Spejlet Rum

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2017
  • Opdateret: 31 maj 2017
  • Status: Igang
Dette er min føst bog, giv den en chance og døm den ikke for hårdt.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

2. Hope II

Så startede filmen, og alle blev stille. Hope var bare alt for u fokuseret til at følge med i den. Hun viste slet ikke, hvad hun skulle gøre. Burde hun tage hans hånd, hun havde også rigtig meget lyst til at tage hans hånd. Der var jo ret mørkt i rummet, og alle andre ville nok ikke ligge mærke til det. Men hun skulle nok bare følge med i filmen. Hope viste heller ikke, hvordan han havde det, kunne han overhoved lide hende. Han havde nok været på en masse dates. Stop dog, du kører dig selv helt ud af den. Tænkte hun. Hope kiggede over på Jake, han virkede koncentreret i filmen. Underligt nok gjorde det hende lidt bedre til mode. Hvis han ikke tænkte på hende, var hun ikke nød til at gøre noget. Hope valgte at prøve at fokusere på filmen. I filmen stod der to børn stod, og snakkede med en mand. "Hvordan kom vi hertil?" Spurgte den mindste af dem. "Og hvordan kommer vi tilbage?" "Hvordan man kommer tilbage? Hvordan ved du, du ikke er her lige nu? Hvad ville du gøre, hvis du aldrig kom tilbage? I kender da vejen?" Svarede manden dem. Så skete der noget, som Hope ikke havde forventet. Manden i filmen vendte sig mod hende, og så hende i øjnene. "Du kender vejen." Filmen slukkede, og salen blev sort. Man kunne høre noget, det lød som glas der knuste, og ting der vældede. Dem i salen begynde at skrige, og nogle af de små børn græd. Hope kunne slet ikke se en hånd for sig. "Jack hvor er du? Kan du høre mig?" Hun råbte for at overdøve skrigene omkring hende. "Jeg er her, hvad sker der?" Hope kunne høre, at han var ved siden af hende. "Din mobil. Lygten." "God ide." Svarede han. Han ragte ned efter sin lomme, og tog sin mobil frem. "Jeg slukkede den, vi er jo i biografen. Man må slet ikke have den tændt. Det ville tage flere minutter at få den tændt, så skal jeg også ind på det rigtige pogram. Hvad med din mobil, hvor er den henne?" "Jeg lod den ligge der hjemme." Hope kunne ikke lide det her. Det var ikke, fordi hun var bange for mørke i sig selv. Hun havde bare aldrig kunne lide, ikke at kunne se sig omkring. Hun var bange for de små ting, der altid gemte sig i mørket. "Vi må gøre noget." Hun sagde det så roligt som muligt. "Tag der roligt alle sammen, tændt jeres telefoner åbnet døren og tændt lyset." Nogle lys blev tændt rundt omkring hende, og hun kunne se hvad der var sket. Skærmen var flækket over langs, og de forreste sæder var vældede. Folk var søgt mod de lukkede døre, og stod nu og bankede på dem. Hope kiggede over på Jake, der fumlede med mobilen. "Hvad skete der lige?" "Jeg ved det ikke." Han kiggede på hende og hun følte et stik af frygt. Hans blik. Han så ikke ud som om, han ikke viste det. Jake lignede en der viste det ville ske. En der forstod hvad der skete. De stirrede på hinanden, på en ret ubehagelig måde. Endelig sænkende hun blikket. "Vi må få dørene åbnet." Han nikkede bare, og løb der hen af. Hope var ikke sikker, på at det hele var virkeligt. Sådan noget burde ikke kunne lade sig gøre. Måske var det hele bare en drøm, og hun ville vågne og skulle gå på en rigtig date med Jake. En date hvor alt ville gå normalt, og han ikke ville gøre hende nervøs. "stop" sagde hun til sig selv. hun måtte ikke miste fokus. Hun løb hen mod døren. Inden hope nåede der hen blev den åbnet op, og folk væltede ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...