D-vitamin

Denne novelle handler om en ung kvinde, som føler sig helt alene i verden. Hun har svært ved at leve op til de krav samfundet stiller og hun føler et stort pres fra både uddannelse, sin mor og sine veninder. Den skildrer vores samfunds hverdagstematikker og viser spændingerne mellem den individuelles følelsesliv og de sociale relationer.

Denne novelle er den første ud af ti noveller fra min novellesamling "Jeg ER altså perfekt," som ligeledes kredser om hverdagstematikker og tager udgangspunkt I det moderne menneske. Novellerne skildrer, hvordan individerne bliver presset ud til kanten af forventningerne og kravene til det perfekte menneske og det perfekte liv.

0Likes
0Kommentarer
138Visninger
AA

5. "Du er ikke alene!"

Det banker på min hoveddør. Jeg kan se igennem kighullet, at det er Line. Hendes øjne er helt røde og hævede. Det ser ud som om, at hun har grædt. Jeg åbner døren. ”Line. Ehm. Hvad laver du her?” Hun bryder sammen på vej ind af døren. Jeg har aldrig set hende græde før. For en gangs skyld, er hun faktisk grim. Hun fortæller mig, at det ikke går så godt mellem hende og Mikkel. Jeg laver en kop grøn the og vi sætter os i sofaen. ”Han elsker mig bare ikke mere. Jeg ved det.” Min første tanke er, at de har været sammen i mange år. Måske er de vokset fra hinanden. Det sker jo. Jeg når ikke at tænke ret meget mere, før jeg tager mig selv i at svare. ”Selvfølgelig elsker han dig. Det har jo altid været jer. Måske er han bare i dårligt humør for tiden. Du ved. Årstiden.” Det er vildt underligt at se Line sådan her. Mascaraen løber ned af kinderne på hende og hendes næse er helt rød og fuld af snot. Jeg får ondt af hende samtidig med, at jeg får en rar følelse i maven. Både fordi hun deler det her med mig, men også fordi, at jeg ikke længere er den eneste, der er i dårligt humør. Jeg er ikke den eneste, der er svag. Jeg holder om hende og prøver at komme med nogle gode råd, som jeg har læst i en bog af Joan Ørting. ”Elsk dig selv og bliv elsket.” Jeg kan mærke, at det hjælper på hendes humør. Hun smiler sågar. ”Hvad er der så med dig? Come on. Nu har jeg siddet her og tudet foran dig. Føler du ikke, at du skylder mig en forklaring?,” siger hun og kigger søgende på mig. For første gang i lang tid, har jeg rent faktisk lyst til at åbne mig op for hende. Jeg kigger ned i min kop med the for at undgå øjenkontakt, imens jeg fortæller hende det hele. Alt. D-vitamin, depression, psykolog. Line siger ingenting, men jeg kan se, at hun bliver rørt. Hun kaster sine arme om halsen på mig. ”Jeg er så glad for, at du har fortalt mig det her. Du er ikke alene. Jeg er her.” Jeg føler mig dum, fordi jeg troede, at hun ikke ville forstå det. At hun ikke selv havde problemer. Selvfølgelig har hun det. Det har alle mennesker vel. På den ene eller den anden måde. Vi snakker i flere timer, både om Line, om Mikkel og om mig. Vi hygger os faktisk og jeg griner for første gang i 100 år. Det er forløsende. Morgenen efter vågner jeg op på sofaen. Line må have lukket sig selv ud i nat. Jeg kigger rundt. Der er ikke længere mørkt eller koldt i lejligheden. Jeg kigger ud af vinduet, der er kommet knopper på træerne. Jeg rejser mig og går ud på toilettet. Jeg vasker mig i ansigtet og børster mine tænder. Børstehårene på min tanbørste er helt bøjede og slidte, så den skal snart skiftes ud. Min mave knurrer. Jeg får lyst til pandekager med sirup, æg, bacon og en kop sort kaffe. Telefonen ringer. Det er min mor. Jeg kigger på skærmen i nogle sekunder, inden jeg beslutter mig for at besvare opkaldet. ”Det er Emma,” siger jeg med stolthed og selvstændighed i min stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...