Månens søn

Jeg vil starte med at sige at jeg er ordblind, så det er på eget ansvar.

Lukas er 16 og hans liv er mere kompliceret end man skulle tro. For det første er han varulve og hvis det så bare var det, men for det ikke skal være løgn så har hans far nu forsøgt at dræbe ham to gange. Første gang da han var 7 og anden gang da han var 12 og den sidste gang dræbte han Lukas mor fordi hun forsøgte at redde ham. Nu gemmer han sig hos en vampyr familie, fordi hans far desperat leder efter ham for at gøre arbejdet færdigt.

3Likes
0Kommentarer
1999Visninger
AA

4. 3 Ved gudinden noget lort

Jeg skreg af smerte da ulven bruger sine sylespidse tænder i min arm, adrenalinen pumpede gennem mig og min ulv kæmpede for at slippe fri. Jeg forsøgte at trække min arm til mig, men til ingen verdens nytte. Ulven snerrede bare og bede endnu hårdere, noget sagde mig at den vil blive ved med at bede indtil den havde bidt min arm af. Jeg hørte Jack skriger mit navn, da en af ulvene også kastede sig over ham. Det var dråben, deres kamp var med mig ikke med ham. Med et brøl skiftede jeg skikkelse og skubbede min angriber væk, med min bagbenene. Jeg rullede om på maven og kom op at stå, min angriber var også komme på benene og ventede på mig. Jeg endnu redder ham og spare hen og flåede den ulv væk som havde kastet sig over Jack. Den hyldet af smerte da den fløj gennem luften, jeg vendte mig igen og stirrede ondt på de andre ulve som så på. De stivnede alle som en da de så mine isblå øjne og min krid hvide pels, som fremhævet dem og ikke mindst den sort halvmåne på min pande. Jeg knurrede advarende, hvis nogen af dem kom nærmere vil jeg dræbe dem. Den mudderbrune ulv, tydeligvis lederen tror frem igen, den blottede tænderne og udfordret mig tydeligvis.

Hvis jeg havde kunne tale med min ulve mund, ville jeg have sagt bare kommen an. Men da jeg ikke kunne det nøjes jeg med bare at springe på ham, han blev så overrasket over at jeg tog det første skridt at han kom til at blotte sig. Jeg satte tænderne i hans strube og flænset hans side op med mine barberblad skarpe klør. Jeg havde allerede flænset en del af hans mave op, da jeg skubbede ham væk tidligere så blodet flød allerede og plettede jorden. Han udstå det en ynkelig pibe lyd, da jeg strammet grebet om hans hals. Jeg slap ham igen og skubbede ham væk, han var svimmel og døsig af blodtab, det var dumt af ham at forsøge at angribe mig i den tilstand. Men dum som han tydeligvis var springe han på mig igen og nåede lige at flænse min skulder før jeg sætte tænderne i hans ene forben og høre knoglen brække. Det var ikke den bedste måde at besejre ham på, men med et brækket ben blev han langsommere og måske kommer til fornuft. Jeg kunne lige så godt have sparet mig den tanke, for fjolset angreb igen og igen og igen. Blodet flød fra det mange sår jeg havde påført ham, men han blev ved og tilsidst gjorde jeg det jeg skulle have gjort fra starten af. Jeg sprang frem igen og billede tænderne sammen om han strube, han piv igen før han bliver helt slap og faldt om på jorden. Jeg vendte hovedet om mod Jack og forsøgte at signalere med øjnene at han skulle skynde sig hjem til sin familie, og advarer dem om at der var varulve på deres territorium. Han blev bare stående med åben mund og polypper ligesom de andre ulve. Ved gudinden noget lort tænkte jeg og så igen fremad, med en nagende frygt i mit indre.

Da det var tydeligt at ingen af de andre ulve ville angribe, skiftede jeg skikkelse igen og de andre ulve fulgte alle som en mit eksempel. Pis, tænkte jeg, jeg vidste godt hvad det betyde. De var en brunede flok, seks høj stærke mænd og fem elegante slanke kvinder alle i mere eller mindre lasede tøj. De så afventende på mig og jeg vidste hvad de ventede på. "Jack" kaldte jeg "løb tilbage til din familie og fortælle dem at der er varulve på deres tage territorium". Han hørte tydeligvis ikke efter for han kom hen og stalde sig ved siden af mig. Jeg sukkede og så ondt på de tilstedeværende varulve "forsvind" min stemme var fast, en Alfas stemme. En høj mand med en blødende flænge ned af armen trådte frem, sikkert ham der havde angrebet Jack. "Du besejrede vores leder og vores loven siger at du nu er vores nye Alfa, vi er 11 her og resten af flokken venter længere nede ad bjerget". "Jeg er ikke jeres Alfa" sagde jeg strengt "jeg tilhører ikke nogen flok". Varulve så uroligt på hinanden mens de mumlede noget utydeligt, og det var virkelig utydeligt min hørelse var meget bedre end ulvs og jeg kunne engang høre det. "Du er Ma" begyndte den høje mand, men jeg afbryde ham "ja men jeg er forvist, jeg kan ikke være jeres Alfa". " Forsvind nu eller vil i hellere ende som jeres ven der" jeg nikkede over mod livet af deres tidligere Alfa. De så fra mig til ham og vente så rundt og løb ind i skoven, jeg så efter dem indtil jeg ikke længere kunne høre deres fodtrin i skovbunden. Jack så på mig og udbrud så "er du Marokens søn!". Jeg så på ham "jeg forklarer senere, vi må fortælle din mor at varulven regner rundt på hendes territorium" og med de ord vente jeg rundt på hælen og satte i løb tilbage mod huset, der gik ca. 1 sekund så var Jack atter ved min side. Jeg kunne høre ham mumle, fock noget lort og jeg kunne ikke andet end give ham ret, det var virkelig noget lort.🐺

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...