Vi mødes på midten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2017
  • Opdateret: 12 nov. 2017
  • Status: Igang
Frederik og Alfred er vidt forskellige. Mens Frederik scorer piger på stribe og gerne nyder en øl eller ti i weekenden, kæmper Alfred med selvtilliden hjemme på sit værelse. Alligevel har de to drenge mere til fælles, end de nogensinde ville have troet. Det bliver klart for dem, da de hver især tvinges ud i konflikter, der ændrer deres liv for altid. Konflikter, som bringer de to drengesind sammen, men som også skiller dem ad.

42Likes
43Kommentarer
3529Visninger
AA

1. 1. kapitel

 

   Frederik er ikke ved sine fulde fem. Faktisk er det noget nær en pragtpræstation, at han formår at vælte ind i den lille tatovørbutik på Jernbanegade uden at dejse om og knalde panden mod gulvet flere gange. Bag ham vralter hans bedste ven Kalle og resten af slænget, der var med på idéen om at fejre, at det denne dag er den 35. fredag i året. De stinker alle sammen af øl og cigaretrøg.

   Tatovøren, der er i færd med at pakke sammen bag disken, sukker lydløst. Allerede ved første øjekast er det tydeligt, at flokken af drenge for længst har krydset grænsen for, hvornår de er i stand til at tage rationelle beslutninger. Han vælger dog at benytte sig af det i stedet for at smide dem ud.

   ”Hvad kan jeg hjælpe jer med, drenge?”

   ”Frederik skal males!” hyler Kalle og giver sin ven et skub i ryggen. Frederik tumler frem og smiler smørret til tatovøren, mens øjnene ruller i hovedet på ham.

   ”En motorcykel,” siger han. ”Jeg vil gerne have en motorcykel.”

   Tatovøren finder en mappe frem med forskellige, færdigtegnede motiver og viser Frederik en side med et lille udvalg af tegninger. Frederik peger på en tilfældig cykel, der i hans øjne ser helt rigtig ud. I løbet af kort tid har han smidt jakken og med drengenes hjælp fået rullet trøjen op, så tatovøren kan komme til at afbildede motivet på hans underarm. Alkohollen bedøver Frederiks krop, så det er latter i stedet for smerteudbrud, der forlader hans mund, mens tatovøren gør sit arbejde.

   Da en lille, sort motorcykel sidder godt forankret i Frederiks hud, har halvdelen af drengene forladt butikken. En står og brækker sig lidt længere nede ad fortovet, og to andre er gået i Fakta for at købe mere øl. Derfor er det Frederik, Kalle og en gut, som Frederik faktisk ikke rigtigt kender, der ender med at stå ved kassen, da tatovøren kræver sin betaling. Ingen af dem bemærker, at han forlanger næsten dobbelt så meget, som han ellers ville have taget for samme mængde blæk.

   Drengene flår nær det afskærmende plastik af tatoveringen i deres iver efter at se kunstværket, men Frederik har alligevel en fornuftig tanke eller to tilbage at gøre godt med, og han hiver grinene armen til sig. Efter at have delt øjeblikket med alle interesserede på Snapchat går de i samlet flok ned mod busstationen. Karl-Emil skal tage en bus hjem, fordi han er nødt til at tage tilbage til Kolding for at holde familiefødselsdag, og drengene går med for at sige farvel, kondolere og love, at de ikke fester alt for groft, mens han er væk.

   ”Hvad skuer mit øje?” udbryder Kalle pludseligt, da bussen forlader stationen. Han stirrer betaget over mod venterummet. Under halvtaget står to piger i lårkorte nederdele med hver sin taske i hånden. Selv på lang afstand er det tydeligt, at de er er trætte og klædt på til noget festligt. Men vigtigst af alt – de ser godt ud. I løbet af få sekunder glor alle fem drenge på de to piger, der skutter sig i den kølige brise, som begyndelsen af september har bragt med sig.

   ”Hov, hov!” udbryder Kalle, da Esben, en pumpet fyr med selvtillid som en verdenskendt fodboldstjerne, gør mine til at bevæge sig over til dem. ”Jeg så dem først, ergo er det også mine piger. Jeg går først!”

   ”Du går fucking altid først, Kalle! De gider ikke dine jokes! Du skræmmer dem væk!” Esben er sur. Han bliver altid sur, når han har hældt alkohol indenbords. Havde Frederik ikke kendt ham siden folkeskolen, ville han have været ved at skide i bukserne nu. I stedet beslutter han at lægge sig imellem de to drenge, da Esben langer ud efter Kalle, hvis stemme stiger adskillige oktaver, da frygten overmander ham.

   ”Stop, for fanden! Vi trækker fod.”

   ”Trækker fod?” Kalle rynker panden og slår ud med armene. ”Hvad er det for noget børnehavepis? Jeg så dem først!”

   Esben puffer til Kalle, så han mister balancen og må ned og ligge. Han ruller rundt i cigaretskodder og nedtrampede tyggegummiklatter, før det lykkes ham at komme på benene igen med et gevaldigt støn. Han sender onde blikke til Esben, men gider ikke forsøge at gøre gengæld, for han ved, at han ender på jorden igen, uanset om alkohollen bruser i hans årer eller ej.

   Det viser sig, at det at trække fod er en hel del sværere, når man har drukket. Drengene vælter rundt mellem hinanden, da de forsøger at sætte den ene fod ind i rundkredsen for at være en del af lodtrækningen, og selvom Frederik tæller højt og tydeligt, er det noget rod. De forsøger tre gange, før Frederik trækker sin fod ud et splitsekund hurtigere end to af de andre og erklærer sig selv for vinder.

   ”Jeg er alene. Jeg vinder.”

   Omgående begynder de andre drenge at brokke sig, men før de kan nå at stoppe ham, småløber Frederik henover busbanerne. Han koncentrerer sig om at ignorere sine venners råb bag sig og sikrer sig, at håret sidder acceptabelt, før han påkræver sig pigernes opmærksomhed.

   ”Hej, med jer,” siger han og smiler sit mest charmerende smil. Det er lang tid siden, han sidst har fyldt mere alkohol i systemet, så verden tipper kun en ganske lille smule, da han står og betragter de to skikkelser foran ham. De er begge brunetter. Den ene har opstoppernæse og fregner. Den anden vakler i sine stilletter og bider sig i de rødmalede læber. Frederik ved lynhurtigt, hvem han går efter. Han har altid godt kunnet lide rød.

   Ingen af dem svarer. De kigger blot en anelse usikkert på ham. Pigen med opstoppernæsen spidser læberne og snøfter. Frederik kan ikke finde ud af, om hun lige indirekte fortalte ham, at han er en idiot, eller om hendes næse løber. Uanset hvad, ser hun ikke glad ud.

   Han vender sin opmærksomhed mod hende i stilletterne. Hun er næsten lige så høj som ham, som hun står der på brostenene.

   ”Er I på vej i byen?” spørger han uskyldigt, selvom han tæt på kan se mascararesterne på deres blussende kinder. De ligner nogle, der har tilbragt de sidste timer på en indelukket natklub.

   Frederiks pige ryster på hovedet og bekræfter hans forudanelse. ”Vi er på vej hjem.”

   ”Nå, for søren,” siger han putter hænderne i lommerne. ”Vi var ellers lige på vej tilbage til Zwei Grosse. I er velkomne til at tage med.”

   ”Vi er på vej hjem,” gentager opstoppernæsen irriteret. Hun vender sig væk fra Frederik og håber tydeligvis på at afslutte samtalen, men veninden kigger fortsat på ham. Han smiler til hende og sørger for at fange hendes blik. Hun smiler tilbage.

   ”Jeg hedder Frederik,” siger han.

   ”Jeg hedder Amanda,” siger hun.

   ”Mia,” vrisser opstoppernæsen med ryggen til. Amanda himler med øjnene og trækker opgivende på skuldrende. Frederik nikker forstående. Han lyner sin jakke og lægger hovedet lidt på skrå, da han kaster en bemærkning om, at det er koldt til aften.

   Amanda nikker. Hendes bare ben er fulde af gåsehud.

   ”Og I er sikre på, at I ikke vil med? Min ven ville blive frygtelig skuffet.” Han laver en gestus ned mod de resterende drenge, der står utålmodigt og tripper med øl i hænderne. I samme øjeblik brummer det i Frederiks lomme, da han modtager en besked.

   Taber.

   Den er fra Kalle.

   ”Vi giver.” Frederik lader sætningen hænge i luften som en sidste lokkemad, og de to piger lader til at overveje tilbuddet. Frederik ser igen på Amanda. Hun bider sig usikkert i læben og kigger over på Mia, der tænker sig om et par sekunder og derefter ryster på hovedet.

   ”Ellers tak,” snapper hun.

   Lyden af motorstøj når de tre unge mennesker samtidigt, da en blå bus ruller ind på stationen. Mia ånder lettet op.

   ”Det er vores bus. Desværre, Frederik. Jeg håber, du finder nogle andre piger at nasse på senere i aften.” Hun hanker op i tasken og begynder at gå. Men Amanda følger ikke med. Mia stopper op og ser sig forurettet tilbage. ”Amanda? Kommer du?”

   Amanda ser splittet ud. Hun knuger om taskens håndtag og kaster et sidste vurderende blik på Frederik. Så stopper hun sit buskort i lommen, tager Frederiks hånd og vender ryggen til sin veninde. Hendes hånd er svedig, og sløjfen på hendes nedringede trøje er gyselig, men Frederik er ligeglad. Bag sig hører han drengenes fløjten, Kalles banden og Mias fnys.

   ”Klar til at feste?” spørger han selvsikkert.

   Amanda griner. ”Helt sikkert.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...