En fremmede i en hjemmevant verden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2017
  • Opdateret: 21 feb. 2017
  • Status: Igang
Nova Newton er 17 år og har mistet begge sine forældre. Efter tre år er hun kommet tilbage til byen, hvor den forfærdelige ulykke skete. Hun møder velkendte ansigter, der behandler hende som en vederstyggelighed, og hun møder nye ansigter, som behandler hende med den sjældne venlighed, hun ikke møder hos de velkendt.
Men hvad skete der den aften? Hvordan døde Novas forældre? Og hvorfor mistænker alle Nova? Og hvad skal Nova egentlig stille op med sig selv.

1Likes
2Kommentarer
283Visninger
AA

4. Æbletærte er det bedste

Denne gang er det på Jonathans værelse, vi sidder med den lækre, sprøde æbletærte. Den søde duft af kanel spreder en indre lykke i mig, og de bløde æbler er et perfekt mix mellem sød og surt.

”Virkelig lækkert,” siger Jonathan med et stykke i munden. Jeg giver ham en lammer for at snakke med mad i munden. Han rykker sig tilbage, men når ikke at undgå min lammer. I stedet er han ved at spytte hele tærten ud af munden, da han begynder at grine ved slaget. Jeg klasker mig selv på låret og begynder selv at grine.

Efter vores episke grineflip, der fik de andre værelseskammerater på Denteda til at flygte ud af rummet, ligger vi nu på gulvet og slapper af. ”Jeg vidste ikke, at en æbletærte kunne gøre så meget,” siger han med et smil på læben.

”Min mor lavede altid æbletærte,” siger jeg med et smil, der stille dør ud. Jonathan kigger tålmodigt på mig, så jeg kan fortsætte min snak, men der kommer ikke mere ud. Min mund er som syet sammen. Halsen føles tør, selvom den cremede cremefraiche lige er kørt ned sammen med den søde æbletærte. Det kradser på ryggen med en smerte forsaget af den indre storm indeni mig.

Da jeg ikke snakker videre, begynder Jonathan i stedet. ”Jeg har aldrig smagt en æbletærte før,” siger han. Jeg kigger hurtigt på ham. ”Har du ikke?” stemmen er skinger og overrasket. Jeg har aldrig mødt nogen, der ikke har smagt æbletærte. Mange kan ikke lide det, fordi varme æbler ofte ikke er en dejlig konsistens hos folk.

”Mine forældre mødtes i en kageforretning, hvor de begge var nødt til at smage æbletærten,” jeg griner stille for mig selv og fortsætter ”der var kun ét enkelt stykke tilbage, så de delte det. Et år efter var de gift og ventede mig. I haven plantede de et æbletræ med de rødeste æbler, og hver sommer lavede min mor æbletærte for at mindes deres møde.” Jeg smager på ordene fra den lykkelige historie, der endte i tragedie.

Jeg mindes stadig det store æbletræ med de røde æbler. Det mindede mig altid om æblerne fra snehvide - alt for røde til ikke at være giftige. Men hver gang jeg tog en bid, skete der intet andet end en fantastisk eksplosion af en syrlig symfoni i min mund.

Jonathan kigger bare på mig med sine jungleøjne. ”Hvordan skete det?” spørg han stille. Jeg ved, hvad han spørger om. Det spørgsmål næsten alle har stillet mig.

”En brand. Nu er æbletræet dødt.” Min stemme kan næsten ikke høres, men alligevel nikker Jonathan.

”Min far plejede at slå min mor,” siger Jonathan med en rørt stemme, jeg ikke har hørt hos ham før. ”Indtil jeg stille mig imellem dem. Så sendte de mig væk.”

Selvom vi ligger på gulvet, trækker jeg ham tættere på mig og prøver at trøste ham, som kun en mor eller søster kan lige nu. Min handling hjælper ikke meget på den unge dreng foran mig, der tydeligt er knust indeni til trods for den smilende og glade dreng, som jeg har lært at kende de seneste dage.

Jeg kan se de glimtende tårer, der triller ned ad hans kinder, men gør ikke andet et at holde ham. Mine briller dugger en smule, og jeg fornemmer mine egne tåre bag dem.

”Jeg blev også sendt væk,” hvisker jeg så stille, at han ikke kan høre det. Dengang jeg fik af vide, at mine forældre aldrig kom tilbage, blev jeg sat på en bus i to timer til min tantes hus.

Far kunne ikke lide hende, selvom de var søskende. ”Hun er bare så,” sagde han altid og rystede på hovedet. ”Sindssyg,” afsluttede mor altid sætningen. Jeg grinede bare af dem, fordi jeg kun havde mødt tante Maybelle to gange, og der virkede hun sød.

”Du må ikke flytte hjemmefra,” sagde far. Jeg var tretten og forsøgte at købe en billet til den selv samme bus, som jeg blev sat på et år senere. Mor og far havde irriteret mig hele ugen med, at jeg ikke måtte tage med til 8. klassernes bålfest, fordi jeg jo var et helt år yngre. Jeg var kun et år yngre, fordi jeg havde sprunget 4. klasse over.

Det var det, skænderierne handlede om den uge. Jeg truede igen med at købe en billet til tante Maybelle. Flytte hjem til hende, når jeg ikke måtte komme med til julefesten for alle 9. klasserne. Inden ugen var udløbet, fik jeg mit ønske opfyldt. Problemet var bare, at tante Maybelle viste sig at være alt det, mine forældre sagde. Hun sendte mig væk - hertil - fordi jeg var ukontrollerbar. Med ’ukontrollerbar’ mente hun, at jeg blev ved med at lange ud efter hende, hver gang hun talte dårligt om mor og far, som om de fortjente at dø.

Jonathan er faldet i søvn i mine arme, imens alle minderne er kørt forbi. Tårerne triller stille ned af mine røde kinder. De røde æblekinder, der passede til det store æbletræ i haven.

Jeg vågner først, da en fod sparker blidt til mit ben. Mine øjne flakker omkring i værelset. Jeg ved ikke, hvad klokken er.

Det er Matt, der står og sparker til mit ben. Hans påklædning fortæller mig, at det er over vores sengeting. Han har nogle blå uldnatbukser på med en hvid T-shirt. Hans ravbrune øjne skinner i natten og får ham til at ligne en kat.   

Jonathan ligger stadig i mine arme, men han har fået et rødt tæppe over sig. ”Mr. Pierce går rundt og tjekker sengene nu,” hvisker Matt. 

Jeg nikker og prøver at vikle mig stille væk fra Jonathan uden at vække ham. Jeg nikker mod Jonathan for at spørge, hvad vi skal gøre med ham. Matt vifter med hånden ”han klarer sig.”

Gulvbrædderne knirker under mine fødder, men jeg formår at gå ud af værelset uden at vække de andre drenge. Jeg kan høre mr. Pierce komme forpustet op ad trappen længere nede. Forsigtig skynder jeg mig op til femte sal og finder min fjedrede seng.

Mr. Pierce kommer ind lidt tid efter og tæller i alt alle 10 personer, der ligger i værelset i deres egne senge og sover. Han forsvinder hurtigt igen som et spøgelse. Min mave knurrer en smule efter kun at have spist et stykke æbletærte hele dagen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...