Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
3717Visninger
AA

7. 7. kapitel

 

   Det var sent på eftermiddagen, da den lille drengegruppe i 6.b for alvor gav slip på resterne af den koncentration, de desperat havde forsøgt at holde fast i siden middagspausen. Klasselokalet var lummert og indelukket, og der lugtede af leverpostej og sure tæer, fordi en de mere stille drenge havde åbnet sin madpakke, mens en anden havde smidt skoene for at lufte strømpesokkerne lidt. Alle nød de ti minutter, de havde at boltre sig i, inden dagens sidste time startede.

   Pigerne sad spredt rundt i lokalet. De snakkede, fnes og kiggede ned på deres mobiltelefoner. Ved to borde i centrum af det hele var drengegruppen samlet. Stemningen var god. En af dem havde fået den idé, at det ville være fedt at gøre et eller andet vildt, inden timen gik i gang, men tiden var imod dem.

   ”Hvad skal vi lave, drenge? Har I ikke nogle idéer?”

   De drenge, der var med på idéen, kom med et par forslag i munden på hinanden, men ingen godtog dem som reelle bud. Da den største og mest veludviklede dreng af dem alle åbnede munden for at sige noget, lyttede de dog alle med respekt.

   ”Vi kan give Tobias buksevand,” sagde han.

   Ved de ord var der ingen af dem, som faktisk forestillede sig, at de ved fælles hjælp ville stoppe Tobias ned i en vask og tænde for vandet. For drengene betød buksevand mere noget i retningen af, at de flokkedes om ham med deres vanddunke og gjorde det til en konkurrence at gøre ham mest muligt våd. Det forslag vakte dog heller ikke megen begejstring.

   Drengen, der havde startet det hele, og som gik under navnet Ralle, så nu skiftevis rundt på de andre med et håb om, at et ekstra pres ville få dem til at spytte ud med noget fornuftigt. Han var halvvejs, da madpakkedrengen pludselig stod bag dem.

   ”Det er ikke i orden, at I gør et eller andet ved Tobias. Han har ikke gjort jer noget.”

   ”Bland dig udenom, Kristoffer.”

   ”Nej, jeg vil ikke.”

   ”Nå, så du tror måske, du kan stoppe os?” provokerede Ralle.

   Kristoffer trak på skuldrene. ”Jeg kan vel, indtil Helle kommer.”

   En af de andre drenge fløjtede, og et par stykker grinede.

   ”Du er nok hård i dag, Kris. Hvorfor tror du, du kan komme og bestemme over os lige pludselig?” Ralle rejste sig op.

   Som reaktion på det bakkede Kristoffer lidt tilbage. ”Jeg vil ikke bestemme noget. Jeg synes bare ikke, at det, I altid gør mod Tobias, er i orden.”

   ”Hvad synes du så, vi skulle gøre i stedet?” Ralle var i sit es. Han lagde truende armene over kors, og ved at lægge hovedet på skrå lod han, som om han faktisk var oprigtigt interesseret i at høre Kristoffers svar.

   ”Jeg synes ikke, I skal –”

   ”Nej, kom nu, Kristoffer. Du må da have en idé? Du kan ikke komme og kritisere vores idéer, hvis du ikke selv har en bedre.”

   Kristoffer lignede én, der netop havde fået at vide, at han aldrig måtte spise kage igen, da han slog ud med armene og ulykkeligt udbrød: ”Jeg forstår bare ikke, hvorfor I altid skal være så voldsomme! Hvorfor kan I ikke bare sende en led besked rundt i klassen, som pigerne gør?”

   Ralle førte hånden op og til sin hage og så betænksom ud et øjeblik. Så nikkede han anerkendende til Kristoffer, og hele hans ansigt lyste op, da en sort sprittusch, som lå ensom på gulvet, fangede hans blik.

   ”Drenge!” sagde han triumferende og holdt tuschpennen op. ”Hvad siger I til et lille digt? Helle bliver så glad, når hun ser, at vi udfolder os.” Derefter hev han med kun en lille smule besvær det hvide lærred til overheadprojektoren ned og trak proppen af tuschen. Lugten af sprit blandede sig hurtigt med de andre aromaer i lokalet. ”Hvad skal vi skrive?”

   Der opstod en stilhed.

   Drengene så bøvet rundt på hinanden. Over døren passerede sekunderne stadigt forbi på uret, og Ralle lod til at være klar over, at de var pressede på tid, for han havde netop samlet luft for at udbryde et eller andet, da en af drengene omme bagi pludselig talte. Han havde brunt, halvlangt hår og gjorde sig normalt ikke specielt bemærket, men han havde alligevel optjent en vis form for respekt blandt sine venner. Hans stemme var monoton, da rimene forlod hans læber.

   ”Tobias vil ingen piger kysse. Tobias’ fødsel var en katastrofal ulykke. Tobias er en taber, og selvom han ikke vil indrømme det, er han bøsse.”

   Havde der været stille før, var det intet sammenlignet med nu. Selv pigerne var holdt med at snakke og så nysgerrigt over på drengegruppen. Det var, som om der gik et par sekunder, hvor de 12-årige hjerner desperat forsøgte at finde ud af, hvorvidt det lille digt var for groft eller ej, før der endelig skete noget igen. Et listigt smil dukkede op på Ralles læber, og pludselig var drengene fulde af liv. De grinede og dunkede anerkendende den nye hovedperson i ryggen.

   Pludselig rakte Ralle den sorte tusch frem. ”Du skriver det,” bekendtgjorde han. ”Det er dig, der har fundet på det.”

   Den brunhårede dreng så indtagende på sin klassekammerat for at finde ud af, om han tildelte ham handlingen, fordi han selv var for fej til at gøre det, eller fordi han simpelthen ville give den rette person æren. Uanset hvad, der var intentionen bag, mærkede klassens nye digter et ubehag blomstre vildt fra mellemgulvet. Han havde ikke lyst. Tavst forbandede han sig selv, at han overhovedet havde lukket munden op, for det kom jo ikke ligefrem som nogen overraskelse, at det nu var ham, der stod i rampelyset. Alle hans instinkter sagde ham, at han skulle lade være, men han vidste udmærket godt, at det var for sent at bakke ud.

   Han så væk for at redde sig selv lidt tid til at samle mod og fik øje på en fed spyflue, der fløj rundt i vindueskarmen. Den blev ved med naivt at flyve ind i ruden og endte hver gang i bunden af vinduet med en hjernerystelse og en hel del færre hjerneceller. Dunk, dunk, dunk.

   Foran ham viftede Ralle utålmodigt med tuschpennen. ”Skynd dig.”

   De fleste af drengene holdt vejret, da det brune hår blev strøget om bag ørene, og drengen trådte frem for at nedfælle de ondskabsfulde ord på lærredet. Ingen af dem lagde mærke til, at hans hånd rystede ganske let, da han med øvede bevægelser svang tuschen henover det hvide underlag og efterlod en række nydelige, sorte bogstaver, der tilsammen dannede et meget klart budskab.

   Han skævede hele tiden over mod døren, mens han skrev. Han var hundeangst for, at den skulle gå op, og dansklæreren Helle ville tage ham på fersk gerning. Da han endelig var færdig, og frikvarteret på mirakuløs vis endnu ikke var slut, satte han låg på tuschen og vendte sig rundt mod sine venner. Ubehaget havde for alvor taget bolig i hans krop. Hans hjerte hamrede af sted, og han havde mest af alt lyst til at skrue tiden tre minutter tilbage og forhindre, at de ord nogensinde kom derop. Den dårlige smag i munden overdøvede alt andet.  

   Der blev fnist lidt i hjørnerne, efterhånden som de andre kiggede op og læste de tre sætninger. Men det var egentlig ikke pigernes mening, som betød noget. Det var de andre drenges smil, da det for alvor gik op for dem, hvad der var blevet skrevet. Nogle af dem udstødte noget, der kunne minde om et brøl. Andre sprang grinende op for at give highfives og komme med rosende ord.

   Ingen af dem lagde mærke til det lettede smil, der langsomt spirede på læberne af den mørkhårede dreng, som stadig stod med tuschen i hånden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...