Månens søn

Jeg vil starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Lukas er 16 og hans liv er mere kompliceret end man skulle tro. For det første er han varulve og hvis det så bare var det, men for det ikke skal være løgn så har hans far nu forsøgt at dræbe ham to gange. Første gang da han var 7 og anden gang da han var 12 og den sidste gang dræbte han Lukas mor fordi hun forsøgte at redde ham. Nu gemmer han sig hos en vampyr familie, fordi hans far desperat leder efter ham for at gøre arbejdet færdigt.

3Likes
0Kommentarer
2002Visninger
AA

5. 4 Hjemløs igen

Vi havde gået op af bjerget i ca. en halv time, men det tog os kun 5 minutters løb tilbage. Alle ved jo at vampyrer er hurtig og varulve er næsten lige så hurtig, den eneste forskel er at vampyr konstant skal have nyt blod for at kunne opretholde deres utrolig fart. Hvor i mod varulve kunne holde tempoet i flere timer, ulve var jo også naturens maratonløber. Så det kom ikke bag på mig at vi var så hurtigt tilbage, plus det gik også ned ad bakke. Jack satte farten en anelse op og åbnede døren så jeg bare kunne løbe lige ind og smække døren bag mig. Jeg låste den, ikke at det ville hjælpe hvis en flok rasende varulve ville ind. Lige i det jeg havde låst døren kom Jacks lillesøster Anna løbende ud i gangen. "Storebror mor siger at alle skal komme ind i mødelokalet, der er vist far på færde" hun så på mig "Luk" hvinede hun og nærmest kastet sig i mine arme. Anna kunne godt lide at kalde mig Luk og det var en eller anden grund okay når hun gjorde det, men ikke andre sidste Jack kaldte mig det slog jeg ham så hårdt at vi ødelagde en sofa. Hun tog mig i hånden og nærmest slæbte mig med ned af den lange gang og ind i mødelokalet.

Jacks og Annas mor Elisabeth og resten af familien Mørk sad rundt om et langt mahognibord og ventede tydeligvis på os. Jeg tøvede men Elisabeth nikkede til mig, så jeg tog en ledig stol og satte mig mellem Jack og Anna. Det var Elisabeth som familiens overhoved der først tog ordet "som de fleste af jer nok allerede har opdaget, har en større flok varulve trængt ind på vores territorium her i nat". Jeg så ned i bordet, men kunne alligevel mærke de andres blikke. "Vi var så heldig at flere er os var på jagt i nat, så vi opdagede dem i god tid og som det ser ud nu er flokken på vej væk igen" hun så rundt på os alle. "Da de ikke angreb os er der ingen grund til at tilkalde Maroken og spørger hvad der foregår". "Ikke angrebet os" udbrød Jack og rejste sig "de angreb os da" Elisabeth så på ham og først nu lod det til hun bemærkede vores ødelagte tøj og det nu størknet blod på min jakke ærme. "Bliv i angrebet i nat" spurgte hun nu bekymret "ja 12 af dem fulgte efter os op i bjergene og læser sig baghold for" han tøvede og så på mig. Atter vendte alle opmærksomheden mod mig, jeg så fortsat ned i bordet.

Elisabeth fornemmede nok at jeg ikke ville fortælle det, så hun så igen på Jack og spurgte "hvad skete der". Jack fortalte det og gjorde meget ud af at fremhæve hvor blodig min kamp med den mudderbrune Ulv var og min, som han sagde de fantastiske redning af ham. "De ville dræbe ham fordi han er Marokens søn" sluttede Jack sin fortælling og så afventende på mig. "Maroken!" udbrød en af de andre og nærmest sprang tilbage, han havde sgu nær væltede stolen. "Lukas" spurgte Elisabeth "passer det, er du virkelig Marokens søn" "ja" min stemme var flad og tone løs "Johannes ulve-blod er min far". Der lød en højlydt mumlen i gennem lokalt, jeg hørte kun bruge stykker af deres samtaler hovedsageligt ord som ,vidste ikke, hvordan kunne det ske, vi må gøre. Jeg sukkede og rejste mig op, alle torv og så på mig "jeg ved jeg har udsat jer for fare, men jeg troede ikke de vil finde mig her, i skal ikke bekymre jer jeg tager afsted med det samme" Uden at se deres aktioner gik jeg ud af lokalet og lukkede døren bag mig, jeg var næsten henne ved hoveddøren før Jack kom ud og råbte "VENT!". Jeg ventede ikke låst bare døren op og gik ud, ud af det eneste sikre hjem jeg havde haft i de sidste fire år.

Jeg hørte døren går op bag mig, men jeg var ikke forberedt på den stemme der lød "Lukas du må ikke gå" det var Elisabeth. Jeg stoppede men vendte mig ikke om "så længe jeg bliver her er i fare". "Enig men det her skal gøres ordentligt, vi finder på noget du skal ikke der ud alene igen det lover jeg dig" jeg vendte mig om og så på hende den kvinde som havde været som en mor for mig i de sidste par måneder. Jeg nikkede og gik ind i huset igen hun lagde straks den ene arm og min skulder "vi diskutere det her færdigt, du må være træt få dig noget søvn i morgen har vi en løsning" jeg nikkede igen og gabte stort. "Bare rolig min dreng vi finder en Løsning" "det er jeg ikke i tvivl om" hun smilede og på fødder mig i retning af mit værelse. Jeg var træt, men af en eller anden grund kunne jeg ikke sove. Jeg tror nok at jeg ventede på at vampyrerne var færdig med at diskutere, så Jack ville komme ind og fortæller mig hvad de var kommet frem til. Men det blev ikke Jack der kom, det var Anna hun havde en tallerken med en robøf på med til mig.

Det gik op for mig hvor sulten jeg endelig var, jeg skulle nok have jagter den kronhjort da jeg havde chancen. Men fuck det, hvad skal man med en lækker saftig kronhjort når man har en halvfrosne bøf. "Er i kommet frem til noget" spurgte jeg og tog en bid af min bøf "nej vi diskuterer stadig, min mor vil ikke bare sende dig væk, men flere af de andre synes det er for farligt at have dig i retten så..." hun trak på sine spinkle skuldre. Jeg sukkede og ikke kun fordi jeg havde spist hele bøffen i tre bider og stedet er sulten , mere fordi at vampyrer kunne diskutere et være problem ihjel. Hun smilede og tog tallerken "du skal ikke vente oppe, det bliver sikkert sent, Jack kommer nok og fortæller dig alt i morgen" "ja det gør han nok og vis han ikke gør så er jeg sikker på at så gør du det" hun smilede igen og nikkede energisk "lige præcis". Jeg smilede også "skrub så af med dig så jeg kan få sovet, du er distraherende" hun lo og forlod mit værelse. Selv efter at Anna var gået gik der lang tid før jeg faldt i søvn, jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor dårlig en ide det var at komme her. Nu havde jeg bragt dem alle i fare og fra i morgen af var jeg er hjemløs igen. 🐺

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...