En fremmede i en hjemmevant verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2017
  • Status: Igang
Nova Newton er 17 år og har mistet begge sine forældre. Efter tre år er hun kommet tilbage til byen, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hun møder velkendte ansigter, der behandler hende som en vederstyggelighed, og hun møder nye ansigter, som behandler hende med den sjældne venlighed, hun ikke møder hos de velkendt.
Men hvad skete der den aften? Hvordan døde Novas forældre? Og hvorfor mistænker alle Nova? Og hvad skal Nova egentlig stille op med sig selv.

1Likes
2Kommentarer
210Visninger
AA

2. Jeg er tilbage

Fordelen ved at være usynlig et sted, hvor du engang var kendt, er, at ingen fra fortiden kan dukke uanmeldt op. Alle går bare forbi.

For snart tre år siden flyttede jeg herfra. Måske er flyttede ikke helt det rette ord - blev tvunget væk herfra passer bedre til beskrivelsen.

Væk fra civilisationen. Væk fra alt det jeg kendte. Det er vel det, der sker, når ens forældre dør.

Mit blik viger op fra asfalten. Timothy Lancaster, en ekskæreste fra fortiden, går forbi mig i en sort læderjakke, en hvid top, stramme sorte bukser og det blonde hår smurt helt tilbage. Ved siden af ham går en dreng, jeg ikke kan genkende, der har flettet sine fingre ind i hans.

Timothy smiler og går behageligt lænet tilbage. Afslappet i sine omgivelser. Jeg smiler for mig selv, men undrer mig alligevel. Det var vel, derfor han slog op med mig. Der kommer en form for fnis ud af min mund, men jeg skynder mig at dække over det med et lille host.

Forhåbentligt opdagede de mig ikke. Jeg kigger så småt op på dem. De er allerede gået forbi og er næsten ude af syne.

Jeg overvejer, om jeg skal rejse mig eller blive. Jeg sidder åbent på en bænk midt i fællesarealet. Alt er velkendt. Den firkantede plads som er blevet formet af den eneste ”store” vej i byen. Det er egentlig ikke en stor vej. Man kan gå direkte over vejen ved næsten alle tider, da det næsten kun er bussen, der kører forbi her. På den anden side af vejen er alle de små butikker.

Legepladsen med de røde gynger hænger ved siden af mig. De store sten, der danner bålstedet, står placeret direkte i midten af den firkantede plads. Den grønne rutsjebane med sandkassen som underlag - der hvor man altid gemte sin ulækre mad, sådan at det næste lille barn kunne få den.

Der er 6 bænke på hele fællesarealet. Lige nu er det kun mødre, der sidder og holder øje med deres børn, der løber rundt og leger på legepladsen.

Det rustne klatrestativ står ikke længere på pladsen. Der er kun en metalstang tilbage, der mest af alt ligner en malplaceret stripperstang.

Jeg beslutter mig for at gå hjem. På vejen går jeg forbi de velkendte steder. Den lille svømmepøl, der er fuld af rådne blade i stedet for badevand. Caféen med de lækreste æbletærter. Drive-in-biografen, der ser ud til at rådne væk som bladene i svømmepølen. Jeg undgår bevidst skolen. Den får jeg nok af efter i morgen.

Lyset fra den ellers solrige efterårsdag er ved at emme ud. Jeg hiver i min jakkes ærmer, så de kommer ned over mine fingre. Den er heldigvis for stor til mig. Den ser dum ud, men den er varm til kølige dage, som der tydeligvis kommer flere af.

Lugten af røg sidder stadig tungt i mine næsebore, selvom branden og røgen for længst er brændt ud. Huset, som jeg er stoppet op foran, er brændt helt ned. Pælene på terrassen står dog stadig med en hvid farve. Alligevel er soden tydelig, samt det rådne træ der er ved at knække dem. Fletstolene er brændt sammen til smulder. Man kan se afmærker af, hvor de var.

Jeg tør ikke træde ind på grunden. Der ligger en brændt dukke i den tilgroede have. Annabella. Det var min dukke. Mit brændte hus. Men ikke længere.

Jeg går videre med langsomme og trætte skridt. Væk fra det brændte hus. Væk fra den velkendte dukke. Mod et sted, som jeg sjældent bevægede mig hen, da jeg boede her.

Sullivans anstalt for besværlige børn & unge står skrevet på den store, rustne metalport, som jeg går ind af. Det minder om en kirkegård. Træerne er døde, men græsset vokser uhæmmet op ad den gigantiske betonklods, der står indenfor porten.  

Betonklodsen består kun af den grå farve samt de grønne slyngplanter, der efterhånden er blevet i et med bygningen. Man kan tydeligt se, at det ikke er meningen, at dem inde i bygningen skal komme ud uden aftale. De små vinduer, der er 8 af på hver etage, har gitter for.

Der er en rusten brandtrappe på siden, selvom jeg af erfaring ved, at døren dertil er låst. Den eneste vej er gennem den røde hoveddør, der er den eneste ting, der giver farve til stedet. Den er snart ved at falde af hængslerne. Den har et løvehoved med en ring i munden, så man kan banke på.

Jeg tager i det iskolde håndtag i den røde dør. Den er låst. Jeg pruster ud som en arrig hest. På mit ur er klokken få minutter over syv, men udgangsforbuddet er sat til det præcise klokkeslæt: syv. Derfor er døren selvfølgelig ikke tilgængelig uden at skulle banke på og gøre sig selv til grin for at komme for sent. ”Fantastisk,” mumler jeg for mig selv og løfter ringen i løvens mund.

Man kan høre tunge skridt og raslende nøgler indenfor. Hvis det ikke var for dråberne på mine briller, ville jeg ikke bemærke den øsende (dog lette) regn, der er begyndt. De raslende nøgler tager opmærksomheden. De bliver højere og højere. Mrs. Weaver åbner døren og kigger med skuffede øjne på mig.

”Nova Newton. Skal det her blive en vane?” spørger hun. Hendes skuffede øjne og det hadefulde smil fortæller meget om mrs. Weaver. Selvom hun hader os, vil hun alligevel se os komme frem i verden. Jeg smiler anstrengt og skærer tænder i processen. ”Mrs. Weaver, det må De meget undskylde. Jeg er kun 7 minutter forsinket.”

Hun sender et lynende blik. Bag hende står en dreng med tjavset brunt hår og grønne øjne på den store egetræstrappe, der fylder det meste af gangen. Han griner fjoget med en hånd over sin mund, så mrs. Weaver ikke hører ham. Jeg sender ham et spørgende blik med et hævet øjenbryn. Irritationen over drengen gør mit smil til mrs. Weaver mere anstrengt.

Mrs. Weavers hoved er blevet mere rødt. ”Det er 7 minutter for længe. Det ser vi ikke igen. Ellers må vi sende dem tilbage igen,” hendes løftede pegefinger peger advarende på mig.

”Undskyld,” nikker jeg. Drengen bagved er gået længere på trappen, men han står stadig med et grin på læben.

Mrs. Weaver lukker mig ind ad den røde hoveddør og lukker den hurtigt i, så jeg næsten bliver klemt i den. Hun stamper hårdt væk mod de voksnes værelser, der ligger på stueetagen.

Jeg ryster mig som en våd hund og går op mod den grinende dreng, som tydeligt står og venter på mig af en eller anden grund.

”Begynderfejl,” griner han, da jeg står ved siden af ham. Han rækker hånden frem. ”Jonathan West.” Hans stemme lyder behagelig og rolig. En glæde ved den gør mig selv rolig og fjerner irritationen over ham.

Jeg tager hans hånd. ”Nova Newton.”

Mine briller dugger af varmen indendørs, så jeg tager dem af og lægger dem i den våde jakkelomme. Cowboybukserne klistrer til lårene. Den våde jakke føles som en tung mursten på skuldrene. ”Hvilken begynderfejl?” spørger jeg Jonathan, imens vi går højere op i betonklodsen.

”Du skal aldrig nævne antal minutter, du er forsinket. Det gør hende mere sur.” Jonathan griner. Gad vide, hvor gammel han er.. Han virker yngre end mig pga. hans fjogede smil og de grønne øjne fuld af liv. Øjnene minder om stedet udenfor betonklodset. De utæmmede planter og upassede græs, der vokser i uendeligheden.

”Hvor lang tid har du været her, siden du er ekspert på mrs. Weaver-området?” spørger jeg med et let smil, selvom det må se ud som en anstrengt mine.

”8 år. Siden jeg var 7,” smiler han tilbage. De tjavsede totter falder ned i øjnene på ham. Så han er 15 år. Jeg griner for mig selv. Endelig noget jeg kan bruge matematik til.

”Det var længe.”

Han nikker, det virker som en sørgelig bevægelse i sig selv, men der er stadig et grin gemt på læberne. ”Hvor sover du?”

”Sarone,” svarer jeg. Jeg nikker til ham for at spørge ’hvad med dig’. ”Denteda.”

”Nogle gange føler jeg, at børnene har stået for navngivningen for værelserne, fordi de er så helt igennem underlige og ikke har nogen form for mening,” siger Jonathan og griner. Selvom vi kun har gået op ad to trapper, føler jeg, at han latter er blevet en vant ting for mig. En beroligende ting.

Jeg griner med ham. ”Ligger Denteda på tredje?” spørger jeg nysgerrigt. Jeg ankom først i går. Jeg skulle selv sørge for at tage mine ting op på værelset, Sarone, der var helt oppe på femte etage. Betonbygningen er smal, men den har i alt seks etager - syv, hvis man tæller kælderen med. Men da jeg gik op med mine ting, lagde jeg da lidt mærke til navnene på de forskellige etager/værelser.

”Jep. Så det er vidst tid til at sige farvel og på gensyn,” siger han og bukker. Bukkede han seriøst lige? Jeg griner af ham. Vi står på reposen til tredje etage. Jeg nejer til svar. Han laver små hop ind til sit værelse. Igen kan jeg ikke stoppe med at grine. Den irritation, jeg følte ved hoveddøren, er forsvundet helt.

Da grinet dør, falder mit blik på trapperne igen. Jeg riser reglerne op i hovedet, som jeg fik fortalt hurtigt i går, da jeg ankom.

Udgangsforbuddet er klokken 19; med undtagelse af fredag og lørdag, hvor udgangsforbuddet er klokken 21 (22 hvis man er med bekendte godkendt af anstalten)

Fredag, lørdag og søndag står man selv for at finde aftensmad I hverdagen skal man stå op senest kl. 7 (tidligere hvis man har pligter om morgenen)

Pligterne bliver sat op på opslagstavlen i stuen hver mandag morgen Ingen mobil efter klokken 19; med undtagelse af fredag og lørdag, samt dage sammen med bekendte godkendt af anstalten

Reglerne ændres varierer selvfølgelig også fra alder. Endnu en regel popper op i mit hoved, som der åbenbart kun gælder nytilkommende:

ALDRIG kald, de der arbejder på anstalten, ved fornavn.

I går aftes kom jeg til at kalde mrs. Weaver ’Marigold’, fordi jeg havde set på mailen, at det var hendes fornavn - det var strengt forbudt. Nu er jeg stemplet som en uden manere.

Min mave rumler på vej op ad den endeløse trappe. Selvom man selv skal finde mad om søndagen, var det en regel, jeg fuldstændig havde glemt, da jeg først kom ud i byen. Den så velkendte by med så mange genkendelige steder og ansigter.

Endelig kommer femte sal, og jeg træder ind til højre på reposen. Man kan både gå til højre og venstre. Til venstre ligger Padako-værelset. Og til højre ligger Sarone med en nedslidt trædør, der passer til trappen. Trods trappen og dørene af træ er det stadig den betongrå farve, der dominere indenfor også.

Inden jeg døren til værelset, tørrer jeg mine briller af i min T-shirt, der heldigvis er tør. I hvert værelse kan der sove 10 ’besværede børn og unge’. Lugten af parfume og løg strømmer imod mig, inden jeg overhovedet er gået ind på værelset.

Hovederne på de unge inde på værelset vender sig mod mig, som om de var midt i en privat samtale. Jeg vinker og går hen mod min seng. Den ligger selvfølgelig belejligt mellem nogle af dem, der så ud til at have en dyb, intim samtale med hinanden. Hvis den var så dyb, kunne de for helvede bare sidde på én seng uden en seng i mellem dem.

Sengene er fine nok. Man kan mærke en svag hentydning af fjedrene, men madrassen er alligevel dejlig blød. Man skal bare tænke på det, som om man får massage.

Ved fodenderne af hver seng står en lille kiste, hvor ens ejendele kan ligge. Dog har de placeret små skuffer i sengene, sådan at ens tøj kan være der. Alt, hvad jeg ejer, er i kisten indtil videre. Jeg tager noget af tøjet ud og putter det i skufferne.

”Undskyld, men gider du lige?” spørger en irriteret stemme med stærk, britisk accent. Jeg rejser mig og kigger med på pigen til højre for min seng. Jeg giver hende det samme irriterede blik, som hun giver mig. Pige nummer 2 står og ser passivt til på min venstre side.

”Gider jeg lige hvad?” spørger jeg og løfter øjenbrynet. Hun snerper munden tvært sammen. ”Flytte dig måske?”

Jeg lægger armene over kors. ”Det er min seng, så nej tak, men du skal da være velkommen til selv at flytte dig.”

Hun laver en forfærdet lyd og stirrer på pigen til venstre for min seng.

”Er du løbet tør for ord? Eller opdagede du, at alle rent faktisk har lov til at være her?” spørger jeg stadig med øjenbrynet hævet. Et trick jeg lærte af min far. Dengang han prøvede at virke stærk og ville sige mig imod med et hævet øjenbryn til at understrege sin mening. ”Nova, du skal i seng.” Hævet øjenbryn. Til sidst så jeg længe nok på ham ”far, du skal i seng,” og hævede mit eget øjenbryn. Han løftede mig op og drejede mig rundt. Han kunne ikke lade vær med at grine, og det kunne jeg heller ikke.

”Undskyld, vi kom vidst galt ind på hinanden,” siger pige nummer 2 og lægger blidt en hånd på min skulder. ”Jeg er Lexie,” siger pige nummer 2. Jeg kigger nysgerrigt på hende. Jeg orker ikke at være irriteret, men pige nummer 1 rør stadig noget dårligt i mig.

”Nova,” siger jeg til pige nummer 2, som jeg nu ved, hedder Lexie. Hun smiler et blændende smil. ”Det er Haley,” hun peger på pige nummer 1, der stadig har sin mund helt snerpet sammen. Hun er vidst løbet tør for ord. Det var hurtigt.

”Du må være ny,” siger Lexie og sætter sig i min redte seng med det samme blomstrede sengetøj på alle de andre senge. Jeg slipper mine hænder og lader dem hænge langs min side. Jeg nikker blot som svar. Men tilføjer alligevel: ”Jeg kom i går.”

Jeg fortsætter med at lægge tøj i de små skuffer. Der er ikke meget. Det ville godt kunne passe i kisten, men jeg vil hellere have det delt op.

”Haley og jeg har været her i ca. 2 år, vi kom med to dages forskel.” Lexie begynder at plapre om hele hendes livshistorie. Hun er fra Kentucky, hendes forældre opgav hende, da hun var lille. Hun har prøvet at finde hendes biologiske mor, siden hun fandt en onlineside med det navn, hun havde fået at vide, hendes mor hed (Lexie fandt ud af, at de forældre der opgav hende, ikke var hendes rigtige, og så fandt hun sin fødselsattest).

Haley byder ind engang mellem, da Lexie skifter over til at fortælle om Sullivans anstalt for besværlige børn & unge. De fortæller både om værelsesfordelingen, hvor Haley byder ind med ’Matt bor på det værelse!’ og ’Ej der bor Jason også’. Desto mere Haley bryder ind, desto mere får jeg den forståelse af hende, at hun tydeligt er vild efter drenge.

De bliver baggrundsstøj, og jeg nøjes med at nikke og sige ”nå virkelig?” engang imellem. Skufferne bliver fyldt op. En med de tre par bukser jeg eje, dog inklusivt dem jeg har på. En med de fire T-shirts, også inklusivt den jeg har på). En med de tre sweaters plus en cardigan. En med nattøj. Og en med de to kjoler. Den ene kjole var mors. Jeg har haft den med altid, selvom jeg sikkert ikke kan passe den.

Jeg holder et lille slips frem for mig, imens Lexie snakker om Matt, der bor på Denteda (det samme som Jonathans). Det er blåt med striber. Det var fars. Jeg beslutter mig for at gemme den blandt kjolerne, så mor og far kan ligge sammen. Jeg ved, det er en håbløs tanke, men den er beroligende alligevel.

Tilbage i kisten ligger min slidte, brune rygsæk, den alt for store jakke (den hænger på kistens låg og tørrer), min bogstak (4 bøger), en ekstra jakke, mine orange gummistøvler, min personlige æske med billeder og min gamle bamse, der ligner en bjørn med udtørret pels.

”Nå, hvad siger du til det?” spørger Haley pludselig af sig selv med kun Lexies smil som hjælp. Hun virker ellers hjælpeløs uden hende.

”Hvad?”

Haley griner med en stiv og høj latter, der gør mig svimmel. ”Vil du følges med os i skole?” spørger Lexie, inden Haley bliver færdig med sit grineflip.

”Hvor går i?” Jeg holder jakken i luften og lukker låget til kisten. Jeg lægger igen jakken og tager de nedslidte sneakers af og lægger dem ovenpå.

”Insworth,” siger Haley med et smil. Hendes læber er snerpet sammen, men det er de så meget, at jeg gætter på, det er sådan, hun rent faktisk ser ud. Det ligner, at hun har et problem med verden.

Jeg ryster på hovedet. ”Riverside,” siger jeg som modargument til at følges med dem til skole. Lexies smil falmer lidt. ”Hvordan kom du ind der?”

”Kontakter,” jeg trækker på skuldrene. Lexie ryster det falmede smil af sig og erstatter det med et ægte og skinnende et. Hun fortsætter sin talestrøm omkring alt. Jeg læner hovedet tilbage mod sengegærdet. Mine øjne begynder at blive trætte. Jeg har stadig de kolde, klistrede cowboybukser på. Jeg skubber de kolde fødder ind under tæppet, selvom Lexie sidder på noget af det, og håber det spreder varmen til resten af kroppen.

Lexies stemme bliver en lang strøm af ord, der beroliger mig til en dyb søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...