D-vitamin

Denne novelle handler om en ung kvinde, som føler sig helt alene i verden. Hun har svært ved at leve op til de krav samfundet stiller og hun føler et stort pres fra både uddannelse, sin mor og sine veninder. Den skildrer vores samfunds hverdagstematikker og viser spændingerne mellem den individuelles følelsesliv og de sociale relationer.

Denne novelle er den første ud af ti noveller fra min novellesamling "Jeg ER altså perfekt," som ligeledes kredser om hverdagstematikker og tager udgangspunkt I det moderne menneske. Novellerne skildrer, hvordan individerne bliver presset ud til kanten af forventningerne og kravene til det perfekte menneske og det perfekte liv.

0Likes
0Kommentarer
136Visninger
AA

1. ”Er du OK?”

Jeg sidder og kigger ud af vinduet. Det sner usædvanligt meget. For kort tid siden gik jeg rundt i byen kun iført kjole, sandaler og solbriller. Jeg var så glad. Jeg må have nogle vitaminer, som kan hjælpe på mit humør. Jeg åbner min Macbook, sætter den på skødet og skriver ”D-vitamin mangel” i søgefeltet. Straks kommer der en lang liste frem. ”Kosttilskud mod depression”, ”naturmedicin og D-vitamin mod depression”. Depression? Jeg har ikke en depression. Jeg er bare træt af vejret og kulden. Jeg vil have sommer og sol igen. Hvem er ikke trist på denne årstid? Jeg går ned på apoteket. En kvindelig ekspedient kommer hen imod mig. ”Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?” Hun kigger på mig med store blå øjne og sender et smil, der hører hjemme i en Colgate-reklame. ”Ja. Ehm. Jeg skal have nogle vitaminer, der kan hjælpe mig med at komme i bedre humør.” Hun kigger underligt på mig. ”Har du besøgt din læge? Ved du, om der er nogle nærringstoffer, du mangler?” Næringsstoffer? Jeg spiser da sundt. Jeg plejer at følge en kostplan, hvor jeg nærmest kun må spise æg, grøntsager, grove ris og kylling. Min diætist siger, at det er meget proteinrigt og fyldt med vitaminer. Det er lidt kedeligt at spise det samme hver dag, men det er jo sådan man holder sig slank og veltrænet. ”Ved min læge? Ehm. Nej. Jeg skal bare have lidt af hvert, så jeg kan få energien tilbage og blive glad igen.” Ekspedienten kigger underligt på mig igen. Denne gang med en lille V-formet rynke i panden. Hun ser bekymret ud. ”Jeg vil opfordre dig til, at henvende dig til din læge. Han kan afgøre, om det er vitaminmangel, eller om det er noget andet, der spiller ind på din manglende energi og glæde i øjeblikket.” Begynder hun nu også? Kan man ikke være i dårligt humør, uden at man lynhurtigt får placeret klistermærket, depression, lige i panden? Lamt. Jeg tager min hue på og bevæger mig ud i det kolde vejr igen. Sneen rammer mig lige i ansigtet, så jeg bliver nødt til at kigge ned i jorden for at kunne se. ”Av!” Lyder det fra en mand. Midt i mit raske tempo og manglende evne til at se mig for, kommer jeg til at gå en i en ældre mand. ”Så se dig dog for!” Han kigger på mig med vrede i øjnene og skælder ud med så store mundbevægelser, at hans lange skæg bevæger sig frem og tilbage. Jeg siger ingenting og fortsætter min intetanende gang over vejen, op af trappen og ind ad døren til min lejlighed. Her er også koldt. Jeg vil ikke tænde for radiatorerne endnu, fordi det er for dyrt. Jeg tager overtøjet af og smider mig på sofaen med min iPhone.


Jeg tjekker Instagram, Facebook og Snapchat og sletter unødvendige spam-mails. Nogle af pigerne fra klassen har lagt et billede op fra festen i lørdags. En fest som jeg endnu engang ikke deltog i. Det ser ellers sjovt ud. Jeg modtager en besked fra Line. ”Hvorfor svarer du aldrig inde på chatten? Er du OK?” Jeg kigger længe på beskeden, men orker hverken at svare eller forklare hende, hvordan jeg har det. Hun kan se, at jeg har læst beskeden og sender endnu en besked til mig med en sur emoji og to spørgsmålstegn. ”Jeg har det fint. Glemte at svare. Har haft lidt travlt på det sidste.” Jeg liker deres billede og scroller videre. Christan er kommet i et forhold. Det er højst sandsynligt med en fyr. Alle siger jo, at han stadig er jomfru. Line svarer. ”Jeg er urolig. Det ligner dig ikke det her.” Jeg har mest af alt lyst til at kravle ned under dynen og sove til i morgen tidlig, men hun har været min bedste veninde i mange år. Jeg burde være ærlig og fortælle hende, at jeg ikke har det så godt for tiden. Hun ville forstå det. Eller ville hun? Hun taler jo altid om, hvor godt hun har det. Hun har en lækker lejlighed inde i byen, hun er kærester med den sødeste fyr, som hun har kendt siden efterskolen og hun holder altid garderoben opdateret med den nyeste mode. Jeg husker også, da vi var yngre, hvordan hun altid var smilende og høflig over for forældrene. De var alle sammen vilde med Line. Hun kommer jo også fra en kærlig og tryg familie. Jeg beslutter mig for at svare hende. ”Du skal ikke være urolig. Jeg har det altså fint. Sværger.” Jeg ligger min telefon på bordet og lukker mine øjne, men jeg kan ikke finde ro. Hvorfor er det nu så svært? Jeg er jo træt hele tiden. Jeg tænker på ekspedienten med de flotte tænder, på manden der råbte og skreg, og hvordan hans lange skæg dinglede frem og tilbage og på min læge. Burde jeg bestille tid? Jeg ved jo, at jeg ikke har en depression, men han kan fortælle mig, om jeg måske mangler D-vitamin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...