Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 12 nov. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

40Likes
40Kommentarer
3475Visninger
AA

5. 5. kapitel

 

   Frederiks mobil ligger på bordet foran ham. Selvom den er på lydløs, vibrerer den med jævne mellemrum. Frederik ignorerer den, men det er ikke, fordi han sidder midt i en spansktime og forsøger at forstå meningen med de spanske pronomener. Frederik ignorerer den, fordi det er Amanda.

   Efter den tredje besked kigger Kalle over på ham og hæver det ene øjenbryn. Frederik ryster ganske stille på hovedet og giver sig til at skrive en forklaring over Facebook. Kort tid efter nikker Kalle forstående med et smørret smil.

   ”Kalle, hvad er det, der er så sjovt?”

   Spansklæreren, en høj kvinde ved navn Claudia, har vendt sin opmærksomhed mod Kalle, der forsøger at redde sig ud af situationen ved at benægte.

   ”Der er ikke noget,” mumler han.

   Heldigvis gider hun ikke bruge mere tid på det, så hun godtager den halvlamme undskyldning og vender sig igen mod tavlen. Frederik griner over til Kalle, som smiler ned i bordet.

   Efter timen kommer Esben og Karl-Emil over til dem, og sammen går de ned mod Kiwi for at købe cigaretter, chokoladeboller og energidrik, så de er dækket ind til næste time.

   De fire drenge går alle i 3. h, hvilket er synonymt med at gå i slagger-klassen. Linjen indeholder samfundsfag og engelsk, og de fleste er enige om, at det er linjen, man vælger, hvis man ikke ved, hvad man vil med sit liv. Kalle vil gerne være professionel skuespiller, men derudover er der ikke nogen af vennerne, der har den fjerneste idé om, hvad de vil efter 3.g. Især Frederik er på bar bund.

   Som de går langs fortovet, slår det Frederik, hvor mange gange de efterhånden har gået den tur, og samtidig spekulerer han over, hvor mange de har igen. Selvom de kun lige har påbegyndt det 3. år, ved Frederik, at den sidste tid hurtigt kan forsvinde. På trods af at skoletimerne er forfærdelige, flyver dagene forbi som flagermus en varm sommernat.

   I Kiwi går de vant hen og snupper det på hylderne, som de plejer. Det er først, da de kommer til kassen, og dankortterminalen ikke vil tage imod Frederiks kort, at den sædvanlige rutine brydes.

   ”Prøv igen,” siger kassedamen monotont.

   Frederik maser igen kortet ind i den lille sprække og taster hurtigt sin pinkode. Afvist.

   ”Det forstår jeg ikke,” siger han og ser op. Godt nok brugte han en slat penge i byen i weekenden, men han tjekkede, at der var penge nok på kontoen, inden han sagde ja til at tage med.

   ”Prøv en gang til,” mumler kassedamen endnu engang og trykker et par gange på sin skærm. Frederik prøver igen, men det kommer ikke som nogen overraskelse, at terminalen heller ikke nu vil tage imod kortet.

   ”Jeg skal nok give, Snitten.” Kalle træder til og betaler i løbet af få sekunder for Frederiks varer.

   Havde situationen været en anden, havde Frederik grinet over det gamle kælenavn, som Kalle gav ham i starten af gymnasietiden, da han fandt ud af, at Frederik havde en forkærlighed for hindbærsnitter. Men da de går tilbage mod skolen, mærker Frederik både vrede og bekymring dukke op i sig, idet han går på sin telefon for at tjekke sin bankkonto. 21 kroner.

   ”Hvad fanden.”

   ”Har du ingen penge?” Karl-Emil og resten af drengene ser interesseret på Frederik. Det sker ofte, at en af drengene er flade, så det er ikke fordi, det er nogen sensation, at de er nødt til at lægge ud for hinanden. Det er bare aldrig sket før, at det er Frederiks konto, der er gået i nul.

   ”Jeg forstår det ikke,” gentager Frederik og skynder sig at scrolle gennem sine kontoudtog. Så springer et kæmpe beløb ham i øjnene, og pludselig går det op for ham, hvor pengene forsvandt hen.

   ”Den stodder!” udbryder han og føler sig både snydt og forrådt. Han tager jakken af og stirrer hadefuldt på den lille tatovering, der de sidste par dage har prydet hans underarm. ”Han har jo taget det dobbelte.”

   ”Er du sikker?” spørger Kalle og læner sig ind over mobilen for at se beløbet. ”Tatoveringer er dyrere, end man regner med.” Så hæver han øjenbrynene og fløjter. ”Okay, jeg holder med dig, mand. Det der er unfair.”

   Der er stille lidt, mens drengene hver især overvejer, hvordan de skal takle situationen. Det er Esben, der først bryder tavsheden.

   ”Er der noget, jeg skal gøre?” spørger han.

   Som Esben står der og svinger med sine store arme, er Frederik fristet til at tage imod hans tilbud og lade ham sende et tæskehold efter tatovøren fra Jernbanegade, men fornuften har dog stadig en lille rod i ham, så han ryster på hovedet.

   ”Det er okay, Esben. Du har vist problemer nok.”

   Frederik hentyder til en episode inden sommerferien, hvor Esben havde lidt problemer med sit temperament og lavede en bule i en bil, der tilhørte en lidt for smart 1.g’er. Det var på et hængende hår, at han ikke blev smidt ud af skolen.

   ”Hvad gør vi så?” spørger Kalle.

   Frederik trækker på skuldrene og slår emnet hen, selvom han egentlig selv har svært ved at glemme det. Da de kommer tilbage til skolen, meddeler han, at han pjækker fra næste modul, og således går Kalle, Karl-Emil og Esben videre for at udholde en samfundsfagstime, mens Frederik i stedet styrer mod kollegiet.

   Ude på gangen møder han pigen, der dagen før tvang dem til at gøre rent. Han kan stadig ikke huske hendes navn, selvom han faktisk bruger energi på at forsøge at huske det. Hun har sin skoletaske på ryggen og er højst sandsynligt på vej til time. Alligevel stopper hun op, da hendes blik møder Frederiks.

   ”Hvad er der med dig?” spørger hun.

   Frederik er en anelse overrasket over, at hun taler til ham. Så vidt han husker, har han kun oplevet at få ordrer af hende.

   Hun skubber det lyse hår om bag ørene, mens hun venter på svar.

   Frederik ender med at ryste på hovedet. ”Jeg har det fint,” siger han og forsøger sig med et smil.

   ”Er du sikker?” Hun kniber øjnene sammen, og Frederik føler sig pludselig sårbar under hendes blik. Følelsen kommer bag på ham.

   ”Jeg skal bare ind og hente noget,” lyver han.

   På trods af at sekunderne går, og chancen for at nå til time i ordentlig tid så småt løber fra hende, bliver hun stående med de spinkle hænder begravet i lommen på sin hættetrøje og fastholder øjenkontakten med Frederik.

   ”Du ser bare lidt oprørt ud,” bekendtgør hun og smiler usikkert. ”Er du sikker på, at jeg ikke kan hjælpe med noget?”

   Frederik sukker og lader et frustreret grin undslippe sine læber.

   ”Med mindre du kan låne mig penge, er der vist ikke så meget, du kan gøre.”

   ”Nå, så det er pengene, der trykker?” udbryder hun selvtilfredst. ”Har du ikke lige fået din SU?”

   ”Jo, det er problemet,” stønner Frederik og slår ud med armene. ”Jeg brugte dem alle sammen i weekenden. Eller jeg brugte halvdelen, og den anden halvdel har en tatovør nede i byen stjålet fra mig.”

   Pigen ser ud til at tænke over sagen et øjeblik, før hun igen kigger på Frederik. Frederik kan se på hende, at hendes øjne ubevidst leder efter den sorte farve på hans krop. Han har ikke lyst til at vise hende den, så han beslutter at stille det spørgsmål, der har naget ham.

   ”Hvad er det nu, du hedder?” spørger han og rynker undskyldende på næsen.

   ”Line,” svarer hun og ser kun en ganske lille smule såret ud.

   Frederik nikker og præsenterer sig selv, selvom det virker lidt overflødigt. Stemningen er akavet, indtil Line vender tilbage til Frederiks pengeproblem.

   ”Kan du ikke låne penge af dine forældre?” spørger hun.

   Det er ikke, fordi Frederik vil være uhøflig, men spørgsmålet rammer ham som en knytnæve i ansigtet, og pludselig har han fået nok af Line og hendes trang til at hjælpe. Han kigger væk og hanker op i sin plasticpose.

   ”Nej, det kan jeg ikke,” informerer han og går forbi hende uden at se op. Da han kommer ind på værelset, smækker han døren og kaster sig ned på sin seng.

   Frederik har ikke set sine forældre siden slutningen af 9. klasse. Det er ikke noget, han har talt med nogen om, og det har han heller ikke tænkt sig. Det er, som det er, og sådan forbliver det. Frederik kan aldrig tilgive dem det, de gjorde mod ham, og han ved, at de aldrig ville kunne have et fungerende forhold igen. Derfor irriterer det ham, at han ikke er i stand til blot at lukke ned for de følelser, der overmander ham i dette øjeblik.

   ”Skrid,” mumler han stilfærdigt.

   Udenfor fortoner stemmerne af elever sig, efterhånden som de fleste forlader kollegiet efter pausen. Frederik ved af erfaring, at der altid er nogle, som falder for fristelsen til at blive i sengen et modul eller to, som han selv gør lige nu, men alligevel kan han ikke undgå at føle sig alene. Der er helt stille på værelset.

   Frederik fisker sin mobil op af lommen og læser Amandas beskeder.

   Hej, Frederik. Er i Viborg senere i dag. Har du lyst til at mødes?

   Mia siger, jeg skal slette dit nummer. Hun er bare sur over, at du ikke tog hende med i byen, haha.

   Jeg kan ikke lade være med at tænke på i fredags. Det var fantastisk.

   Ville du mødes? Vi kan spise en pizza. Jeg er hundesulten.

   Frederik?

   Frederik tøver med mobilen i hånden. Han skal til at skrive et svar, men ombestemmer sig så og trykker i stedet på det lille telefonrør og lægger mobilen op til øret. Da den velkendte tone indikerer, at opkaldet er gået igennem, bliver han igen usikker, men han får ikke tid til at tænke videre over det, for i det samme toner Amandas stemme frem i mobilen.

   ”Frederik?” spørger hun, og selv over telefonen kan Frederik høre iveren i hendes stemme.

   ”Hej, Amanda,” siger han. ”Jeg så først dine beskeder nu.”

   ”Åh, okay,” svarer hun. Der lyder en skramlen i baggrunden. ”Hvad siger du så?”

   ”Jeg vil rigtig gerne spise pizza med dig, men der er opstået en lidt træls situation, så jeg har ikke så mange penge for tiden.”

   ”Det er ikke noget problem. Jeg skal nok give.”

   ”Det ville være perfekt. Ses vi på Khawand om en halv time?”

   ”Om en halv time? Har du ikke undervisning?”

   ”Nej, ikke i dag.”

   ”Hvor er du heldig. Jeg glæder mig til at se dig.” Det skratter igen i røret, og Frederik hører en pigestemme i baggrunden, der lyder mistænkeligt meget som Mias.

   ”Jeg glæder mig også til at se dig. Vi ses.”

   Frederik lægger på og kigger op i loftet. En ubehagelig følelse har taget bolig et sted dybt inde i hans sind, og selvom han gør sit bedste for at ignorere den, ville enhver kunne score de 500 point, hvis spørgsmålet var dukket op i et spil Jeopardy.

   Hvad er skyldfølelse?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...