Månens søn

Jeg vil starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Lukas er 16 og hans liv er mere kompliceret end man skulle tro. For det første er han varulve og hvis det så bare var det, men for det ikke skal være løgn så har hans far nu forsøgt at dræbe ham to gange. Første gang da han var 7 og anden gang da han var 12 og den sidste gang dræbte han Lukas mor fordi hun forsøgte at redde ham. Nu gemmer han sig hos en vampyr familie, fordi hans far desperat leder efter ham for at gøre arbejdet færdigt.

2Likes
0Kommentarer
1966Visninger
AA

7. 5 En mission

Jeg var ikke helt sikker på om jeg var vågen eller ej, det er føltes ihvertfald ikke som en drøm. jeg stod på en stor græsmark og jeg kunne høre en å risle et sted i nærheden og ude i horisonten begyndte en stor skov som dækkede hele mit synsfelt. Det var helt mørkt og en kæmpestor fuldmåne lyste ned over verdenen. Der lød en svag stemme et eller andet sted fra, men jeg kunne ikke finde ud af hvor henne. Den kaldte på mig "Lukas, kom til mig". Jeg så mig om, men kunne stadig ikke se stemmes ejer mand eller kvinde, for det var afgjort en kvindestemme. Stemme lød igen "Lukas kom til mig, kom. Kom, tænkte jeg for mig selv, hvor han. "Hvem er du" kalde jeg højt "hvor er du" jeg fik intet svar kun endnu et, kom. Jeg fnøs indvendig, flot en stemme der siger at jeg skal komme, men den gider sgu ikke sige hvor jeg skal komme her.

Jeg fore sammen, et skærene lys blandet mig og en skikkelse trådte ud af det. Jeg kunne ikke se hvem det var, det var for lyset, men det var vist nok en kvindeskikkelse måske stemmens ejer kvinde. Der gik omkring 3 sekunder så faldt tiøren, jeg faldt omgående ned på det ene knæ og så respektfuldt ned i jorden. "Gudinde" mumlede jeg og så op på den smukkeste kvinde jeg nogensinde havde set. Hun var iført en lang sølvskinnende kjole og hendes hår noget helt ned til livet i bløde krøllede lokker som næsten var hvid som sne. Da hun talte var jeg ikke længere i tvivl det var hende jeg havde hørt tidligere og det her var gudindens lysning Lupas hemmelig sted. "Lukas min dreng, jeg har en mission til dig" jeg så forvirret på hende "e en mission" stammede jeg. Hun smilede trist og nikkede "din far han ødelægger balancen mellem de underjordiske og menneskenes verden". "Ja, men hvad kan jeg gøre ved det" jeg så endnu mere forvirret på hende "det er lige det Lukas, du kan gøre alt ved det". Hun rakte den ene hånd ud mod mig, for at hjælpe mig op. Jeg tog imod den og kom på benene, hendes hånd var silkeblød men stadig utrolig stærk, jeg kunne mærke hendes enorme guddommelig kræfter. "Lukas du bager på en enorm indre kræft, du er ikke bare en almindelig varulv, du er meget mere, du kan blive til så meget mere og du må stoppe din far". Jeg hævede det ene øjenbryn og i et kort øjeblik glemte jeg at jeg snakkede med en gudinde "stoppe ham!" udbrød jeg "jeg kan sgu da ikke stoppe ham, han er Maroken han er den stærkest varulve der lever på jorden, jeg kan sgu da ikke stoppe ham jeg er kun 16!".

Hun sukkede men smilede så igen, hun var virkelig smuk. "Lukas der er noget du skal se" hun lagde den ene arm om mine skulder og flytte mig han mod det eneste træ som stod på marken. Det så ret sølle ud og var vist nok ved at visne, men Lupa så på det som om det var det smukkeste i hele verden hvilket undret mig. Lupa var varulvenes gudinde, månen, nattens og jagtens gudinde og havde ikke rigtig noget med planter og gøre. "Som du nok allerede har regnet ud er det her min løsning og det her er livets træ. Det er det træ hvor med jeg skabte ulvene og senere varulven, som en sammenblanding af menneske og ulv" sagde hun og så smilende op i træets kroner. Jeg blev fyldt med både ærefrygt og forvirring "det ser ømmm lidt" jeg ledte efter et andet ord end sølle "vissent ud" endte det med. Lupa sukkede trist "træet trives ved balance, hvis de dødelige verden ikke er i balance kan træde ikke overleve og livet vil dø". Nu så jeg forvirret på hende "hvad vil det sige at livet vil dør" spurgte jeg og frygtet svaret. "Det vil sige at hvis træet dør vil der ikke kunne skabes nye liv i de dødelige verden og dermed vil livet dø" jeg fik det pludselig meget dårligt og tog et vaklende skridt tilbage. "Det er også derfor at i varulve har fået så svært ved at føde børn, fordi i er skabt af træet og min energi og derfor er i afhængig af dets tilstand, jo være trænet får det jo færre børn vil i få og hvis træet døre vil varulve dø som de første" afslutte hun.

Jeg sank en mundfuld galle, jeg havde pludselig fået brækfornemmelser "vil det sige at min art er afhængig af det der sølle træ" udbrød jeg. Lupa så surt på mig "livets træ er ikke sølle det er bare sygt og det er din opgave at gøre dig rask igen" jeg så vantro på hende "hvordan skal jeg kunne gøre det rask igen, jeg ved intet om træer, planter selvfølgelig, i hvert fald hvilke der er giftige og hvilke der ikke er men træer" jeg trak ubehjælpsomt på skulderne "der er jeg på bar bund, jeg beklager". Nu smilede hun igen "det er ikke på den måde jeg mener, jeg mener at du skal genoprette balancen i de dødelige verden". Mit forvirret ansigtsudtryk måtte have fortalt hende at jeg ikke fattet en meter "din far skaber ubalance" forklaret hun "Han er blevet gal og magtsyg, det er ikke længere nok for ham at regere over varulvene. Nu forsøger han at erobre de andre underjordiskes områder og det skaber ubalance så du må stoppe ham for at genoprette balancen". Jeg så bare på hende "timeout, er det meningen at jeg skal redde hele verden" det måtte være en joke, jeg kunne ikke redde hele verden. Det var hende der var gudinden, den burde da være hendes job, ikk?. Hun tog begge mine hænder i sine "bare rolig min dreng det bliver ikke din opgave alene, du må samle dine venner, de vil hjælpe dig". "Jeg har ingen venner" sagde surt og så væk, Lupa slap min ene hånd og lagde den på min kind og vente mit hoved mod sig igen. "Du har venner, du må ikke tro at du er alene i denne kamp. Dine venner vil støtte dig, men den endelige kamp må du tage selv" jeg forsøgte at se væk, men det tillod gudinden ikke. "Kan du huske ulveprofetien" spurgte hun og så intenst på mig "ja" svar jeg tøvende "men hvorfor?". "Vi har ikke mere tid nu Lukas du må tilbage til din egen verden og udføre den mission jeg har givet dig" hun så på mig som om hun ventede på at jeg skulle stille et spørgsmål, men jeg vidste ikke hvad det skulle være.

Hun havde sådan set skåret det ud i pap for mig, dræb din far og redde verden, kunne det blive mere enkelt. Hun slap mig og tog et skridt tilbage "jeg vil give dig en gave som vil hjælpe dig på din mission". Jeg hævede det ene øjenbryn, en gave fra en gudinde, en tiger på at det ikke ender godt. Jeg så ikke hvor hun fik den fra, men lige pludselig stod hun med en sølvhalskæde med et måned sejl som vedhæng. Hun rakte den til mig "her bær denne og vise verden at jeg står bag dig og dine handlinger". Jeg tog et skridt tilbage, en ting var at kæden var af sølv, en anden ting var at varulve ikke måtte bager gudindens måned sejl, det var kun Maroken der måtte det. "Jeg kan ikke" stammede jeg "kæden den er" Lupa log "bare rolig den er ikke af sølv det er hvidguld og du har min tilladelse til at bære mit måned sejle". Jeg nikkede fuld af ærefrygt og tog imod halskæden, den var varm og månesejlet var vist nok lavet af en slags krystal omkranset med guld så den skinnede ligesom månen. Jeg ville sige noget men Lupa afbrød mig "Lukas du må tilbage til din egen verden nu, halskæden vil leder dig på rette vej. Men husk, den afgørende kamp må du selv tage du må ikke lade andre stå i vejen, lov mig det". "Jeg lover dig gudinde at jeg selv vil kæmpe den afgørende kamp" sagde jeg svimmel, jeg kunne ikke fatte hvad der lige var sket. En gudinde havde udvalgt mig som sin forkæmper på jorden. Det var kun sket blandt de underjordiske et par gange de sidste 5000 år. Guderne valgte kun forkæmper når der virkelig var sket noget lort, som skulle rettes op på. En tanke slog ned i mig i det samme øjeblik, dem som guderne valgte døde som regel i deres kampe og var jeg ikke netop flygtede for at kunne leve. Jeg så op på Lupa "jeg kan ikke, jeg vil ikke" sager jeg og så hende direkte i øjnene, hvilket får en varulv var en trussel og en udfordring. Lupa sukkede trist "jeg er ked af det Lukas, men du har desværre ikke noget valg" hun gjorde en fejende bevægelse med hånden og alt bliver sort. 🖤🐺

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...