Breaking Dawn

Selv når den, du elsker, suger al livskraft ud af dig, har du intet valg. Hvordan skulle du kunne løbe, hvordan flygte, når det ville såre din elskede uudholdeligt? Hvis dit liv er alt, du har at tilbyde din elskede, hvordan skulle du så kunne undlade at give det?

0Likes
0Kommentarer
79Visninger
AA

2. 1. FORLOVET

Der er ingen, der glor, forsøgte jeg at overbevise mig selv om. Der er ingen, der glor, der er ingen, der glor. Men fordi det ikke lykkedes mig at lyve godt nok for mig selv, blev jeg nødt til at tjekke. Jeg holdt for rødt i et af de tre lyskryds i byen og kastede hurtigt blik til højre - hvor fru Weber havde drejet hele overkroppen om mod mig. Hun stirrede mig lige i øjnene. Jeg så væk og undrede mig over, hvorfor hun ikke i det mindste også så væk eller bare skammede sig. Det var da stadig ret så uhøfligt at glo sådan på folk, ikke? Men det gjaldt måske ikke i forhold til mig længere?

Så kom jeg i tanke om, at ruderne var så mørke, at hun nok ikke engang anede, at det var mig, der sad herinde, og da slet ikke, at jeg havde taget hende i at stirre. Jeg forsøgte at trøste mig med, at hun faktisk ikke stirrede på mig, kun på bilen.

Min bil. Suk.

Jeg kastede et hurtigt blik til venstre og stønnede. To fodgængere stod fuldstændig stivnede ved fodgængerovergangen og gloede, selvom det var grønt for dem. Bag vinduet i sin lille souvenirbutik så Hr. Marshall måbende på mig. I det mindste var hans næse ikke trykket flad mod ruden. Endnu.

Så blev det grønt, og i min iver efter at slippe væk hamrede jeg speederen i bund uden at tænke - præcis sådan som jeg ville have gjort for at sparke liv i den ældgamle motor i min truck.

Motoren snerrede som en panter på rov, og bilen skød af sted så hurtigt, at jeg blev kastet tilbage i et sorte lædersæde, og min mave lagde sig fladt mod min rygrad. "Argh!" gispede jeg og fumlede efter bremsen. Jeg holdt hovedet koldt og rørte nærmest ikke ved den. Bilen stoppede alligevel fuldstændig op.

Jeg orkede ikke at se reaktionen rundt omkring mig. Hvis det før havde været tvivl om, hvem der kørte bilen, så var den nok forsvundet nu. Med skosnuden lirkede jeg speederen en halv millimeter ned, og så skød bilen af sted igen.

Det lykkedes mig at nå mit mål, tankstationen. Hvis ikke det var, fordi tanken var så tom, at jeg nærmest kun kørte på dampene nu, ville jeg slet ikke have nærmet mig byen. Der var mange ting, jeg forsøgte at klare mig uden for tiden, for eksempel chips og snørebånd, for at undgå at hænge alt for meget ud offentligt. Med lynhurtige bevægelser, som om jeg var med i et eller andet racerløb, åbnede jeg benzinslugen, skruede låget af, kørte betalingskortet igennem maskinen og proppede tuden i tanken i løbet af et par sekunder. Selvfølgelig kunne jeg ikke gøre noget for at få tallene på tanken til at løbe hurtigere. De sneglede sig af sted, som om de gjorde det med vilje for at genere mig.

Der var ikke særlig meget sol - bare en typisk støvregnvejrsdag i Forks - men det føltes alligevel, som om der var et rampelys, der fulgte mig og stillede skarpt på den fine ring på min venstre hånd. I sådan nogle situationer, hvor jeg kunne mærke folks blikke, føltes det, som om ringen forvandlede sig til et blinkende neonskilt: Se mig, se mig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...