Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
4379Visninger
AA

14. 14. kapitel

 

   Solen stod højt på himlen, da de fem drenge møvede sig ind af døren hjemme hos Ralle. Forældrene var ikke hjemme, så det store hus bredte sig tomt og indbydende ud foran dem. De fleste af drengene havde været der før, men da var de som regel stærkt overvåget af Ralles mor; en strengt udseende kvinde, man kun så i stramme nederdele eller yogabukser. De hvide vægge og blanke overflader virkede underligt intimiderende, nu hvor der ikke var nogen til at forhindre drengene i at placere fedtede fingre derpå.

   Kun én af dem havde aldrig set det skinnende rene hus før. Han fjernede vant det halvlange hår fra ansigtet, idet han kiggede op og betragtede den store lysekrone, der hang i entréen. Det var først, da de andre drenge var forduftet ind i stuen, og han stod alene tilbage, at han rev blikket væk fra det glimtende glas og bevægede sig henover trægulvet. Da han trådte ind gennem dørkarmen, mærkede han straks opmærksomheden samle sig omkring sig og kæmpede hårdt for ikke at lade blodet stige sig til hovedet. Havde han gjort noget forkert?

   ”Okay,” sagde Ralle højtideligt og rejste sig fra lædersofaen, som resten af drengene havde samlet sig omkring. ”Velkommen til mit hus. Velkommen til hovedkvarteret for Ralles Drenge. Måske har du hørt om det. Det er en klub, jeg startede i 5. klasse.” Han holdt en pause for at se, om den nyankomne dreng viste nogen tegn på genkendelse. Men da han blot trak på skuldrene, fortsatte han. ”Først troede jeg ikke, du var sej nok til at være med. Jeg troede, du var en tøsedreng. Men efter det du gjorde i sidste uge – det, du skrev på tavlen – det var fandeme sejt. Så jeg snakkede lidt med drengene, og vi har bestemt, at du kan være en del af klubben nu, hvis du vil.”

   Der var et par sekunders stilhed, men så svarede den mørkhårede dreng, som stadig stod midt i stuen: ”Jeg vil gerne være med.”

   ”Det tænkte jeg nok,” svarede Ralle, og et triumferende ansigtsudtryk erstattede den alvorlige mine. ”Først skal du have et navn. Vi har alle sammen fået et nyt navn. Nikolaj er selvfølgelig Niko, og jeg er Ralle. Peter kalder vi Toft, og –”

   ”Og jeg er Bøffen,” udbrød den største af dem alle. Han sad med sine store fødder solidt plantet på stuebordet, og det var ikke noget mysterium, hvorfor lige præcis det navn var tilfaldet ham.

   Ralle vendte sig mod det nye medlem. ”Så hvad vil du hedde?”

   Med bankende hjerte tænkte den nye dreng, så det knagede. Alle de navne, hans mor gennem tiden havde kaldt ham, blev ved med at dukke op, men han havde på ingen måde lyst til at anvende et af dem. Til sidst, da en svedperle var lige på kanten til at bryde igennem huden i hans pande, slog det ham, at det, hans lillebror altid kaldte ham, jo slet ikke var så slemt.

   ”Hvad med Frede?”

   ”Frede?” gentog Ralle og så rundt på de andre drenge. De nikkede anerkendende, og Ralle smilede. ”Så bliver det Frede.”

   Der opstod en summen af stemmer i stuen, idet drengene rejste sig for at give deres nye kammerat highfives, men så begyndte Ralle pludselig at protestere. Han stillede sig mellem Frede og de andre drenge med hænderne i vejret.

   ”Har I glemt,” begyndte han langsomt, ”at han først skal indvies? Han skal udføre ritualet.” Ralles øjne faldt på Frede, der mærkede sit hjerte sætte farten gevaldigt op. Han havde netop tilladt sig selv at lade lettelsen skylde ind over sig, men den forduftede nu lige så hurtigt, som den var kommet.

   ”Indvies?” spurgte han usikkert.

   De andre drenge så forvirrede ud. Ham, der gik under navnet Bøffen, åbnede munden for at indvende noget, men Ralle skar ham af med det samme.

   ”Dit hår,” sagde han, ”skal af.”

   Frede troede et øjeblik, at han havde hørt forkert. Hans hår?

   ”Vil du klippe ham?” spurgte Niko overrasket. Han var en tynd dreng med begyndende bumser. ”Altså klippe hans hår af?” Hans ansigt afspejlede den frygt, Frede følte.

   ”Er du sikker på, det er en god idé, Ralle?” istemte Bøffen.

   Ralle trak vejret dybt og svarede vredt: ”Hvis ikke I vil være med, kan I lige så godt gå med det samme. Og I skal ikke tro, I bare kan komme luskende tilbage, når I så ombestemmer jer.” Han pegede på hoveddøren.

   Både Niko og Bøffen slog blikket ned, men blev siddende i sofaen. Toft havde pludselig travlt med at undersøge sine neglerødder. Ralle vendte sig igen mod Frede.

   ”Hvad siger du?” spurgte han. ”Er du klar?”

   Frede var på ingen måde klar til noget, der involverede hverken sakse eller barbermaskiner, men Ralles blik brændte sig ind i hans, og med de andre drenges blikke hvilende på sig nikkede han til sidst en enkelt gang. Adrenalinen susede rundt i kroppen på ham, da han fulgte med Ralle ud på det store badeværelse. Klinkerne var lige så hvide som resten af huset, men det lod ikke til at bekymre Ralle, der sejrrigt trak en fiks barbermaskine ud af en skuffe og tilsluttede den stikkontakten.

   ”Så når han har klippet sit hår, er han en del af klubben?” spurgte Bøffen usikkert. Ralle sendte ham et lynende blik, men værdigede ham alligevel et svar.

   ”Ja, når han har klippet sit hår, er han en del af klubben. En af os.”

   Frede sank den klump, der havde sat sig fast i halsen på ham og så sig i spejlet. De brune lokker faldt viltert ned over ansigtet. Han kunne ikke huske, hvornår han sidst havde haft kort hår. Hans mor havde altid ladet ham gro det så langt, at det dækkede ørerne. Lillebrorens ligeså. Han var dog sikker på, at Ralle nu havde tænkt sig at gøre en ende på den lighed. Han kunne se det i hans blik. Ralle havde ikke tænkt sig blot at klippe spidserne af det mørkebrune hår.

   De tre drenge betragtede ham, mens han fumlede lidt med barbermaskinens indstillinger. Til sidst så han op og fandt Fredes øjne.

   ”Sæt dig ned,” beordrede han.

   Frede faldt ned på knæ, og Ralle nærmede sig med maskinen. Den summede lystigt, som om den vidste, at den denne gang ville få lov til at gnaske sig igennem langt mere end blot nogle stive skægstubbe.

   Frede lukkede øjnene og lod et par hurtige tanker fare igennem hovedet. Var han overhovedet glad for sit hår? Betød det noget for ham? Han ville svar nej, men hvorfor gispede han så, idet det kolde metal bevægede sig henover hans hovedbund? Hvorfor mærkede han gråden komme krybende op gennem halsen, da de mørke, afklippede hårstrå landede blidt omkring ham på det hvide badeværelsesgulv?

   Da Ralle erklærede sig færdig, turde Frede ikke se sig selv i spejlet. Med rystende ben rejste han sig op og så over på Niko, Toft og Bøffen. Først så de chokerede ud. De stirrede på ham, som om de aldrig havde set ham før. Men så vågnede Bøffen ligesom op og rakte ud for at køre fingrene henover det nu karseklippede hår.

   ”Det ser sgu cool ud, Frede,” udbrød han og smilede opmuntrende. ”Du ligner en helt anden.”

   Med den kommentar i frisk erindring drejede Frede hovedet og betragtede sig selv i det store spejl over håndvasken. Bøffen havde ret. Han lignede slet ikke sig selv. Hans pande, ører og øjenbryn var pludselig helt bare. Kæben så også meget skarpere ud. Han rørte ved sit hår, som Bøffen havde gjort det. Stubbene føltes overraskende bløde mod hans fingerspidser. Han lod blikket glide henover sit ansigt endnu engang og bildte sig ind, at han allerede så småt var ved at vende sig til det. Måske var det slet ikke så slemt med lidt forandring alligevel?

   Ralles ansigtsudtryk var ikke til at tyde. Han så med sammenknebne øjne på Frede, idet et lettet smil bredte sig på det nyligt indviede medlems læber.

   ”Velkommen i klubben,” grinede Bøffen og holdt næven frem mod Frede. Frede stødte sine knoer mod Bøffens og fik mumlet en tak. Han følte sig pludselig ti kilo lettere.

   Resten af eftermiddagen tilbragte de med at snakke og surfe på nettet oppe på Ralles værelse. Ralles mor kom hjem nogle timer efter seancen med hårklipperiet, men Ralle havde tilsyneladende lært nogle tricks af sin mor, for hun sagde intet om mørke hår på toilettet.  

   Frede nød den afslappede stemning på værelset. Han nød, at han ikke længere var begivenhedernes midtpunkt, og det passede ham helt fint, at ingen af dem tog sig af, at han kun grinede med på halvdelen af Ralles jokes, og at han kun tilkendegav sig mening, hver gang de andres blikke fikserede sig på ham i forventningen om en kommentar. Til sidst glemte han helt at række hånden op for at røre ved det korte hår, og han holdt også op med at forsøge at stryge håret, som ikke længere var der, væk fra øjnene. 

   Sent ud på eftermiddagen fik Frede en sms fra sin mor. Han skulle komme hjem og spise aftensmad. Så Frede mumlede, at han var nødt til at smutte, og efter at have givet dem alle en highfive, forlod han det store hus og cyklede hjemad. Uroen spredte sig i ham som en steppebrand, da han drejede om hjørnet og så det gule hus med den store have. Han stillede cyklen op ad husmuren og trådte indenfor til en duft af kogte kartofler og stegt flæsk.

   Med hjertet galoperende i brystet gik Frede ud i køkkenet og forberedte sig på at høre morens gisp. Hun stod med ryggen til og var i færd med at stille tallerkenerne ud på bordet.

   ”Mor,” sagde Frede stille.

   Moren vendte sig om og spærrede øjnene op, da hun så sin søn. Så bredte en vred rynke sig mellem hendes øjenbryn.

   ”Hvad er det der?” spurgte hun og havde nær raget en tallerken på gulvet. ”Hvad skal det betyde?”

   Frede trak på skuldrene og modstod trangen til at se ned i gulvet for at undgå morens blik. ”Du må ikke blive sur,” sagde han stille.

   ”Hvem har gjort det?” spurgte moren og gik hen for at sikre sig, at klipningen var jævn hele vejen rundt om Fredes runde hoved. ”Har nogen tvunget dig til det?”

   ”Nej,” svarede Frede hurtigt og rystede på hovedet. ”Jeg sagde selv ja til det. De andre har også gjort det.” Han var ikke sikker på, at han talte sandt. Nu, hvor han tænkte over det, mindedes han ikke, at han nogensinde havde set hverken Niko, Toft, Bøffen eller Ralle med så få millimeter hår på hovedet.

   ”Frederik … ” sukkede moren og stillede sig med armene over kors. Frede havde aldrig følt sig mere utilpas, end han gjorde i det øjeblik. Skammen gav ham lyst til at skrumpe og forsvinde fra jordens overflade. Bare et par sekunder.

   ”Undskyld,” hviskede han.

   Moren sendte ham et sidste stenhårdt blik, før hun vendte sig væk og gav sig til at røre i den grønlige masse på komfuret. ”Det vokser vel ud igen. Smut så med dig. Vi skal spise om ti minutter.”

   Frede gik langsomt ud af køkkenet og op ad trappen til sit værelse. Ved det tunge skrivebord sad hans lillebror og tegnede koncentreret på et stykke lyseblåt papir. Da Frede trådte ind i rummet, kiggede han op, og et smil lyste hans ansigt op.

   ”Hej, Frede,” sagde han og holdt tegningen op. ”Se.”

   Frede kastede et kort blik på det blå papir. Han kunne ane en sol og nogle tændstikmænd.

   ”Den er flot. Gider du gå ud?”

   Lillebroren så skuffet ud, men hoppede ned fra stolen. Han lagde tegningen på Fredes natbord og forsvandt ud af døren. Den gik i med et lille klik bag ham.

   Frede sukkede dybt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...