Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 10 sep. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

40Likes
40Kommentarer
2948Visninger
AA

3. 3. kapitel

 

   Det vil ikke gå af. Frederik skrubber, vasker og gnubber, men den røde farve omkring hans læber vil ikke forsvinde.  Med et irriteret udbrud kyler han kluden ned i vasken og stikker hele hovedet ind under vandhanen. Det føles rart at mærke det kolde vand brede sig ud over ansigtet, men Amandas læbestift sidder der endnu.

   Han går bandende ind på sit værelse, kaster et kort blik på den spinkle krop, der sover i hans seng, og begynder at rode i tasken, som står på gulvet. Den er fuld af tøj, sko og hårprodukter. Make up-pungen ligger helt nede i bunden. Frederik stikker hånden ned i den og fisker noget, der ligner makeupfjerner, op derfra. Væsken har en giftig blå farve, men han tværer det ud i ansigtet alligevel, og endelig kan han se resultater. Til sidst er det blot huden selv, der er blevet så irriteret, at den er helt lyserød.

   ”Hvem opfandt det lort?” mumler han for sig selv og rør forsigtigt ved den ømme hud omkring hans læber.

   Ved lyden af hans ord begynder Amanda at røre på sig. Hun åbner øjnene og smiler, da hun får øje på Frederik, som sidder i sengens fodende i underbukser. Frederik lægger mærke til, at hun også er rød omkring munden, men han fortæller hende det ikke. I stedet presser han et anstrengt smil frem og skynder sig at trække en trøje over hovedet, før han vender sig mod hende igen.

   ”Sovet godt?” spørger han.

   ”Fantastisk,” svarer hun og sætter sig op, så dynen glider ned omkring hendes talje. Hun har intet tøj på, men er tilsyneladende ligeglad.

   Der lyder en høj banken på værelsesdøren.

   ”Gem dig,” hvisker Frederik og hiver hurtigt dynen op over hovedet på den forvirrede pige. Da han har sikret sig, at hun ikke kan ses fra døråbningen, går han hen over gulvet og åbner forsigtigt ud til gangen.

   Det er Kalle.

   Frederik træder udenfor og lukker døren efter sig. Kalle slår ud med armene.

   ”Hvad sker der?” spørger han og gør mine til at ville gå ind på værelset, men Frederik stopper ham.

   ”Hun har ikke noget tøj på,” siger han lavmeldt og hæver overbevisende øjenbrynene.

   Kalle tøver et øjeblik, men så er det, som om nattens begivenheder pludselig vender tilbage til ham. Irritationen over at være blevet overgået af sin ven stiger atter op i ham.

   ”Fuck dig,” siger han og vender sig for at gå. ”Nyd dine tyvekoster.”

   ”Hold nu op med at være så fornærmet, din spade.” Frederik rækker ud og tager fat om hans skulder. ”Jeg har brug for din hjælp.” Han giver ikke slip, selvom Kalle stirrer vredt på hans fingre. Så vrister han sig fri og stiller sig med armene over kors.

   ”Har du ingen stedssans overhovedet? Jeg foragter dig lige nu.”

   ”Du ved ikke engang, hvad foragter betyder.” Frederik sænker stemmen og læner sig ind mod Kalle. ”Hjælp mig med at få hende ud derfra. Jeg magter hende ikke lige nu. Mit hoved føles som en tsunami.”

   ”Og det tror du måske ikke, mit gør?”

   Frederik ser tålmodigt på sin ven. Det er tydeligt at se, hvordan vreden langsomt damper ud af ham. Til sidst sukker han og ruller med øjnene i tegn på overgivelse. ”Okay, jeg hjælper dig, for fanden. Har du en plan?”

   ”Vi gør, som vi plejer,” beslutter Frederik, og Kalle nikker indforstået. Derefter skilles de, og Frederik vender tilbage til Amanda, der er i færd med at tage tøj på. Frederik når kun et kort øjeblik at blive irriteret ved tanken om, hvad hun kunne have været skyld i, hvis en af kollegielærerene kom ind og så hende sådan, før hun er ovre ham og har plantet sine læber på hans. Så er hun væk igen og vimser rundt i værelset efter sine ting.

   ”Smutter du?” spørger Frederik, omhyggelig med at skjule det håbefulde i sin stemme.

   ”Jeg tænkte, vi måske kunne ses senere i dag. Det var egentlig ikke meningen, at jeg skulle overnatte her i byen, så jeg må hellere komme hjemad.” Hun smiler til ham og rækker ham sin mobiltelefon. ”Skriv dit nummer, så ringer jeg senere.”

   Frederik gør, som hun siger, og afleverer telefonen tilbage.

   ”Det er nok bedst, hvis du går ud af vinduet,” bekendtgør han. ”Det er ikke super fedt, at en af kollegielærerene ser dig her på det her tidspunkt af døgnet. Gæster må ikke overnatte.”

   Amanda ser en smule forulempet ud, men bider det i sig og hiver op i kjolen for at gøre sig klar til at klatre ud af vinduet. Frederiks værelse ligger på stueetagen, så hun falder blot en lille meter, før de tynde stilethæle rammer fliserne nedenfor. Da hun står derude, retter hun på sit hår og ser tilbage på Frederik.

   ”Ser jeg okay ud?” spørger hun.

   Frederik trækker vejret ind for at pointere, at hun muligvis har rød læbestift tværet ud i hele ansigtet, men i samme øjeblik hamres der voldsomt på døren, som få sekunder efter flyver op og brager ind i væggen bag Frederik.

   Frederik snurrer rundt og ser Kalle stå med tårer i øjnene og håret strittende til alle sider. Før Frederik kan nå at stoppe ham, begynder han at råbe, så det formentlig kan høres på halvdelen af kollegiet.

   ”Hvad fanden har du gang i, Frederik? Hvad har du gjort?” Kalle træder frem for at skubbe Frederik i brystet. Spyttet flyver til alle sider, da han fortsætter. ”Vi havde noget sammen! Vi to! Du fucking sagde, at du elskede mig! Hvad er det her? Et stankelben med patter! Vælger du hende? Vælger du hende fremfor mig?”

   Frederik forsøger desperat at stoppe sin ven, men Kalle fortsætter sin svada, nu med tårerne trillende ned ad kinderne.

   ”Det var os to! Os to og fucking klamydia!” Nu vender han sig mod Amanda, der måbende følger hver en bevægelse med øjnene. ”Tillykke. Du er nu den stolte indehaver af en af de mest almindelige sexsygdomme i –”

   ”Kalle!” råber Frederik og stiller sig direkte foran ham. ”Stop så!”

   Kalle tager armene – der de sidste tredive sekunder har flagret rundt i hele lokalet – ned og trækker vejret dybt. Han ser uforstående på Frederik. ”Hvorfor spiller du ikke med, mand?”

   ”Hun var allerede ved at gå! Skrid så ud herfra!” Frederik dæmper stemmen så meget, han kan, og beder for, at Amanda ikke står tæt nok på til at kunne høre hans ord. Da han vender sig mod hende igen, løfter han undskyldende hænderne.

   ”Det er jeg virkelig ked af,” siger han og skærer en grimasse, der gerne skulle vise, at han er flov over situationen. ”Det er nok bedst, hvis du –”

   ”Ved du hvad – det gør ikke noget, Frederik. Du skal ikke tænke på det. Jeg smutter nu, så jeg kan nå bussen. Vi ses.”

   Og så er hun væk. Lyden af hendes hæle forfølger hende henover stenene, da hun forsvinder rundt om bygningen. Så er der stille. Frederik vender sig mod Kalle med lyn i øjnene.

   ”Hvor har du efterladt din hjerne?”

   ”Slap nu af, mand. Jeg havde ikke set, hun var gået!”

   Frederik tager uforstående hænderne op til hovedet. ”Du havde ikke set, at hun var gået?”

   ”Hvis du havde haft drama, havde du vidst, at det kræver koncentration at gå ind i en rolle. Hvorfor tror du, der gik så lang tid, før jeg kom? Jeg har lige vanæret alle minderne om min døde hamster for din skyld, og så skulle du ikke bruge det til en skid alligevel!”

   ”Er det sådan, du får dig selv til at græde på kommando?” spørger Frederik og kan ikke lade være med at grine. ”Din hamster?”

   Kalle kniber øjnene sammen. ”Du skal ikke gøre nar af min hamster. Du er bare misundelig over, at du ikke kan græde, når nogen beder dig om det. Der er dit panser pludselig ikke så brugbart, hva’?”

   Frederik vender sig væk fra sin ven og undlader at kommentere på den sidste del. ”Undskyld, Kalle. Du er sgu en god skuespiller. Det må jeg give dig.”

   Kalle læner sig veltilfreds op ad væggen med armene over kors. Han er kun iført en hættetrøje og et par tynde bukser, han sandsynligvis har samlet op fra gulvet på sit værelse. I modsætningen til Frederik roder Kalle nemlig helt ekstremt, og der er en grund til, at de to drenge altid befinder sig nede på Frederiks værelse, når de tilbringer tid sammen. Frederiks værelse er altid rydeligt og udluftet, fordi Frederik mener, at ventilationen på kollegiet er elendig, og han har altid været let påvirkelig.

   Derfor har han også en bankende hovedpine lige nu.

   ”Jeg har seriøst brug for en Panodil,” stønner han og gnider håndroden henover tindingen.

   Kalle sætter sig ned i sengen ved siden af Frederik. Han ser ikke nær så forsovet ud som Frederik, men poserne under hans øjne taler dog alligevel sit tydelige sprog.

   ”Hold op, hvor er jeg glad for, jeg ikke har nogen afleveringer for i denne her weekend,” udånder han og lukker øjnene.

   ”Havde du lavet dem, hvis du havde nogen?” spørger Frederik.

   ”Nej, men nu slipper jeg for skyldfølelsen. Den er så irriterende.”

   Frederik trækker på skuldrene og istemmer: ”Lad os bare for en gangs skyld nyde, at vi kan slappe af på lovlig vis.”

   I det samme banker det på døren for tredje gang den morgen. Let knirkende drejer døren på sine hængsler, og en af de mere flittige piger fra gangen stikker hovedet ind. Hun ser alt andet end glad ud.

   ”For det første – hvad fanden sker der herinde? Og for det andet – hovedrengøringen begynder nu. Alle deltager.”

   Frederik og Kalle ser på hinanden.

   ”Hoved. Fucking. Rengøring.” Kalles stemme er så fuld af lidelse, at han kunne have høstet adskillige Oscars for at sige den sætning i en amerikansk spillefilm.

   Pigen smiler ondskabsfuldt og løfter øjenbrynet.

   ”Nu,” gentager hun og smækker døren i hovedet på dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...