Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 9 aug. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

39Likes
39Kommentarer
2547Visninger
AA

10. 10. kapitel

 

   ”Jeg er lige nødt til at tale lidt med dig, Snitten.”

   Kalle indhenter Frederik, der går på fortovet lidt længere fremme. Da klokken nærmede sig midnat kunne Frederik ikke længere holde den improviserede fest ud og besluttede sig for at gå hjem. Kalle løb efter ham, lige så snart det gik op for ham, hvorfor Amanda rendte rundt og kaldte på sin kæreste.

   ”Du lyder så alvorlig.” Frederik vil godt indrømme, at han er beruset. Men så heller ikke mere. Fortovsstregerne ligger nydeligt på række foran hans fødder, og han skal næsten ikke koncentrere sig om at fokusere på Kalle, da han når op på siden af ham og slår ud med armene.

   ”Det er sgu også alvorligt. Hvad er det helt ærligt, du har gang i?”

   ”Mig? Har jeg gang i noget?”

   ”Du ved udmærket godt, hvad jeg taler om. Spyt så ud!” I det samme er Kalle ved at snuble over sine egne skosnuder, og Frederik begynder at overveje, hvorvidt han burde tage ham under armen.

   ”Du er helt væk, Kalle.”

   ”Fuld eller ej, jeg skal sgu tale om det her med dig! Du kan ikke bare hundse rundt med os andre, hver gang du vil være fri for hende din nye dame. Hvorfor siger du ikke bare til hende, at du ikke gider hende?”

   ”Jeg har da ikke sagt, at jeg ikke gider hende.”

   Kalle fnyser. ”Måske kan hun ikke fatte et vink med en vognstang, men det kan jeg. Hvad er dit problem?”

   ”Jeg har sgu da ikke noget problem, Kalle. Drop nu det der.” Frederik begynder så småt at blive irriteret, men Kalle giver ikke op.

   ”Nej, Snitten. Du er pisse tarvelig. Pisse, pisse tarvelig. Lad nu være med at være så arrogant og indrøm, at du er en idiot.”

   Frederik stopper op og vender sig mod sin bedste ven. ”Ja, jeg er en idiot, og hvad så? Det er ikke dit problem.”

   Kalle undertrykker et surt opstød og ryster på hovedet. ”Jeg forstår dig bare ikke. Kan du lide hende eller ej?”

   Frederiks indre vender sig en enkelt gang, da han hører sig selv sukke og sige: ”Hun er sød, men jeg føler bare ingenting for hende, okay?” Han forventer at høre Kalle grine, men Kalle klør sig i håret og ser ud til rent faktisk at forsøge at sætte sig ind i situationen.

   ”Ja, jeg tænkte nok, det var noget i den stil. Det er lidt noget pis, det kan jeg godt se, men hør – du er nødt til at sige det til hende, som det er. Det her cirkus dur ikke.”

   Frederik svarer ikke, og de to drenge går gennem byen med hænderne i lommerne, side om side. Frederik fornemmer, at Kalle flere gange vil sige noget, men i sidste øjeblik tager det i sig igen. Det passer Frederik fint, for han kan mærke på sig selv, at flere belærende ord efterhånden vil begynde at bringe hans pis i kog.

   De går i stilhed. Den sene aftentrafik lyder fra de større veje, af og til smækker en dør, eller en hund sætter sig for at vække naboen og bryder dermed den ro, der i byen altid vil være skrøbelig. Det er altid en mulighed, at en fuld stodder pludselig vælter ud af sin lejlighed og begynder at råbe af sin kone, eller en ung gut beslutter at fyre op for lydanlægget og ubevidst inviterer hele gaden til fest. Frederik har efterhånden vænnet sig til det. I starten havde han svært ved at falde rigtigt i søvn på kollegiet, fordi han de første par uger som 1.g’er oplevede lidt af hvert om natten, når de ældre drenge kom hjem fra byen. Han havde svært ved at lade sig selv falde helt ind i søvnen, fordi han forventede, at noget hvert øjeblik ville bryde ind i den lille private boble, som han dengang troede, hans værelse var. Det var inden, han fandt ud af, at det var normen at efterlade sin dør pivåben, når man var til undervisning, og at ubudne gæster aldrig var ubudne.

   ”Snitten?” spørger Kalle.

   Frederik sukker. ”Hvis du skal til at prædike om morale igen, kan du godt skride.”

   ”Åh, slap dog af, mand. Du ved godt, jeg er på din side. Jeg prøver bare at hjælpe.”

   Frederik slår ud med armene, fortsat med hænderne i lommen på sin jakke. ”Hør, jeg sætter pris på, at du reddede mig her til aften, og at jeg må låne lidt penge, men der er ærligt talt ikke ret meget, du kan gøre. Jeg kan ikke bare afvise hende, når jeg selv har givet udtryk for, at jeg ville hende. Det ville være at vende på en tallerken.”

   Kalle skubber let til ham. ”Nå, så du har alligevel en samvittighed gemt et sted derinde?” De går lidt. ”Du er bare nødt til at huske på, at jo mere du er sammen med hende, jo sværere er det at komme af med hende igen. Det ville være så meget smartere af dig at gøre det forbi nu. Det ville også spare hende for en del tudeture.” Ved de sidste ord skæver Kalle over til Frederik for at se hans reaktion, men Frederik grynter bare, og hans ansigt forholder sig følelsesløst.

   ”Er du færdig nu?”

   Kalle sukker. ”Ja, jeg er færdig.” Efter en kort pause mumler han stille for sig selv: ”Hold kæft, en stodder.”

   De to drenge når kollegiet i stilhed. På trods af det sene tidspunkt sidder der et par elever og spiller ludo i opholdsstuen. Kalle, hvis humør stiger betragteligt ved synet af det velkendte brætspil, siger hurtigt godnat til Frederik og tager plads ved siden af pejsen, mens Frederik fortsætter. Da han smækker døren ind til værelset og kravler i seng uden at bekymre sig om personlig hygiejne, mærker han frustrationen skylde ind over sig. Frustrationen over konstant at skulle spørge andre om penge, frustrationen over ikke at sætte pris på Amandas selskab og så bare en generel frustration over sit liv, som det ser ud i øjeblikket. Frederik falder i søvn med ansigtet begravet i pudebetrækket.

 

   Den næste morgen vågner han med et sæt. Tidligt.

   En skærende hyletone runger gennem hele bygningen, og der går et par sekunder, før Frederik er vågen nok til at forstå, hvad der foregår. Det er brandalarmen. Først sætter han sig langsomt op i sengen og holder sig irriteret for ørerne i den tanke, at det hele blot er en øvelse. Så hører han nogen løbe hen ad gangen udenfor værelset, og hans hjerte sætter pludselig farten op. Brænder det?

   Bandende står han op for at tage noget tøj på, men i det samme går døren op, og en af kollegielærerne stormer ind på værelset og griber ham i armen.

   ”Frederik, ud – nu! Det er brandalarmen, for fanden!”

   Frederik brokker sig og forsøger at hive sit tøj til sig, men læreren er nådesløs og kaster bare dynen i favnen på ham, før han trækker Frederik med ud af værelset. På bare tæer tripper Frederik ned ad gangen, mens hans febrilsk forsøger at vikle dynen rundt omkring sin halvnøgne krop. Omkring ham strømmer de andre kollegianere også ud af værelserne. Frederik ender ved siden af en 2.g’er, som han flere gange har været i byen med.

   ”Hvad sker der?” spørger Frederik ham med en tyk stemme. Selvom adrenalinen efterhånden er nået ud i kroppen på ham, er han stadig ikke hundrede procent vågen, og han er ikke tvivl om, at håret stritter ud til alle sider. ”Er det en fucking øvelse igen?”

   Men før 2.g’eren når at svare, kan Frederik lugte det. Røg.

   ”Shit,” mumler han og samler dynen sammen omkring sig for bedre at kunne gå. Da han når udenfor og følger strømmen over mod sportspladsen, som åbenbart er samlingspladsen, hører han sirenerne fra brandbilerne, der kort efter kommer trillende ind på skolens område. De fleste strækker hals for at se, hvad der foregår. Frederik ser brandmændene løbe ind på kollegiet, men han kan ikke se flammer nogen steder, så han begynder at spørge rundt.

   ”Hvor brænder det?” spørger han ud i mængden. ”Hallo, hvor fanden brænder det?”

   En pige, Frederik har spansk med, vender sig og smiler af hans antræk. ”Du ser godt ud, Frederik. Men de fleste piger på kollegiet har allerede set dig uden tøj på, så hvorfor smider du ikke bare den dyne?”

   ”Hold din kæft, Beathe. Her er pisse koldt. Anders hev mig praktisk talt med udenfor, før jeg kunne nå at gøre noget.” Frederik lader sit blik glide ned over Beathe, der har både sko og overtøj på, og dernæst henover resten af mængden. ”Hvorfor har alle andre end mig haft tid til at tage tøj på?”

   Beathe trækker på skuldrene. ”Vi fik lov til at gå selv. Anders har mindre tiltro til dig, end jeg troede.” Hun griner, og Frederik mærker irritationen boble frem. Han vender sig væk og spejder efter Kalle, men finder ham ikke. I stedet lander hans blik på en hestehale, han genkender.

   ”Line!” råber han og maser sig hen til hende. Hun løfter øjenbrynene og ser med rynket pande på ham, som han står der svøbt i sin dyne med søvnklatter i øjenkrogene, morgenhår og tæer, der er dækket af det dugvåde græs, som tilfældigvis blev slået dagen før. ”Hvad sker der?” spørger han.

   Noget ved Lines pligtopfyldende adfærd får Frederik til at tro, at hun ved, hvad der foregår, men han er gået forgæves, for Line ryster på hovedet. Så vender hun sig rundt, og Frederik kan tydeligt se på hende, at hun ikke har tænkt sig at sige mere til ham, og det slår ham, at hun er sur på ham.

   ”For satan!” bander han og har nær kastet dynen fra sig i frustration. ”Kan nogen fortælle mig, om det brænder eller ej?”

   ”Hey, Frederik – smid den der!” bliver der råbt drillende et sted bag ham, og pludselig hiver nogen i hans dyne, så den falder til jorden, og morgens lette brise omgående smyger sig tæt omkring hans nøgne hud. Nogen pifter, og Frederik ved, at han høster en del beundrende blikke, men han kan alligevel ikke lade være med at føle sig ydmyget. Ydmyget, træt og irriteret.

   Vredt samler han på ny dynen omkring sig og begynder at gå tilbage mod kollegiet. Han bliver stoppet af en politimand, da han forsøger at komme i tale med en af de brandmænd, der netop er kommet ud af bygningen.

   ”Gå ned til det andre, unge mand. Du kan ikke komme ind endnu.”

   ”Kunne jeg i det mindste få at vide, om min matematikaflevering er gået op i røg eller ej?”

   I virkeligheden er det ikke Frederiks aflevering, han er mest bekymret for, men afleveringen ligger på computeren, og på det her tidspunkt har Frederik absolut ikke råd til at miste alt, han ejer.

   Men politimanden ryster på hovedet og genner ham tilbage til de andre. Frederik står vredt og skuler op mod den store brandbil med dynen trukket tæt sammen omkring sig og forsøger at forhindre sine tænder i at begynde at klapre. Han står sådan i noget, der føles som en halv time, før politimanden pådrager sig alles opmærksomhed og begynder at fortælle, hvorfor kollegiets indbyggere er blevet stuvet sammen som slagtekvæg ude på fodboldbanen klokken seks om morgenen. 

   ”Okay, alle sammen! Det var ikke nogen stor brand. Beredskabet fik hurtigt styr på den, så der er ingen grund til bekymring. Den er slukket nu, og der er kun sket mindre skade på et af toiletterne på 1. sal. Så vidt vi kan forstå, har et par bagstive drenge sat ild til en håndspritbeholder. De har været stærkt berusede, men det er stadig en alvorlig forseelse, og de vil ikke slippe ustraffede fra det her. Det kunne have endt galt. Så lad nu være med at få gode idéer, folkens!”

   Eleverne begynder at tale ophidset til hinanden, og snart må politibetjenten hæve stemmen betragteligt for at nå igennem.

   ”Toiletterne på 1. sal er afspærret, så 0. og 2. gang – vær lidt gæstfrie. I er frie til at gå tilbage i seng.”

   Frederik føler et kort øjeblik betjentens øjne hvile på sig.

   ”Håndsprit?” udbryder han højt. ”Står vi herude, fordi to tumper har sat ild til en dunk håndsprit?”

   Havde Frederik meldt sig ind i en bandebødekasse, havde han allerede den morgen ruineret sig selv for længst. Svovlende og gryntende maser han sig ind gennem dørene til kollegiet, tager dynen i favnen og går hurtigt og målrettet mod sit værelse, hvor han smækker døren og vanligt smider sig på den bløde madras.

   Frederik ved, at hans temperament af og til løber af med ham. Det var især slemt i hans tidligere teenageår, hvor konflikterne med forældrene også blussede op for alvor. Frederik har flere gange tænkt over, om bruddet med forældrene kunne have været undgået, hvis han ikke havde faret sådan op den eftermiddag, hvor det hele blev for meget for ham.

   I dette øjeblik føler han vreden pumpe igennem kroppen på ham. End ikke Kalle ville kunne gøre ham i bedre humør lige nu. Hans hoved føles på én gang tomt og fuld af kaotiske tanker, billeder og følelser. Med dynen trukket henover ansigtet lægger Frederik sig på ryggen og lukker øjnene. Han forsøger at slappe af i musklerne én for én.

   Da hans hjerterytme er dalet en smule, og han ikke længere føler, at han vil banke den i jorden, der vover sig ind på hans værelse, sætter han sig op, trækker gardinerne fra vinduet og trækker vejret dybt. Solens spæde stråler rammer hans ansigt, og varmen breder sig langsomt. Kort efter bliver det fredfyldte øjeblik brudt, da det banker stille på døren.

   Frederik, der ikke er vant til, at vedkommende ikke bare selv braser ind, står et par sekunder, før han roligt siger: ”Kom ind.”

   Det viser sig at være Anders – den kollegielærer, der for lidt siden trak ham med udenfor. Han klør sig lidt i sit skæg, da han stiller sig i døren med armene over kors, lænet op ad dørkarmen.

   ”Jeg ville bare lige undskylde for den hårdføre behandling, jeg gav dig før. Jeg var sgu bange for, at du lå og sov endnu.” Han smiler venligt.

   Frederik ser vurderende på ham og nikker så. ”Det er okay.”

   Der bliver stille i rummet, men Anders går ikke. Frederik kan se, at han har mere på hjerte og hæver opfordrende øjenbrynene for at få ham til at spytte ud, så han igen vil lade ham være alene.

   ”Frederik, du er klar over, at vi lærere ikke kun er her for at holde øje med jer, ikke?” Han ser spørgende på Frederik. ”Hvis du har brug for at tale om noget – at tale med nogen, så siger du bare til.”

   Frederik, der langt fra havde regnet med, at det var det, Anders kom for at tilbyde ham, bliver overrumplet og føler sig omgående trådt på.

   ”Hvad skulle jeg have lyst til at tale med jer om?” spørger han defensivt og bider tænderne sammen. ”Jeg har det fint.”

   Anders trækker på skuldrene og forsøger at fange Frederiks blik. ”Du virker lidt … vred for tiden. Som om noget går dig på. Hvis du vil dele det med nogen, kan du altid banke på hos mig. Det behøver ikke være noget fisefornemt – du kan tage et par øl med, hvis du har lyst.”

   Frederik slår blikket ned. Han tøver kun ganske få sekunder, før han ryster på hovedet.

   ”Nej, tak.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...