Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 10 sep. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

40Likes
40Kommentarer
2979Visninger
AA

12. 12. kapitel

 

   Frederik bliver ikke længere påvirket på samme møde, som han forhen gjorde, når han pjækker. Hans hjerte sætter ikke farten op, og han mærker ikke længere suset i maven, når han tjekker klokken og konstaterer, at læreren nu har givet ham fravær, og at han definitivt er udeblevet. Derfor er han meget rolig, da han den torsdag morgen styrer direkte mod busstationen nede i byen fremfor at bestige trapperne til fjerde sal, hvor han egentlig skulle have haft matematik. Han ser sig ikke tilbage over skulderen, og han føler ikke dårlig samvittighed, da en rødhåret pige kommer cyklende, svedig og rød i hovedet, fordi hun ved, at hun er ved at komme for sent, men i farten alligevel sender Frederik et dømmende blik.

   Bussen forlader stationen treogtredive minutter over otte. Frederik betragter landskabet, der suser forbi vinduet, og som stadig er belagt med morgenens dug, med et bestemt drag om munden. Han føler sig langt fra tilpas i den affolkede bus, men den beslutning, han tog aftenen før, står han stadig ved.

   Bussen kører gennem flere småbyer, men det er først, da Frederik begynder at finde omgivelserne ubehageligt velkendte, og han ved, at han snart skal af, at der stiger flere passagerer på. Frederik har demonstrativt rettet sit blik væk fra midtergangen, men ser alligevel ud af øjenkrogen, at en gut, der meget vel kunne være på Frederiks egen alder, sætter sig på sædet overfor. Hans blik flakker kort derover. Han er iført en stor hættetrøje, men Frederik kan se sorte tatoveringer titte frem ved hans håndled. Derudover har han en piercing i det ene øjenbryn, karseklippet hår og en relativt skæv næse.

   Han bemærker tilsyneladende Frederiks undersøgende blik, for i det samme drejer han hovedet, betragter sin sidemand et øjeblik og nikker en enkelt gang.

   ”Kender jeg dig?” spørger han, og Frederik ryster på hovedet.

   ”Nej, det tror jeg ikke.” Da drengen fortsat kigger på Frederik med et vurderende blik, tilføjer han: ”Det var ikke for at stirre. Det må du sgu undskylde.”

   Drengen vinker afværgende. ”Det er cool. Det gør ikke noget.” Han smiler, og Frederik finder hans smil overraskende ægte. Små rynker dukker op ved hans øjne, og Frederik kan ikke lade være med at smile igen.

   Der bliver stille mellem dem, og Frederik har netop besluttet sig for at vende tilbage til at se ud af vinduet, da drengen forlænger samtalen.

   ”Hvor er du fra?”

   Frederik tøver et øjeblik, en anelse fortumlet over det forholdsvist personlige spørgsmål. ”Jeg bor i Viborg, men jeg er vokset op hernede.” Han referer til området, de kører igennem.

   ”Egen lejlighed?” Drengen ser spørgende på ham.

   ”Desværre – Katedralskolens kollegie.”

   ”Åh, mand, du døjer stadig med gymnasiet. Jeg blev færdig med det pjat sidste år. Jeg har aldrig haft det bedre.” Han strækker sig og gør et stort nummer ud af at vise, hvor godt han har det. ”Jeg føler med dig.”

   Af en eller anden grund har Frederik svært ved at forestille sig denne fyr rende rundt på skolens gange. Det høje loft, kunsten og de klassiske søjler vil ikke rigtigt forenes med de mange tatoveringer.

   ”Hvad laver du så, siden du ikke sidder på skolebænken længere?” spørger Frederik oprigtigt interesseret.

   ”Ikke en skid,” griner han, men trækker så skødesløst på skuldrene. ”Jeg daffer lidt rundt og forsøger at finde arbejde. Jeg er ved at blive sindssyg af at bo derhjemme. Min søster går mig på nerverne. Men det koster jo, ikke? Min mor vil sgu ikke betale.”

   Frederik nikker medfølende. ”Jeg skulle også bare væk.”

   Drengen kigger ud af vinduet et øjeblik, og Frederik følger hans blik og opdager, at han skal af ved næste op. De røde bogstaver lyser op, idet han trykker på stopknappen, og drengen vender igen sin opmærksomhed mod Frederik.

   ”Nå, så du er herfra? Det undrer mig, at vi aldrig er stødt på hinanden før.”

   Frederiks tanker vandrer tilbage til hans tidligere teenageår, hvor han brugte omtrent firs procent af sin tid på at rende rundt i byen med drengene fra nabolaget, og han er enig i, at det er overraskende, at de aldrig er mødtes.

   ”Ja, det er ret utroligt.”

   Drengen fisker en pakke cigaretter op ad lommen, åbner den og vender den tilbydende over mod Frederik. Frederik hiver en hvid cigaret op af den lille papæske og mærker taknemmeligheden strømme igennem sig. Han smiler venskabeligt.

   ”Tak, du.”

   ”Hvad hedder du på Facebook? Jeg vil vædde med, at vi har hundredvis af fælles venner derinde.”

   ”Frederik Petersen,” svarer Frederik.

   ”Jeg tilføjer dig. Mit navn er Felix.” Han tager selv en cigaret og placerer den mellem læberne, men undlader at fuldføre ritualet ved at lade lighteren blive i lommen. ”Hyggeligt at møde dig, Frederik. Hold dig ikke tilbage fra at sende en besked en dag!”

   Frederik rejser sig, lyner jakken og begiver sig ned mod udgangen. Da bussen standser, gør han hurtigt honnør til Felix og træder så ud i vinden. Skyerne over ham er faretruende mørke, og han har en stærk fornemmelse af, at det inden længe vil begynde at regne, så han slår hætten på sin jakke op og begynder at gå i et raskt tempo. Han fører cigaretten op til munden, men efter at have gennemrodet sine lommer må han konstatere, at han ikke har nogen lighter på sig. Der ligger et lille supermarked længere fremme, men Frederik går ikke derind. Han vil på ingen måde risikere at støde ind i nogen, han kender. I stedet kaster han irriteret tobakken fra sig og indser, at han må undvære nikotinrusen, som han ellers havde set frem til.  

   På trods af hvor afslappet Frederik var, da han forlod kollegiet, mærker han nu en begyndende uro og nervøsitet tage bolig i sin krop. Han går gennem byen med blikket fæstnet til fortovet og hætten trukket godt ned over ansigtet, og tilmed passerer han ganske få mennesker, men alligevel føler han sig umådeligt udsat, da han trasker henover kirkens parkeringsplads og skubber til den knirkende låge. Det er lang tid siden, han sidst har været her, men Frederik finder alligevel uden problemer det gravsted, han er kommet for at besøge.

   Stenen er mat, og skriften står med sorte, svungne bogstaver henover den. Alverdens blomster og buske, som Frederik ikke kender navnene på, er plantet omhyggeligt på det lille areal omkring stenen, og i en nedgravet vase står en buket friske blomster. Der er ingen tvivl om, at dette gravsted bliver passet og nusset om jævnligt.

   Frederik stiller sig med let spredte ben og betragter gravstedet. Som han står der, forsøger han desperat at lægge låg på alle de minder, der kæmper for at dukke op hans hoved, men det er en kamp, han på forhånd har tabt. Og det har Frederik hele tiden vist – ellers var han aldrig taget af sted.

   Men han er ikke forberedt på smerten. Sorgen. Den bryder frem i lys lue. Den er så rå og ubearbejdet, at Frederik et kort sekund føler, at det blot er få dage siden, han stod her og så sin lillebrors kiste blive sænket ned i jorden, og ikke fem år. Han husker salmerne, præstens rolige stemme, gråden. Han husker, hvordan tårerne trillede ned af familiemedlemmernes kinder, og han husker, hvordan han selv holdt tårerne tilbage. Hvordan han under hele højtideligheden nev sig selv i armen og forsøgte at lade sine tanker vandre for at undgå øjeblikket. For at undgå det endegyldige farvel.

   Det var først, da han lukkede sig selv inde på værelset samme aften, at det gik op for ham, hvad han havde gjort. Han huskede præstens stemme, men ikke hendes ord. Han huskede gæsternes håndtryk, men ikke deres ansigter. Han huskede den hvide kiste, men ikke sin lillebrors sidste ønske.

   Fortrydelsen sidder stadig i ham. Den skærer og svider i hans bryst.

   Frederik mærker den forræderiske prikken i øjenkrogene og tager en dyb indånding for at jage minderne på flugt. I det samme hører han skridt i gruset bag sig. Han farer sammen og snurrer rundt med hætten trukket godt op omkring ansigtet. Til sin lettelse indser han, at det blot er graveren, der trækker af sted med en trillebør fyldt godt op med haveredskaber.

   Men chokket og forskrækkelsen over, at han et splitsekund havde troet, at hans forældre ville komme gående ned mod ham, påvirker alligevel Frederik så meget, at han beslutter at forlade kirkegården. Han ser en sidste gang tilbage på graven og fortryder, at han ikke har taget en blomst med, men river sig så løs og går hurtigt forbi graveren, hvis blik følger ham hele vejen rundt omkring kirken.

   Ganske rigtigt begynder det at dryppe ned fra himlen, da Frederik trasker tilbage gennem byen. Frederik betragter dråberne, der lander én for én og farver asfalten mørk. Inden længe har regnen dog taget til, og Frederik stønner i frustration.

   Da han igen går forbi det lille supermarked, mærker han tvivlen nage i sig. Helt ubevidst lader han blikket glide henover parkeringspladsen. Måske er det det faktum, at han ikke genkender en eneste bil, der får ham til pludselig at skrå over vejen med kurs mod indgangen. Han kigger ikke op, da butikkens varme slår ham i møde, og han får tag over hovedet. Han styrer blot direkte mod kassen og stiller sig i kø. Da det bliver hans får tur han kort øjenkontakt med pigen, der sidder ved kassen.

   ”En pakke Prince,” mumler han og smider en lighter fra en lille kurv på kassebåndet. Pigen ser tvivlende på ham et øjeblik, og Frederik mistænker hende for at vurdere, hvorvidt hun skal spørge om ID eller ej. Hun ender dog med at dreje rundt på kontorstolen, smække en pakke cigaretter op på båndet og bede om 52 kroner. Frederik trækker en krøllet 50’er op af lommen, som han har lånt af Kalle, og indser, at det ikke er nok.

   Pigen ser afventende på ham, men kan ud fra Frederiks grimasse tilsyneladende regne ud, hvad problemet er. Alligevel forsøger hun sig i en høflig tone: ”Du har ikke to kroner mere?”

   Frederik ryster på hovedet og er på nippet til at sende et kraftigt spark efter kasseapparatet. I stedet hiver han 50’eren til sig og har netop bestemt sig for at storme ud af butikken, da pigens stemme skærer gennem hans raseri.

   ”Vent! Det er okay. Bare tag dem.” Hun nikker til cigaretterne, der stadig ligger på båndet, og rækker ud efter den krøllede pengeseddel, som Frederik stadig knuger i sin hånd.

   Frederik, der bliver overrumplet over den venlige gestus, stirrer et par sekunder, før han giver hende pengene. Derefter samler han lighteren og cigaretterne op og sørger for at fange pigens blik.

   ”Tak,” siger han oprigtigt og nikker til hende, før han drejer om på hælen og forlader butikken. Han løber gennem regnen over til busstoppestedet, hvor han stiller sig i læ under et lille halvtag. Her flår han plastikken af cigaretterne, tænder omgående én og sukker tilfredsstillende, da han inhalerer og mærker roen sænke sig i kroppen. Han fortsætter med at ryge, indtil bussen kommer, og han er tvunget til at smide det sidste skod fra sig.

   Bussen er lige så tom som sidst, men denne gang står der ikke nogen jævnaldrende drenge på, og Frederik er overrasket over, hvor meget han formår at slappe af på den forholdsvis korte bustur. Med fødderne hvilende på sædet ved siden af og baghovedet lænet op ad ruden sidder han med lukkede øjne og lader sig døse hen. I det hele taget føler han sig langt mindre anspændt, end han har været længe, da han stiger af bussen og med en cigaret i mundvigen begiver sig tilbage til kollegiet.

   Frederiks værelse er, som han forlod det, da han træder ind, smider skoene og lægger sig på sengen. Rutinemæssigt trækker han sin bærbare computer op til sig og logger ind på Lectio. Han angiver fraværende sin fraværsårsag som værende sygdom og opdager først efter adskillige minutter beskeden, der beder ham møde op til en samtale om fravær mandag d. 18. september.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...