Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 9 aug. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

39Likes
39Kommentarer
2462Visninger
AA

11. 11. kapitel

 

   Alfred ryster på hovedet. ”Jeg er ikke sulten.”

   Jonas står med hovedet inde i køleskabet og leder efter noget, han kan tvinge i Alfred.

   ”Du er nødt til at spise noget. Du kan ikke sælge dine kompetencer på tom mave.”

   Men Alfred nægter. Nervøsiteten udfylder uden problemer det hul i hans mave, der er opstået, fordi han ikke har spist noget hele dagen.

   Jonas rækker ham et rynket æble, som han har fundet i bunden af køleskabet. ”Her. Din mor slår mig ihjel, hvis hun finder ud af, at du gik glip af jobbet, fordi du ikke er blevet fodret hjemmefra.”

   Alfred tager imod æblet, men stirrer bare på det. Han er i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde haft lyst til at spise det, selv hvis han ikke havde været ved at gå til af nervøsitet.

   ”Hvad spørger de om?” spørger Alfred Jonas og giver ham æblet tilbage.

   Jonas laver en affejende gestus. ”De vil bare vide, hvem du er, og om du kan finde ud af at smile overbevisende nok til kunderne. Du har overhovedet ingen grund til at være nervøs, Alfred. De ansætter alt, der møder op til tiden og ikke stjæler.”

   ”Har du overvejet, at situationen måske er lidt anderledes, når jeg ikke er ungarbejder længere? Jeg er en komplet uerfaren, myndig teenager. Det er vel noget nær den værste situation at stå i.”

   Jonas mumler noget utydeligt og skærer en grimasse, der afslører, at han måske ikke havde alle detaljerne med i sine overvejelser. Alligevel er det en opmuntrende kommentar, der til sidst forlader hans læber.

   ”Hvis ikke de havde haft brug for en over 18, havde de jo ikke bedt dig komme til samtale. Hvis ikke du snart slapper lidt af, går jeg ud og finder dig et eller andet ulovligt, så dine nerver kan tage en slapper.”

   Alfred sender Jonas et olmt blik. ”Ja, for de søger jo helt sikkert skæve teenagere.”

   Jonas slår ud med armene. ”Hvem ved – du er garanteret hundrede gange sjovere, når du er høj. Måske kommer de til at kunne lide dig.”

   ”Ja, indtil jeg begynder at løbe efter kunderne med et legetøjssværd, fordi jeg tror, jeg er Darth Vader. Drop det.”

   Jonas smiler, men tier og går over og sætter sig i sin kontorstol. ”Jeg mener det altså – det er ikke slemt. Og selvom det går helt vildt dårligt, og du ikke får jobbet, er det jo ikke verdens undergang, er det vel?”

   Alfred trækker på skuldrene.

   Jonas himler med øjnene. ”Nu er du på grænsen til at være ret patetisk, Alfred.” Han rejser sig og lægger begge hænder på Alfreds skuldre. ”Du er et mandfolk. Et radmagert og meget følsomt et af slagsen, men det glemmer vi lige i et øjeblik.”

   Alfred kan ikke få sig selv til at smile, selvom han i enhver anden situation havde fundet Jonas’ fornærmelse ganske morsom. Det føles, som om nervøsiteten har suget enhver positiv tanke ud af ham.

   Jonas sukker og går et par skridt tilbage, så han rigtigt kan se på Alfred. ”Stil dig sådan her,” siger han så og stiller sig med let spredte ben og hænderne i siderne.

   Alfred løfter øjenbrynene, men efter et meget sigende blik fra Jonas, gør han, hvad han har fået besked på. ”Hvad skal det gøre godt for?”

   ”Det er en power-pose,” svarer Jonas og bevæger hovedet fra side til side som for at løsne eventuelle spændinger i nakken. ”Det giver dig selvtillid. Tag en dyb indånding.” Sammen trækker de vejret dybt ned i lungerne, og derefter begynder Jonas at hoppe på stedet. ”Kom nu, Alfred. Vi skal have noget testosteron ind i knoppen på dig. Råb et eller andet.”

   Men Alfred ryster på hovedet og bliver stående. ”Nej, jeg vil da ikke.”

   ”Råb nu, din tøs! Få vilddyret frem i dig! Hvorfor tror du, de altid brøler sådan i boksning og brydning og alle de andre voldsomme sportsgrene? De bliver fuldstændigt høje af alt det testosteron, de har i kroppen.”

   ”Det hedder doping, Jonas.”

   Men Alfred opgiver at stritte mere imod og begynder at småhoppe på stedet og svinge med armene som sin sambo, og snart er lejligheden fyldt med grynt og råb og fornærmelser. Det ender først, da Alfred i et vildt øjeblik beslutter at tackle Jonas, og de efter en mindre brydekamp fyldt med latter og hyl ligger forpustede på gulvet.

   ”Havde jeg ikke ret?” lyder det selvsikkert fra Jonas.

   Alfred rejser sig op og retter på sit tøj. ”Hvor har du hørt om det pjat henne?” spørger han og undgår dermed at svare. Sandheden er nemlig, at han føler sig meget bedre tilpas, men det kunne han aldrig finde på at fortælle Jonas, hvis ego er stort nok i forvejen.

   ”Jeg så det i et program på nettet den anden dag.” Jonas bliver liggende på gulvet med et smil klistret til hele ansigtet og ser i Alfreds øjne meget selvfed ud. ”Hvis du overvejer at købe noget som tak, kunne jeg godt bruge en Snickers.”

Alfred kaster et blik på klokken og mærker straks nervøsiteten begynde at vende tilbage, idet det går op for ham, at han er nødt til at gå med det samme for ikke at komme for sent til jobsamtalen. Efter at have sikret sig, at håret sidder, som det skal, kaster han en jakke over skuldrene og haster ud af lejligheden. Idet han smækker døren, hører han Jonas ønske ham held og lykke.

   Alfreds hjerte banker hårdt mod hans bryst, da han småløber henad gaden, drejer og ser det røde og gule Dagli’ Brugs-skilt dukke op længere fremme. Da han træder ind gennem dørene, trækker han vejret dybt og ser sig omkring. Selvom han har været der mange gange gennem sine to år på gymnasiet, har han aldrig tænkt over, hvor kontoret befinder sig. Derfor spejder han lidt rundt i butikken, men ender med at spørge ham, der sidder bag kassen.

   ”Undskyld,” forsøger han sig og får kassearbejderens opmærksomhed. Han er høj og slank og et fint tæppe af mørkebrune skægstubbe dækker den nederste del af hans markerede ansigt. Alfred er ikke i tvivl om, at han ser godt ud.

   ”Jeg skal til jobsamtale,” informerer han og smiler så venligt, han kan. ”Ved du, hvor jeg skal gå hen?”

   Medarbejderen kaster et hurtigt blik på ham og peger så ned mod et hjørne i den modsatte ende af butikken. Alfred nikker taknemmeligt og bevæger sig ned gennem rummet med en følelse af, at alle kundernes øjne hviler på ham. Han ender foran en dør, hvor et skilt tydeligt indikerer, at lokalet inde bagved er kontoret. Efter endnu engang at have trukket vejret dybt et par gange i forsøget på at normalisere sin vejrtrækning bare en lille smule tager han sig sammen og banker to gange på døren. Den åbnes med det samme, og en skaldet midaldrende mand iført en lyseblå arbejdstrøje dukker op med et muntert smil om læberne. Alfred åbner munden for at præsentere sig, men i samme øjeblik dukker en ung pige frem og maser sig vej forbi Alfred, der bemærker, at hun ser mindst lige så nervøs ud, som han føler sig.

   ”Jeg ringer til dig engang i næste uge, øh … Caroline!” råber manden. Pigen vender sig et halvt sekund og nikker, hvorefter hun styrter ud af butikken.

   Alfred ser nervøst på den smilende mand, der skriver et par notater på en stak papirer, han har i hånden, og derefter klikker med kuglepennen og retter sine små, men venlige øjne mod Alfred.

   ”Og du må så være…?” Han tøver og begynder at bladre i sine papirer.

   ”Jeg hedder Alfred,” svarer Alfred hurtigt og minder sig selv om at rette ryggen. ”Lauge.”

   ”Ah, ja, du er her,” udbryder manden og trækker Alfreds ansøgning frem, hvor den tre år yngre version af ham smiler dumt ud til dem. ”Kom med ind.”

   Kontoret er ikke stort. Væggene er dækket af opslagstavler og whiteboards, og midt i rummet står et stort skrivebord med en computer. Manden sætter sig ned i kontorstolen og gør mine til, at Alfred skal sætte sig på den plasticstol, der er stillet frem foran ham.

   ”Jeg er for resten Per.” Han læner sig frem og samler et lille navneskilt op fra bordet, hvorefter han holder det op, så Alfred kan se, hvad der står. Kenneth, chef.

   ”Kenneth kan godt lide at prale. Godt nok er det i princippet hans kontor, men jeg sidder her lige så ofte.”

   Alfred sætter sig og presser et lille grynt frem i et forsøg på at være høflig, men han er usikker på, hvorvidt det lykkes, for Pers ellers muntre ansigt ændres pludselig til det værre. Med rynket pande kigger han ned i papirerne og dernæst op på Alfred.

   ”Jeg sidder lidt i en pinlig situation,” begynder Per langsomt og laver en misfornøjet grimasse. Alfred, der ikke troede det muligt, mærker sit hjerte sætte farten op. ”Jeg ved ærligt talt ikke, hvordan det kan være sket, men jeg har åbenbart været så imponeret over din ansøgning, at jeg har læst forkert i forhold til din alder.”

   Alfred mærker nervøsiteten og spændingen samles i en hård knude i maven. Han kan godt fornemme, hvor Pers indrømmelse fører hen, og han har mest af alt lyst til at kaste sig tilbage i den billige plasticstol og slå sig hårdt for panden.

   Per sender Alfred et undskyldende blik. ”Vi søger kun ungarbejdere. Du er desværre et par år på den forkerte side, min ven.”

   For første gang er Per tavs, og Alfred ved, at han bør sige noget, men i det øjeblik er han fuldstændig tom for ord. Det hele snurrer rundt i hovedet på ham. Han havde ret. De har ikke brug for ham.

   ”Men jeg tænkte, at vi lige så godt kunne få det bedste ud af det, nu hvor du er mødt op.” Per smiler opmuntrende til Alfred og trækker igen papir og kuglepen til sig. ”Har du noget imod at fortælle lidt om dig selv og sådan? Hvis du stadig er med på den, kan jeg beholde din ansøgning og ringe til dig, hvis vi pludselig mangler?”

   Alfred retter sig op i stolen og rømmer sig, før han svarer: ”Ja, selvfølgelig.” Han har på ingen måde lyst til at blive udspurgt af Per, men han ved, at han fortryder det senere, hvis han afslår nu og render hjem med halen mellem benene.  

   ”Så hvad laver du? Går du i skole?”

   ”Jeg er lige startet i 3.g på teknisk skole.”

   ”Så hvor meget havde du regnet med, du ville komme til at være her? Eftermiddage og weekender?”

   Alfred trækker på skuldrene og fortryder det øjeblikkeligt. ”Jeg har jo afleveringer og sådan, så jeg tænkte et par gange om ugen.” Han forbander sig selv for at lyde så usikker.

   Per nikker fraværende, mens hans øjne glider ned over ansøgningen.

   ”Du skriver, at du er ’organiseret, struktureret, ansvarsbevidst og får topkarakterer i matematik’.” Han ser op på ham. ”Passer det, eller er det bare noget, du har skrevet for at få jobbet?”

   Alfred mærker blodet stige sig til hovedet og ser forlegent ned på sine hænder. ”Øh, det … altså jeg –”

   Men Alfred bliver afbrudt af Pers klukkende latter. ”Det er helt okay. Jeg har set ansøgninger, der var meget værre end det her. Og jeg går ud fra, at der er en grad af sandhed i det, siden du har valgt at skrive det.”

   Alfred ved ikke rigtigt, hvad han skal gøre af sig selv, da Per blinker til ham med det ene øje og derefter læner sig tilbage i den sorte kontorstol. Han fletter fingrene bag sit skaldede hoved og ser afventende på Alfred.

   ”Du virker lidt stille. Er det korrekt antaget, eller er det bare mig, der snakker for meget?”

   Alfred modstår trangen til igen at trække på skuldrene, mens hans hjerne kører på højtryk for at finde på et passende svar. ”Nej, det er nok rigtigt nok. Jeg … fylder ikke så meget i rummet.” Han smiler svagt og tilføjer hurtigt: ”Men det er ikke noget problem i forhold til kundeservice.”

   Til Alfreds store overraskelse griner Per højlydt over den kommentar. Alfred synker nervøst og bevæger sig lidt på den ukomfortable stol. Hans fingre er fugtige af sved, og kinderne er stadig varme. Heldigvis behøver han ikke befinde sig i den pinefulde situation ret meget længere, for i samme øjeblik rejser Per sig og giver Alfred et klap på skulderen.

   ”Dig kan jeg sgu godt lide, knægt. Desværre har vi bare ikke mere tid. Jeg har noget kontorarbejde, jeg skal nå, inden jeg får fri. Så vi er nødt til at stoppe her.” Han åbner døren og rækker håndfladen frem for at trykke Alfred i hånden. ”Det var hyggeligt at møde dig. Jeg ringer, hvis vi får brug for dig. Du kan selvfølgelig altid sige nej, hvis du ombestemmer dig.”

   Alfred rejser sig lettet, siger farvel til Per og stikker hænderne i lommerne, da han med hurtige skridt går ud af butikken. Han forstår pludselig meget bedre, hvorfor pigen, der var inde og tale med Per før ham, havde så travlt.

   Da han endelig er ude og kan mærke vinden stryge henover sit opkogte ansigt, stønner han lettet og læner sig et kort øjeblik op ad husmuren for at samle sig. Lige nu er han mest af alt bare glad for, at det er overstået, men som han står og tænker over tingene, begynder fortrydelsen og irritationen langsomt af overmande ham. Hvorfor sagde han ikke mere derinde? Hvorfor greb han ikke chancen, når han var så heldig at få den?

   Med et frustreret grynt tramper han henover parkeringspladsen og er nær ved at råbe noget meget ubehøvlet, da han kolliderer med en anden, der tydeligvis skulle den modsatte vej. Men da han ser op, fordamper al vrede øjeblikkeligt.

   ”Åh,” udånder han og mærker for anden gang den dag blodet ræse op i sit ansigt. ”Det må du undskylde.”

   Alfred føler, at hans hjerte pludselig har sat sig fast mellem to hjerteslag.

   Det er hende.

   Et lille smil breder sig på Kirstines læber, og Alfred har en sær følelse af, at han ikke får ilt nok til hjernen.

   ”I lige måde,” svarer hun og er allerede på vej væk. ”Det var vi vist lige gode om.” Hun tjekker kort, at hendes navneskilt stadig sidder, som det skal, og så har hun vendt sig helt om for at forsvinde ind i den røde murstensbygning, som Alfred kort forinden selv befandt sig i.

   Han bliver stående. En, to, tre sekunder. Så bander han højlydt og trasker hjemad. Irritationen er vendt tilbage, men denne gang med dobbelt styrke. Jonas havde ret. Alfreds liv har aldrig været før været mere patetisk, end det er lige nu.

   ”Lort, lort, lort,” mumler han hele vejen hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...