Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 9 aug. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

39Likes
39Kommentarer
2569Visninger
AA

9. 9. kapitel

 

   Fredag eftermiddag sidder hele familien Lauge samlet på terrassen i haven omkring et grillmåltid. Mens Birgitte og Peter har taget plads på den ene side af bordet, har Alfred og hans lillebror, Oskar, indfundet sig på den anden. Bestikket klirrer mod tallerknerne, solen skinner, og af og til triller en bil eller to forbi ude på vejen på den anden side af hækken.

   Alfreds forældre bor i en lille by tæt på Viborg. Det er her, Alfred er vokset op og har gået i folkeskole. Huset er gigantisk i forhold til den lille lejlighed i Viborg, og hans mors velholdte have slår de fleste af Viborgs grønne områder med flere længder. Det er ikke fordi, Alfred har haft ret meget tid til at komme på besøg, nu hvor afleveringerne er begyndt at hagle ned over ham igen i det nye år, men han tilbragte det meste af sin sommerferie hjemme, og det hele føles stadig aldeles velkendt.

   Selvom de fleste af hans gamle folkeskolekammerater også er taget til Viborg for at fortsætte deres uddannelse, er det en småambivalent oplevelse at støde på dem i det lokale supermarked, når Alfreds mor sender ham at sted for at hente de småting, hun selv har glemt. Alfred har mistet kontakten til de fleste, og der er ofte en sitrende stemning i luften, når han får øjenkontakt med en af dem, og de begge overvejer, hvorvidt de skal sige hej, smile eller blot lade som ingenting. Alfred vælger oftest middelvejen, hvor han sender pågældende et hurtigt smil og skynder sig videre.

   Han sidder netop og er ved at tygge sig igennem en bid oksekød med tankerne kredsende om sin tid i de mindre klasser, da hans mor muntert starter en samtale.

   ”Hvad har du så lavet i dag, Alfred?” spørger hun, som hun altid gjorde, dengang Alfred boede hjemme, og den lille familie hver aften sad samlet ved spisebordet i køkkenet efter en lang dag.

   Alfred trækker på skuldrene, og svaret er ikke videre entusiastisk. ”Dansk, matematik og fysik. Bare det sædvanlige.”  

   ”Det må du kunne gøre bedre, Oskar!” Birgitte hæver opmuntrende øjenbrynene mod sin yngste søn.

   Oskar spidder triumferende en gulerod på sin tallerken. ”Vi tævede ottendeklasserne i rundbold.”

   ”Fik I en medalje?” spørger Alfred sarkastisk.

   Oskar kniber øjnene sammen og sender sin storebror et misfornøjet blik. ”Du er bare misundelig, fordi du ikke bliver lukket ud på græs oppe i Viborg.”

   ”Nu går du vel ikke og bliver fed?” indvender Peter med et glimt i øjet. ”Mor siger, I er på ret venskabelig fod med pizzamanden.”

   ”Oskar har faktisk fat i noget, Alfred. Kommer du nogensinde ud?” Birgitte ignorerer sin mands kommentar og ser mere alvorligt på Alfred. ”Jeg har sagt, I ikke skal sidde foran de computere hele dagen.”

   Alfred sukker. ”Ja, mor, det har du sagt. Kan vi holde op med at snakke om min livsstil, som om jeg er en eller anden uansvarlig teenager? Jeg tager ikke stoffer, og jeg dalrer ikke rundt i byen hver weekend med g-strenge mellem tænderne, så jeg klarer mig egentlig meget godt.”

   Birgitte rynker på næsen. ”Det var upassende.”

   Oskar griner.

   ”Beklager,” siger Alfred og holder undskyldende hænderne op, ”men jeg prøver bare på at sige, at det kunne være meget værre.”

   Peter nikker anerkendende. ”Du har ret, Alfred. Desværre er det bare din mors pligt at være bekymret uanset hvad. Hun stopper først, når du har fundet dig et fornuftigt kvindfolk at slå dig ned med, og så starter hun igen, når I begår den fejltagelse at fortælle hende, at hun skal være farmor.”

   Birgitte giver sin mand et dask over låret, men Peter griner blot og blinker til Alfred, der pludselig føler sig en anelse utilpas. Han skynder sig at række ud efter noget at drikke, men det er for sent. Tonen i Birgittes stemme er ikke til at tage fejl af, da hun med et smørret smil om munden stiller spørgsmålet: ”Finder du dig ikke snart en pige, Alfred?”

   Alfred svarer ikke med det samme, og Birgitte tolker lystigt på den reaktion.

   ”Du har måske fundet én? Én, vi ikke må møde endnu?”

   En hovedrysten bliver alt, Alfred kan diske op med. Spørgsmålet har altid forekommet ham ubehageligt, men denne gang har han for alvor følelserne i klemme, da blodet stiger ham til hovedet, og han må kigge undvigende ned i sin mad.

   ”Drop det, mor,” forsøger han sig, men det er naturligvis forgæves.

   ”Det kunne bare være så hyggeligt, Alfred. Og du er jo ikke nogen umoden teenager længere. Dine bumser er væk, og jeg behøver ikke længere bede dig om at fjerne de dun, du gik rundt og kaldte skæg. Hvis jeg var 19, var du lige min type, skat.”

   ”Ja, men nu er det også 40 år siden, du var 19, mor.”

   ”Hov, hov, Alfred,” indskyder Peter og lægger armen om Birgitte. ”Husk nu, at din mor er 39.”

   Alfred gider ikke engang forsøge at smile ad sin fars bemærkning. Han forsøger desperat at lade være med at tænke på Kirstine, for han ved, at situationen på ingen måde vil blive bedre af, at han sidder og forestiller sig hende vandre rundt med hans afkom voksende i sin livmor. Alfred var så opstemt efter at have afleveret den jobansøgning, at Jonas blev irriteret på ham og gav sig til at opliste alle grundene til, at Alfred ikke ville have nogen chance hos Kirstine. Det fik Alfred til at indse, at det var dumt overhovedet at håbe på at få jobbet, når hundredvis af andre unge garanteret også havde været inde og aflevere en ansøgning, præcis som Alfred.

   ”Går der ikke en sød pige i din klasse?” spørger Alfreds mor så.

   Dertil har Alfred i det mindste et ærligt svar.

   ”Nej.”

   ”Nå, ja ja. Nu er der jo heller ikke lang tid til, at du skal videre på universitetet. Jeg har hørt, det er der, flest unge mennesker finder sin partner. Har du fundet ud af, hvad du vil studere?”

   ”Mor, jeg er ikke engang sikker på, jeg vil læse på noget universitet. Og så er der noget, der hedder et sabbatår.”

   ”Dit kloge hoved dur da ikke til andet. Du kan heller ikke bruge din gymnasieuddannelse til noget, hvis ikke du videreuddanner dig.” Birgitte putter en champignon i munden og peger på Alfred med sin gaffel. ”Har din studievejleder ikke fortalt dig det?”

   Alfred trækker vejret dybt ind og forsøger at lade være med at kaste bestikket fra sig og gå fra bordet. Grænsen for hans tålmodighed er meget tæt på at have nået bristepunktet.

   Birgitte har netop åbnet munden for at følge op på sit spørgsmål, da Oskar kommer hende i forkøbet.

   ”Jeg har fundet ud af, hvad jeg vil være,” siger han hurtigt. Alfred ser op, og hans øjne møder et kort sekund Oskars, før Oskar kigger over på forældrene. ”Pilot.”

   ”Pilot?” gentager Birgitte og vender nu hele sin opmærksomhed mod Oskar. Alfred læner sig lettet tilbage i havestolen, vipper solbrillerne fra panden ned over øjnene og skubber tallerkenen fra sig. Han lytter ikke efter, men sidder bare og betragter skyerne, der langsomt nærmer sig den nedadgående sol. Oskars stemme er blot baggrundsstøj, efterhånden som Alfreds tanker driver af sted på lige fod med himlen over ham. Der går dog ikke mange minutter, før en højlydt brummen kommer fra Alfreds jakke, der hænger på stolen ved bordenden. Birgitte afbryder samtalen og rækker hurtigt Alfred hans mobiltelefon. Alfred, som regner med et opkaldt fra Jonas, bliver overrasket over at se et ukendt nummer stå skrevet henover skærmen. Ikke desto mindre accepterer han opkaldet, rejser sig og lægger telefonen op til øret.

   ”Hallo?” siger han og overvejer i overraskelsens moment ikke engang at oplyse sit navn.

   ”Alfred Lauge?” spørger en maskulin stemme, som Alfred ikke umiddelbart genkender.

   ”Ja, det er mig.”

   ”Det er brugsuddeleren fra Dagli’ Brugsen på Gamle Aalborgvej. Jeg har modtaget din jobansøgning, og jeg kunne godt tænke mig at se dig til en samtale på et tidspunkt. Har du tid i næste uge?”

   Alfred tøver ikke. ”Selvfølgelig. Hvornår skal jeg komme? Og skal jeg have noget med?”

   ”Kom på tirsdag klokken 16. Du skal ikke tage andet med end lidt godt humør, så klarer vi os nok.”

   ”Okay. Det lyder fint.”

   ”Det er en aftale. Vi ses, Alfred.”

   ”Det gør vi.” Alfred når knapt at tage telefonen fra øret, før brugsuddeleren har lagt på i den anden ende. Både Birgitte, Peter og Oskar kigger nysgerrigt på ham henne fra bordet.

   ”Hvem var det?”

   Alfred trækker på skuldrene som for at slå det lidt hen, men han kan alligevel ikke forhindre et smil i at bryde frem på hans læber. ”Jeg skal til jobsamtale.”

   ”Jamen, Alfred!” udbryder Birgitte og rejser sig for at give sin søn et kram. ”Du har da ikke sagt noget om, at du har søgt job?”

   ”Det var også lidt spontant,” indrømmer Alfred. ”I brugsen ved siden af skolen.”

   Oskar ser vurderende på sin bror. ”Kan du finde ud af det?”

   ”Hold dog op, Oskar. Det er ingen sag at bippe en liter mælk eller to ind på det kasseapparat.” Birgitte smiler stolt af Alfred. ”Vær du bare glad for, at din storebror endelig har taget sig sammen til at bestille noget.”

   ”Det er lidt pinligt, at din lillebror er mere erfaren på arbejdsmarkedet end dig, er det ikke?” Oskar lægger udfordrende hovedet på skrå. ”Du ringer bare, hvis du får problemer med flaskeautomaten.”

   Alfred ville have kastet lorten tilbage på sin bror, men i dette øjeblik overmander glæden ham i en sådan grad, at han faktisk er ligeglad med at være blevet trynet. Den følelse tager Alfreds far dog hurtigt fra ham.

   ”Husk nu lige, at det er en samtale. Han er jo ikke garanteret noget endnu.”

   ”Ja,” mumler Alfred og dumper ned på sin stol. ”Fuck.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...