Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8157Visninger
AA

4. Kapitel 2. "Call Me Maybe"-Carly Rae Jepsen


Det kolde vand fra bruseren skylder ned over mit ansigt, som regn fra en stormgrå himmel. Det gennemvæder mit uglede hår, mens jeg nynner stille. Jeg kan ikke stoppe med at tænke på hende, selvom jeg lovede mig selv i går, at jeg ville glemme hende. Men hendes glitrende blå øjne gemte på noget. Der var et udtryk i dem, som jeg ikke kunne tyde. Og hendes smukke stemme. Med de rigtige midler og nogle velskrevne sange, kunne hun blive en fantastisk sanger. Jeg har brugt hele min formiddag ved klaveret i stuen, hvor jeg har forsøgt at skrive en ny sang, men skriveblokering har ramt mig ud af det blå. Jeg kunne ikke engang presse én god linje ud af mig selv, og til sidst gav jeg op. Måske et koldt bad ville hjælpe.

Jeg tørrer mit hår, så godt jeg kan, med håndklædet, resten lader jeg hænge i fugtige bølger. Derefter går jeg igen ind i stuen, hvor det åbne køkken også er. Min lejlighed er fin, meget moderne, men den er ensom. Den er ikke særlig stor, her er en stue med det åbne køkken, et badeværelse, et kontor på størrelse med et skab og et værelse. Men det er nok til én person, og jeg er kun mig. Jeg åbner køleskabet, der altid er halvtom og rodet. Jeg roder lidt rundt mellem grønsager, mælk og færdigretter, men jeg føler ikke rigtig for at spise noget nu. I stedet snupper jeg en flaske vand og sætter mig ud på altanen. Den ligger lige ud til vejen, men motorstøj er der ikke meget af, ikke i en lille by som denne. En enkelt gang i mellem kommer en gammel bil kørende forbi, og jeg følger den med øjnene. Jeg prøver at forestille mig, hvor den mon skal hen. Vejen fører både ind i byen og ud af byen, og bilen var på vej ind. Den drejer i retning af den gamle bydel, min yndlingsdel af byen. Jeg har længe drømt om at flytte til en lejelighed derinde, men jeg har aldrig fået mig taget sammen. Igen tænker jeg på hende. Gad vide hvilken bydel hun bor i? Hun lignede en, der ville vælge den gamle bydel, på grund af stilheden og den gamle park. Pludselig skylder en lyst til at tage i parken ind over mig, og jeg tømmer hurtigt vandflasken. Måske vil lidt frisk luft og smuk natur sætte min hjerne i gang, så jeg kan færdiggøre endnu en sang. Jeg får pludselig så travlt, at jeg både glemmer min jakke og min telefon. De eneste ting jeg får med er en blyant og min notesbog, men det er også det eneste, jeg behøver for at skrive en sang. Jeg har en bil holdende i garagen nedenunder lejelighederne, men jeg brug den næsten aldrig, da byen er så lille, at man kan gå til og fra alt. Det tager mig kun fem minutter at nå hen i den lille park i den gamle bydel, og allerede på vejen vælter ideerne ind over mig som bølger. Parken er mennesketom, som den altid er. Jeg forstår det ikke, det er en smuk park, især om efteråret. Træernes orange farver, det lune vejr og tanken om, at vinteren snart kommer burde være nok til at lokke folk til. Men stadig er der mennesketomt. Jeg finder mig en bænk i den fjerne ende af parken, den ende der ligger mest inde i den gamle bydel. Bag mig strækker de høje lejelighedskomplekser sig mod himlen. De er langt mindre end dem i den nyere bydel, men de er tusind gange smukkere, med den gamle arkitektur. Jeg lader mine tanker få frit løb, og blyanten glider hen over papiret, som om jeg ikke selv styrer den. Skønt jeg ingen musik har, får jeg skrevet en god tekst, og jeg starter endda på endnu en. Efter en tid kigger jeg op, og ser at jeg ikke længere er alene i parken. På en bænk helt afsides fra de andre sidder hun. Emily, pigen fra pubben. Jeg iagttager hende. Hun sidder med en gammel guitar med nogle noder foran sig. Ind i mellem læner hun sig ned og skriver på nodearkene. Hendes lyse hår er sat op i en uglet hestehale, og hun har det samme tøj på, som hun havde på pubben i går. Jeg har lyst til at gå over til hende, jeg har lyst til at fortælle hende, hvor godt hun sang i går. Men jeg bliver siddende og prøver at minde mig selv om, at hun har en kæreste. Og hvordan ville det også se ud? Hvis jeg bare gik over til hende og begyndte at snakke, som om jeg kendte hende. Nej, det er nok bedre du bliver sidende, siger jeg til mig selv. Selvom jeg lovede mig selv i går, at jeg ville glemme hende, kan jeg ikke lade være med at spidse ører, så jeg kan hører hendes sang. Men vinder er ikke med mig, og jeg hører kun nogle få ord og akkorder. Da lægger jeg mærke til at mørke skyer er trukket ind over den ellers blå himmel. Der er regn på vej, tænker jeg og pakker modvilligt mine ting sammen. De første par dråber begynder at ramme jorden, som tårer fra himlen. Jeg forbander mig selv for at have glemt min jakke og begynder at forlade parken. Jeg vender mig for at kaste et sidste blik på hende, men bænken er tom, og parken er igen menneskeforladt.

Regnen fortsætter resten af dagen, mens jeg sidder ved klaveret og færdiggør de sange, jeg fik skrevet i parken. Jeg lader fingre glide over tangenterne og musikken fylder den lille stue. Det banker hårdt på døren, og jeg river mig løs fra klaveret. Uden for døren står min gamle sure nabo, og jeg ved allerede hvad han vil sige. Jeg åbner døren og smiler til hr. Jackson. ”Godeftermiddag hr. Jackson, hvad skylder jeg æren? ” spørger jeg, selvom jeg kender svaret. ”Ja, det lyder jo alt sammen vældig godt, men vil De være så venlig at skrue lidt ned hr. Verdensstjerne, ” hans stemme har ingen antydning af humor, og af erfaring ved jeg, at han er dødseriøs. ”Jo, selvfølgelig, det må De meget undskylde hr. Jackson, ” jeg prøver så vidt muligt at være venlig mod ham, for det er ham, jeg lejer lejeligheden af. ”Og jeg vil lige informere dem om hr. Styles, at klokken er halv otte, så eftermiddag er det ikke mere, ” jeg kigger undrende på mit ur og ser, at han har ret. Jeg har nok spillet længere, end jeg lige troede. Hr. Jackson går uden et ord mere, og jeg lukker døren. For første gang i dag mærker jeg sulten, og jeg beslutter mig med det samme for at tage på pubben. Regnen har stilnet af, men jeg husker dog stadig min jakke denne gang.

Jeg træder ind på den varme pub og kører hånden gennem krøllerne. De er fugtige af den lette støvregn, der falder udenfor. Jeg bestiller dagens ret, fish and chips, og sætter mig over til vinduet, hvor jeg også sad i går. Der er langt mere proppet på pubben i aften, og de er alle samlet omkring scenen, selvom ingen står på den. Da tjeneren kommer med min mad, spørger jeg ham: ”Er der nogle bestemte der optræder i aften? Siden der er så mange samlet omkring scenen? ” Tjeneren nikker begejstret. ”Ja, det er hende her pigen, hun synger her to gange om ugen, og hun trækker utrolig mange mennesker til,” så forlader han mig for at hjælpe nogle andre gæster. Jeg sidder i mine egne tanker og spiser, indtil folk omkring scenen begynder at klappe. Jeg vender mig om. På scene står Emily, hendes øjne glitre, og hun har det samme nervøse smil på læberne. Men hun er alene med en guitar i dag. ”Hej alle sammen, det er godt at være her igen, ” hendes stemme ryster lidt, men folk ignorer det, og de hujer og klapper. ”Jeg vil starte med at spille en ny sang for jer, som jeg skrev i nat, ” hun sender publikum et charmerende smil, og begynder så at spillet. Hun åbner munden og lader den smukke sang flyde. ”All the voices in my head, they just can’t give me at break…” sangen er helt fantastisk, og jeg er endnu engang overbevist om hendes potentiale. Hun skriver fra hjertet, det kan man tydeligt høre, og fordi det er en følelsesmæssig sang er hendes stemme skrøbelig, men smuk. Jeg lader mig rive med af musikken og pifter og jubler ligesom de andre tilskuere, da hun afslutter sangen. Hun synger et par af hendes egne sange, og de er lige så velskrevne som den første. Efter hver og en får hun et gigantisk bifald fra den stiende menneskemængde, og da hun når til sin sidste sang, er pubben proppet med mennesker. ”Tusind tak for i aften, I har været fantastiske at spille for, ” siger hun med sin nu hæse stemme, da hun afslutter den sidste sang. Hun bliver fulgt ned ad scenen med et kæmpe bifald, og så er hun væk. Jeg var så optaget af hendes talent, at jeg helt glemte at spise min mad, der nu er blevet kold. Alligevel spiser jeg af den. Pubben er stadig fyldt med mennesker og alle border og stole er optaget. Undtagen stolene omkring mig. Det undrer ikke rigtig, folk plejer at lade mig være i fred i offentligheden, og nogle tager det så langt, at de ikke engang vil sætte sig ved siden af mig. Mens jeg fortsat spiser af mine kolde mad, bliver der mere og mere støj efterhånden som folk får noget at drikke. ”Undskyld, er den her plads optaget? ” jeg genkender med det samme den smukke stemme, og jeg kigger op så hurtigt, at jeg næsten får et piskesmæld. ”Nej, du kan bare sætte dig, ” siger jeg, mens jeg kigger ind i hende smukke øjne. De glitrer ikke længere, faktisk er det som om, de igen er blevet formørket. Hun dumper ned på stolen og bestiller et koldt glas vand. Denne gang tager jeg mig sammen og siger til hende: ”Du var virkelig god deroppe, ” jeg signalere til scene, og jeg ser rødmen stige op i hendes kinder. ”Mange tak, ” mumler hun med sin hæse stemme. ”Harry, ” siger jeg og rækker hånden frem. Hun tager min hånd. ”Emily,” siger hun. Jeg får en mærkelig følelse indeni, da hendes hånd rører min, og hendes øjne kigger ind i mine. Det er som om, tiden står stille, og alt larmen forsvinder. Så bryder tjeneren ind, da han kommer med hendes forfriskning. ”På husets regning som altid, ” smiler han til hende, og hun takker ham. ”Synger du her tit? ”spørger jeg hende efter et stykke tids akavet stilhed. ”Jeg synger solo her to gange om ugen og så en gang i mellem med bandet, ” hun sender mig et smil, som jeg med det samme ser er falsk. Det er som om hun skjuler en del af sig selv bag de formørkede øjne. ”Jeg indspiller i et studie ikke så langt herfra i øjeblikket, hvis du kunne tænke dig at indspille nogle af dine sange, ” med det samme er det som om, at hendes øjne lysner en smule. ”Mener du virkelig det? ” spørger hun stadig hæst. ”Ja, helt klar, du har et helt særligt talent, ” jeg smiler til hende, og denne gang gengælder hun med et ægte smil. Jeg skriver hurtigt mit nummer på en serviet og rækker den til hende. ”Du kan bare ringe til mig her, hvis du får lyst til at indspille en dag, ” hun tager stadig smilende imod servietten. ”Tusind tak, ” siger hun. ”Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at nogen troede sådan på mig, ” fortsætter hun, og pludselig formørkes hendes øjne igen. Jeg skal til at sige noget, da hun afbryder. ”Undskyld, ” hvisker hun. ”Men jeg er virkelig nødt til at gå, ” hun færdiggøre knap nok sætningen, før hun forlader pubben og efterlader mig helt mundlam. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...