D-vitamin

Denne novelle handler om en ung kvinde, som føler sig helt alene i verden. Hun har svært ved at leve op til de krav samfundet stiller og hun føler et stort pres fra både uddannelse, sin mor og sine veninder. Den skildrer vores samfunds hverdagstematikker og viser spændingerne mellem den individuelles følelsesliv og de sociale relationer.

Denne novelle er den første ud af ti noveller fra min novellesamling "Jeg ER altså perfekt," som ligeledes kredser om hverdagstematikker og tager udgangspunkt I det moderne menneske. Novellerne skildrer, hvordan individerne bliver presset ud til kanten af forventningerne og kravene til det perfekte menneske og det perfekte liv.

0Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

3. Diagnosen

”Hvad bringer dig hid denne gang, Emma?” Jeg har haft den samme læge i mange år. Jeg husker, at min mor tog mig med til en undersøgelse hos ham, fordi jeg vågnede flere nætter med smerter og kløe i tissekonen, da jeg var omkring 6 år gammel. Jeg har ligesom ikke rigtig brudt mig om ham siden. Hans briller glider altid ned på næsen, så han hele tiden skal skubbe dem op igen. Det ser dumt ud. Jeg forklarer ham, at jeg ikke har energi til noget. At jeg er træt hele tiden og ikke kan koncentrere mig om min uddannelse samtidig med, at der er konstant uro i mit hoved og jeg har svært ved at sove. ”Kan du fortælle mig, om jeg mangler nogle vitaminer?” Han sidder og nikker forstående, mens brillerne glider længere og længere ned på næsen af ham. ”Jeg tager en blodprøve på dig nu. Den vil vise, om du mangler D-vitamin, som er det, vi får fra solens stråler. Det kan være en af årsagerne til, at du oplever træthed og mangel på energi.” Han finder en tynd kanyle frem og stikker den ind i en blodåre, der hvor min albue bøjer. Det er heldigvis kun en kortvarig smerte. ”Jeg er tilbage om et par minutter med svar på din blodprøve. Bare bliv siddende her,” siger han på vej ud af døren. Jeg kigger rundt i lokalet og får øje på en masse tegninger tegnet af hans børnepatienter. Han fik ikke nogen tegning af mig, da jeg var barn. Ikke efter dengang, hvor han undersøgte mig i tissekonen. Jeg får et chok da døren går op igen. ”Det lader til at alt er, som det skal være. Du er ikke i underskud af D-vitamin i hvert fald.” Han smiler. Hvis det ikke er det, hvad er det så? Jeg kigger nervøst på ham. ”Jamen, hvad kan det så være?” Den samme V-formede rynke, som jeg så i panden på ekspedienten på apoteket, former sig i panden på min læge. “De symptomer du nævner over for mig, Emma, kunne meget vel tyde på, at du har en depression. Jeg foreslår, at du…” Nu må det stoppe. Jeg har ikke en depression. Det er kun sådan noget midaldrende kvinder får. Jeg er 20 år gammel og jeg er sund og rask. ”Emma? Hører du efter?" Jeg kom ikke her for at få stillet en diagnose, jeg kom for at få nogle svar. Min læge stiller mig en lang række spørgsmål og begynder at forklare en helt masse om psykiske lidelser. ”Hvad så nu? Nu vil du garanteret have, at jeg skal tage lykkepiller, og vupti, så bliver jeg glad igen,” siger jeg med sarkasme i stemmen. ”Det er ikke min vurdering. Det jeg kan gøre er, at sende dig videre til en psykolog, som kan tage stilling til, hvad der vil hjælpe dig til at få det bedre.” Kan det virkelig være rigtigt det her? Jeg ser mig selv som en stærk og uafhængig person. Jeg er ikke syg. Jeg er ikke deprimeret. Eller er jeg? Tankerne kører rundt i mit hoved. Jeg kan mærke en klump danne sig i halsen på mig og sveden render isnende koldt ned af ryggen på mig. Jeg må væk herfra.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...