Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 7 dec. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
4394Visninger
AA

13. 13. kapitel

 

   Fredag eftermiddag ånder Alfred, Jonas og resten af klassen lettet op, da læreren giver dem ti minutter før fri, fordi han skal nå en tid hos tandlægen. Snak og latter bryder ud i lokalet, efterhånden som folk rejser sig og samler deres ting sammen.

   Alfred har ikke travlt. Han og Jonas har ikke planlagt noget for weekenden, så de bliver hængende lidt i lokalet for at snakke med Oliver og Kathrine, som i øjeblikket har gang i en heftig litteraturdiskussion.

   ”Ringenes Herre er praktisk talt faren til Harry Potter. Hvordan kan du på nogen måde påstå, at Harry Potter er bedst?” vrisser Oliver, idet han lader sin computer dumpe ned i tasken, mens han ryster på hovedet.

   ”Harry Potter har så meget mere dybde,” modargumenterer Kathrine og stiller sig med armene over kors. Hun står allerede klar med tasken på ryggen, men ligner ikke én, der har tænkt sig at gå nogen vegne lige foreløbig. ”Dumbledore er hundrede gange mere sympatisk end Gandalf.”

   ”Grunden til, at du overhovedet kan sammenligne dem sådan, er, at Rowling mildest talt har tyvstjålet alt fra Tolkien. Dumbledore og Gandalf, Harry og Frodo, Ron og Sam og selvfølgelig Voldemort og Sauron. Harry Potter er en kopi.”

   Kathrine fnyser. ”Når kopien overgår originalen, siger det måske lidt om, hvor ringe originalen er.”

   ”Hvis ikke originalen var god, ville der jo slet ikke være noget grundlag for at kopiere!” Oliver er nu også færdig med at pakke sammen og står og vifter med armene foran Kathrine, der blot løfter det ene øjenbryn og trækker på skuldrene. Oliver vender sig om mod Alfred og Jonas for at få en hjælpende hånd.

   ”I kunne også bare acceptere, at I har hver jeres mening,” forsøger Jonas sig.

   Nu er det Oliver, der fnyser. ”Ringenes Herre-filmene har vundet priser. Harry Potter har ikke vundet en skid. Hvordan kan hun argumentere mod det?”

   ”Filmene er ikke en del af denne her diskussion, Oliver,” hyler Kathrine op. ”Du har sikkert ikke engang læst Ringenes Herre. Du har bare set filmene og tror, du så kan kalde dig en dedikeret fan.”

   Oliver puster sig op. ”Jeg ejer to udgaver – og ja, jeg har læst dem,” tilføjer han hurtigt, da Kathrine åbner munden for at afbryde, ”– så jeg har fuldstændigt styr på mit shit.”

   ”J.K. Rowling har solgt så mange flere bøger end Tolkien. Det kan du ikke komme udenom. Og hvorfor tror du, hun har solgt flere? Fordi hendes bøger er bed –”

   ”Ringenes Herre er ikke for pattebørn og elleveårige. Det er kvalitet og god litteratur. Det er da klart, at målgruppen indskrænkes. Og Harry Potter har sikkert bare solgt en million eller to mere, så stop dit –”

   Kathrine lader ikke Oliver tale færdigt. ”Harry Potter har solgt 500 gange mere end Ringenes Herre!”

   ”Faktisk,” afbryder Alfred stilfærdigt og modstår trangen til at se ned i gulvet, da alle tre blikke pludselig rettes mod ham, ”er Harry Potter den bedst sælgende bogserie i historien. Den er blevet oversat til 73 sprog og har solgt 500 millioner. Ringenes Herre har kun solgt 150 millioner.”

   Der er pludselig meget stille i klasselokalet. Der går et par sekunder, hvor Oliver indser sit nederlag, og et triumferende smil derefter dukker op på Kathrines læber. Hun dasker til Oliver, der i det samme griber ud efter hende, fanger hende i sit greb og giver hende et kys på munden.

   Alfred ser væk, men Jonas ser fascineret på dem.

   ”Se, Alfred, det kunne have været dig og hende din veninde,” siger han.

   Alfreds kinder er lyserøde, da han ruller med øjnene og rejser sig. ”Lad være, Jonas.”

   ”Det afhænger selvfølgelig af, om hun er lige så stor en nørd som dig. Har du tjekket det ud?”

   Alfred sender ham et isnende blik. ”Nej, og det har jeg heller ikke tænkt mig.”

   Jonas trækker på skuldrene. ”Så må du nøjes med mig. Jeg kunne sikkert også godt finde på nogle gode argumenter for, hvorfor Ringenes Herre er kongen over alt fantasy.”

   Den kommentar får Alfred til at stoppe op og vende sig mod sin bedste ven. ”Du aner ikke en skid om Ringenes Herre.”

   ”Hvad snakker du om? Jeg har da læst dem.”

   Alfred griner. ”Det er mursten, Jonas. Du har højst læst den første side.”

   Jonas laver en misfornøjet grimasse og hopper også ned fra det bord, de begge har siddet og betragtet kæresteparrets diskussion på. ”Jeg tror altså, jeg har set en af filmene engang for nogle år siden,” mumler han, mest af alt for sig selv.

   Alfred er halvvejs ude af døren, da Oliver ser væk fra Kathrine og råber efter ham.

   ”Du, Alfred, ses vi i aften?”

   En smule overrumplet flakker Alfreds blik over til Jonas, men han ser heller ikke ud til at vide, hvad Oliver taler om.

   ”Hvad sker der i aften?” spørger Alfred så og læner sig op ad dørkarmen, mens Jonas langsomt trasker over mod ham.

   ”I to lever simpelthen i en anden verden. Der er fest. Her på skolen.” Kathrine lægger armen om Oliver. ”Vi sidder i festudvalget. I skal komme.”

   Igen fanger Alfred Jonas’ blik. To korte sekunder overvejer Alfred, om han skal sige ja tak, spurte ned og hente en flaske vodka og for første gang virkelig give den gas til en fest, men så rammer virkelighedens verden ham som et rundboldbat lige i pandebrasken, og han ryster på hovedet.

   ”Desværre, gutter, det kan jeg ikke,” lyver han og gør alt, hvad han kan, for at lyde ærgerlig over det faktum, at han lige har sagt nej til at sidde i fire timer og glo på alt for mange fulde, unge mennesker, han ikke føler det mindste tilhørsforhold med.

   Alfred gør mine til at ville gå, men ser overrasket på Jonas, der står med et tøvende udtryk i ansigtet. Oliver og Kathrine har også bemærket det, for de kommer med opildnende tilråb.

   ”Kom nu, Jonas. Det bliver skide hyggeligt!” hviner Kathrine. ”Jeg er sikker på, du er vild til beer pong.”

   Jonas ignorerer hende og ser i stedet over på Alfred. Alfred får øjeblikkeligt dårlig samvittighed, idet det går op for ham, at Jonas søger hans accept.

   ”Bare tag af sted,” siger han stille, så Oliver og Kathrine ikke kan høre det. ”Det er fint med mig.”

   Jonas tøver fortsat og skubber en krølle væk fra ansigtet. ”Det er jo ikke fordi, jeg gerne –”

   ”Hold nu op, Jonas. Du vil gerne med. Jeg kan se det på dig. Det er fint. Jeg finder ud af noget med Oskar. Det er også lang tid siden, han har været oppe i lejligheden.” Alfred forsøger at smile. ”Jeg går udenfor. Så kan du aftale det med dem.”

   Uden at sige mere forlader Alfred rummet, finder vej ned ad trapperne og stiller sig udenfor skolen for at vente. Han betragter vejen, der snor sig længere nede. Da en gul bybus triller ind ved stoppestedet, får han pludselig lyst til at løbe derned og springe ombord, ligeglad med, hvor den vil føre ham hen. Men det gør han ikke, og kort efter dukker Jonas op, og de begynder at gå.

   Efter Jonas har meddelt, at han tager op på skolen tidligt for at hjælpe Oliver og Kathrine med at gøre klar, sænker en døvende stilhed sig ned over de to drenge. Alfred, der ikke har lyst til at tale mere om den kommende fest, ved ikke, hvad han skal sige, og Jonas går og kigger ned på sin mobil. Da de når lejligheden, sætter de sig ved hver sin computer. Jonas for at tage et spil og koble lidt af, inden han skal af sted igen, og Alfred for at skrive til Oskar.

   Klokken seks mumler Jonas, at han tager et bad, og Alfred bliver efterladt i lejlighedens store rum alene. Det passer ham fint. Han går over til sin seng og begraver ansigtet i puden, indtil han mangler luft og må vende sig rundt. Som han ligger der, har han svært ved at sætte navn på sine følelser. Alfred ser frem til, at hans lillebror kommer, men noget vender sig ubehageligt i ham, når han tænker på, at det sker på bekostning af, at Jonas er ude og more sig uden ham.

   Stop, tænker han og får det dårligt med sig selv, din store egoist.

   En halv time senere kommer Jonas ud fra badeværelset i en dunst af parfume og hårspray. Alfred, der har brugt tiden på at skubbe sine egne følelser i baggrunden, følger ham med blikket.

   ”Hvis du har brugt alt det varme vand, flår jeg dig levende,” truer han. Jonas ser på ham og når kun næsten at skjule lettelsen i hans øjne over, at Alfred har lagt konflikten bag sig, idet hans blik møder Alfreds.

   ”Det var ikke badet, der tog tid. Det er den her kæmpe paryk, mine gener har foræret mig, som driver mig til vanvid.” Jonas rør ved sine krøller for at demonstrere overfor Alfred, hvordan hans hår nu er så stift, at det bliver siddende, selvom han hiver let i det.

   ”Du ser godt ud,” indrømmer Alfred og sætter sig op i sengen.

   Jonas smiler taknemmeligt til ham og glatter usikkert sin skjorte med hænderne. ”Tak, du.”

   Kort efter er Jonas på vej ud af døren og når kun lige at sige hej til Oskar, der i samme øjeblik er på vej op ad trappen. Oskar kigger en ekstra gang på Jonas og derefter op på sin bror, og Alfred kan se, at han hurtigt lægger to og to sammen. Heldigvis kommenterer han det ikke, men siger blot hej og smider sin jakke indenfor døren, som han plejer. Alfred lukker efter ham og glemmer i Oskars selskab hurtigt, hvorfor han tidligere var sur og utilregnelig. De to drenge hygger sig med pizza og GTA, og det er først, da samtalen styres ind på Jonas, at Alfred kæmper med at svare naturligt på Oskars spørgsmål.

   ”Hvad med Jonas?” spørger Oskar med pizzasovs på hagen og munden fuld af pomfritter. ”Er han stadig en fin fyr?”

   Alfred tager en stor tår af sin Fanta, før han svarer. ”Hvorfor skulle han ikke være det?”

   Oskar trækker på skuldrene og gør et halvhjertet forsøg på at tørre sig om munden. ”I plejer bare at gøre alting sammen. Skulle du ikke have været med?”

   En knude samler sig i Alfreds indre, og han er pludselig i tvivl om, hvorvidt han har lyst til, at Oskar hjælper ham med at binde den op. Han forsøger sig med en middelvej.

   ”Han skal til fest. Jeg havde ikke rigtigt lyst.”

   Oskar kigger lidt på ham. De blå øjne borer sig ind i Alfreds. Alfred, der altid har følt, at hans lillebror har haft en underlig evne til at se direkte igennem ham, føler sig pludselig meget lille og sårbar under hans blik.

   ”Lad være med det der,” mumler Alfred og tvinger sig selv til at se ned på sin halvspiste pizza.

   ”Lad være med hvad?” spørger Oskar uskyldigt.

   ”Med at se på mig sådan der. Det føles, som om du røntgenfotograferer mig.”

   ”Jeg kender dig,” bekendtgør Oskar. ”Og så er du virkelig dårlig til at skjule dine følelser. Så ja, egentlig røntgenfotograferer jeg din hjerne.”

   ”Så hvad ser du, doktor?”

   Oskar svarer ikke med det samme. Han lader til at overveje sine ord.

   ”Jeg kan ikke helt finde ud af, om du gerne ville have været med, eller om du er bange for, at Jonas er ved at gro fra dig.”

   Alfred ser hurtigt op. ”At han gror fra mig?” Han fnyser. ”Hvorfor skulle jeg være bange for det?”

   Oskar slår ud med armene. ”Hvor skulle jeg vide det fra? Det er jo ikke ligefrem, fordi jeg bliver inviteret herop ret meget.” Efter at have taget en pepperoni fra Alfreds tallerken, tilføjer han: ”Hvor har du egentlig fået det der kort fra?”

   Alfred svarer fraværende, mens hans tanker drøner af sted i en anden retning. Er Jonas ved at gro fra ham? Det er ikke noget, han på noget tidspunkt har overvejet, men nu er han pludselig usikker på, om Oskar har ret. Er festen det første tegn? Alfred sidder adskillige minutter og ransager sin hjerne efter flere situationer, hvor Jonas har opført sig anderledes, end han plejer, men da der ikke dukker noget op, minder han sig selv om, at han muligvis overreagerer. At Jonas har lyst til at tage til en fest betyder ikke, at han kyler Alfred ud af sit liv. Det var jo heller ikke, fordi Alfred ikke havde lov til at komme med.

   ”Hvad tænker du på?” spørger Oskar og trænger dermed igennem Alfreds tankestrøm.

   Alfred ser op og siger muntert: ”Jeg spekulerer på, hvorfor du har fået blå øjne og syv tusind venner, når jeg må nøjes med grå og én ven, der forlader mig for at jagte piger.”

   ”Det forstår jeg godt,” griner Oskar. ”Det må være hårdt at have så sej en lillebror.”

   Alfred griner også, men inderst inde kan han ikke lade være med at tænke på den diskussion, Oliver og Kathrine havde tidligere den dag. Harry Potter har vundet stort på popularitet, men ville han overhovedet have eksisteret, hvis ikke Tolkien havde sat sig ned og skrevet Ringenes Herre? Og, grubler Alfred, gælder samme princip muligvis for brødre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...