Changed Lives

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 feb. 2017
  • Opdateret: 22 maj 2017
  • Status: Igang
Han er verdensberømt sanger. Hun er amatør sanger. Han er ensom. Hun er Deprimeret. Han vil ændre hendes liv. Hun har ikke lyst til at leve.
Harry Styles har alt. Eller det er i hvert fald, hvad folk tror. I virkeligheden er han ensom. Efter One Direction gik på pause, og han mistede kontakten til drengene, flyttede han til en lille by i det sydlige England, hvor han kunne lave sin egen musik uden at blive forstyrret. En aften på byens lokale pub støder han, i mest bogstavlige forstånd, ind i den smukke og mystiske Emily Anderson. Men Emily er ikke bare et kønt ansigt, hendes glitrende blå øjne gemmer på en hemmelig, som hun ikke vil fortælle nogen. Emily har for nyligt fundet ud af, at hun lider at en meget svær depression, og hun føler ikke længere hun hører til i denne verden.
Hvordan vil Harry kunne komme tættere på den generte og afvisende pige, og vil han kunne hjælpe hende med at få livsglæden tilbage?

38Likes
22Kommentarer
8172Visninger
AA

3. Kapitel 1. "Voices" -Emily Anderson

  


Ethans fingre fletter sig ind i mine, og jeg giver hans hånd et blidt klem. Mit hoved er et rod. Har jeg lige mødt Harry Styles? Er jeg lige blevet væltet omkuld af Harry Styles. Jeg havde for travlt med at tænke på, hvor pinlig situationen var til at lægge mærke til det. Ethan stopper op. ”Hallo? Emily er der nogen hjemme? ” han trækker mig ud af min tankestrøm. Han må have snakket til mig, for han ligner en, der venter på et svar. ”Undskyld, jeg gik lige i mine egne tanker, hvad sagde du? ” Ethan ruller øjne af mig. ”Jeg sagde bare at du var god i aften, ” jeg fnyser forarget af ham. ”Jeg var ikke en skid god, så du slet ikke, at de puttede mig i baggrunden? ” min stemme er lidt mere vred, end det er meningen. Ethan tager sig ikke af det, men svarer i stedet: ”Du ved godt, det bare er fordi, at de er jaloux på dit talent, ikke? Du kan umuligt tro at Zara synger bedre end dig, ” jeg trækker bare på skulderen. Faktisk glæder jeg mest til at komme hjem, så jeg kan gemme mig under min pude. Jeg føler ikke for at snakke med Ethan eller nogen som helst anden, for han forstår mig ikke. Ikke mere. Ikke siden jeg fik diagnosen. Inde i mit hoved spiller jeg scenen fra pubben igen og igen.

 Jeg gik, som altid, i mine egne tanker, og jeg lagde ikke mærke til, at han kom gående. Pludselig gik jeg direkte ind i ham, og jeg vaklede nervøst. Jeg forbandede mig selv for altid at være så klodset. Lige inden jeg ramte det beskidte pubgulv, greb han mig i sine stærke arme. Rødmen steg op i mine kinder, og jeg forbandede endnu engang mig selv. Jeg undskyldte flere gange, og jeg havde virkelig bare lyst til at synke i jorden og forsvinde. ”Det skal du slet ikke tænke på, det var min skyld, ” jeg blev en lille smule roligere, mens hans hæse stemme lød en lille smule dømmende, som om han tænkte: Hold op hvor er hun klodset, kunne hun ikke tage at se sig for? Han hjalp mig op og stå, og hans grønne øjne mødte mine. Jeg ville bare gerne væk, forsvinde ned gennem gulvet og aldrig komme tilbage. Han stod bare og kiggede, som om han ville sige noget, men ikke rigtig kunne. Ethan reddede mig ud af situationen. Men er jeg glad for det? Det var trods alt, måske, Harry Styles. Så slår det mig, mens Ethan og jeg fortsætter ned ad gaden. Jeg har sunget foran Harry Styles. Godt nok har jeg næsten kun sunget kor, men jeg har sunget. Pludselig får jeg kvalme. Gad vide hvad han tænkte om mig? Sikkert at de burde smide mig ud af bandet med det samme. Jeg beslutter mig på stedet for, at jeg ikke kan lide Harry Styles. Eller er det bare i mit hoved? Er det bare sygdommen, der snakker? Jeg prøver desperat at lukke ned for mine tanker, jeg kigger mig omkring for at aflede min opmærksomhed. En lun efterårsbrise får træerne til at hviske, de gamle lygtepæle, hvis lys er ved at gå ud, står som altid vejrbidte, men smukke. Og min bænk. Den gamle godt slidte bænk, den som ingen vil sidde på længere, står hensiddes i det uforstyrrede hjørne, hvor jeg har skrevet flere af mine sange.

Endelig når vi hen til min opgang, selvom jeg ikke føler for det, giver jeg Ethan et hurtigt farvelkys, og så skynder jeg mig op ad trapperne. Jeg drejer nøglen i den slidte lås og åbner døren ind til den tomme lejlighed. De samme gamle tæpper på gulvene, de samme grimme gardiner med de hæslige frynser, som min mor valgte, mens hun stadig boede her. Hun flyttede ud for nogle månederne siden, da vi ikke længere kunne holde ud at bo under samme tag. Vi havde ikke lavet andet end at diskutere, siden far flyttede til USA, og til sidst kunne ingen af os mere. Nu bor hun i nabobyen, og overfører månedligt penge til mig, som jeg kan leve og betale husleje for. Jeg behøver egentlig ikke et arbejde, da mor overfører rigeligt med penge. Men hvis jeg ikke synger på pubben en gang imellem, vil jeg bare sidde i lejeligheden helt alene hele dagen. Jeg hænger omhyggeligt min jakke på stumtjeneren, og stiller mine slidte sneakers perfekt ved siden af hinanden. En af de ting min sygdom har ført med sig, er at jeg er blevet ordensfreak. Jeg kan ikke leve i selv det mindste rod, det kan mit hoved slet ikke holde til. Så noget af det jeg bruger mest tid på, når jeg er alene i lejeligheden, er at sortere mine skuffer og reoler igen og igen. Lejeligheden er stor. Den har to værelser, et kæmpe køkken, en stue og to badeværelser. Og den føles endnu større, når man er helt alene i den. Jeg smider mig på min velredte seng, og åbner min computer. Googlesiden, hvor jeg som altid har googlet: Depression, er stadig åben, og jeg lukker den hurtigt. Jeg må have læst om symptomerne mindst hundrede gange, siden jeg fik diagnosen. Søvnløshed, tjek. Koncentrationsbesvær, tjek. Jeg tjekker hele listen igennem, som jeg altid gør. Intet har ændret sig, jeg er stadig lige så deprimeret, som jeg var i starten. Søvn har jeg næsten givet helt op på. Jeg får højest sovet 3 timer om natten, hvis jeg så overhovedet sover. Nogle nætter ligger jeg søvnløs i min seng i flere timer, indtil jeg beslutter mig for at stå op og sortere i et eller andet. Der er kun to ting, der kan holde de deprimerende tanker ude af mit hoved, organisering og sangskrivning. Men den værste del af min sygdom er ikke søvnløsheden eller koncentrationsbesvær eller de deprimerende tanker. Det værste er, at jeg ikke har fortalt en levende sjæl, hvad jeg fejler. Ikke engang Ethan. Ikke bandet. Og jeg har helt mistet kontakten med min eks bedsteveninde, efter jeg fik diagnosen, og det hjalp ikke rigtig på min situation.

Jeg river mig løs af den evige tankestrøm, jeg må have tankerne et andet sted hen, og lige nu er jeg for træt til at organisere mine skuffer for tiende gang. Derfor finder jeg min guitar frem, den helt gamle, som jeg har haft siden jeg var ti. Med lønnen jeg får for at synge på pubben, har jeg ellers købt to nye guitarer, men jeg kan bare bedst lide den helt gamle. Jeg tager en tilfældig akkord og lader mine fingre køre ned over strengene. Jeg nynner lidt, imens jeg skifter mellem forskellige akkorder, det er sådan jeg altid starter, så kommer teksten stille snigende bagefter. Sang flyder ud af min mund, og jeg finder bare på teksten undervejs. Tiden flyver forbi, mens mine fingre bare glider over strengene i en evig kører. Da jeg river mig løs af min musikalske trance, er klokken blevet halv fire om morgen, og sangen er færdig. Det eneste jeg mangler, er en titlen. Det er det værste jeg ved. For selvom sangen i teorien kunne blive et hit, kan jeg aldrig finde på en fængende titel. Jeg ender med bare at kalde den: Voices, da den første sætning i sangen lyder: ”All the voices in my head, they just can’t give me a break,”

 Jeg smider teksten og noderne ind i mappen til alle de andre færdige sang, og så smider jeg mig på sengen, i håb om at få bare nogle timers søvn. Og på grund af min musikterapi, falder jeg næsten i søvn med det samme. Det er dog en urolig søvn, fyldt med mærkelig drømme og de smukkeste krystalgrønne øjne.

Da jeg vågner igen, fire timer senere, kan jeg ikke genkalde mig nogle af drømmene, men til gengæld føler jeg mig næsten veludhvilet. Jeg står ud af sengen, og er lige ved at falde over min guitar, som jeg må have efterladt på gulvet i nat. Det ligner mig ellers ikke, og jeg hænger den omhyggeligt på plads på væggen sammen med de andre. Jeg har underligt nok lyst til morgenmad. Et af symptomer på depression er mistet appetit, og det symptom har ikke været så fremtrædende endnu, men det er der. Jeg går gennem stuen og mærker det bløde gulvtæppe kilde under mine barre fødder. Jeg lader et gab undslippe min mund og roder lidt op i mit morgenhår. Køleskabet er som altid næsten tomt, men meget velorganiseret, og jeg det tager mig ikke langt tid at lokalisere yoghurten og frugten. Efter at have lavet mine meget kreative morgenmad, sætter jeg må ud på den lille altan. Der er kun lige plads til et lille bord og en stol, men på en varm morgen som denne, er det helt perfekt. Solen står lige ind på altanen, og jeg suger til mig. Jeg iagttager menneskerne på den nu mere befærdede gade. Lige overfor lejelighederne ligger der en lille bagerbutik, der altid har mange kunder om morgen. En modeltynd pige med de flotteste slangekrøller, der bølger ned af hendes ryg, kommer ud fra bageren. Hun er høj, næsten på højde med mig, men hun er meget mere elegant. Hun styrer sine lange flotte ben til højre ned mod den mere moderne bydel, hvor banken, restauranterne, de forskellige pubs og alle de gode arbejdspladser ligger. Den del af byen kommer jeg aldrig i, jeg kan meget bedre lide den afslappede og gamle stil, der er at finde overalt i nabolaget. Bagerkonens datter, Beatrice, kommer ud fra butikkens baggård, med sin postkasserøde udbringnings cykel på slæb. Hun vinker begejstret til mig, da hun ser mig sidde på altanen. Jeg vinker med et falsk smil på læberne tilbage. Mor og jeg plejede at babysitte hende, når hendes forældre havde lange vagter i butikken. Jeg passede hende endda også nogle gane, efter mor flyttede. Men ikke længere, hun har heller ikke så meget brug for det mere, da hun også arbejder i butikken nu. Jeg ser hende forsvinde ned ad gaden på sin cykel, og jeg får en mærkelig følelse indeni. Hvis jeg nu ikke var syg, så kunne jeg hjælpe hende med at bringe ud. Hvis jeg nu ikke var syg, kunne vi stadig hygge os sammen i hverdagene, hvor hendes forældre arbejdede. Hvis jeg ikke var syg, ville jeg så overhovedet være sammen med Ethan? Spørgsmålet skyder gennem mit hoved, før jeg når at stoppe det. Jeg vil ikke benægte, at jeg aldrig har tænkt tanken før, men jeg har aldrig fundet et svar. En af mine teorier er, at hvis jeg slår op med ham, vil jeg ryge endnu længere ned i depressionen. En anden går på, at hvis jeg fortæller ham, at jeg er syg, vil han forlade mig, ligesom Jenna gjorde. Og pludselig spiller scene fra pubben i går i mit hoved igen. Hans stærke arme, der hurtigt reddede mig fra mit møde med det beskidte gulv. De smukke grønne øjne, der stirrede ind i mine. De ord der aldrig nåede ud af hans mund. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Hvad ville Harry freaking Styles have sagt til mig alligevel? Du synger virkelig godt! Nej, det tror jeg så ikke lige. Måske var det meget fint, at han aldrig fik sagt noget. Eller var det? Jeg begynder at overtænke igen, og sådan forløber resten af min morgen og min formiddag. Sådan forløber de fleste af mine dage faktisk. Og er det virkelig et liv, jeg gider leve mere? Jeg har skam tænkt på det at ende det hele. For hvem ville savne mig? Ethan? Han ville måske sørge et par uger eller en måned, men en flot fyr som ham, kan hurtigt finde en ny og bedre pige. Bandet? Zara ville endelig kunne synge helt solo uden mig til at forstyrre hende. Men alligevel er der noget i mit hoved, der får mig til at tøve. Som om jeg venter på, at noget skal ændre min dødsyge hverdag og mit dødsyge liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...