Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8046Visninger
AA

16. Kapitel 14. "First Time"-Kygo-ft.-Ellie Goulding

Mørket ligger stadig tungt over værelset, da mit vækkeur ringer. Jeg ruller om på siden, ud af Harrys arme og slukker det forsigtigt. Søvnig gnider jeg mine øjne og ser mig omkring i det lille værelse. Jeg må ikke have fået mere end et par timers søvn, for de sidste gæster forlod først festen ved firetiden i nat. Alligevel rejser jeg mig fra sengen og går ud mod badeværelset.

”Babe? ” Harrys stemmer lyder i mørket bag mig, og jeg vender mig om.

”Ja? ” min stemme er hæs og søvnig.

”Hvorfor er du oppe så tidligt?” spørger Harry og kører en hånd gennem de utæmmede krøller.

”Du ved jeg hader at sove længe, ” siger jeg, og Harry vender sig i sengen.

”Du behøver ikke sove, hvad nu hvis du bare kommer her og lader mig holde om dig,” Harry kigger næsten bedende på mig, og min svaghed for de grønne øjne slår igennem. Jeg går opgivende tilbage til sengen og lægger mig ind til Harry. Han lægger tilfreds armene om mig, og jeg kan mærke hans hjerterytme mod mit bryst. Blidt kærtegner jeg korset på hans hånd, der holder om min.

”Har du tjekket reaktionerne på sangen? ” spørger jeg Harry, og jeg mærker, at han ryster på hovedet.

”Nej, ikke endnu,” siger han. ”Jeg tør næsten ikke,” jeg vender mig i hans arme ved lyden af hans ord og kigger ham i øjnene.

”Du skal slet ikke være nervøs, jeg er sikker på, at dine fans og alle andre elsker sangen. Men hvad de tænker om mig, det er en helt anden snak,” de grønne øjne hypnotisere mig næsten, og da Harry blidt lægger hånden på min kind, flyver sommerfuglene rundt i min mave.

”Du skal heller ikke være nervøs, jeg ved, at de elsker sangen og dig! ” Harry lyder sikker, men han overbeviser mig stadig ikke om det. Det er som om, hans læber tiltrækker mine, og jeg lader dem blidt mødes.

”Jeg elsker dig, Solskin,” hvisker Harry, hans læber er kun få millimeter fra mine, og jeg mærker hans varme ånde danse mod mine læber.

”Jeg elsker også dig, ” vores læber mødes atter, og jeg mærker, hvordan Harry smiler, hvilket også får mig til at smile. Han tvinger blidt mine læber åbne, jeg lystre, og glædesboblerne springer i min mave. En lille tåre triller stille ned ad min kind. Det sker en gang i mellem, når jeg føler mig utrolig lykkelig, og jeg har i mit hoved linket det til depressionen. Jeg tørrer den ikke væk, jeg lader den fortsætte sin vej ned ad min kind, som et minde om, hvor lykkelig og heldig jeg er.

Efter et par timers søvn, står jeg alligevel op, på trods af Harrys mange protester. Jeg har brugt nok dage i sengen, og jeg vil ikke spilde mine raske dage der. Jeg tager et hurtigt bad og nyder at mærke det kolde vand mod min krop. Harry har lært mig, at jeg skal nyde de små ting i livet, og det har været en stor del af min bedring. Jeg er holdt op med at tage både de små og store ting så tungt, og jeg har lært at værdsætte hvert øjeblik. Depressionen er jeg ikke fri fra, den ligger stadig gemt i mit baghoved et sted, men hvis jeg ikke bringer den frem, vil den ikke genre mig lige så meget mere. Harry er dog stadig nervøs og meget forsigtig omkring mine følelser, og han spørger stadig meget ind til min søvn og mit humør.

Ude fra stuen lyder klaveret, og jeg gætter på, at Harry er stået op. Jeg åbner badeværelsesdøren og lister ud i stuen for ikke at forstyrre ham. Melodien bliver tydeligere, da jeg kommer tættere på, og jeg genkender med det samme sangen. Jeg lægger armene om Harry bagfra, og synger med.

”We gotta get away from here…” Harry smiler begejstret og begynder også selv at synge med. Vores stemmer smelter sammen i høje og lave toner og perfekte harmonier. Men da ingen af os har varmet ordentligt op, knækker vores stemmer, da vi når til det høje sted, jeg vi griner begge to.

”Er du klar til at høre, hvad folk synes om sangen?” spørger Harry og kigger på mig. Mine håndflader bliver svedige, og jeg mærker små stik af nervøsitet, men alligevel nikker jeg. Harry finder sin telefon frem, og det første han finder er en artikel fra et medie, jeg ikke kender, men åbenbart er stort indenfor musikkens verden.

”Harrys Styles første solo single har efterladt os alle målløse og fyldt med spørgsmål. Hvem er Emily Anderson?” læser Harry op, og jeg mærker endnu et stik af nervøsitet ved lyden af mit eget navn.

”Klokken tolv i nat udgav det tidligere boyband medlem, Harry Styles, sin første single som soloartist, og den ikke bare levede op til vores forventninger, men blæste os nærmeste af stolen. Sangen har et hint af klassisk 70’er rock og den har en fængende tekst, som en masse unge piger vil gå rundt og nynne resten af ugen. Men ikke blot unge fans er Mr. Styles nye musik nået ud til, også det ældre publikum nyder hans nye musikstil. Men spørgsmålet vi alle har stille os selv, siden vi første gang lyttede til sangen er: Hvem er Emily Anderson? Ingen af os havde forventet, at Harry ville introducere os til et nyt talent gennem hans nye musik, men det er godt han gjorde det. Fra forskellige kilder har vi fået bekræftet, at sangen er skrevet af denne mystiske og talentfulde Emily. Jeg håber personligt på, at vi snart kan høre mere fra begge parter, dog mest ser jeg frem til at lære mere om dette nye talent,” mit smil er vokset og vokset jo længere Harry er kommet med at læse artiklen højt.

”De kan lide den! De kan virkelig lide den! ” jeg hopper rundt i stuen af glæde, og Harry sender mig et blændende smil.

”Selvfølgelig kan de det, men det vigtigste er, at de kunne lide dig!” Harry rejser sig fra klaverbænken og trækker mig ind i et kram. Mit hjerte banker hurtigt, og det føles næsten, som om det vil spring eud af mit bryst.

”Tak,” hvisker jeg stille ind mod Harrys skulder. ”For alt det, som du gør for mig, jeg ved slet ikke, hvordan jeg nogensinde kan takke dig nok,” igen mærker jeg en lille glædeståre på min kind, men denne gang tørrer jeg den hurtigt væk, så Harry ikke ser det.

”Du skal slet ikke takke mig,” smiler Harry, og jeg ruller øjne af ham. ”Du gør så meget for mig uden at være klar over det, ” fortsætter han.

”Vi er et ret godt hold, ikke? ” spørger jeg smilende.

”Det bedste,” svarer Harry også smilende, og han lader så vores læber mødes.

Pubben er stoppet til randen med mennesker her til aften, og jeg har på fornemmelse, at det ikke kun er de sædvanlige. Stemningen ændrer sig, da vi træder ind af døren, og jeg mærker utallige blikke på mig. Det får mig til at føle mig utilpas, og jeg søger automatisk Harrys hånd. Han giver min hånd et blidt klem, og vi fortsætter med at kæmpe os gennem de mange mennesker for at komme op til scenen. For første gang nogensinde ser vi en reporter, og jeg bliver gang på gang blændet af en skarp blitz.

”Er du Emily Anderson? ” spørger nogen mig, og jeg kigger rundt for at finde kilden til spørgsmålet, men et andet spørgsmål bliver fyret i hoved på mig.

”Er det dig, der har skrevet Sign Of The Times?” spørgsmålene hagler ned over mig, og jeg føler mig endnu mere utilpas. Harry kan se det på mig og kommer til min redning.

”Vi vil sætte pris på, hvis I ville give os lidt plads til at stille vores udstyr op og vente med at stille spørgsmål til efter showet, ” han lyder ovenud professionel, og jeg misunder ham lidt, at han kan klare sådanne situationer. Reporterne rykker til side for os, og vi får langsomt sat vores udstyr op.

Da vi starter showet, står der folk hele vejen ud af pubben og kigger ind ad vinduerne, og jeg mærker et stik af nervøsitet.

”Er du klar? ” spørger Harry, og jeg nikker på trods af nervøsiteten. Harry spiller introen til den nye sang, og folk begynder at klappe og nogle af pigerne udenfor vinduet begynder at skrige. Jeg åbner munden og bliver overrasket over at min stemme, på trods af mine rystende hænder, lyder stærk og skarpt, og jeg rammer alle tonerne. Jeg prøver at holde op med at tænke på publikum og kun fokusere på Harrys og min stemme der flyder sammen i harmonier og melodier, som vi har indøvet så længe. Min rystende hænder får jeg dog ikke under kontrol, men jeg misser ikke en eneste tone sangen igennem, og bifaldet vi modtager er det hele værd.

Den næste sang vi spiller, har Harry selv skrevet, og den bliver en af de første på albummet. Fansene lyder glade, og jeg nyder at se Harry smile og synge. Det lille tik han får ved øjet, når han koncentrer sig om at ramme tonerne, er noget af det mest nuttede, og jeg ved at fansene bemærket det. Stemningen på pubben er i top, og folk smiler, klapper og synger med på sange, som de kender.

”Hvis I bliver ved med at trække så mange mennesker til, må jeg give jer en lønforhøjelse mere,” griner pubejeren til os, da vi begynder at pakke vores ting sammen. Han har givet mig lønforhøjelse to gange siden Harry og jeg begyndte at spille her sammen, da vi gang på gang trækker flere og flere mennesker til.

”Det er slet ikke nødvendigt, William. Vi nyder så men at spille her, ” smiler jeg tilbage.

”Som altid er der drinks på huset regning, ” siger William og vender sig så mod nogle af de mange andre gæster.

Jeg kigger ud af vinduet, og får øje på de mange piger, der står ude i kulden. En ide slår ned i mig, og jeg skynder mig op og bestiller varm kakao ved William. Harry kigger undrende på mig, da han hører min store bestilling.

”Se ud af vinduet, ” siger jeg, og Harry vender diskret blikket derover mig. Der glider et udtryk over hans ansigt, og da hans blik igen møder mit, er det fyldt med kærlighed.

”Du er noget helt specielt, Emily Anderson,” siger han, og jeg griner.

”Ja, det siger du jo,” smiler jeg.

Harry og jeg slæber på hver vores bakke fyldt med varm kakao, og jeg får med besvær skubbet den tunge pub dør til side. Heldigvis er fansene ikke gået, de håber sikkert på at få et glimt af Harry. Da vi træder ud af døren rettes alle deres blikke mod os, og der opstår en akavet stilhed.

”Øhm… jeg så, at I stod herude i kulden, og jeg tænkte I kunne bruge noget at varme jer på,” jeg holder bakken op, og deres blikke går fra undrende til taknemlige, og da går det op for dem, at Harry står bag mig.

”Vent, du er Emily? Er du ikke?” spørger en af piger, og jeg nikker svagt.

”Jeg elsker virkelig sangen, du er så talentfuld!” siger hun, og jeg mærker en varm følelse sprede sig ud gennem min krop. De andre piger nikker og giver hende ret.

”Mange tak! ” siger jeg smilende. ”Men det skal ikke handle om mig lige nu, det skal handle om jer, ” jeg rækker de dampende kopper frem mod dem. De tager alle sammen taknemligt imod kopperne og sender os varme smil.

”Bor I her i byen? ” spørger jeg dem, mens de sipper af den varme drik.

”Nej, vi er fra London,” siger en af piger. ”Vi hørte et rygte om, at I spillede her i aften, og så tog vi toget hertil,” jeg er rystet over hendes ord. Det er en lang togrejse, og den tog de på grund af et rygte.

”Wow, I må virkelig være vilde med Harry,” siger jeg og smiler. Pigerne nikker, men tilføjer så: ”Vi kom nu også for at se dig, det hele virkede så mytisk omkring dig,” endnu engang mærker jeg den varme følelse.

”I er virkelig alt for søde,” siger jeg.

Jeg bruger resten af aftenen med at snakke med pigerne, og da de skal med deres tog tilbage følger jeg dem derhen. Da de smilende og takkende siger farvel, står jeg tilbage med en fantastisk følelse, og eg vinker smilende til dem, da toget forsvinder ud i natten. For første gang i aften får Harry muligheden for at snakke ordentligt med mig igen.

”Du er virkelig fantastisk! ” siger han, og rødmen stiger op i mine kinder.

”Jeg gjorde bare, hvad der faldt mig ind,” siger jeg.

”Det er det, jeg mener. Du behandler alle dine fans som dine veninder, og det er sådan en stor ting,” Harry kigger beundrende på mig, og mine kinder bliver endnu mere røde.

Hånd i hånd går vi hjem fra togstationen. Den varme følelse forbliver i min krop hele vejen, og da jeg senere den aften tjekker Twitter og ser de mange søde billeder og kommentarer, får den et ekstra skud. Selvom folk nu ved, hvem jeg er, og hvordan jeg ser ud, kan jeg ikke lade være med at smile over denne fantastiske dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...