Skole opgaver/stil

Det her er en Movella hvor jeg ligger alle de historier jeg skriver i skolen som opgave eller stil.

1Likes
1Kommentarer
172Visninger
AA

2. Kim Fupz Stil (Har ikke lige et navn til den endnu)

*******

 

Døren til bygningen gik op. Alle de mange øjne landede på mig. Jeg bed mig selv i læben, og gik stille ind. Nogle stirrede på mig andre stod med ryggen til mens andre bare ikke havde engang lagt mærke til at jeg var ny. Og så var der dem der kiggede hånende på mig og hviskede noget jeg ikke kunne høre. Prøv at se hvordan hun ser ud. Man skulle tro hendes forældre var elefanter. Jeg rystede på hovedet. Mine tanker overdriver sikkert. Kontor. Det var sikkert der jeg skulle ind. Rystende tog jeg min hånd og bankede på døren. Døren blev åbnet og en dame nær 40’erne kom til syne. Det første man lagde mærke til var nok at hun havde en skrigende blå øjenskygge på og knaldrød læbestift.

“Hej, Elena ikk’? Kom med ind på mit kontor.” Jeg fulgte stille med ind på kontoret. Damen rakte en arme frem som tegn på at jeg måtte sidde ned. Stolen var dejlig behagelige at sidde i.

“Så du er altså  ny her. Hvor længe siden er det så du flyttede her til, Elena?” Damen kiggede ned på nogle papirerne og så på mig med et skeptisk udtryk.

“I sidste uge. Min mor har fået nyt arbejde så vi blev nødt til at flytte.” Min ene hånd kørte ned langs min arm og standsede ved mit armbånd. Jeg begyndte lige så stille at pille ved det. Damen nikkede kort til mig, efter så at vende blikket ned på papiret igen. Hun gik alle papirerne igennem et par gange.

“Jamen det hele ser ud til at være i orden så vi kan vidst godt sende dig hen til din nye klasse.” Damen sendte mig et venligt smil og  rejste sig op. Jeg nikkede bare kort og fulgte efter. Da vi var noget hen til døren ind til min nye klasse stoppede vi op og bankede på. Døren åbnede og en mand omkring 40’erne åbnede døren. Han smilede til mig og nikkede anerkendende.

“Kom med indenfor min ven.” Manden fulgte mig ind til katederet så jeg stod hvor alle kunne se mig.

“Det her er den nye pige der skal gå i vores klasse. Du kan ta’ den plads nede ved siden af Nicky. Der ovre i hjørnet.” Jeg kiggede op på manden og nikkede så. Jeg fandt ned på min plads og satte mig stille ned. Alle i klassen kiggede på mig. Nogle have et undrende udtryk og tænkte sikkert “Hvad mon hun er for en?” nogle andre havde et mistroisk eller lidt snobbet blik. Og så var der nogle få der faktisk smilede venligt til mig. Jeg satte mig ned på min plads og lyttede til hvad manden sagde. Han fortalte lidt om mig da jeg havde sagt jeg ikke selv havde lyst. Derefter havde han genopfrisket hvad de havde lavet de seneste par dansktimer. Jeg fandt min penalhus frem og fandt en blyant frem. Det lille stykke papir jeg havde fået fra nogle af dem jeg gik i skole med før jeg flyttede. Diskret puttede jeg det ned i mit penalhus. Tiden gik hurtigt for pludselig var det frikvarter. Pigen jeg sad ved siden af havde holdt sig for sig selv i timen hvilket jeg også havde det fint med. Jeg holdte mig også mest for mig selv, men den tid var da forbi et sekund efter det ringede ud.

“He,j jeg hedder Nicky. Hvorfor er du flyttet her til? Det ikke ligefrem en særlig stor by. Aarhus er da meget sejere og sjovere.” Hun var åbenbart en meget nysgerrig pige, men jeg svarede hende ikke. Jeg sad bare og kiggede ud i luften. Nicky gav lige så stille op med at spørge mig og faldt så ned igen bagefter. Hun satte sig opgivende i stolen og sukkede dybt. Jeg vendte mit hoved imod hende og rystede på hovedet.

“Jeg havde det bare lidt svært på min gamle skole” Man kunne næsten ikke høre hvad jeg sagde da jeg mumlede ret meget. Nicky kiggede over på mig med et endnu mere nysgerrigt blik, men det gad jeg ikke så jeg rejste mig op og begyndte at gå ud af klassen, men hun fulgte bar efter mig. Heldigvis var pigetoilettet lige overfor vores klasseværelse.Jeg gik ind i en af båsene og lukkede toiletbrættet i. Jeg satte mig opgivende ned og trak mit ærme op på min ene arm. Sårene var begyndt at hele nogle af dem var næsten væk. Min mave begyndte at rumle og gøre ondt. Jeg stak min hånd i lommen og fandt pillerne frem. Tog en i munden og slugte. Nu skulle den bare have lov til at virke. Jeg rejste mig op og låste båsen op. Gik ud for at vaske hænder. To tryk og tre drej. Jeg nikkede for mig selv. En. To. Så skulle der skrubbes. Jeg stak hænderne ind under det lune vand igen. En. To. Tre. Og skyld. Jeg vendte mig rundt mod døren til gangen. Det hele begyndte pludselig at dreje rundt. Det sortnede. Jeg faldt ud af døren fra toilettet og slog hovedet i gulvet.

 

“Hun er ved at vågne Hr. men hun kan godt være lidt forvirret.” Den unge sygeplejerske vidste min far over til mig. Han kiggede bekymret på mig. Jeg prøvede at smile men det gik ikke så godt. Jeg vidste hverken hvad der var sket eller hvad der foregik.  

“Du har fået spiseforstyrrelse, Elena, og så er du meget undervægtig” Min far havde sat sig på sengekanten med tåre i øjnene.

“Hvorfor fortalte du det ikke? Vi kunne have hjulpet dig.” Min fars stemme var ved at knække sammen. Doktoren kom ind på værelset, og fortalte jeg skulle blive i et par uger, og huske at spise. Jeg nikkede bare. Der var ikke så meget at sige, jeg har længe, gerne ville komme af med min spiseforstyrrelse. Jeg havde bare ikke turdet at sige det til mine forældre for de ville sikkert bare blive sure eller ked af det. De kunne også være de ikke troede på mig. Min far var kørt hjem for at hente noget af mit tøj. Jeg fulgte bare efter sygeplejersken ud i et køkken.


De næste par uger gik hurtigt og jeg havde husket at spise. Min sygeplejerske havde fortalt at jeg kunne blive udskrevet. Et smil bredte sig på mine læber. Endelig kunne jeg komme hjem. Endelig kunne jeg starte rigtigt på min nye skole. Endelig havde jeg ikke spiseforstyrrelse længere. Da jeg kom hjem gik jeg op på mit værelse og pakkede alt mit tøj ud, men da jeg kom derop var det første jeg lagde mærke til det lille skrin der stod på mit skrivebord. Det lille skrin jeg havde mine piller i. Jeg stilte kufferten for enden af min seng og gik over til skrinet.  Mine hænder rystede da jeg lagde dem på skrinet. Jeg vidste godt selv det var dumt det jeg havde gang i min hvad kan man gøre. En vane er nu og gang en vane. Og nogle er nemme at komme af med andre kan tage flere år at komme helt af med.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...