Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 9 aug. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

39Likes
39Kommentarer
2462Visninger
AA

4. 4. kapitel

 

   En klokke dingler, da Alfred og Jonas træder ind i den lille genbrugsforretning. Lugten af gamle møbler, sur røg og luftfrisker møder dem i samme øjeblik, som rækkerne af brugte ting åbenbarer sig for dem. Det er primært Alfred, der holder af at gå på opdagelse sådanne steder. Jonas følger oftest bare med, men han kan nu alligevel godt se fidusen i at spare nogle penge ved at købe tingene brugt.

   Alfred hilser på den ældre dame, der står ved kassen og er i færd med at sætte prismærkater på en stak tallerkener. Han kender hende ikke, men ved allerede, at hun højst sandsynligt er et af verdens sødeste mennesker.

   Efterhånden som de to arbejder sig igennem genstandene i butikken, bliver Jonas lidt utålmodig.

   ”Hvad er det nu, vi kigger efter?” spørger han og holder en gammel dukke op, hvis ene øje er faldet ud.

   Alfred tøver lidt, før han svarer. ”Jeg vil have noget op på væggene. De er for bare.”

   ”Jeg troede, du holdt af den minimalistiske stil.”

   ”Det har jeg aldrig sagt.”

   ”Nej, det er egentlig også bare noget, jeg selv har observeret.” Jonas stikker hænderne i lommerne og sætter sig på en lille skammel, der er sat til salg for en halvtredser. ”Så hvad leder vi helt præcist efter?”

   Alfred går igennem en bunke gamle malerier, men føler sig ikke engang fristet til at tage et yderligere kig på nogen af dem. ”Det ved jeg ikke. Noget pænt.”

   ”Vi kunne lave noget selv,” foreslår Jonas. ”Vi kan bore nogle grene op og male et eller andet orange. Det er sådan, de gør i fjernsynet.”

   ”Det gør du bare.” Alfred kigger ikke engang op.

   Jonas lader Alfred lede videre og går op til damen ved disken for at få sig en kop kaffe. Alfred stønner frustreret, da han lader endnu en ramme falde til jorden, fordi motivet er utilfredsstillende. Han ved ikke engang, hvad han leder efter. Han vil bare benytte sig af, at han har en tom væg, og at han helt selv kan bestemme, hvad der skal hænge på den. Jonas har nemlig allerede givet udtryk for, at han er ligeglad med, hvad der kommer til at hænge.

   Det er ikke fordi, Alfred er synderligt interesseret i kunst. Faktisk går han bare efter det visuelle. Flotte farver og smukke penselstrøg. Hans mor har dog ofte slæbt ham med på diverse museer og præsenteret ham for de største kunstnere, så helt ufrivilligt fanges hans blik af to velkendte engle, der svæver rundt på hver sin kagedåse.

   ”Jamen hej, Bertel,” mumler Alfred og rækker ud efter dem.

   Efter omtrent femten minutter kommer Alfred traskende op til kassen med et verdenskort, tre gamle vinylplader og de to kagedåser. Han betaler, og Jonas hjælper med at bære tingene ud af butikken.

   ”Nu må du ikke blive fornærmet,” starter Jonas ud og kaster blikke efter posen, som Alfred går med i venstre hånd, ”men hvad skal du med de dåser?”

   ”Det er Bertel Thorvaldsen,” svarer Alfred og kigger kærligt ned på dem. ”Han var en kendt, dansk billedhugger. Det er hans motiver.”

   ”Aha.”

   Det er tydeligt for Alfred, at Jonas ikke er synderligt interesseret, men det gør ham nu ikke noget.

   ”Det er dagen og natten,” fortsætter han stilfærdigt. ”Den ene engel har lukkede øjne og holder et sovende barn. Den anden kaster blomster, og hendes barn holder en fakkel. Jeg synes, de er ret smukke.”

   ”Du har altså nogle lidt vilde interesser, Alfred,” svarer Jonas.

   ”Det er kunst. Hvad er der galt med kunst?”

   ”Åh, ikke noget. Det er bare ikke lige mig. Skal vi ikke gå forbi bageren på vej hjem? Jeg kunne godt spise en kage.”

   Alfred siger god for et stykke kage, og snart sidder de på en bænk og nyder eftermiddagens sidste solstråler med en bagerpose i den ene hånd og en Cocio i den anden. Søndagstrafikken glider roligt forbi dem, og fuglene synger et sted i træerne længere væk. Som Alfred tygger sig igennem sin kanelsnegl, begynder hans tanker at vandre. Han beslutter at dele dem med Jonas. Selvom det fra starten har været tydeligt for Alfred, at Jonas var lidt mindre tænksom end Alfred selv, har han altid været god til at lytte.

   ”Nogle gange får jeg dårlig samvittighed.”

   Jonas tager en slurk af sin kakaomælk, før han kommer med det obligatoriske: ”Hvorfor?”

   Alfred rykker sig lidt på bænken og banken skosnuden ned i en græstot, der har kæmpet sig igennem en revne i fortovet. ”Fordi vi har det så godt, som vi har det, men alligevel føler jeg, at jeg mangler noget. Jeg har dig, et sted at bo, uddannelse, familie, penge, fred og muligheden for at gøre, hvad jeg har lyst til. Jeg har absolut intet at klage over.”

   Jonas trækker på skuldrene. ”Hvorfor klager du så?”

   Den bemærkning kan Alfred ikke lade være med at trække på smilebåndet over.

   ”Alting er så enkelt i din verden.”

   ”Ja, for det meste. Men jeg forstår godt, hvad du siger. Nogle gange har jeg også lidt ondt af mig selv, men så går det op for mig, at der ikke er noget at være nedtrykt over.”

   ”Og så rejser du dig op og griber dagen?”

   ”Noget i den stil.”

   Alfred sukker og kigger op mod solen. Det minder ham om engang i folkeskolen, hvor de hver fik stukket en gammel filmrulle i hånden og blev bedt om at se en solformørkelse. Det havde været et sjældent syn, men Alfred husker, at han havde taget en af klassekammeraternes ord lidt for alvorligt og havde været bange for at blive blind ved at kigge derop.

   Da Alfred vender blikket ned igen, danser omridset af solen stadig for hans blik. En lille ring af lys på hans nethinde.

   ”Du bekymrer dig for meget, Alfred.” Jonas tørrer sig om munden og kaster papirsposen i skraldespanden. ”Jeg tror, du er nødt til at give lidt mere slip.”

   ”Det ved jeg godt.”

   Der er stille lidt, men så rejser Jonas sig op. ”Nå, skal vi komme hjem og hænge det her gamle ragelse op?”

   Alfred langer ud efter Jonas, men kommer smilende på benene. ”Sikke beskidt en mund du har.”

   ”Min mor har tonsvis af dem her derhjemme,” svarer Jonas og peger på grammofonpladerne. ”Du kunne bare have fået en kasse af hende i stedet for at spilde penge på at købe dem hos Elsebeth.”

   ”Elsebeth? Er det din nye veninde?”

   ”Hun var skide sød, men jeg tror, hun fik fortalt mig hele sin livshistorie. Hun blev bare ved med at ævle.”

   ”Hun kunne sikkert godt lide dig.”

   ”Alle kan lide mig.”

   ”Undtagen pigerne.”

   Jonas rynker brynene. ”Grænsen, Alfred. Det var grænsen.” Hans stemme er alvorlig, men Alfred er ikke i tvivl om, at han joker.

   Da de kommer hjem, opdager de hurtigt, at noget er anderledes. Der dufter af brød i opgangen, og døren til lejligheden er ikke låst. Alfred når at blive en anelse nervøs, før hans mors ansigt tilsmiler ham fra køkkenet.

   ”Hej, skat,” udbryder hun og bevæger sig gennem rummet for at give Alfred et kram. Derefter kører hun fingrene igennem Jonas’ krøller. ”Og hej, Jonas.”

   Jonas smiler til Alfreds mor, men Alfred er mest af alt lidt overrumplet og formår blot at kigge sig undrende omkring.

   ”Bager du boller?” spørger han og forsøger at kigge ind i ovnen.

   ”Ja. Jeg tænkte, at jeg lige ville kigge forbi. Jeg har fyldt jeres skabe op.”

   Birgitte Lauge er en småkvabset kvinde med lyst hår og skinnende blå øjne, der hvert nytår beslutter sig for at gå på slankekur, men altid ender med at dykke langt ned i en slikskål forholdsvis kort tid efter. Hun har altid holdt af at bage, og siden Alfred flyttede hjemmefra, har der regelmæssigt ligget en pose boller eller et friskbagt franskbrød på køkkenbordet, når drengene kom hjem fra skole. Selvom hun ind i mellem figurerer på toplisten over verdens pinligste mødre, er Alfred som regel glad for at se hende.

   Bare ikke i dag.

   ”Vi kan godt selv handle ind, mor.”

   ”Selvfølgelig kan I det, skat. Jeg vil bare sikre mig, at I ikke lever af fastfood og nudler.”

   Sidste år gav Alfred hende en ekstranøgle til lejligheden, men i dette øjeblik begynder han så småt at fortryde den handling. Birgitte fornemmer hurtigt Alfreds dalende humør.

   ”Hvad er der med ham i dag?” spørger hun henvendt til Jonas.

   Jonas trækker på skuldrene og dumper ned i sofaen.

   ”Der er ikke noget galt,” svarer Alfred en smule irriteret og slår ud med armene. Så kommer han i tanke om dagens indkøb og drejer samtalen hen på det. ”Vi har været i genbrugen.”

   Birgitte dykker ned i poserne og giver sig til at kommentere på Alfreds fund, men Alfred hører ikke rigtigt efter. I stedet går han hen i sofaen og sætter sig ved siden af Jonas. Fra lommen finder han sin mobiltelefon frem.

   Kirstine har stadigvæk ikke besvaret hans venskabsanmodning.

   Alfred bider sig i indersiden af kinden. Så bemærker han Jonas’ undersøgende blik og slukker hurtigt telefonen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...