Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8170Visninger
AA

5. Kapitel 3. "Hurt"-Chase Goehring

Mit åndedræt er uregelmæssigt, og jeg føler mig svimmel. Det er som om pubbens vægge snører sig sammen om mig, jeg må ud derfra. Jeg kigger på ham, de grønne øjne stirre tilbage, og hans krøller sidder utæmmet ud til siderne. ”Undskyld,” min stemme er så lav, at man knap kan høre den over larmen på pubben. ”Men jeg er virkelig nød til at gå, ” jeg er allerede begyndt at gå, før jeg afslutter sætningen. Den friske luft puster mig i ansigtet, da jeg skubber den tunge pub dør til side, og jeg slapper mere af. Ind gennem pubbens vinduer, ser jeg, at han sidder alene tilbage. Da mit åndedræt igen er normalt, får jeg lyst til at gå ind igen, men i stedet begynder jeg at gå i retning af lejeligheden. Jeg knuger servietten med hans nummer på ind til mig. Denne gang er jeg sikker, det var Harry Styles. Men ikke nok med at det var ham, han har også lige givet mig mulighed for at udleve min drøm om at indspille mine egne sange. Men ikke engang det er det mest overraskende, der er sket i aften. Da jeg sad derinde, på pubben, sammen med Harry, jeg ved ikke, det føltes som om, jeg slet ikke var syg. I de få minutter vi nåede at snakke, var jeg bare en normal pige og ikke en pige med alvorlige psykiske problemer.

Jeg er splittet. Skal jeg gå indenfor igen, eller skal jeg bare vende næsen hjemad og ringe til ham i morgen? En højt kantsten afbryder mine overvejelser, og jeg mærker, hvordan jorden kommer nærmere. Jeg tager af, fra mit sammenstød med det hårde fortov, med hænderne og mærker smerten skyde op gennem mine arme. Der lyder fodtrin bag mig, og jeg hader mig selv for at have overset den hævede kantsten. ”Er du okay? ” den hæse stemme er lige bag mig, og jeg spjætter i chok. Jeg vender mig om og prøver at sende Harry et smil, der skal betyde, at jeg er okay. Men jeg ved ikke, hvad jeg ender med at ligne. ”Øhm… ja, det tror jeg nok, ” min stemme lyder lidt fjern, men han hører mig tydeligt. Han har et lille skævt smil siddende i mundvigen, da han rækker en hånd ned for at hjælpe mig op. Jeg tager, rød i kinderne, i mod hans hjælpende hånd. ”Tak, ” mumler jeg stille. Nu smiler han blændende til mig. ”Det var så lidt. Er du sikker på du er okay?” han kigger undersøgende på mig, og jeg kigger også ned af mig selv. Min ene håndflade er dækket af vådt mørkerødt blod og først nu, mærker jeg virkelig smerten. Men alligevel siger jeg bare: ”Ja, jeg testede bare tyngdekraften, ” hvad var det? En joke? Jeg har ikke lavet en joke i, jeg ved ikke hvor lang tid. Hans smil lyser endnu mere op, og hans latter fylder luften omkring os. ”Og den virkede, kan jeg se, ” nu griner jeg også, og det er også så længe siden, jeg har gjort det, at jeg helt har glemt hvordan min latter lyder. Den er perlende let, som en melodi på et klaver. ”Bor du i nærheden? Måske jeg skulle følge dig hjem, hvis du nu beslutter dig for at teste tyngdekraften igen? ” hans stemme har en drillende undertone, men hans tilbud er seriøst. En del af mig vil sige nej, den syge del. Men den del af mig, som jeg netop har genfundet overtager mit hoved, og jeg takker ja til hans tilbud. Vi begynder at gå ned af gaden. En brise roder op i mit hår, og det falder ned i mit ansigt. Jeg tager hånden op og børster det tilbage på plads. ”Emily, din hånd! ” Harrys stemme er nu bekymret. Jeg ser, at jeg har farvet ens stribe af mit hår rødt af blod, og jeg kigger forlegent ned på min venstre hånd. Først nu lægger jeg mærke til, at der sidder et stort glasskår fast i den nederste del af hånden. Kvalmen stiger op gennem min hals, jeg bliver svimmel og vakler lidt. Harry griber ud efter mig, så jeg ikke igen møder jorden. ”Wow, tror du ikke, at du skal til lægen? Eller i det mindste bare sidde lidt ned? ” han leder mig over til en bænk, og jeg dumper ned på den. Han sætter sig ved siden af. Jeg har stadig kvalme og kan ikke rigtig sige noget. ”Må jeg ikke lige se din hånd? ” spørger han, og jeg rækker tøvende hånden frem. Han bider sig i læben, da han ser glasskåret stikke op, og jeg kan se, at han bliver bleg. ”Du skal til lægen med det der! Ligger der nogen i nærheden? ” han kigger intenst på mig. Jeg lader hånden falde og søger i min hukommelse. Der boede engang en læge i lejelighederne ved siden af min, men han flyttede til nabobyen for to måneder siden. ”Det tror jeg ikke? Måske i den nye bydel? ” Harry finder sin telefon frem og begynder at søge efter en læge. ”Der ligger en lægeklinik 10 minutter væk, kan du holde ud at gå så længe? ” han kigger spørgerende på mig, og hans smukke grønne øjne lyser af bekymring. Hvis der er én ting, som min sygdom har lært mig, er det, at jeg er stærk. I hvert fald stærkere end jeg troede. ”Ja, det tror jeg, ” jeg prøver at smile til ham, men det bliver kun til en grimasse. Han ser heller ikke ligefrem overbevist ud. Jeg rejser mig op, og det samme gør han. Han viser mig hvilken vej, vi skal gå ad, og vi begynder at gå. Ingen af os siger noget, så vi går i tavshed de første mange minutter. Smerten følelse værre, jo mere jeg tænker på den. ”Vil du ikke nok sige noget, der kan aflede mig fra smerten? ” jeg kigger bedende på Harry, der går ved siden af mig. ”Øhm…jo, men hvad? ” han ser spørgende ud. ”Hvad som helst! ” siger jeg desperat. Han er stille lidt, før han spørger: ”Hvorfor spiller du egentlig i bandet? ” jeg kigger spørgende på ham. ”Hvad mener du?” ”Altså, du har så meget talent, og så står du og synger kor for en, der synger meget hårdt og kraftigt. Det passer slet ikke til din stemme, ” jeg ved, hvad han mener, og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg faktisk ikke et godt svar. ” Jeg ved det ærlig talt ikke,” siger jeg så kigger op på ham. Han har igen et skævt smil sidende i mundvigen, og jeg undrer mig over, hvad han mon tænker på. ”Til højre her, ” siger han, og vi drejer. ”Må jeg gætte på, hvorfor du stadig er med? ” spørger han efter en tids tavshed. Jeg nikker, og så siger han: ”Det band ville ikke være noget uden dig, og jeg tror, at du inderst inde ved det. Derfor har du tøvet med at forlade dem, da du ikke vil ødelægge det for dem? ” han kigger spørgende på mig, og jeg trækker lidt på skulderene. ”Måske har du fadt i noget rigtigt? ” siger jeg. Han får mig til at tænke over ting, som jeg ikke har tænkt på, siden jeg gik ned med depression. Inden min selvtillid tog sig et kæmpe dyk.

Vi når endelig frem til lægeklinikken, og Harry holder døren for mig, da vi går ind. Lyset i venteværelset er skarpt, og væggene er helt hvide. Der sidder en enkelt person i en af de sorte stole, en fuld mand med en blodig bandage om armen. Harry fører mig op til skranken, hvor en træt sekretær sidder. Jeg bliver pludselig fjern igen og mærker, hvordan jeg mister balancen. Jeg hører Harry sige noget til sekretæren, og det næste jeg opfanger er, at jeg, støttet af Harry, bliver først direkte ind til lægen. Jeg vender stille tilbage fra min tågede trance, da lægen, en ung mand, snakker til mig. ”Glasskåret sidder ikke så dybt, så jeg vil prøve at rive det ud af din hånd nu, så helingsprocessen kan komme i gang, ” bare tanken om det forstærker min kvalme. ”Jeg venter bare udenfor, ” Harrys hæse stemme lyder bag mig. Tanken om at være alene med lægen, får mig til at gå i panik. Jeg griber efter Harrys arm. ”Nej, vil du ikke nok blive, ” jeg kigger bedende op i hans grønne øjne. ”Øhm… jo, det kan jeg godt, ” han lyder lidt forvirret, men også smigret. Den unge læge kommer med en pincet, og kvalmen bølger igen i gennem mig. ”Jeg vil anbefale, at du kigger den anden vej, mens jeg fjerne skårret, ” siger lægen, og jeg vender, med det samme, hovedet om mod Harry. Jeg vil vædde med, at frygten er malet i mit ansigt, for han spørger: ”Er der noget jeg kan gøre? ” jeg tænker mig om, og så ryger det bare ud af mig. ”Syng for mig! ” han kigger undrende på mig, men han når ikke at sige noget, før lægen bryder ind. ”Det er faktisk en glimrende ide, det vil måske aflede din opmærksomhed fra smerten, ” jeg kigger bedende på Harry. ”Okay, så synger jeg, ” siger han i overgivelse. Han tager en dyb indånding og begynder så:” If I could fly…” hans hæse stemme fylder rummet, og jeg koncentrerer mig om hvert et ord han synger. Alligevel mærker jeg en stikkende smerte, da lægen bare rører ved skårret. Små smertetårer stiger op i mine øjne, og Harry stopper kortvarigt. Men jeg sender ham et blik, der betyder, at han skal fortsætte, og det gør han. Før jeg ved af det, begynder jeg også selv at synge. ”For your eyes only, I show you my heart…” min lyse stemme smelter sammen med hans, og han får pludselig et smilende blik i øjnene. Det er som om tiden står stille, der er ingen læge, ingen smerte, der er kun vores stemmer og vores øjne, der mødes. Jeg får en mærkelig følelse indeni, noget som jeg ikke genkender. Lægen bryder ind og ødelægger øjeblikket. ”Så er det fjernet. Nu binder jeg lige din hånd ind i noget bandage, og så skal du nok blive så god som ny, ” jeg kigger på min hånd. Han har tørret blodet væk, og jeg kan nu se det sår glasskårret har efterladt. ”Det er ikke så dybt, at det skal syges, men du mistede en del blod, så jeg vil anbefale, at du får noget at spise og drikke, ” lægen sender mig et smil, som jeg halvhjertet gengælder. Han binder min hånd ind, og mens han arbejder siger han: ”Har I sunget sammen før, det lød meget indøvet, ” han kigger kort op fra arbejdet med min hånd. Det er Harry der svarer. ”Nej, vi har først lige mødt hinanden her i aften, ” Harry smiler skævt. ”Ja, og hvilket møde, ” siger jeg også smilende. Lægen griner. ”Den slags sker jo, men I lyder godt sammen, ” Harry og jeg mumler begge to en tak, og lægen afslutter arbejdet med hånden.

Harry følger mig hjem til lejeligheden. Da vi blev færdige ved lægen, var klokken blevet halv et om natten, men jeg var ikke træt. ”Det er så her jeg bor, ” siger jeg og peger lidt akavet på døren. Han nikker også lidt akavet. ”Det har været en… øh begivenhedsrig aften, ” siger han og kigger smilende på mig. ”Det må man sige, ” svarer jeg. Der er stille lidt, og jeg lægger hånden på dørhåndtaget. ”Øhm… du ringer bare, hvis du får lyst til at indspille en dag, ikke? ” han kigger med et skævt smil på mig. ”Jo, selvfølge. Men jeg tror desværre jeg har tabt servietten med dit nummer, ” jeg griner lidt, og han gør det samme. Jeg rækker ham min telefon, og han skriver sit nummer ind. ”Så ses vi vel bare? ” siger jeg, da han rækker telefonen tilbage til mig. ”Ja, vi ses, ” siger han, og så åbner jeg døren og forsvinder ind i den mørke opgang. Døren smækker bag mig, da jeg er på vej op af trapperne.

 Lejeligheden er koldt og gammel som altid, og med det samme jeg er alene, vælter de deprimerende tanker ind over mig igen. Som om de kompenserer for alt den tid, de var fraværende. Jeg tager mig irriteret til hovedet. Jeg forstår det ikke. I alt den tid jeg var sammen med Harry, var der ingen deprimerende tanker. Måske var det smerten der holdt dem på afstand. Jeg åbner træt min telefon og ser på den kontakt Harry har skrevet ind. I stedet for hans navn står der bare: Min redningsmand. På trods af alle de tankerne i mit hoved, undslipper et lille grin min mund. Jeg tror ikke, det var smerten, der hold tankerne på afstand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...