Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
3731Visninger
AA

8. 8. kapitel

 

   Bølgerne skvulper let ude i søen, og solens varme stråler smyger sig op ad Frederiks ben, som han sidder der med en ske i den ene hånd og Amanda ved sin side. De spiser is i Pilehaven. Bøtten står mellem dem på græsset og smelter langsomt. Frederik har selv taget et par teskeer med fra kollegiets køkken i håbet om at den dårlige smag, han de sidste par dage har rendt rundt med i munden, vil aftage en smule.

   Rundt omkring dem står pilebuskene med sine lange, grønne blade. Frederik husker ufrivilligt tilbage på dengang, han med sin mor plantede pil nede i baghaven, der skulle vokse og blive til en helt fantastisk hule. De fleste af pilebuskene ville bare ikke gro, og Frederik glemte hurtigt alt om deres projekt, så det blev aldrig rigtigt til noget.

   “Jeg elsker den her is,” stønner Amanda pludseligt og trækker dermed Frederik tilbage til nutiden. “Hvis ikke den havde været så forbandet dyr, havde jeg spist den morgen, middag og aften. Bogstaveligt talt.”

   “Det tror jeg nu heller ikke, din figur ville kunne holde til,” svarer Frederik uden at tænke sig ret meget om. Han ser lettere nervøst op, men heldigvis griner Amanda bare.

   “Hvad mener du?” siger hun med et smil og kører hænderne ned over sin magre krop. “Jeg ville faktisk være glad for at tage et par kilo på. Jeg har altid været hende den tynde. Tror du ikke, det ville klæde mig?”

   Frederik nikker, påpasselig med ikke at gøre det for overdrevet, så hun begynder at tro, at han er utilfreds med hende, som hun er nu. Men i virkeligheden kæmper han en indre kamp for ikke at bryde ud i grin ved tanken om Kalles kommentar, da Amanda var på vej ud af vinduet den morgen. Stankelben er måske lige lovligt nedsættende, men der er helt sikkert noget om snakken, for Amanda har meget lange ben. Det ville Frederik dog aldrig fortælle hende, for selvom de ikke har set hinanden ret mange gange, har han på fornemmelsen, at hendes selvtillid ikke er helt i top.

   “Jeg fryser også altid,” fortsætter hun. “Jeg har fået at vide, at det er fordi, jeg ikke har noget fedt på kroppen til at holde på varmen.”

   “Fryser du nu?” spørger Frederik og skæver over til hende. Hun sidder i et par cowboybukser og en tynd skjorte, der blafrer let, når et vindpust af og til blæser gennem den lille park. Håret er sat op i en rodet knold, og på græsset ved siden af hende har hun stillet de hvide tennissko. Frederik er ikke i tvivl om, at hun ser godt ud. Han vil endda gå så langt som at kalde hende smuk med de lange øjenvipper og de fyldige læber. Der er bare et eller andet, der mangler. Hver gang han ser hende, bliver han glad, men så åbner hun munden, og han falder langsomt hen og finder en rytme i at svare ja og nej på de rigtige tidspunkter. Hun keder ham.

   Amanda trækker på skuldrene. “Måske lidt.”

   Frederik kaster et blik ud over søen og mærker i det samme hårene rejse sig på sine bare ben. Det er ved at blive køligt, for solen står ikke så højt på himlen længere, men Frederik kan ikke lade være med at tænke, at hun selv kunne have tænkt sig om og have taget en jakke med. Alligevel krænger han sin slidte læderjakke af skuldrene og rækker den frem mod hende. Hun tager taknemmeligt imod den og stikker hurtigt armene ind i de lange ærmer. Hun klager lidt over størrelsen, men Frederik kan se, at hun er godt tilfreds.

   Eftersom Frederik indser, at det fra nu af kun vil blive sværere at holde varmen, rækker han bagud og fisker en ramme øl op af en krøllet plastikpose. Kalle har lagt ud. Det havde Amanda tydeligvis ikke regnet med, for hun ser et kort øjeblik misbilligende på den grønne pakke, før hun kigger ned og giver sig til at pille ved sine neglebånd.

   Frederik sukker lydløst og skal til at forsøge at tale sig ud af kniben, men så drejer Amanda hovedet, smiler og holder hånden frem for at få en øl. Frederik giver hende én og åbner dernæst selv en dåse, alt imens han spekulerer over, hvad han skal stille op med situationen. Han kan ikke rigtigt finde ud af, om han inderst inde havde håbet på, at hun ville blive sur og gå, eller om han er glad for, at alkoholen nu kan løfte stemningen en smule og hjælpe ham til at få en hyggelig aften med Amanda.

   ”Der er dejligt her, synes du ikke?” spørger hun. ”Jeg kan godt lide, at her er så grønt. Hvis det stod til mig, skulle der være mange flere steder som det her i Viborg. Man kan bedre slappe af, når der ikke er cykler og fodgængere og biler over det hele.”

   Frederik vender bunden på dåsen i vejret og lader øllet trille ned i svælget. Der går flere sekunder. ”Hvor bor du egentlig henne? På landet?”

   Amanda griner. ”Ja, jeg bor på bøhlandet. Det er et helvede, når man skal til fest, men det er rart, når man gerne vil være alene. Kender du det? Når man bare gerne vil sidde selv og tænke?”

   Frederik nikker, og han mener det. Det er en af de få ting, der irriterer ham ved at bo på kollegiet. Det er umuligt at være alene, når man kender stort set alle på gangen, og derudover er det normen, at man ikke banker på, før man braser ind på hinandens værelser. Det problem har i Frederiks tilfælde ført til adskillige gåture omkring søen de sidste to år.

   Et kort øjeblik sætter Frederiks hjerte farten op, og han ser over på Amanda. ”Det kender jeg. Tro mig. Jeg bliver sindssyg, når folk ikke vil lade mig være efter en pisse lang dag i skolen.” Hans blik fanger hendes.

   ”Ja, ikke? Nogle gange venter jeg flere minutter med at svare alle dem, der skriver til mig, så jeg kan få noget ro. Det er ufatteligt, hvor mange, der pludselig er interesseret i mig, når jeg gerne vil sidde lidt selv. Min mor er også begyndt at hakke sådan på mig, fordi jeg hele tiden bruger min telefon. Og hun forstår ikke, at det jo ikke er min skyld, at mine venner skriver til mig. Jeg er jo nødt til at svare. Det driver mig til vanvid.” Hun nikker for sig selv og sidder fordybet i sine egne tanker et stykke tid. Så stiller hun øllen fra sig og lægger forsigtigt sin kolde hånd oven på Frederiks.

   Da Frederik løfter blikket, møder han igen hendes, men der er ikke mange følelser tilbage at opspore i hans krop. Hans hjerterytme dalede lige så hurtigt som temperaturen på en dansk sommerdag, da Amanda åbnede munden.

   Han forsøger at smile. Hun smiler igen, og så tager de begge en slurk af deres øl. Da Frederik knapper den anden dåse op, begynder han efterhånden at kunne mærke den tilfredsstillende følelse af alkoholen i hans krop. Det giver ham lyst til for en gangs skyld at tage initiativet til at starte en samtale.

   ”Så du havde ikke noget bedre at tage dig til end at se mig i dag?” spøger han.

   Amanda spiller med. ”Der var ingen, der ville have mig med i byen, så jeg hænger desværre på dig.”

   ”Det var synd for dig.” Frederik opstiller en medfølende grimasse, og Amanda griner og puffer til ham. Ingen af dem er i tvivl om, at hun lader sin hånd hvile på Frederiks arm lidt for længe. Da hun fjerner den igen, er der en let rødme at spore i hendes kinder.

   ”Hvis jeg skal være helt ærlig, vil jeg langt hellere sidde her med dig end rende rundt nede i byen,” siger hun stille.

   Frederik ved, at han bør gengælde hendes verbale gestus, men han kan ikke få sig selv til det. Derfor tyer han igen til humor, da han med et glimt i øjet svarer: ”Jeg er også hundrede procent den flotteste af de drenge, der nogensinde er kommet på Viborgs natklubber.”

   ”Din selvtillid fejler ikke noget, hva’?”

   Frederik trækker på skuldrene. ”Hvis man ikke tror på sig selv, er det svært at opnå ret meget i livet.”

   Amanda bliver tavs, og Frederik spekulerer kort over, om hun mon føler sig ramt, eller om hun bare ikke har nogen kommentar at knytte til den udtalelse. De sidder lidt i stilhed og løfter af og til dåsen op til læberne. I det øjeblik nyder Frederik faktisk at sidde der. Godt nok er han stadig ret bevidst om kulden, der langsomt nedkøler hans krop, men fuglenes aftensang, søens beroligende lyde og duften af nyslået græs fra plænen ved siden af tilfredsstiller ham mere, end han umiddelbart havde regnet med. Af og til skæver han over til Amanda. Øjenvipperne kaster skygger ned over hendes kinder, og der er noget skrøbeligt over hende, som hun sidder med Frederiks store jakke viklet tæt omkring sig.

   Da hun drejer hovedet over mod ham, smiler han til hende.

   Om det er smilet, der bliver den afgørende faktor for hende, ved Frederik ikke, men pludselig sidder hun overskrævs på hans ben og ser ham dybt ind i øjnene. Frederik kan dufte hendes parfume, da hun læner sig frem og lægger sine læber mod hans. De er kolde, men bløde og forsigtige. Frederik når ikke at reagere, før hun trækker sig lidt tilbage og kigger på ham. Så læner hun sig igen frem, og denne gang lægger Frederik en hånd på hendes ben og kysser igen. Han bemærker, at han kun er ganske lidt beruset, da han sniger sin anden hånd ind under jakken og lægger den omkring hendes hofter.

   Da Amanda slipper ham, skinner hendes øjne, og kinderne er varme. Hun kravler væk fra ham, men sætter sig så tæt på, at deres arme rør hinanden.

   Frederik ser undvigende ud over søen og er mest af alt lidt overrumplet. Det er ikke, fordi han ikke har kysset piger før, men det har som regel været med en noget højere promille. Stemningen er pludselig meget anspændt. Da ingen af dem siger noget, hiver Frederik sin mobil op af bukselommen. Han scroller hurtigt gennem de nyeste opslag på Facebook, men bemærker så Amandas usikre blik, der flakker over på skærmen. Derpå lægger han mobilen fra sig og smiler det høflige smil, man sender sine gamle folkeskolevenner, når man møder dem på gaden efter tre år uden kontakt.

   ”Undskyld,” siger Amanda og sukker. Hun ser ud over søen. ”Det skulle jeg ikke have gjort.”

   Frederik prøver at slappe af i sine anspændte skuldre. Han vifter afværgende med den frie hånd. ”Nej, nej, det gør ingenting. Det er bare … jeg havde ikke regnet med det. Du overraskede mig.”

   Amanda ser så trist ud, at Frederik pludselig bliver bange for, at hun vil begynde at græde. Han rækker desperat ud efter hendes hånd og giver den et klem.

   ”Overrasket på en positiv måde,” tilføjer han så oprigtigt, han kan. Ved de ord løfter hun blikket og smiler ganske lidt. Så nærmer hun sig igen Frederik og giver ham et hurtigt kys på læberne.

   ”Det er jeg glad for,” siger hun med så meget varme i stemmen, at Frederik føler skyldfølelsen komme krybende tilbage fra den mørke afkrog, han har forsøgt at skubbe den ned i de sidste par dage.

   Derefter bølger samtalen stille og roligt frem og tilbage. Amanda brokker sig over skolen, Frederik mumler bekræftende eller ryster på hovedet, Amanda taler videre, og sådan fortsætter det med et nyt emne. Solen er gået ned bag nogle træer, da Frederiks tålmodighed er sluppet op, og der ikke er flere øl. Han sender en besked til Kalle.

   Ring.

   To minutter efter lyder der en yndig melodi fra Frederiks lomme. Han skynder sig at tage den.

   ”Hej, Kalle. Hvad så?”

   ”Hvad så?” lyder det forvirret i den anden ende. ”Det var dig, der bad mig ringe til dig?”

   Frederik ser over på Amanda. ”Jeg sidder lige sammen med Amanda. Jeg har ikke rigtigt tid til at snakke.”

   Amanda smiler.

   ”Jamen hvorfor fuck bad du mig så om at ringe? Jeg gider da heller ikke snakke med dig, din spade. Ses.”

   ”Vent, Kalle!” udbryder Frederik hurtigt og skynder sig at tale videre. ”Jeg ved ikke, om det er nogen god idé, at I kommer herhen.”

   ”Frederik, what the fuck?”

   ”Okay, jeg spørger hende. Vent lidt.” Frederik tager mobilen væk fra øret og holder hånden henover mikrofonen. ”Drengene har tænkt sig at komme herned. Jeg kan egentlig ikke stoppe dem, for det er jo et offentligt sted, men hvis du har noget imod det, beder jeg dem lade være.”

   Som forventet ryster Amanda på hovedet. ”Nej, bare lad dem komme. Det bliver sikkert … hyggeligt.” Hun præsterer at fremtvinge et smil.

   Frederik genoptager sin samtale med Kalle. ”Okay, bare kom herned. Tag øl med – jeg er løbet tør. Vi ses.” Han lægger på, før Kalle kan nå at indvende noget.

   ”Så de kommer nu?” spørger Amanda, knapt så ivrig som i samtalen for ti minutter siden. ”Du havde måske fortalt dem, at vi tog herhen?”

   Frederik nikker og skærer en undskyldende grimasse. ”Det skulle jeg vist aldrig have gjort.” Så åbner han igen sin telefon og sender hurtigt en sidste besked til Kalle.

   Pilehaven, står der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...