Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
3737Visninger
AA

6. 6. kapitel

 

   ”Du ligner én, der skal til begravelse, Alfred.”

   Jonas ser anklagende på Alfred, som sidder og stikker i en pastasalat fra kantinen. Den er både tør og kedelig, så den komplimenterer egentlig meget godt Alfreds selskab i dette øjeblik.

   ”Jeg tror bare, jeg har en dårlig dag,” er hans svar.

   Jonas gennemskuer som sædvanlig sin bedste ven og hopper ikke på den undskyldning.

   ”Du har haft dårlige dage lige siden weekenden. Hvad er det, der går dig på?” spørger han.

Alfred kigger op, skubber plastikbakken fra sig og sukker. ”Jeg har bare ikke så meget selvtillid for tiden.” Det er hårdt for ham at indrømme det, men han ved, at Jonas vil forstå det. ”Jeg føler mig ligegyldig.”

   ”Siden hvornår har du været ligegyldig, Alfred? Klaus ville ikke kunne holde ud at have matematik med os, hvis ikke du altid sad klar på din plads. Og jeg ville drukne i madrester og brugte underbukser.” Jonas gyser. ”Jeg tør slet ikke tænke tanken.”

   ”Hvor er du åndssvag at høre på. Det er meningen, du skal fortælle mig, hvor meget du elsker mig.”

   ”Undskyld, Alfred, men så langt er jeg altså ikke kommet endnu. Jeg elsker dine frikadeller, og jeg ved, de er lavet med kærlighed, men jeg ville ikke springe ud foran lastbilen for din skyld endnu.”

   ”Nej,” sukker Alfred. ”Jeg ville faktisk heller ikke redde din røv.” 

   Jonas griner, men Alfred stirrer fortsat mut ned i sin mad. Han forsøgte faktisk at være sjov, men det er, som om humoren ikke rigtigt trænger igennem den følelse af ligegyldighed, der har lagt sig omkring ham. Da han kigger op og ser Jonas sukke lydløst, får han dog dårlig samvittighed.

   ”Undskyld, Jonas. Det er virkelig ikke for at være en lyseslukker.”

   ”Det er du lidt,” indrømmer Jonas og bunder resten af sin vandflaske. Da han har tørt sig om munden, giver han sig til at kigge søgende rundt i kantineområdet. ”Vi kan prøve at gøre dig i bedre humør. Har du lyst til at bagtale nogle piger?”

   Alfred kan ikke holde et lille smil tilbage. ”Er det ikke kun piger, der bagtaler piger?”

   ”Piger har ikke patent på at bagtale. Vi kan sagtens gøre det.”

   ”Er du sikker på, at det du i virkeligheden ikke vil, er at bedømme om de ser godt ud eller ej? Det er altså ikke nødvendigvis at bagtale. Ikke professionelt, som pigerne gør det.”

   Jonas ser fornærmet på Alfred. ”Hvad ved du om det? Ærligt talt.”

   Alfred beslutter at tie stille og lade diskussionen ende dér. Når alt kommer til alt, er det alligevel fuldstændigt irrelevant. Mere vigtigt er det, at Alfreds hjerte giver et ufrivilligt hop af begejstring, hver gang han ser en pige med hår, der bare ligner Kirstines en ganske lille smule. Det irriterer ham gevaldigt, fordi han udmærket er klar over, at Kirstine aldrig nogensinde ville vise sig på Mercantec, eftersom hun går i skole i den anden ende at byen. Alfred har gjort sit researcharbejde.

   ”Hvad med hende derovre? Hun ser sød ud,” forsøger Jonas sig.

      Alfred følger hans blik og ender med at se på en pige med flettet hår, der sidder med ryggen til. ”Jeg har hørt rygter om, at hun er svær at slippe af med igen. Hvis hun tror, man har noget sammen, giver hun ikke bare slip.”

Jonas trækker på skuldrene. ”Det er vel bedre end én, der render rundt og prøver hele byen af.”

   ”Måske.”

   I det samme går en høj pige forbi, og Jonas vipper energisk med hovedet over mod hende. Alfred drejer sig rundt og følger hende med blikket. De lange lemmer bevæger sig yndefuldt af sted, men Alfred er stadigvæk ikke imponeret.

   Det fortsætter sådan et stykke tid. Jonas peger på én i kantinen, og Alfred ryster på hovedet. Til sidst ligner Jonas én, der har lyst til at kaste resterne af sin sandwich i hovedet på Alfred. Han tager dog en dyb indånding og spørger i stedet irriteret: ”Hvem er hun, Alfred?”

   ”Hvem?” Alfreds hjerte sætter ukontrolleret farten op.

   ”Hende, du tænker på. Hende, der er så meget bedre end alle dem, jeg lige har fundet til dig.”

   Navnet Kirstine blinker som store neonskilte for Alfreds nethinde, men alligevel kan han ikke få sig selv til at buse ud med den hemmelighed, der langsomt har groet i hans indre de sidste par måneder.

   ”Hvad mener du?” spørger han langt fra overbevisende.

   Jonas lægger armene over kors og sukker. ”Alfred. Så dum er jeg heller ikke.”

   Der går et par sekunder, hvor Alfred samler mod til sig, men så kigger han ned og begynder at tale, mens han omhyggeligt pakker sin mad sammen.

   ”Hun går på VG. Jeg kender hende ikke rigtigt, men hun er venner med en, jeg snakkede lidt med i folkeskolen. Jeg tror, de går i samme klasse nu.”

   Jonas ser ud til at tænke lidt over det. ”Og hvorfor var det, jeg ikke måtte få noget at vide? Har hun tre ben?”

   ”Nej, hun har sgu da ikke tre ben,” svarer Alfred og sender Jonas et irettesættende blik. Men så tænker han over det, og den egentlige grund får ham til at slå blikket ned i bordet. ”Hun vil ikke engang acceptere min venskabsanmodning på Facebook,” indrømmer han. ”Det er ikke særligt opløftende.”

   ”Så nu tror du, at hun synes, du er en af de der irriterende drenge, der tror, de er flotte nok til at lægge an på en pige som hende?” Jonas ryster bedrevidende på hovedet. ”Du har ikke engang et profilbillede, Alfred. Det er da klart, hun er lidt mistænkelig ved at acceptere en anmodning fra en fremmed, der ikke engang vil vise sit ansigt. Hvis Facebook var med på moden, havde de tilføjet edderkoppespind på din profil. Du har absolut intet derinde, der er værd at se på, og du er aldrig aktiv. Hvem ved, måske har hun ikke engang set din anmodning endnu?”

   ”Det er snart en uge siden,” mukker Alfred. ”Den gennemsnitlige teenager er på de sociale medier mindst én gang i døgnet.”

   ”Er det fakta?”

   Alfred trækker skødesløst på den ene skulder. ”Nej, men jeg ville blive meget overrasket, hvis det ikke var tilfældet.”

   ”Så i princippet ved du det ikke,” fastslår Jonas og læner sig veltilfredst tilbage i stolen.

   ”Nogle gange forstår jeg ikke, hvorfor jeg er venner med dig.” Alfred kniber øjnene sammen og ser vurderende på Jonas, som han sidder der med krøllerne strittende til alle sider og brillerne skubbet godt op på næseryggen. ”Du har øjeblikke, hvor du er lige så medfølende som en peanut.”

   ”Jeg tog faktisk engang en psykopat-test.”

   Der opstår en stilhed. Alfred ser afventende på sin ven. ”Og?” presser han utålmodigt.

   ”Den var negativ. Hvad tror du om mig, Alfred?” Jonas spiller fornærmet et øjeblik, men så vender han tilbage til det, der var samtalens fokus. ”Pointen er, at du ikke ved, hvorfor hun ikke har besvaret din venskabsanmodning, og derfor kan du ikke tillade dig at være sådan en pessimist.”

    Alfred giver op. ”Du har sikkert ret.”

   Omkring dem begynder de andre elever at rejse sig for at gå til time. Den sidste mad bliver slugt, og stolene skraber mod gulvet. Jonas kaster et blik på sit armbåndsur, men bliver dog siddende lidt endnu.

   ”Hvad er det så, du vil have mig til at gøre, kærlighedsguru?” spørger Alfred.

   Jonas smiler. ”Du skal handle, Alfred. Har du set den serie, hvor pigen begår selvmord, fordi Dylan Minnette ikke tør vise sine følelser for hende? Det dur med ikke med det hemmelighedskræmmeri.”

   ”Har du set 13 Reasons Why?” udbryder Alfred overrasket.

   ”Har du læst den?” giver Jonas igen.

   Alfred rejser sig op med et smil. Sammen rydder de op efter sig og sætter stolene på plads. Da de går hen mod klasseværelset, uddyber Jonas.

   ”Du er nødt til at komme i kontakt med hende på en eller anden måde. Gør det klart for hende, at du er interesseret i at lære hende at kende.”

   ”Hvordan?” Alfred bliver nervøs bare ved tanken.

   Jonas holder hænderne op foran sig. ”Jeg ved ikke alt, Alfred. Du er også nødt til selv at tænke og tage beslutninger. Men jeg sætter pris på din tillid.”

   ”Ville du være lige så selvsikker, hvis jeg satte dig foran en pige og bad dig om at score hende? Næppe, Jonas. Næppe.”

   ”Nu taler vi lige om dig, Alfred. Lad være med at skifte emne.”

   ”Jeg skifter ikke emne. Jeg skifter bare hovedperson.”

   ”Hov, der kom Klaus. Så må vi hellere komme til time.”

   ”Hvem skifter nu emne?”

   Under matematiktimen dukker samtalen fra middagspausen op adskillige gange i Alfreds tanker. Hver gang han forestiller sig, at han går op til Kirstine og starter en samtale, bliver hans håndflader svedige, og hjertet banker hurtigere i hans bryst. Derfor føler han sig afsindig modig, da han efter sidste modul går hjem med Jonas ved sin side og har en plan under forarbejdning i sit hoved.

   De smider deres tasker indenfor døren, så snart de kommer hjem, og Jonas forsvinder ind i køleskabet for at finde noget at spise, mens Alfred langsomt sætter sig ned foran sin computer. Ved hjælp af et par klik med musen sidder han kort efter med en tom Word-side foran sig. De første sætninger kommer ikke så let. Alfred må vride sig, så hans indre kropsvæsker nærmest drypper ned på gulvet, før han har skrevet noget, der tilnærmelsesvist ligner en halv side. Han bliver siddende i en times tid, før han er tilfreds. Så informerer han Jonas om, at han går en tur, og i løbet af få minutter er han på vej.

   Da han træder ind i Dagli’ Brugsen, er han lettet over at se, at det er den samme smilende mand, der sidder ved kassen. Alfred går over til ham og forsøger at lade være med at se nervøs ud, da han rækker den udskrevne side frem. Ved siden af teksten smiler en 16-årig Alfred iført butterfly ud til verden. Det var det bedste billede, han kunne finde.

   ”Jeg vil gerne aflevere en jobansøgning,” informerer han og krydser fingre for, at han ikke allerede nu bliver afvist.

   Men manden tager imod ansøgningen og rejser sig med det samme for at lægge den ind på kontoret. ”Jeg ved ikke, om vi mangler, men du kan altid være heldig,” siger han og smiler venligt.

   ”Ja,” gentager Alfred, ”jeg kunne jo altid være heldig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...