Spejlet Rum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2017
  • Opdateret: 31 maj 2017
  • Status: Igang
Dette er min føst bog, giv den en chance og døm den ikke for hårdt.

0Likes
0Kommentarer
246Visninger
AA

3. Hope III

Hvis Hope havde vist det her ville ske, ville hun aldrig være taget afsted. Hun havde aldrig sagt ja til Jake. Og hvis nogen havde sagt det her kun var begyndelsen, ville hun ikke havde troet på det. Hun maste sig igennem mængden, af folk, arbejdere og politimænd. Hun søgte mod udgangen, og nåede til døren. Hope måtte bare hjem, hun ville ikke det her mere. Hun løb udenfor, hvor der var ligesåmeget kaos som indenfor. Hun Begynde at løbe mod sit hus. hun viste at hun ikke kunne løbe hele vejen, men væk måtte hun. "Stop." Jake løb efter hende. Hun havde ikke lyst til at snakke, med Jake. Det blik. Hope gøs. "Vent nu, hvad laver du?" Råbte han efter hende. Hun så sig tilbage, han var ved at indhente hende. "Hold dig fra mig Jake, jeg ved du ved hvad der skete." Hun satte farten op, men det samme gjorde han. "Ja jeg viste der ville ske noget, bare ikke det her. Og jeg lover det var ikke mig, der gjorde det." "Hvorfor tog du mig med? Hvorfor fortalte du det ikke til mig?" Hope satte farten ned. Hun havde ikke lyst til at flygte fra ham, hun ville så gerne kunne stole på ham. Vide at hun havde en ven i ham. Han nåede op til hende. "Undskyl jeg skulle have sagt det, men så ville du jo ikke havde taget med. Hvad sagde manden? Hvor er indgangen?" De løb stadig, men i et langsommere tempo. "Selvfølgelog ville jeg ikke havde taget med. Vi blev låst inde i en biograf, skærmen flækkede, stolene væltede og manden inde i filmen snakkede til mig. Ingen af de ting er normale. Og du viste det ville ske og alligevel tog vi derhen." Mens hope sagde disse ting, begynde hun at forstå, at det kun ville ske for hende. Var det derfor, han havde taget hende med. Så kunne han måske slet ikke lide hende, og måske var han helt ligeglad med hende. "Jeg ved godt det ikke er normalt men lyt nu til mig det var ikke min skyld. Jeg ville vide hvordan man kom dertil, og jeg skulle være sikker på du viste det." "Hvordan man kommer, hvor til?" Hun var både forvirret og bange. "Til Kaupo honua" Hans så på Hope som om at hun skulle forstå det. "A Hvad for en fisk?" "Den omvendte verden, stedet hvor det magiske mennesker lever." "Der findes ikke magi, og der er ikke andre verdener. Og selv hvis der gjorde, hvorfor skulle der så være nogen som helst chance for, at jeg viste det?" Hun stoppede op, for at få vejret. "Det sagde mande, og jeg har brug flere måneder på at finde ud af det. Det må bare være dig, der kan finde det." Jake tog sin mobil frem, og gik ind på noter. "Jeg har taget billeder af siderne, fra det jeg har fundet ud af det. jeg har også skrevet resten ned." Han viste hende sin mobil. Der var et billed at fire teenagers, der stod og kæmpede, mod en hær af skygger. Øverst oppe stod der en kvinde på et bjerg, hun viftede med armene som om hun dansede. En af teenagersne lignede lidt hende, men det kunne det umuligt være."Det der kan ikke være mig. Jeg kan ikke kæmpe på den måde." Hope satte sig ned på vejkanten. Alt det her måtte bare være en drøm. Hun nev sig i armen. "Av!" Der skete ikke noget. "Hvad laver du?" Han satte sig ved siden af hende. Normalt ville det have gjort hende helt vild, men lige nu var hun ligeglad. "Jeg vil vågne, jeg vil ikke have det her er ægte." "Det her er ægte det er virkligheden, det kan du ikke løbe fra."  Han så på hende med medlidenhed i øjnene. "Det er svært at forstå, men det er rigtigt." "Det kan det ikke være." Hope rejste sig op. "Jeg vil bare hjem. Og du skal ikke snakke mere om kopo honana, eller hvad du nu end hed." Hun begyndte at gå. "Du forstår ikke, Kaupo honua er i fare. Og vi skal finde dem." Jake tog hende i armen for at stanse hende. Det sitrede i hende. "Finde hvem." "Dem der finder de magiske folk, og hjælper dem til Kaupo honua." "Jeg er ikke magisk, jeg kan ikke rede eller finde Kaupo honua." Hun rev sig løs fra Jake. "Jo du er, det er jeg også." "Bevis det." Han tog et par skidt tilbage. "Pas på." Han formede en kugle med hænderne. "Hvad laver du?" Spurgte Hope. "Bare kig." Sved begynde at komme frem, fra på hans pande. Så løftede han armene, og rettede hænderne lige frem. Et lille lys kom frem, og svævede over hans fingre. "Nej, nej, nej, det her kan da ikke være ægte." Jake knyttede hænderne, og lyset forsvandt. Han satte sig med et bump. "Se selv det er ægte, og du kan også." "Nej, nej, nej, det kan jeg ikke. Det er ikke menneskelidt." "Du er heller ikke et menneske, du er et magisk væsen." Jake rejste sig med besvær. "Det er derfor du må hjælpe, med at rede kaupo honua, du skal have træning." "Jeg skal hjem, jeg skal hjem nu." "Du må hjælpe til, det er også dit liv." "Nej det er det ikke." Hun tog son mobil frem, for at ringe til en taxa. "Det er det altså, om du vil det eller ej. Tag hjem, men husk det her, find kaupo honua. Vi må begge der til." "Du skal ikke snakke til mig, hold dig fra mig." Jeg begynde at ringe. "Lov mig du ikke siger det her til nogen!" "Hvad? "lov det, så skal jeg nok lade være med at snakke til dig." han så bedene på hende. "jeg lover det." "Godt. Kig væk!" Hope så væk, et et kort sekund. Da hun vente sig om var han væk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...