Tiden vi vidste ville komme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2017
  • Opdateret: 18 feb. 2017
  • Status: Igang
Jeg har lige fundet ud af at min kæreste skal dø.

Det her er historien om en pige der må klare sorgen over hendes kærestes død. Hun prøver at være stærk men det er svært når der ikke er nogen at støtte sig til.

0Likes
0Kommentarer
96Visninger
AA

2. Øjenåbneren

Han har lige fortalt mig det. Jeg går stille og roligt ned ad gaden. Jeg drejer til venstre og kan se mit hus længere fremme. 20 meter, 15 meter, 10 meter, jeg kan ikke mere. Jeg synker sammen på jorden og græder. Alt sorgen vælder op i mig og jeg kan ikke holde det tilbage. Heldigvis er der ingen, der ser mig. Jeg bor i et dødsygt kvarter, hvor der kun bor gamle mennesker. Jeg bliver nødt til at tage mig sammen, så jeg rejser mig op. De sidste 10 meter føles, som det længste jeg nogensinde har gået. Jeg tager i håndtaget og går ind. "Hej skat" råber far inde fra sit arbejdsværelse. Jeg går videre ind i køkkenet, hvor mor står og ser chokeret ud. "Åh nej skat er du okay?". Jeg går lige forbi hende, op ad trappen og smækker døren ind til mit værelse. Jeg tænker tilbage på den sidste time. 

I morges da jeg var vågnet havde jeg følt mig frisk og havde glædet mig til dagen. Det ændredes da jeg fik et opkald fra Joakim. Han ringede ved en 3 tiden og spurgte om jeg ikke ville komme over. Det han fortalte mig der ændrede mit liv for altid. Han havde sagt at han havde fået konstateret kræft. Stadie 5, der var intet tilbage at gøre. Da jeg havde fået det at vide skyllede der en enorm vrede op i mig. Hvordan fanden kunne han bare lade være med at sige sådan noget? Hvorfor var der ikke mere at gøre? Jeg brød sammen midt på hans seng. Jeg lå der bare og græd. Jeg blev ved med at græde indtil jeg indså at det ikke ville hjælpe. Jeg tog mit tøj på og gik hjem.

Jeg hamrede hånden ind i mit spejl. Hvorfor fanden skulle det gå ud over ham? Han var et af de bedste mennesker jeg nogensinde havde mødt, og så får han bare sådan en skæbne. Hold nu op hvor er universet ikke retfærdig. Spejlet splintrede i tusind stykker og jeg blødte fra min hånd. Fuck tænkte jeg, jeg kan virkelig bare ikke klare mere lige nu. Jeg ligger mig i min seng og falder udmattet om.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...