” hun prøver at tage hånden til sig, men jeg lader hende ikke. ”Hvem har gjort det her? ” jeg er vred nu, og hun kan se det. Der er panik i hendes blik og smerte. Så bryder hun sammen. Tårerne triller ned ad hendes kinder og små hulk undslipper hendes mund. Hun trækker hånden til sig, hvorefter hun glider ned af væggen og sætter sig hulkende. Hun begraver ansigt i hænderne, og hendes skuldre ryster. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre. ”Emily? Hvad sker der? ” Jeg sætter mig ned ved siden af hende. Hun svarer ikke, da hun næsten ikke kan få vejret. Jeg lægger en arm om hendes rystende skuldre og hun putter ansigtet ind til mig. Jeg løfter blidt hendes hage, og hendes tårer fyldte øjne møder mine. ”Søde, fortæl mig nu, hvad der sker,” hun bider sig i læben, og så tager hun en dyb indånding. ”Jeg lider af en meget svær depression, ” siger hun og kigger på mig. ”Jeg fik dianosen for næsten fire måneder siden, og jeg har ikke fortalt en levende sjæl om det. Ikke engang mine forældre. Jeg får det værre og værre, og der er ikke en skid, jeg kan gøre ved det. Men så kom du, og når du er i nærheden, følelse det slet ikke, som om jeg er syg, jeg føler mig næsten normal. Min bedste veninde forlod mig, da hun fandt ud af, hvad jeg fejlede, derfor vil jeg ikke fortælle det til Ethan eller nogen andre. I går blev det bare for meget. Jeg havde et stort skænderi med Ethan, og efter det gik jeg bare hjem i lejeligheden og græd. Jeg var så forvirret og vred, og før jeg vidste af det, stod jeg og smadrede hånden ind i væggen,” hun gør en gestus mod sin blå hånd.

Jeg er i chok. Hvordan kan hun dog have båret rundt på sådan en hemmelighed så længe? Jeg er mundlam, jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige. ”Emily… jeg…” jeg kan ikke få ordne frem. ”Det er okay, ”siger hun. ”Jeg vidste heller, hvad jeg skulle sige første gang, jeg hørte om det, ” tårerne triller stadig ned ad hendes kinder. Jeg vil have det til at stoppe, jeg vil se hende smile igen. Tanken om, at hun har lidt så længe, uden at nogen vidste det, gør fysisk ondt på mig. Hendes øjne låser sig atter fast mod mine. Hun er så smuk, og igen kigger jeg på hendes læber. Jeg prøver at fortælle mig selv, at jeg ikke burde, men alle mine ord og parader ryger ned, da flere tårer triller ud af de smukke øjne. Jeg lægger blidt min hånd på hendes kind og tørrer tårerne væk, og så kan jeg ikke holde mig længere. Jeg læner mig ned, og lader blidt vores læber mødes. Det er som om tiden står stille, som om hendes læber er skabt for mine. I dette øjeblik er der kun os! Ingen sygdom, ingen smerte eller lidelse. Der er kun os, vores læber, der er smedet sammen. Først er hun hård og overrasket, men så kysser hun mig blidt tilbage. Tårer triller stadig fra hendes øjne, men jeg kan mærke, hvordan hun smiler under mine læber. Der er kun os.

”Emily! ” en stemme henne fra indgangen til lydboksen forstyrrer øjeblikket. Ethan står i døren, og hans øjne lyner.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...