Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8045Visninger
AA

6. Kapitel 4. "Everything Has Changed"-Taylor Swift - ft. Ed Sheeran

Harry

Solen stråler ind ad vinduerne, og jeg hører de sidste par fugles sang udenfor. Jeg vågner med et skævt smil siddende i mundvigen, da tanker om gårsdagens begivenheder strømmer igennem mit hoved. Jeg prøver at genkalde mig den måde, hendes øjne lyste på, da vi begge sang sammen. Det var helt tydeligt, at hun var i smerte, men hun var stærk og ignorerede det. Det var som om verden omkring os forsvandt, og der var kun hende og mig. Hendes lyse stemme var som skabt til at synge sammen med min, og det lød fantastisk fra første tone hun sang, selvom hun var i smerte.

Jeg står ud af sengen, og mærker det kolde trægulv mod mine fødder. Jeg gyser. Selvom lejeligheden er god, så er den altid utrolig kold, især om morgen. Jeg tager min telefon fra natbordet og forventer på en eller anden måde, at der ligger en besked fra Emily på den. Men skærmen er tom på nær min sorte baggrund med lyspæren på. En skuffede følelse samler sig i min mave, og jeg ved egentlig ikke hvorfor. Hvad havde jeg forventet? At hun havde ligget vågen hele natten og ventet på at skrive eller ringe. Nej. Måske har hun ikke engang lyst til at indspille. Eller måske har hun ikke lyst til at indspille sammen med mig. Jeg får næsten ondt i hovedet af at overtænke, og jeg prøver at koncentrer mig om noget andet. Jeg koncentrer mig om at visualisere den grønne eng, som jeg altid gjorde, når drengene og jeg var på tourné, og det blev for stressende. Der står et træ midt på engen, jeg ser det for mig, hvordan de grønne blade hvisker i den lette sommerbrise. Og pludselig mindes jeg de travle dage i bussen på vej fra by til by, med drengene. Jeg savner dem, det kan godt være, at jeg nyder pausen, men det var aldrig en del af planen, at vi alle skulle miste kontakten.

Jeg river mig selv ud af min tankestrøm, jeg magter ikke at tænke mere. I stedet går jeg ud i stuen, der efterhånden er blevet varm nok til at opholde sig i. Jeg sætter mig ved klaveret og lader fingrene glide over de stadig lidt kolde tangenter. Jeg forsvinder ind i den musikalske trance, men tanken om hende ligger stadig i mit baghoved.

 

Emily

Indholdet af min største bogreol ligger rundt omkring mig på gulvet. De grimme blondegardiner er trukket for vinduerne, og jeg undgår solen, så godt jeg kan. Mørket omslutter stuen som et tungt tæppe, og det eneste lys i rummet er de få stearinlys, som jeg tændt for at kunne se, hvad jeg laver. Depressionen har lagt sig over mig, og den er næsten værre en nogensinde før. Jeg har ikke sovet en eneste time i nat, ikke et eneste minut. Jeg har prøvet alt. Jeg satte mig først ned og prøvede at skrive en sang, men jeg endte med bare at sidde og stirre på papiret. Og med smerten i min hånd kunne jeg ikke tage en eneste akkord på guitaren. Da jeg havde siddet og filosoferede nok over, hvor ringe mit liv er, begyndte jeg at sortere i nogle skuffer, derefter alle køkkenskabene, og nu sidder jeg i stuen i gang med den store reol. Jeg har tænkt mig at sætte alle bøgerne op efter forfatternes navne i alfabetisk rækkefølge. Men selvom jeg er udforet og distraheret, bølger tankerne stadig gennem mit hoved. Hver gang jeg griber lidt hurtigt efter en bog, skyder smerten gennem min hånd. Jeg har taget nogle af de smertestillende piller, som lægen anbefalede, men de virker ikke rigtig. Et sted i lejeligheden ringer min telefon, og jeg farer sammen i chok. Jeg kæmper mig ud gennem bjergene af bøger og løber ind i køkkenet, hvor jeg har efterladt min telefon til opladning. Displayet viser, at det er Ethan, der ringer. Jeg overvejer lidt, om jeg skal tage den, og derfor når jeg det ikke, før den sender ham på telefonsvareren. Efter få sekunder ringer telefonen igen, og denne gang tager jeg den. ”Hey, ” min stemme er hæs og lyder næsten grådkvalt. ”Er du okay, skat? ” hans stemme lyder knap nok bekymret, og jeg bider mig i læben, da jeg hader, når han kalder mig skat. Jeg rømmer mig lidt, før jeg svarer: ”Ja, jeg er bare lidt træt, ” jeg lyder stadig ked af det og faktisk på ingen måde overbevisende, men Ethan virker ikke som om, det rører ham. På en eller anden måde irriterer han mig, som om hans stemme går mig på nerverne. Den måde han aldrig har spurgt ind til mig, selv ikke på mine mørkeste dage. ”Er du stadig klar på skovturen med vennerne i dag? ” han lyder stadig, som om han er ligeglad med alt og alle. Jeg forstiller mig en hel dag i skoven, med de grinende og råbende mennesker, som Ethan kalder sine venner. ”Øhm… nej, undskyld det føler jeg ikke rigtig for i dag, ” jeg prøver at hentyde til, hvor skidt jeg har, selvom jeg stadig ikke vil fortælle ham det. Men det rører ham stadig ikke, han er stadig pisse ligeglad. ”Okay, fair nok, så ses vi bare, skat? ” Jeg bliver endnu mere vred og deprimeret. ”Vi ses! ” siger jeg bare helt hårdt, og så ligger jeg hårdt på.

Harry

Jeg er igen taget i parken. Solen skinner ned fra den skyfri himmel, og de sidste fugle synger omkring mig. Parken er som altid mennesketom, selvom jeg havde forventet, der ville være flere på grund af det gode vejr. På en eller anden måde havde jeg også forventet at se hende sidde på den gamle bænk i den fjerneste ende af parken. Med hendes lyse hår i en pjusket hestehale og nodearkene spredt rundt om sig. Men bænken står tom i skyggen af det store egetræ. Skuffelsen samler sig som en klump i min mave, og jeg bider mig hårdt i læben. Hvad er der med den her pige? Hvad er det, der er så særligt ved hende? Der er noget over hende, der får mig til tænke på hende hele tiden. Det eneste jeg kan tænke på er hendes blå øjne, hvordan de ændrer hende fra det ene sekund til det andet. Når hun står på scene glitrer de som tusinde stjerne, men når hun går af scenen formørkes de. De gemmer på noget, det er jeg helt sikker på. Den måde hun tiltrækker mig på irriterer mig, for jeg har aldrig haft det sådan før. Alt ved hende er perfekt. Hendes skønhed er ikke til at overse, hun har et kæmpe talent, og hun er genert, men på samme tid er hun også udadvendt.

Jeg lægger mærke til, at jeg har stået ret længe og bare stirret på bænken. Jeg ryster hovedet let og prøver at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg beslutter mig for at forlade parken og i stedet tage hen i studiet. Jeg ved ikke, hvad jeg kan indspille, men jeg kan være helt alene med musikken og prøve at aflede mine tanker fra hende.

Emily

Den sidste bog falder på plads i reolen, og jeg tænker på Harry. Min hånd smerter, da jeg griber efter guitaren, og jeg tænker på Harry. Jeg retter gardinet, så sollyset ikke har en chance for at komme ind, og jeg tænker på Harry. Jeg bliver vred på mig selv. Kan jeg for helvede da ikke tænke på andet end hans krystalgrønne øjne og hans charmerende smil. Nu gør jeg det igen! Jeg giver mig selv en mental lussing, det kan ikke passe det her. Jeg er kærester med Ethan, jeg elsker Ethan. Eller gør jeg? Elsker jeg ham virkelig? Eller er han bare min eneste fribillet tilbage til bare et lidt normalt liv? De deprimerende tanker overmander mig, og jeg smider mig irriteret på den velredte seng. Jeg lukker øjnene og prøver alt for desperat at falde til ro. Men overtænkningen fortsætter, og den sætter gang i en smertefuld migræne. På grund af de smertestillende piller jeg allerede er på, tør jeg ikke tage noget mod hovedpinen. Så jeg ligger bare krøllet sammen som en lille kugle i min seng og prøver at lukke lyset ude. Efter noget, der følelse som tre evigheder, ringer telefonen igen ude i køkkenet. Jeg rejser mig opgivende og bevæger mig nærmest i slowmotion ud i køkkenet. Ethan, står der igen på displayet. Jeg lader et gab undslippe min mund, og så svarer jeg ham gnavent. ”Hvad? ” min stemme er grov og hård. ”Skat, er du okay? ” jeg bider mig vredt i kinden, hvor jeg dog hader ham, når han kalder mig det. ”Jeg har det fint! Hvad vil du? ”jeg ved ikke, hvorfor jeg er så vred. ”Jeg ville bare spørger hvor du bliver af? ” han lyder forvirret, og jeg får en smugle dårlig samvittighed. ”Jeg sagde jo til dig i morges, at jeg ikke kunne overskue en skovtur i dag,” siger jeg træt. ”Vi er længe kommet hjem, skat. Jeg snakker om vores aftale på pubben? ” nu lyder han faktisk en smule bekymret. Men lyden af ordet skat, får mit blod til at koge endnu mere. ”Jeg magter det ikke i dag, Ethan. Det gjaldt også aftalen i aften, ” jeg lægger hurtigt på, før han når at svarer mig. På den ene side har jeg det dårligt med at være så kold overfor ham, men på den anden side, er jeg så vred og forvirret. Jeg tager telefonen ned fra øret og ser, at klokken faktisk er blevet otte om aftenen. Jeg får endnu mere dårlig samvittighed over, at jeg flippede sådan ud på ham. Han var vel bare forvirret over, at jeg aldrig dukkede op til vores date. På displayet på telefonen, står den kontakt, som Harry skrev ind i går. Jeg kigger længe på den, faktisk kigger jeg, helt indtil skærmen bliver mørk endnu en gang. Skulle jeg ringe? Tanken sidder fast i mit hoved, mens jeg kigger på den mørke skærm. Først er jeg nødt til at gøre det klart for mig selv, hvorfor jeg vil ringe. Er der fordi, jeg vil udleve min drøm og indspille musik? Eller ringer jeg til ham, fordi jeg ikke kan få ham ud af hovedet? Det kan jeg ikke være bekendt overfor Ethan, vi er trods alt sammen, og det har vi været længe.

Harry

Hun er heller ikke på pubben, faktisk følelse de som om, hun aldrig har eksisteret. Der er ingen spor efter hende, kun minderne om gårsdagens begivenheder vidner om hendes eksistens. Der er heller ingen optrædende i aften. Scenen står henlagt i mørke, og pubben er også næsten tom. Jeg spiser uforstyrret min mad, mens jeg grubler over min egen opførsel. Jeg har aldrig opført mig sådan her før, jeg har aldrig følt sådan her før. Der er noget specielt over Emily, noget der får mig til hele tiden at lede efter hende, noget der får mig til at søge hendes selvskab.

Jeg farer sammen da min telefon, der ligger på bordet, pludselig ringer. Jeg samler den alt for hurtigt op og ender med at tabe den ned på det beskidte gulv. Da samler den op, er den støvet, og jeg har et ubesvaret opkald fra et ukendt nummer.

Emily

Jeg bliver sendt på telefonsvareren, og jeg forbander lidt mig selv. ”Hej du har ringet til Harry, jeg kunne desværre ikke tage telefonen, så læg en besked efter tonen, ” hans hæse stemme lyder gennem de gamle telefon højtalere. Jeg skynder mig at lægge på, så jeg ikke får efterladt en pinlig besked på hans svare. Jeg skulle aldrig have ringet, jeg skulle aldrig have taget i mod hans hjælp. Det føles så forkert, og så på den anden side føles det så rigtigt, som noget kan føles. Jeg tænker på Ethan, og jeg tænker på Harry. Mit hoved er ved at eksplodere. Så ringer telefonen, som jeg stadig holder i mine hænder, og jeg spjætter. Mine hænder ryster, da jeg trykker på svar og tager telefonen op til øret. ”Det er Emily, ” min stemme er hæs, og den ryster lidt. ”Hey Emily, det er Harry, jeg nåede den ikke lige første gang, ” han smiler, kan jeg hører på hans stemme. ”Øhm…okay, jeg ville bare sige, at hvis du stadig er klar på det, vil jeg gerne prøve at indspille en dag, ” min stemme ryster stadig en del, da jeg siger det. ”Det lyder fedt, det er jeg helt klar på, kan du i morgen? Jeg er nemlig i studiet hele dagen? ” hans hæse stemme lyder glad og entusiastisk. ”Jeg kan godt i morgen, men jeg skal spille på pubben klokken 19, ” min stemme knækker i midten af sætningen, selvom jeg slet ikke har lagt mærke til at jeg græder. Hvorfor græder jeg dog? Inden jeg når at tænke nærmere over det, giver jeg overtækningen skylden og tørrer hurtigt tårerne væk med min frie hånd. ”Er du okay, Emily? Du lyder lidt hæs, ” jeg kan høre bekymringen i hans stemme gennem telefonen, og jeg får en mærkelig fornemmelse i maven. ”Jeg har det fint, jeg har bare ikke sovet så godt i nat, ” halvdelen af sætningen er sand, den anden er en kæmpe løgn. ”Okay godt, eller ikke godt at du ikke har sovet godt, men godt at du er okay…” han vrøvler, og han falder lidt over ordne. Min ene mundvig løfter sig i et lille smil, og så siger han: ” Hvordan går det egentlig med hånden? ” jeg kigger med det samme ned på den indbundne hånd. ”Jeg tror den har det fint, men jeg kan ikke tage en eneste akkord på guitaren, ” han griner lidt i den anden ende, og jeg smiler også lidt. ”Du skal ikke arbejde alt for hårdt, du er jo skadet, ” hans stemme har et grin bag, men han mener det også. ”Jeg skal nok prøve, ” siger jeg. ”men så ses vi i morgen, ” fortsætter jeg. ”Ja, vi ses, Emily, ” jeg lader ham lægge på, derefter smider jeg mig på min seng, og lader tårerne trille ned ad mine kinder. Jeg aner egentlig ikke hvorfor.

______________________________________________

Hey alle sammen! Det var så et kapitel, hvor I fik lov at høre lidt fra begge personer. Hvad synes I om historien indtil videre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...