Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 9 aug. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

39Likes
39Kommentarer
2541Visninger
AA

2. 2. kapitel

 

   ”Vi burde tage i byen.”

   ”Det burde vi.”

   Alfred og Jonas ser på hinanden. Først alvorligt. Så knækker de sammen af grin.

   ”Jeg mener det,” siger Jonas, da han igen har fået luft til at tale. ”Vi burde komme ud. Det er trods alt fredag.”

   ”Har du da lyst til at gå ud?” spørger Alfred. Han sidder i skrædderstilling i den lille tomandssofa, som de to drenge købte for 300 kr. i genbrugen og brugte flere timer på at bakse op ad trappen til lejligheden. Han borer sin venstre pegefinger ned i et hul i stoffet.

   Jonas klør sig i det krøllede hår, mens han tænker sig om. ”Nej,” ender han med at sige, ”egentlig ikke.”

   Alfred smiler til sin bedste ven og synker længere ned i sofaen. Den bærbare computer hviler på hans skød. I en sækkepude på gulvet vender Jonas sin opmærksomhed tilbage til den mobiltelefon, han har i hånden. Han ligger og kører fingeren hen over skærmen.

   Alfred og Jonas har efterhånden kendt hinanden et godt stykke tid. De mødte hinanden i 10. klasse og klikkede så godt, at de fik overtalt deres forældre til at lade dem flytte sammen og tage deres gymnasiale uddannelse i Viborg. Nu går de i 3.g på byens tekniske gymnasium, Mercantec, og har boet sammen i lidt over to år.

   ”Hvad laver du?” spørger Alfred Jonas, da han ser Jonas’ finger skubbe til højre og venstre i stedet for op og ned.

   Jonas trækker lidt på det. ”Ikke noget særligt.”

   Alfred kniber øjnene sammen for at stille skarpt på den lille skærm. ”Er du på Tinder?”

   ”Måske,” lyder det nede fra sækkepuden.

   ”Siden hvornår er du begyndt at date?” Alfred stiller computeren fra sig og lægger sig på gulvet ved siden af sækkepuden, så han kan følge Jonas’ finger, der efter kort betænkningstid enten kasserer eller godkender de piger, der dukker op på skærmen.

   ”Siden min mor bad mig om at finde en, der kan tage sig af det bjerg af opvask, der altid står i køkkenet.”

   Alfred ved, at det kun er halvdelen af svaret, men vælger at tie. De to drenge er på mange punkter meget ens, og netop derfor er det lykkedes for dem at udholde at bo sammen i så lille en lejlighed i to skoleår. De prioriterer begge skolen højt og foretrækker film, stilhed og computerspil frem for diverse sociale arrangementer og drukfester. Alligevel er det ikke nogen hemmelighed blandt dem, at de efterhånden begge ønsker sig et hunkønsvæsen at sige godnat til hver aften.

   ”Har du fundet nogen?” spørger Alfred nysgerrigt.

   ”Jeg tror, hende her går på skolen,” svarer Jonas og vipper skærmen, så Alfred kan studere et billede af en langhåret pige med briller og en enorm kavalergang. ”Hun ser ret godt ud,” tilføjer han.

   Alfred spærrer øjnene op og puffer til sin ven. ”Hendes bryster ser gode ud. Der er forskel.”

   Jonas trækker på skuldrene. Alfred ser længe på ham. Så begynder Jonas at grine.

   ”Jeg tager pis på dig, Alfred. Jeg har ikke fundet nogen. Den her app er fyldt med piger, der udstiller sig selv, og drenge, der enten er desperate eller har lidt for meget selvtillid.”

   ”Og hvor kategoriserer du så dig selv?” spørger Alfred drillende. ”Den desperate?”

   Jonas trækker på skuldrene, og selv om de begge fastholder varmen i deres blikke, er det, som om alvorens knugende tag sænker sig ned over dem. De ved begge, at det er sandt. Desperat er måske et stærkt ord, men de sidste par år har Jonas ikke ligefrem været omsværmet af piger. Det samme gælder for Alfred.

   Jonas lægger sin mobil fra sig, og på trods af deres samtale fra tidligere beslutter drengene sig for at gå en tur i Brugsen for at være sikre på, at de kan tilfredsstille deres søde tand senere på aftenen.

   Aftenen er lun, men en svag brise løfter alligevel Alfreds i forvejen flyvske hår, så han må trække jakken tættere sammen omkring sig. Mens de går, forsøger han at lade være med at forvente noget. Forsøger mentalt at nedkæmpe det lille håb, der tillader sig at flakse rundt i hans indre.

   ”Måske skulle vi tage med til den næste gymnasiefest,” foreslår Jonas, da han sparker til en sten, der flyver ud på vejen og først stopper sin færd, idet den rammer fortovskanten på den anden side. ”Måske fungerer live dating bedre for os.”

   ”Live dating?”

   ”Ja. Du ved, hvor det ikke gælder om at skrive flirtende beskeder først. Pigerne spankulerer rundt foran dig hele aftenen, og så skal du bare vælge én.”

   ”Jeg tror ikke helt, du forstår essens af dating, Jonas,” griner Alfred. ”Du skal score dem. Du kan ikke bare pege én ud og håbe på, hun gider tage med dig hjem.”

   Jonas sukker. ”Verden er uretfærdig.”

   ”Der er nok en grund til, at hjerte-smileyen på vores telefoner er ved at drukne i støv,” istemmer Alfred.

   Der er en lille pause.

   ”Jeg sender hjerter til min mor,” indrømmer Jonas så.

   ”Det gør jeg også,” siger Alfred med et spirende smil i mundvigen.

   Der er ganske få kunder i den lille dagligvarebutik. Alfred og Jonas styrer direkte mod slikhylderne og spilder ikke tiden. De river de bedste tilbud til sig, finder noget at drikke og går op for at betale. Alfreds hjerte sætter hvert minut farten op, men da de står bag en ældre dame i køen, og han ser, hvem der sidder ved kassen, breder den bitre smag af skuffelse sig i hans mund. Han gider ikke engang forsøge at smile til den midaldrende mand, der hilser venligt på dem.

   Jonas genoptager samtalen, da de bevæger sig hjemad med en tung plasticpose mellem sig.

   ”Vi skulle aldrig have meldt os ind på Mercantec. Hvorfor var der ikke nogen, der advarede os om, at der maksimalt er tre piger i hver klasse?”

   ”Fordi skole ikke handler om piger.”

   ”Nej, men alle ved da, at det er unges primære sted at socialisere sig. Og sjovt nok vores eneste,” mukker Jonas.

   ”Skolen kan jo ikke gøre for, at vi har en lille vennekreds.” Alfreds tålmodig er snart brugt op.

   Jonas har bemærket det. Han drejer hovedet og ser undersøgende på sin værelseskammerat. ”Har jeg sagt noget forkert?” spørger han.

   ”Kan vi ikke bare droppe den her samtale? Jeg gider ikke snakke om, hvor sølle vores liv er. Det gør mig deprimeret.” Alfred forsøger at holde irritationen tilbage, men han kan ikke forhindre skuffelsen i at trænge sig ind i hans stemme. Han ser ned i jorden, da han siger det, fordi han har det dårligt over at skælde ud på sin bedste ven, når han ved, at han egentlig ikke har gjort noget forkert.

   ”Selvfølgelig. Undskyld,” siger Jonas stille.

   De går tilbage til lejligheden i stilhed.

   Varmen, der slår dem i møde, da de træder indenfor, tør stemningen op. Resten af aftenen sidder de foran deres computere og griner, som de plejer. De får flere timer til at gå med at spille League of Legends, men til sidst bliver Alfred så træt, at han mærker kvaliteten af sit spil dale stødt. Efter sit andet nederlag lukker han elektronikken ned og gør sig klar til at gå i seng.

   Lejligheden er en etværelses. Køkkenet er kun skjult af en halvmur, og for at skabe bare en lille smule privatliv er drengenes senge afgrænset af henholdsvis en fyldt bogreol og et gardin. Det er primitivt, men det fungerer, og Alfred kan godt lide at sove bag sine bøger. I sommermånederne, hvor det stadig er lyst, når han lægger sig til at sove, holder han af at ligge og beundre titlerne og sit eget liv, som han bliver mindet om, fordi han har bøger helt tilbage fra sin tidlige barndom.

   Efter at have sagt godnat til Jonas, der klikker videre på sin computer, finder Alfred sin mobiltelefon frem og åbner Facebook. Han scroller gennem fødselsdagshilsener, festbilleder, reklamer og salgsannoncer. Intet af det siger ham ret meget. Hilsnerne og billederne gør ham i dårligt humør, fordi han bliver mindet om, hvor store omgangskredse alle andre i verden tilsyneladende har, og reklamerne irriterer ham blot. Det er først, da han støder på et billede taget samme aften, at han fjerner tommelfingeren fra skærmen og tillader sig selv at kigge rigtigt. Det er lagt op af en pige, han gik i folkeskole med. På billedet sidder hun med to andre piger. Alle sammen med armene omkring hinanden og et glimt i øjet. Alfreds blik søger helt automatisk hen til hende længst til venstre. Hendes kommunefarvede hår er sat op i en hestehale, og fregnerne breder sig tilfældigt henover hendes kinder og næse.

   Hans hjerte springer et slag over. Han kan ikke tro sit held.

   Hun er tagget på billedet. Alfred memorerer hendes navn på et splitsekund.

   Kirstine Dahl Wiener.

   Der er ikke meget at se på hendes profil. Hendes coverbillede er et ferieportræt af hendes familie, og på profilbilledet skjuler et par solbriller hendes øjne. Men Alfred er solgt. Blodet pumper rundt i hans krop, da han lader spidsen af tommelfingeren svæve over den lille firkant, der sender hende en venskabsanmodning.

   Han tør ikke. Et par minutter ligger han i mørket og lytter til Jonas, der bander ovre fra computeren. Så samler han telefonen op igen og betragter billedet af de tre smilende piger. Betragter i særdeleshed Kirstine.

   Da han endelig lægger sig til at sove, kan han ikke. Adrenalinen farer rundt i hans blodbaner, for han ved, at der et eller andet sted i landet lyser et lille rødt ikon ved Kirstine Wieners facebook-app, som indikerer, at Alfred Lauge har anmodet om venskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...