Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
4388Visninger
AA

17. 17. kapitel

 

   Frederik ligger i den lille sofa i gangkøkkenet og følger overhovedet ikke med i den fodboldkamp, der bliver vist på fjernsynet. Hans tanker er langt væk. Billedet af den grønne græsplæne og de røde og blå spillere, der løber febrilsk rundt og jagter bolden, er skiftet ud med hans barndomsværelse. I sengen ligger hans lillebror og dingler med fødderne ud over kanten, mens Frederik ligger på gulvet og læser op af en bog, de har fundet i morens bogreol nede i stuen. Frederik forstår ikke ret meget af, hvad han læser, og han har svært ved at forestille sig, at den tre år yngre lillebror forstår ret meget mere, men ikke desto mindre lytter han opmærksomt og afbryder først, da Frederik begynder at grine. Frederik husker, at lillebroren var kravlet ned til ham for også at kaste et blik på billedet af den gravide kvinde, der ikke gjorde noget for at dække et par tunge bryster.

   Frederik forkaster mindet med et lille smil spillende om læberne. Han har brugt så meget energi på at glemme sin lillebrors død, at han nær har glemt de gode stunder. Dem, der for altid vil stå klart på hans nethinde.

   Kalle, der sidder krøllet sammen i den anden ende af sofaen, er heller ikke synderligt interesseret i kampen. Han sidder med telefonen oppe under næsen og bladrer rundt på de sociale medier. Under andre omstændigheder havde Frederik måske spurgt ham, hvad han lavede, men lige nu har en underligt ubestemmelig følelse bredt sig i ham. Som om tanken om hans lillebror har efterladt sig en melankolsk følelse, som han er nødt til at bruge et par minutter på at fordøje. Så han vender blikket mod skærmen og når lige akkurat at se et mål blive scoret på et hjørnespark.

   ”1-0,” mumler han. Kalle kigger kort op fra sin mobiltelefon, brummer et eller andet utydeligt og vender så tilbage til den virtuelle verden.

   Frederik falder hurtigt i staver igen. Med blikket fastlåst på fjernsynet forsvinder hans tanker væk, men denne gang tænker han ikke rigtigt. Sandheden er, at Frederik har sovet ganske forfærdeligt den nat. Faktisk har han haft svært ved at falde ordentligt i søvn hele ugen. Det er snart en uge siden, han gjorde det forbi med Amanda, og han har efterhånden fået overbevist sig selv om, at det ikke kan være derfor. Han havde skyldfølelse. Han havde det ad helvede til søndag morgen. Men han føler ingen trang til at kontakte Amanda, og han ved, han gjorde dem begge en tjeneste ved at afslutte deres relation.

   Idet, der bliver scoret igen, lægger Kalle mobilen fra sig og kigger op. Han ser på Frederik.

   ”Hvordan gik din fraværssamtale?” spørger han.

   Frederik trækker på skuldrene. ”Det gik fint. Det var den samme smøre som sidste gang.”

   ”Det er måske heller ikke så smart at blive smidt ud på dit tredje år.”

   Frederik kniber øjnene sammen. ”Siden hvornår er du blevet så dømmende? Du har sgu da også fravær.”

   Kalles ansigt krakelerer i et smil. ”Jeg ville bare blive ked af det, hvis du blev smidt ud, Snitten. Jeg ville nødigt risikere at skulle køre studenterkørsel uden dit grimme fjæs ved min side.”

   Frederik holder beroligende den ene hånd op. ”Bare rolig, jeg har styr på det.”

   Kalle holder den ene tommelfinger op og skifter stilling i den trange sofa. I det samme går døren til det lille køkken op. Et højlydt grin afslører, at det er Beathe, Frederiks spanskpartner, der er på vej ind til dem, allerede før Frederik og Kalle når at se hendes ansigt. Bag hende følger en veninde, Frederik ikke rigtigt husker navnet på. Selvom hun også ankommer med et smil på læberne, blegner det, da hun får øje på de to drenge, og hun lister sig behændigt om bag Beathe, der tydeligvis ikke har noget imod Frederik og Kalles opmærksomhed.

   ”Halløj, drenge,” siger hun og rækker ud efter en elkedel, som hun fylder vand i og tænder, mens veninden bruger lang tid på at finde tebladene i skabet. ”Fodbold,” fortsætter hun så og går over til fjernsynet og stiller sig med hænderne i siden. ”Hvorfor går I ikke op til fodbolddrengene på anden? Jeg tror, de har det lidt sjovere, end I har det hernede.” Hun kaster et sigende blik på sofaen, der er fuld af udflydende lemmer og maste popcorn.

   ”Du har glemt, at vi ikke er fodbolddrenge,” svarer Kalle.

   ”I ser sgu da alle sammen fodbold?” insisterer Beathe.

   ”Ja, men de ofrer alkohol og fester til fordel for fodbold. Der kan vi ikke rigtigt følge med længere.” Frederik peger på fjernsynet. ”Vi nøjes med kollegiefodbold og fjernsyn.”

   Beathe går tilbage til elkedlen. ”Det må i selv om, gutter. Jeg foretrækker nu sixpacks.”

   ”Der står én i køleskabet,” indvender Frederik, og Kalle griner højt, idet Beathe smiler sarkastisk og hælder et par teskefulde sukker i sit krus, før hun derefter lader teposen få samme tur.

   ”Du er sjov,” siger hun i et tonefald, der matcher hendes smil.

   Bag hende smiler veninden. Frederik fanger et kort øjeblik hendes blik, men så kigger hun væk og får travlt med at røre i sin te. Hun har småkruset, krøllet hår og fregner henover begge kinder. Da de to piger er gået, vender han sig mod Kalle.

   ”Hvem er det nu, hende veninden er?” spørger han.

   ”Julie Hald,” svarer Kalle prompte og giver sig hurtigt til at forklare, da Frederik ser undrende på ham. ”Jeg har haft drama med hende.”

   Frederik rynker brynene. ”Jeg har svært ved at forestille mig hende spille skuespil.”

   ”Hun er faktisk helt okay. Der er selvfølgelig ingen, der slår mig, men hun opfører sig slet ikke sådan der, når hun spiller. Hun forsvinder ind i rollen.” Kalle tøver. ”Du har ikke tænkt dig at jagte hende, vel?”

   Frederik hæver drillende øjenbrynene, men ryster så på hovedet. ”Nej, hun er ikke min type. Men hun ville passe ret godt til dig. Så kan I lave jeres egen lille dramaklub.”

   Den kommentar passer tilsyneladende ikke Kalle. ”Nej,” siger han hurtigt. ”Nej, det tror jeg ikke.”

   ”Hvorfor ikke? Hun så da meget sød ud?”

   ”Nej,” gentager Kalle fast, og selvom han skynder sig at hive mobilen op ad lommen igen, kan han ikke skjule sine blussende kinder for Frederiks veltrænede øje. Frederik åbner munden for at komme med en humoristisk kommentar, men noget får ham til at lade være. I stedet læner han sig tilbage i den bløde sofa, kigger et par sekunder mere på Kalle og beslutter så at lade emnet ligge. Den eneste lyd i rummet er nu fodboldkommentatorernes monotone stemmer, og opvaskemaskinens sagte rumlen. Efter et par minutter vender Kalle dog atter tilbage fra sin telefon, selvom han behændigt undgår Frederiks blik, idet han spørger: ”Hvordan går det med pengene? Har du fundet ud af noget?”

   ”Nej,” svarer Frederik og kaster lidt rundt med fjernbetjeningen i sit skød. ”Hele situationen er stadig lort, men det gode er, at jeg kun skal holde ud en uge mere. Én uge mere. Jeg har aldrig savnet min SU så meget.”

   ”Og du har droppet at gøre noget ved ham tatovøren?” fortsætter Kalle.

   Frederik drejer armen og kigger ned på sit håndled. Den sorte blæktegning kigger hånligt tilbage på ham. ”Jeg gider ikke spilde min tid på det. Jeg får garanteret aldrig de penge tilbage alligevel.”

   Der bliver stille lidt, og Frederik rynker lidt på næsen over tatoveringen. Han ville lyve, hvis han sagde, at han var glad for den.

   ”Har du overvejet at finde et job?”

   Frederik kigger hurtigt op. ”Hvorfor skulle jeg det?”

   ”Fordi så får du penge,” svarer Kalle. ”Så skal du ikke bekymre dig om, om du har penge nok hele tiden, og du støder ikke på det her problem igen.”

   Frederik tænker ikke længe over sit svar. ”Det gider jeg ikke.”

   Kalle ryster på hovedet. ”Nej, okay. Jeg havde heller ikke regnet med andet. Det var bare et forslag.”

   ”Synes du, jeg er doven?” spørger Frederik og føler faktisk, at Kalle sidder og dømmer ham.

   Heldigvis smiler Kalle af den kommentar og bløder derpå stemningen lidt op. ”Har jeg måske et job?” griner han. ”Du er fucking doven, Snitten. Det er vi sgu da alle sammen – bortset fra nogle af pigerne fra 0. gang. Jeg fatter ikke, hvordan de har overskud til både at gå i skole og passe et arbejde. Så foretrækker jeg alligevel at spare.”

   ”Nu vi snakker om det,” indskyder Frederik, ”så står det faktisk temmelig stramt til lige nu. Jeg skylder Amanda lidt penge, og jeg har det ikke super godt med, at hun skal vente på dem, når … når situation er, som den er.”

   Frederik ser diskret op på Kalle, som ikke smiler helt så meget længere. ”Så du vil låne af mig, så du kan betale dit lån af til hende?”

   ”Ja.”

   Kalle lader til at tænke lidt over det. ”Du ved godt, jeg heller ikke har pengene. Men jeg kan måske spørge min storebror. Han plejer at have lidt mere at gøre med. Hvor meget skal du bruge? Jeg kan prøve at spørge ham i morgen.”

   ”500,” svarer Frederik langsomt og føler en pludselig varme brede sig i kroppen. Han vidste, at Kalle var en god ven, men han havde ikke regnet med, at han ville inddrage sin bror i det.

   ”Tak, Kallemand,” udbryder han og knytter hånden for at støde sine knoer sammen med Kalles. Kalle gengælder gestussen og løfter derefter den ene pegefinger.

   ”Men han skal have dem tilbage. Ellers låner han mig aldrig penge igen.”

   ”Selvfølgelig,” lover Frederik og holder hånden på hjertet. ”Han får dem den 1. oktober.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...