Little Me (Dansk)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2017
  • Opdateret: 19 feb. 2017
  • Status: Igang
Lotus er en 15 årig pige som lige er startet i 1g på et gymnasium i en lille by, hvor alle kender alle og alle høre alt om alle. Lotus vil man nok kalde for ordinær og mange vil nok ikke engang vide hvem hun er. Hun har altid været vant til at være sidste prioritet og dette udnytter mange fra hendes omgangskreds også af. Hun bliver mobbet og hun føler sig ubetydelig, det sidste ligger hendes omgangskreds heller ikke skjul på at de har samme opfattelse. Lotus havde regnet med at 1g skulle være hendes nye start, hvor hun kunne blomstre og være sikker. Men før hun ved af, det er året blevet meget værre end folkeskolen, hvis det overhovedet er muligt, og før hun ved af det er hun ved at drukne i sit eget hav af problemer. Vil Lotus nogensinde få lov til at blomstre og vil hun komme helskindet igennem hendes teen-age år?

0Likes
0Kommentarer
74Visninger
AA

2. Jeg er Lotus

Jeg er Lotus en pige som bor i en lille by hvor alle kender alle. Dette kan måde have sine fordele og ulemper. Alt spreder sig hurtigt her i byen og en historie kan hurtigt blive ændret til ugenkendelighed når den vandre fra hjem til hjem. Jeg bor sammen med min mor, far og storesøster og storebror i et lille rødt rækkehus i et ganske normalt villakvarter. Min mor arbejder som hjemmehjælper og min far som buscheffør. Du kan sikkert allerede regne ud ved at høre på navnene af mine forældres stillinger, at de ikke tjener mange penge, men vi klarer os. Min storebror Malte som er 19 år drømmer om at blive læge også udøver han fodbold på højt plan, min søster Anna er 17 år som arbejder som model og drømmer om at læse jura. I modsætning til dem har jeg ingen drømme også er jeg hverken god til sport eller at se pæn ud. De er begge to mine forældres vidunder børn og har begge et karaktersnit på omkring de 11, hvor jeg så halter bagefter med et et snit lige under 7. Dette gør også mine søskende til favorit børnene og det er ikke noget mine forældre ligger skjul på. 

Jeg er en person som mange ofte glemmer og finder ubetydelig, og hvis jeg skal være helt ærligt så dømmer jeg dem ikke. Jeg er den person som lærene glemmer navnet på, den person som ikke bliver inviteret til fester og den person hvor hendes forældre glemmer og købe julegaver til. jeg har altid været sidste prioritet og det har jeg altid været vant til. Nogle gange er det en god ting at blive glemt, som f.eks. i idræt, når man ikke bliver valgt, så er man fri for at få tæsk bagefter fordi man brændte på straffe eller ikke dækkede for bolden. Men oftest er det en smerte som man må bære rundt på uafbrudt og giver en følelse af ensomhed. Mine klassekammerater afskyr mig og prøver alt for at gøre mit liv surt. Mine lærere er fuldstændig ligeglade med mig og ser kun mine fejl. Mine forældre ser ligesom mine  lærere kun mine fejl, og har kun interesse i mig hvis det er jeg laver fejl eller ikke er ligesom Anna og Malthe. Malthe og Anna har egentlig ikke noget imod mig eller har de? De kan mere relatere til hinanden end de kan til mig, og de har altid haft et tættere søskende bånd til hinanden end de har til mig. Fælles for dem alle er at de sagtens vil kunne leve uden mig og at der ikke er en eneste som er interesseret i mine følelser. Dermed kan jeg konstatere at der ikke er en levende sjæl som bare holder af mig en lille smule og som har brug for mig.      

 Jeg er en pige som har et ganske almindeligt udsende, der har vi det igen jeg for almindelig. Kedelig. Jeg har mørkt blondt krøllet hår der går mig til brysterne, derudover har jeg  små øjne som ikke engang har en specifik farve, men en blanding af blå, grå og grøn der kun forvirrer folk. Det eneste unormale ved mig er mit navne og mine ører som stritter en anelse for meget. Jeg er 165 cm høj og vejer 60 kg. Dette vil sige at jeg har et BMI på 22, og er dermed ifølge den normalvægtig. Både mine forældre, mine søskende, mine lærere, mine klassekammerater og mig selv synes jeg er for tyk, og er ikke god nok, ikke køn nok. Min mor har smidt mig på den ene slankekur efter den anden siden jeg var 7, og har tvangsfodret mig med grøntsager siden jeg var 4. Dette har selvfølgelig ikke haft nogen virkning, da det jo er mig vi taler om og derfor begyndte jeg at bruge nogle selv valgte metoder i brug. Jeg har en spiseforstyrelse og vil egentlig helst bare holde det for mig selv. Jeg har nogenlunde kontrol over den, men den styrer stadig min hverdag. Et eller andet sted tror jeg godt folk ved jeg har en, hvis man tænker på alle de gange hvor jeg har været ude på toilettet i længere tid eller ikke været til stede når der skulle spises. Tror bare at folk oprigtigt er ligeglade. Ligeglade med mig. Jeg fortalte engang en sundhedsplejerske om min spiseforstyrelse og hun grinte bare imens hun rystede på hovedet og sagde at jeg ikke var tynd nok til at have en. Derefter har jeg lovet mig selv at det var den første og sidste gang jeg nogensinde vil begå denne fejl igen. 

Nu ved jeg godt at du sikkert allerede nu er ve at dø af kedsomhed over mig som fortæller om mit liv, men dette er mit liv kedeligt og ubetydeligt. Jeg vil gerne slå fast jeg på ingen måde søger medlidenhed så man kan sidde og sige "Årh hvor er det synd" osv. Det er ikke det der er meningen. Jeg er bare mig, Lotus, og dette er mit liv.

 

Halløj, tak fordi du har læst hertil, det betyder meget for mig. Du er velkommen til at efterlade en kommentar om hvad du synes indtil videre og om hvad jeg kan gøre bedre. Jeg ved godt at dette bare er dette kapitel bare er et stort fortællings kapitel uden handling, men tro mig det kommer, følte bare vi havde brug for en masse information fra Lotus så vi kunne lære hende bedre at kende. Kys og kram

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...