En fremmede i en hjemmevant verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2017
  • Status: Igang
Nova Newton er 17 år og har mistet begge sine forældre. Efter tre år er hun kommet tilbage til byen, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hun møder velkendte ansigter, der behandler hende som en vederstyggelighed, og hun møder nye ansigter, som behandler hende med den sjældne venlighed, hun ikke møder hos de velkendt.
Men hvad skete der den aften? Hvordan døde Novas forældre? Og hvorfor mistænker alle Nova? Og hvad skal Nova egentlig stille op med sig selv.

1Likes
2Kommentarer
211Visninger
AA

3. Er skole nødvendig?

Jeg føler, jeg har sovet i to minutter, da en klokke ringer for at vække hele den beboede betonklods op. Jeg har et tæppet viklet omkring hele min krop. De våde bukser er stadig en smule klistrede, men jeg kan ikke mærke kulden fra dem.

De sorte briller er blevet lagt på sengebordet mellem min og Lexies seng. Jeg rækker ud efter dem. Værelset bliver med det samme tydeligere.

Rundt omkring i værelset får folk deres tøj på og reder deres seng. Jeg lægger mærke til de nye ansigter, som jeg kan genkende fra den forrige dag, men som jeg aldrig har hilst på.

”Godmorgen,” siger Lexie med et smil. Hun står lige over min seng og trækker sin natkjole over hovedet, så der er frit syn til alt. Efter hvad Haley og Lexie fortalte i går, ved jeg nu, at værelserne er opdelt efter køn - hvilket nok er en god idé med Lexies åbenhed.

Jeg stiger ud af sengen mod Haleys seng i stedet, så jeg kan vende væk fra Lexies bare krop. Haley er allerede væk.

Jeg trækker de klistrede bukser af (en besværlig opgave, men det lykkedes) og finder nogle nye. De ligner hinanden, bortset fra at de nye er tørre og har et hul på knæet. Jeg tager en ny T-shirt på med min ene cardigan over. Mine nedslidte sneakers er stadig våde efter i går, selvom de ikke var længe ude i det øsende regnvejr - men det var nok. Jeg sukker for mig selv.

”Det bliver gummistøvlerne,” mumler jeg for mig selv. Jeg vil hellere have tørre fødder end at se godt ud. Lexie må have hørt det, for hun vender sig hurtigt mod mig. ”Du kan lægge dine sko hen på radiatoren, så de er tørre til i morgen,” siger hun fuld påklædt - med rene og tørre sneakers.

Jeg gør, som hun siger. De andre piger i rummet har bevæget sig ned ad trappen. Man kan høre de mange andre unge, der gør det samme. De andre dage har det ikke været så slemt med skridtene og trapperne. Fredag var der måske, men der blokerede jeg det. Og lørdag og søndag må man sove, som man vil.

Lexie og jeg går ned ad trappen sammen med de andre.

Første etage er spisesal - som sagt er betonklodsen smal, derfor er en hel etage nødt til at være spisesal for at kunne rumme alle. Anden etage et bibliotek og stue - uden fjernsyn - det fik jeg også ud af Lexies lange snak i går.

Man skal først ned til stueetagen i køkkenet, derefter skal man op til første etage igen for at spise - virkelig gennemtænkt struktur af bygningen.

Vi finder en tallerken og noget mad og derefter et sted at sidde. Spisesalen er bare en masse malplacerede og forskellige borde fra alle steder af og tilfældige stole, der ikke passer helt i højden. Nogle af børnene har taget deres pude med, som de kan sidde på, så de rent faktisk kan nå bordet.

”Det her er Matt,” peger Lexie mod en dreng med røde krøller og fregner over næsen. Haley sidder tæt ved siden af ham. Hendes manicure negle og et kilo make-up skjuler det faktum, at hun rent faktisk er okay flink - måske også det faktum at hun bor på en anstalt for besværlige børn og unge.

Jeg nikker som hej til Matt. Jeg får hurtigt øje på Jonathan og vinker til ham. Han smiler og vinker igen. Han rejser sig op fra sin plads hos børnene og kommer hen til mig. Han giver mig et hurtigt kram. ”Godmorgen, Nova. Og hej igen Matt,” smiler han med det klareste smil, jeg nogensinde har set. Hvad laver den dreng egentlig her?

Efter at Jonathan er gået, præsenterer Lexie mig for de andre ved vores bord. ”Hej,” siger jeg og nikker igen. Jeg kan kun huske, hvad Matts navn. De andre sidder bare og fører en samtale med den snaksalige Lexie.

En klokke ringer igen og myldret i spisesalen begynder igen, ligesom på trapperne for nogle minutter siden.

Jeg får fortalt, at det er tid til at gå. Skolebussen til Insworth og andre skoler uden for byen kommer om 5 minutter.

Herfra er der omtrent 15 minutter til Riverside. Jeg nikker blot til det information, folk fortæller mig. Jeg følger strømmen og henter min taske.

Da de fem minutter er gået, er jeg efterladt alene nede i stueetagen. Klokken er kun halv otte, alligevel er alle væk. Næsten alle da. Der sidder en dreng i sine egne tanker henne på trappen. En pige med pink hår sidder to trin fra ham. Hende syntes jeg, at jeg genkender, fra da jeg selv boede her. Jeg kan huske, at hun gik på Riverside.

Jeg vil ikke følges med dem, beslutter jeg. Jeg går ud til mrs. Weaver, der står i køkkenet. ”Hvor er mobilkurven?” spørger jeg med et høfligt smil. Som gengæld får jeg det lynende blik, der fortæller, at jeg har gjort noget forkert. ”Mrs. Weaver, undskyld,” siger jeg som refleks.

Hun viser mig hen til mobilkurven uden et ord. Jeg finder den tapebelagte klaptelefon og lægger den i baglommen.

**

Det viser sig at være en god idé at gå før tid. Det tager længere tid end beregnet. De to andre havde åbenbart en cykel, så de er allerede suset forbi mig. ”Få job, få cykel,” siger jeg til mig selv. Jeg må huske at søge job efter skole. Man kan få senere udgangsforbud, hvis man har et arbejde. Selvfølgelig skal man lige have en underskrift fra sin chef, men det kræver, at man først har et job.

Den røde murstens skole kommer endelig indenfor min rækkevidde. Jeg kigger lige ud og prøver at undgå blikkene, jeg kan mærke. Stemmerne, de hviskende stemmer bag min ryg, er tydelige og svære at lukke ude.

Jeg sætter et ben foran det andet og går ind på den alt for familiære skole. Scenen og kantinen, der er det første, man ser, når man kommer ind, har været et tydeligt savn for mine øjne.

De mange klasselokaler med blå døre og numre. Det slidte linoleums gulv. Og ovenlys vinduerne over kantinen, der altid viser vejret og får alt for realistiske lyde, når der er foredrag.

Jeg ved allerede, hvor jeg skal være, selvom jeg kigger på det krøllede skema i min hånd.

”Nova? Er det dig?” spørger en velourblød stemme med den spanske accent liggende på tungen. Savnet sprænger boblen i min hjerne, der har udelukket alle stemmer og blikke. Netop denne stemme, dette blik, kan jeg ikke undgå.

”Delia?” spørger jeg igen med en klump i halsen. Hun ser anderledes ud. Hendes brune hår er lysere. Hendes mørke glød er mørkere. Hun er højere. Denne gang højere end mig. Hun er også tyndere. Og hun går i jeans. ”Du går i jeans!?” råber jeg overrasket op. Det var ikke meningen, at jeg skulle sige det højt. Hun har bare altid hadet jeans.

Delia griner. Den samme bløde, trygge latter. Hun løber hen mod mig og tager mig ind i et kram.

Efter et akavet og underligt kram, trækker Delia mig med hen til lokalet. For selvfølgelig skal hun også have den samme time. Engang var hun jo min anden halvdel med næsten præcis de samme interesser. Det har ikke ændret sig.

Som Delia trækker mig med sig, føles det, som om ingen tid er gået. I det øjeblik er vi stadig de to fjollede unger, der ikke kan lade vær med at hænge sig op ad hinanden.

Der bliver stille i den ellers larmende klasse, da vi træder ind. De blikke, jeg helst ville undgå, kigger nu direkte på mig - umulige at undgå. Delia forlader mig og finder sin plads ved siden af en pige, jeg kun kan genkende som Mandy Burrows. Hvad laver Delia med Mandy Burrows?

En varm hånd lander på min skulder og giver den et klem. ”Godt at se dig igen, Nova,” siger Aaron McCain, en ældre elev fra nogle årgange over mig, der tydeligvis er blevet en form for lærer. De rare øjne hviler på mig, undersøger mig, som en bekymret forældre ville undersøge sit barn - selvom han bestemt ikke ligner en forældre. ”Godt at se dig,” siger han igen. Jeg nikker til ham som svar og finder en plads på bagerste række.

Stykket, jeg skal gå ned til min plads, er forfærdeligt.  Det frie stykke mellem borde og stole danner ikke kun plads til at gå, den danner plads til andres blikke - andres alt for dømmende blikke.

Næsten alle eleverne i klasselokalet er kendte ansigter fra min barndom. Kendte ansigter som blev glemt i ulykken for tre år siden.

”Som I nok har opdaget alle sammen, så er Nova Newton tilbage. Men lad os nu vende os mod et mere litterært problem. Hvad var det egentlig, der skete med de litterære værker i det moderne gennembrud?” begynder Aaron McCain.

Selvom Aaron snakker om det moderne gennembrud og effekten af det i forskellige litterære værker, kan jeg mærke en lille stemme hviske rundt omkring i lokalet. Den går fra person til person. ”Hvordan kan de lade hende komme tilbage? Hun dræbte jo sine forældre?” hvisker stemmen, indtil den når til Delia. Hun synker en klump. Der breder sig et lille smil på mine læber, men det vender sig til en sur grimasse, da jeg ser Delia vende sig mod Mandy Burrows og hviske noget, jeg ikke kan høre. Mandy begynder at fnise, og det samme gør Delia. 

”De damer?” spørger Aaron McCain og rømmer sig. Han kigger hurtigt ned til mig og sender mig et bekymret smil, som jeg gengælder med mit nik, der er blevet en vane som svar. Mandy og Delia er stoppet med at fnise.

Timen er ulidelig. Jeg prøver at høre efter, hvad Aaron McCain siger, men det umuligt, når al sladder og hviskende stemmer er om en.

Alle tager deres tasker og rejser sig. De strømmer ud af lokalet som klemte fisk. Alle undtagen mig og Aaron McCain. Jeg bliver siddende på pladsen. Hvis timen var ulidelig, ved jeg, at frikvarteret vil være 20 gange værre.

McCain opdager mig blive siddende på den hårde træstol. ”Er du okay, Nova?” spørger han blidt. Jeg nikker igen, men min krop hænger ikke sammen længere og bryder ned. Den udstøder sære lyde, der skulle forestille hulk. McCain er nede ved mit bord på under et sekund. Tårerne kommer bagefter. Jeg føler mig ynkelig og udmattet.

Han ligger først en hånd på min ryg, men han flytter den hurtigt, som om jeg er en brandvarm kogeplade. Han rykker på sig, som er han kommet i tanke om noget.

I en hurtig bevægelse er han henne ved døren og låser den, hvorefter han kommer hen til mig igen. Denne gang lader han hånden på min ryg blive. Jeg kigger undrende på ham gennem tårerne. ”Der er kommet strikse regler. Ingen kontakt mellem lærer og elev,” siger han og ryster på hovedet. Hans mørkebrune hår og brune øjne viser tydeligt, hvor ung han er.

”Hvorfor ikke?”

”Betty Bowers satte et rygte i gang om gamle Truman, så han blev fyret, og der blev sat stramme regler op,” han ryster forarget på hovedet og fortsætter ”nu må lærere ikke engang snakke med elever om andet en skole. Selv ikke hvis man kun er vikar,” blinker han med et stadigt rystende hoved.

De mærkelige hulkelyde er stoppet, men tårerne kører stadig lidt. ”Selvfølgelig var det Betty Bowers,” siger jeg og fnyser. Det får McCain til at grine.

Han kører sin hånd over sin skægstubbe. ”Selv dengang jeg gik i 3.g og hun i niende, nåede rygterne at spredes om denne forfærdelige pige,” klukler han. Når han gør det, virker han ældre. Sofistikeret.

”Jeg kan huske dig,” snøfter jeg. McCain lyser pludselig op og sætter sig omvendt på stolen ved bordet foran. ”Da du gik i 2.g, fulgte Delia og jeg efter dig en dag,” snøfter jeg med et smil ”og du begyndte pludselig at løbe, og vi løb selvfølgelig med, men du var hurtigt!” griner jeg. McCain griner med.

”Og da du endelig stoppede op, vendte du dig om mod os og råbte ”så fik I også noget motion ud af noget uopnåeligt”” pludselig kan jeg ikke stoppe med at grine af dette tydelige minde, der har gemt sig i min hukommelse.

McCain griner og kører hånden igennem sit hår. ”Jeg kan huske den dag,” siger han med et smil.

Tårerne er helt væk nu. Selvfølgelig må jeg ligne lort, men det skal man vel på sin første skoledag.

”Du må godt gå nu,” siger jeg mildt og smiler, da jeg ser, han kigger utålmodig mod døren. Han virker nervøs for, at nogen kan finde os sammen og tro det værste. Der ville ikke være meget at sige, siden jeg ikke finder nogen tiltrækkende for tiden. Men jeg ved, hvordan rygter spredes. Og stakkels gamle Truman.

McCain smiler stilfærdigt og ligner en rigtig lærer (vikar), selvom jeg stadig ser ham som den uopnåelige sportsidiot 3 årgange over mig, som havde for travlt med skole (jeg ved det, for mig og Delia stalkede ham ret tit, og han pjækkede ofte).

”Hav det godt, Nova,” siger han i den samme blide stemme, som han brugte, da han så mig første gang i dag. ”I lige måde, McCain,” jeg laver honnør for ham og smiler. Han griner hurtigt og låser døren op og efterlader mig alene i det tomme klasselokale.

Tiden der er tilbage i frikvarteret, tilbringer jeg med at glo på den tapede klaptelefon, selvom der ikke sker noget på den. Man kan ikke engang gå på nettet.

Elever strømmer snakkende ind af døren til lokalet og standser brat op, da de ser mig. Sådan fortsætter det med hver ny elev eller lærer, der træder ind af døren, lige indtil den sidste time, hvor jeg endelig har lov til at gå ud af den røde murstens skole, uden menneskemængdens blikke syntes, det er for unaturligt.

Jeg siger ikke farvel til Delia, eftersom at hun ikke snakkede til mig igen efter første time. Gad vide, hvad hun sagde til Mandy.. Alligevel kan jeg tydeligt se hende gå omkring 50 meter fra mig med sit lysebrune hår flagrende i den milde efterårsblæst.

Mine skridt er hurtige og lange, så betonklodsen dukker hurtigere op end forventet. Jeg går igennem den sorte metalport, og denne gang er den røde hoveddør ikke låst, så jeg kan gå direkte ind.

Inde i anstalten løber mange af de mindre børn rundt med legetøj, imens de unge ser udmattede ud og ligger og flader ud alle steder. På biblioteket med de mange grønne lædersofaer ligger der flere af de unge med en bog eller lukkede øjne og tager en morfar.

De orange gummistøvler er varme, men alligevel er mine fødder iskolde, i det jeg kommer længere og længere op ad trapperne. Sarone. ”Endelig,” sukker jeg. Femte etage er hårdt nok efter at have været i et fængsel af en skole fra klokken 8 til 16.

På min redte seng sidder en dreng med tjavset brunt hår og levende, grønne øjne. Jonathan smiler til mig. Det ser ikke ud til at Lexie og Haley er kommet hjem endnu, de er i hvert fald ikke på værelset.

Jeg sukker og sætter mig på min seng, læner mig tilbage mod sengegærdet, så Jonathan kan sidde i fodenden.

”Har du haft en god dag?” spørger han med et smil. Jeg sætter mig lidt op og kigger på hans smil. Han minder om en lille dreng, der venter på en gave fra julemanden. ”Den var fin,” lyver jeg. Jeg sender ham et smil tilbage.

”Nova, nu er det sådan, at jeg er 16 år gammel, så jeg ved godt, hvornår folk lyver,” siger han med et hurtigt grin. 16 år? ”Er du 16?” spørger jeg overrasket.

”Jeg havde fødselsdag i sidste uge.”

”Tillykke,” siger jeg og smiler et ægte smil.

”Hvor gammel er du egentlig, Nova?” spørger han med stor eftertanke.

”17,” svarer jeg. ”Hvad laver du overhovedet her, Jonathan?” min stemme lyder hårdere, end det var meningen, men jeg forstår ikke, hvad sådan en sød, ung dreng laver på sådan et sted.  

Han lægger hovedet en smule på skrå og ligner et uvidende barn. Alligevel svarer han. ”Ingen ved rigtig, hvad de laver her. Det er mere et aflastningssted for forældre, der ikke gider have deres børn, end en anstalt for besværlige børn og unge.”

Hvordan han kan se så ung og uskyldig ud samt lyde som en gammel, vis mand, ved jeg ikke - men det er fantastisk. Med et tager jeg ham ind i mine arme. Han minder mig om en lillebror, jeg aldrig har haft.

Vi sidder sådan et stykke tid.

Da jeg har givet slip på Jonathan igen, slår jeg mig for panden. Igen lægger Jonathan sit hoved uvidende på skrå. ”Jeg glemte, at jeg skulle søge job i dag,” forklarer jeg. Han ånder lettet ud og smiler. ”Så lad os finde dig et job!”

Først finder vi noget papir, hvor vi kan skrive nogle gode kvalifikationer ned om mig. Jonathan tager sig af skriveriet, og det viser sig at være en god ting - hans håndskrift er virkelig flot!

Han løber rundt som en hund, der leder efter det perfekte legetøj, imens han skriver ned og spørger folk om mig. Desværre får han ikke meget ud af det, da ingen rigtig kender til mig eller ved, at jeg bor her.

Han er god til at få ting ud af mennesker, når han smiler sit lille, uskyldige smil og spørger med den livsglade stemme. Han formår endda at få et polaroid-kamera, så han kan klistre mit billede på sit papir fuld af nedskriblede informationer om mig.

Jeg viser ham rundt i den hjemmevante by. Vi når ned til byens centrum med det firkantede fællesareal. En gang imellem stopper han op og måber eller kommer med en kommentar til byens struktur.

Først går vi ind i bageren, hvor Eve Powell står med et lyserødt forklæde og en lyserød sløjfe i det blonde, bølgede hår til at holde det væk fra ansigtet. Hun er omkring de 25 år. Da jeg var mindre, babysittede hun mig, når mine forældre var ude.

Hun genkender mig straks. ”Nova Newton,” hvisker hun. Jonathan rækker hurtigt sin hånd frem. Hans øjne lyser af glæde og en anden ting, jeg ikke kan sætte fingeren på. Det er tydeligt at se, at han synes, hun er flot. Hendes blonde hår, frodige figur og en højde, der overgår selv Jonathans. Jonathan er cirka et halv hoved højere end mig (jeg vil dog ikke kalde mig selv høj).

Jeg nikker til Eve og begynder en smalltalk om alt andet end det, jeg kan se, hun faktisk vil snakke om - hvad jeg laver tilbage, og hvordan det egentlig går. Jeg fortæller hende om mit manglende job og rækker hende et af de flotte papirer, som Jonathan har skrevet og tegnet på. Hun takker, smiler og vinker farvel.

Videre til det næste sted. Jeg gemmer caféen med de bedste æbletærter til sidst. Til den tid vil min mave være sulten.

Jonathan prikker mig i siden, da vi står inde hos slagteren, og fortæller mig, at vi kun har en time tilbage, før vi skal være hjemme på Sullivans. Jeg nikker og giver slagter Gustave et papir med et ”jeg håber at høre fra dig”.

Caféen med de bedste æbletærter hedder ”Chasing Butterflies” og har en lille blå sommerfugl efterfulgt navnet. Klokken kimer, da vi går ind. Der er små træborde med røde duge på samt matchende stole med røde puder. På bordene står der buketter med forskellige farvede tulipaner. Næsten hvert bord er optaget af mennesker, der nyder en tærte eller dampende drikke.  

Jonathan ligner en, der passer ind på sådan et sted. Hans smil og unge udseende passer ind i mængden. Jeg fanger mit eget blik i den metalliske væg ud til køkkenet bagved. Mit sorte hår er uglet. Det korte pandehår er hverken kort eller lige langt i begge sider mere. De blågrå øjne bag brillerne er fulde af et hav af sorg med sorte rander under dem efter den manglende søvn og livsglæde.

Køen, vi står i, rykker sig, og det bliver vores tur. ”En æbletærte med cremefraiche, tak,” siger jeg nervøst til den, der står bag disken. Jeg genkender hende ikke først, fordi jeg aldrig i mit liv havde troet, at Betty Bowers ville have et job, der trækker mere tid til at lakere negle fra hende.

”Jamen er det ikke lille frøken jeg-slog-mine-forældre-ihjel?” siger hun og sætter en arm i siden. Jeg mærker Jonathans forvirrede og nervøse blik på mig. Jeg ignorerer det og holder mit blik på Betty.

”Jamen er det ikke lille frøken bland-dig-fucking-uden-om?” giver jeg igen. Stilheden i caféen breder sig i og med, at min stemme også har hævet sig.

Betty slår et hånligt grin ud. ”Desværre har vi ingen menneskedele, vi kan putte i din tærte i stedet for æbler, så jeg tror, du må smutte.”

Blodet under min huds overflade koger. Jeg skal til at lange ud efter hende over disken, men opdager med stor tilfredshed at jeg har mere kontrol over min krop end det. ”Giv mig nu bare den tærte, Betty,” siger jeg vredt og så hurtigt, at jeg ikke er sikker på, at man kunne høre det. Jonathan tager fat i min arm for at få mig til at falde ned.

Inden Betty skal til at sige noget igen, kommer endnu en velkendt skikkelse frem. ”Betty, gå hen til bord 3 og tør det af,” siger Timothy Lancaster med det blonde hår smurt helt tilbage med gelé. Han har ikke læderjakken på, men en hvid T-shirt og et forklæde om livet.

Betty fnyser, men gør som han siger. Nogle ting har ændret sig gevaldigt.

”Nu skal den være der om lidt, Nova,” smiler Timothy. Selvom spydighederne mellem mig og Betty er forsvundet fra den før summende café, er stilheden stadig tung. Den hænger i luften som en bombe, inden den skal til at sprænge. Det eneste, der bryder den, er min egen spinkle stemme, der former et lille tak til Timothy.

Jonathan og jeg får tærten i en lille boks med to plastikgafler i hånden. ”Tak, Tim,” siger jeg igen.

Han nikker. ”Skulle det være en anden gang, Novastar.” Jeg begynder at grine, da det var, hvad han kaldte mig, da vi var kærester. Jeg vinker til ham og tager Jonathan i armen og går ud fra den stilhedsbefængte café.

”Novastar?” spørger Jonathan med et nysgerrigt smil. Jeg trækker på skuldrene ”ikke vigtigt. Vi skal nå hjem inden en halv time.” Jonathan griner, selvom jeg ikke ved af hvad, men latteren får hvisket Betty Bowers ud af mit hoved.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...