For dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2017
  • Opdateret: 17 feb. 2017
  • Status: Færdig
Hvor er han? Hvor blev han af? Og hvorfor fik jeg aldrig sagt mit sidste farvel, inden han forsvandt. Dette er tankerne, som gang på gang flyver i gennem hovedet på hende. Hun havde aldrig troet dette ville ske i virkeligheden. Det skete jo kun på film. Og så hendes lillebror.

Dette er en historie, som jeg skrev tidligere på året. Handlingen udspiller sig i min omegn

2Likes
0Kommentarer
129Visninger

1. For dig

Jeg sidder i X-bussen fra Aalborg og ænser ikke de andre passagerers tilstedeværelse. Udenfor vinduet bakker landskabet sig, kornet står højt på markerne og vinden griber forsigtigt fat i træernes kroner. Det er sensommer, og temperaturerne de sidste dage har været sydlandsk lunkne og nærmest kvælende. Normalt er somre i Danmark kølige, regnfulde og fortryllende, men i år er det anderledes. Denne sommer er varm, solrig og ond.

For mere end to måneder siden skete der noget, som ændrede alting for min familie. Noget jeg troede var umuligt og kun skete i film. Noget der aldrig kunne ske for os, tænkte jeg – men det gjorde det. Min lillebror Johannes var på lejrtur med sin klasse på Livø, og med turen fulgte en tragisk begivenhed.

 

Jeg kan huske, hvordan han løb glad rundt hjemme på værelset dagen før og pakkede sin helt nye T-shirt med de grønne striber og snakkede om, hvordan han glædede sig til at have den på. Også at mor fortalte ham udtrykkeligt, at han kun måtte tage den på, hvis han huskede at tage sin undertrøje på indenunder. Der kunne være blæsende på Livø. Jeg kan huske, at da jeg havde lagt mig i seng, kom han ind på mit værelse og lagde sig ind under dynen til mig. Han forklarede mig det detaljerede program for deres tur og sagde, at han glædede sig allermest til natløbet. Jeg sagde til ham, at han skulle passe på sig selv, når der blev mørkt.

Om morgenen var han taget forventningsfuldt af sted med sin mørkeblå rygsæk, sin sportstaske fra Hummel og med det største smil man kunne forestille sig på en 12-årig dreng. Under hans falmede kasket stak der lyse hårtjavser ud og smilehullerne gjorde hans kønne ansigt sødere end aldrig før. Han havde kaldt utallige gange efter min mor, så hun kunne køre ham hen til skolen, hvor de skulle mødes i rundkørslen ved Stationsvej. Han ville ikke komme for sent. Med al oppakningen kunne han jo ikke tage cyklen. Da min mor kom ud ad huset, satte hun sig direkte ind i bilen og tændte den.

Johannes var på vej ind i bilen, da han stoppede sine bevægelser og løb tilbage mod mig. Han kastede sig ind i mine arme, og jeg holdt om ham i få sekunder, inden jeg gav slip igen. Jeg pressede kasketten længere ned i hans pande og smilede til ham. ”Du må have en god tur. Jeg glæder mig til at høre alle detaljerne, når du kommer hjem igen,” sagde jeg, mens han løb tilbage til bilen. ”Pas på dig selv,” råbte jeg, lige inden døren blev smækket i. Bilen kørte langsomt ud ad indkørslen, og forsvandt kort efter rundt om hjørnet. Det var sidste gang, jeg så ham.

 

Min bus stopper ved Aars busstation og da dørene glider op, rammes jeg af en varm og kvalmende benzinlugt. Udenfor er der ingen mennesker. Kun en ældre mand, som sidder på en bænk med sin hund liggende ved sine fødder. Et gråt skæg omkranser hans triste mund, og den flettede hat i hans skød har sikkert siddet på hovedet for få minutter siden, for hans tynde hår sidder pjusket. Hunden ved fødderne er en mørkebrun labrador. Det var Johannes’ yndlingshund. Jeg ryster kort på hovedet, skruer op for ventilationen i loftet og prøver at vende tankerne et andet sted hen.

 

Om eftermiddagen, efter Johannes var taget af sted, sad min mor og jeg ved køkkenbordet og kiggede i et Ikea katalog. Jeg havde lige fået en lille lejlighed i Aalborg, nu jeg var blevet 18 år og gammel nok til at flytte hjemmefra. Nu var indretningen det, der betød allermest for mig. Jeg tog en slurk af mit iskolde saftevand og bladrede fra side til side. Der var uendelig mange reoler at vælge i mellem, og jeg kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle have de hvide eller dem i lyst træ. Min mor havde hele dagen snakket om Johannes, og at hun sådan håbede, at han var kommet godt derover. På sådanne tidspunkter fortrød hun, at han ikke måtte få en ny mobil, før han fyldte 13, for hun ville gerne have ringet og spurgt, hvordan det gik. Johannes havde altid været min mors øjesten. Han betød alt for min mor. Når han var glad, var hun, og når han var ked af det, var hun også. Selvfølgelig elskede hun også mig, det var jeg ikke i tvivl om, men Johannes var altid mors dreng, alt i mens jeg var fars pige. Jeg havde fortalt min mor, at Johannes selvfølgelig havde det godt, og at hun ikke skulle bekymre sig. Vi fandt de helt rigtige reoler og en lænestol, som ville passe perfekt til min lejlighed, og sidst på dagen kørte vi ud for at hente det. Jeg kørte bilen, da min mors tanker var et andet sted.

 

Byskiltet kommer nærmere og nærmere, og der går ikke mange sekunder før ordet FARSØ er udenfor ruden på bussen. Jeg kører ind i min barndomsby. Den by, som havde virket uendelig, når mine veninder og jeg cyklede rundt på sommeraftener, for at finde nye hemmelige steder at snakke om drenge. Da vi som små fandt den perfekte hule i den kæmpe rododendronbusk ved søanlægget eller da vi indtog den store græsmark i pip-kvarteret, hvor vi lavede fodboldmål af vores jakker og spillede bold til vores forældre bekymret fandt os, længe efter det var blevet mørkt. Det hele virker så længe siden nu. Alle de gode minder fra byen er visket væk og blevet erstattet af en kvalmende følelse i min mave. Selvom det kun er fem uger siden, at jeg flyttede hjemmefra, virker det som år. Det føles ikke, som min gamle velkendte by, men derimod et fremmed sted, jeg ikke har været før. Bussen stopper ved sygehuset, hvor det er meningen, jeg skal stå af, men mine ben reagerer ikke og jeg sidder fast i sædet. Jeg kan ikke. Jeg skal bruge mere tid. Bussens døre glider i igen, og jeg kører paralyseret videre ned gennem Gråbølle. Bussen kører forbi mine bedsteforældres hus, som vækker uendeligt glade og sorgløse minder, og jeg overvejer at besøge dem. De får aldrig besøg, og med en nyhed som denne at tænke på, kunne de nok bruge nogen at snakke med. Det kunne jeg også. Bussen stopper på Farsø busstation, hvor jeg stiger ud i varmen. Jeg tvinger mig selv. Jeg kaster min rejsetaske op på skulderen og tager en dyb indånding. Nu er jeg her. Det skal overstås.

 

Jeg kan huske, at jeg stadig var helt svedig og forpustet efter løbeturen. Efter min mening havde søen altid været det bedste sted at motionere. Selvom den lå centralt i byen, var den omgivet af en lydtæt mur af træer, som gjorde, at jeg kunne få luft. Luft fra dagligdagens hektiske begivenheder og mine kaotiske tanker. Jeg var næsten lige trådt ind ad døren, da jeg hørte lyden af gråd. Jeg vred mine beskidte løbesko af, og gik bekymret og nysgerrig ud i køkkenet. Min mor sad sunket sammen på en køkkenstol med blodskudte øjne. Jeg glemmer aldrig måden hun kiggede på mig, da jeg stod overfor hende, uden at sige et ord. Hendes øjne fortalte mig, at der var noget, jeg ikke ville vide, og min krop forstenede sig langsomt. Jeg ville åbne munden og spørge, hvad der var sket, men min hjerne fortalte mig, at jeg ikke ville kende svaret. ”Johannes er forsvundet. Han forsvandt i aftes under deres natløb. De fandt først ud af, at han var væk her i morges”. Forsvundet? Hvordan kunne man forsvinde på Livø, var min eneste tanke. ”De vil sætte Løgstør politi på sagen, men de ville først informere os, og spørge om det var okay,” sagde hun med rystende stemme. Jeg sagde ingenting. Det her måtte være en spøg. Man forsvinder da ikke bare. Og så på Livø. ”Hvor længe har de ledt?” spurgte jeg kort, mens min hånd febrilsk kørte gennem mit lange hår. ”I snart 4 timer. Han er væk”. Jeg satte mig ned på stolen skråt overfor min mor, og kiggede ned i voksdugen med de mørklilla blomster. Sådan blev vi siddende længe.

 

Mine fødder bærer mig hen ad fortovet på Kirkegårdsvej og tættere og tættere på søen. Min taske hænger tungt og gnaver på min ene skulder, og jeg tænker, at jeg ikke kan gå derop. Det kan jeg bare ikke. Jeg har brug for at sidde lidt ved søen. Bare nogle minutter for at samle mine tanker og mit mod. Jeg tænker tilbage på eftersøgningen. Hvordan Løgstør politi havde sendt et stort hold ud på Livø med trænede schæfer-hunde. Alt sammen for at finde Johannes. Min mor var taget med derud, da hun ikke kunne holde ud bare at gå derhjemme. Hun ville selv hjælpe med at finde sin lille dreng. Det var mens hun stadig havde håb og inden hun gik i stykker. De ledte i flere dage. I den store skov, ude i bakkerne og langs stranden. Der var ingen spor af ham. Det var som om, at han bare var lettet fra jordens overflade. Mit hjerte var knust. Jeg kunne ikke tænke på andet end ham. Hvor var han? Og var han overhovedet i live? Tanken om at han kunne være død gav mig en mavepumper, og en aften blev sorgen så voldsom, at jeg kastede op. Jeg kunne ikke være i min egen krop. Tænk hvis min lillebror ikke var her længere?

 

Gruset på stien i søanlægget knaser under mine fødder, og lyden virker beroligende på mig. Jeg sætter mig på bakken under kirken og kigger ud over søen, hvor skyerne fra himlen spejler sig. Jeg tænker på dengang min bedste veninde og jeg lå på et tæppe og drak sodavand lige her, og planlagde hvordan vi skulle holde vores 16 års fødselsdag. Dengang var verden mild og god. Jeg kigger ned på søens blikstille vand, men ser hurtigt væk igen. Vandet.

 

Efter i noget tid at have søgt på land, begyndte de at sende dykkere ud for at kigge i vandet omkring Livø. Jeg ville ikke selv derud. Jeg kunne ikke, så min far holdt mig opdateret i telefonen. Han boede i København, men fik hele tiden information fra politiet. Min mor var hurtigt blevet fjern, og vi snakkede ikke rigtigt sammen mere. Hun ville ikke engang kigge på mig. Hun sank dybere og dybere ind i sig selv, som var hun drænet for al energi. Hun var også stoppet med selv at hjælpe med eftersøgningen. Nu var det kun politiet og et efterforskningshold, som ledte efter ham. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg så billedet af Johannes på fjernsynet med teksten ”Dreng forsvundet på lejrtur”. Forsvundet. I baggrunden viste de billeder af små både og en helikopter, som kredsede i luften over fjorden, og dykkere der ledte efter spor. Det hele virkede fuldstændig surrealistisk. Det var min lillebror, de ledte efter.

 

Jeg rejser mig, børster græs af mine bukser og går op mod sygehuset. Der er gået mere end to måneder, og der har overhovedet ingen spor været af min lillebror. Før nu. Jeg blev ringet op af min far i går, som fortalte mig, at der var fundet en krop på stranden i Trend. Et ungt kærestepar havde gået tur langs strandkanten med deres hund, som havde løbet frit, og som på et tidspunkt var begyndt at gø vildt. Den havde fundet en strandvasker. Parret havde øjeblikkeligt ringet til politiet, men da liget ikke umiddelbart var til at identificere, efter at have ligget i vandet meget længe, havde de brug for hjælp. De havde brug for mine forældre. Min far var imidlertid på forretningsrejse i udlandet med sin nye kæreste og havde åbenbart slet ikke mulighed for at komme så hurtigt hjem. Det måtte jeg kunne klare, mente han. Det var mig ubegribeligt, at det kunne være hans mening. Jeg havde som lille haft et vidunderligt forhold til min far, men da mine forældre blev skilt, ændrede det sig drastisk. Han havde aldrig tid. Kun til et kort telefonopkald ind imellem. Jeg tror ikke, at han havde lyst. Han havde fundet et nyt og mere spændende liv i København, som direktør med villa, vovse og ny kæreste. Jeg opgav på forhånd at spørge min mor. Det ville hun ikke kunne klare. Hun lå i sin seng med nedrullede gardiner og sov hele tiden. Når hun vågnede, tog hun blot endnu flere sovepiller eller sad helt stille og vuggede foran vinduet. Jeg havde forsøgt at snakke med hende, men da hun ikke svarede, blev jeg hysterisk. Hun kunne ikke bare sidde der, når verden faldt sammen omkring mig. ”Kan du ikke se, at du efterlader mig helt alene?” havde jeg skreget, men hun havde bare mumlet, at hun havde brug for søvn og lagt sig igen. Det hang på mig nu. Jeg skulle op og identificere en livløs krop, som muligvis var min egen lillebror. Min elskede, sjove, skøre og vidunderlige lillebror.

 

Sygehuset kommer nærmere og nærmere for hvert skridt, jeg tager op ad bakken, og mit hjerte galoperer som syv vilde heste. Det er ikke retfærdigt, at jeg skal gøre det her. Jeg har altid stået ham nærmest. Jeg har altid været hans bedste ven, trøstet ham, når han var ked af det, redt hans hår, snakket med ham til langt ud på aftenen og sunget godnatsange for ham. Vi har bygget huler, spillet fodbold og haft små interne fortroligheder, som kun han og jeg forstod. Hvad skal jeg gøre uden ham? Hvorfor er det mig, som skal afslutte, hvad mine forældre startede for blot 12 år siden? Det kan ikke passe, at det skal være mig. Men hvilke forældre ønsker også, at skulle identificere en livløs krop, som højest sandsynligt er deres egen søn? Jeg forstiller mig, at Johannes står foran mig med et smil på læberne. Jeg gør det for dig, siger jeg til mig selv. For dig, for dig, for dig.

 

Dørene til sygehuset åbner sig automatisk og indenfor i forhallen er der sterilt, lyst og køligt. Damen i glasburet sidder på en kontorstol og slår hårdt på tastaturet ved sin computer, så det giver genlyd i det stille lokale. Jeg tager en dyb indånding og går hen mod hende. Nu sker det. Jeg rømmer mig kort, og kvinden kigger op på mig med store, brune øjne. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” spørger hun med løftede øjenbryn og et stort smil, men jeg svarer ikke. Hendes øjne er så mørke og dybe, at de kan opsluge galakser. ”Undskyld?” siger hun igen, og jeg vender tilbage fra min trance. ”Mit navn er Anna Lundgren og jeg har en aftale,” mumler jeg, og straks begynder kvinden igen at taste på sin computer. Med ét bliver der stille, og hun kigger kort op på mig. Hendes øjne oser pludselig af medlidenhed, og jeg knuger mine hænder. ”Der kommer én om lidt og viser dig hen, hvor du skal være. Du kan sætte dig hen og vente” siger hun og henviser mod stolene ovre i hjørnet. ”Det gør mig ondt,” siger hun, men jeg har allerede vendt mig om. Jeg sætter mig i en stol og lader mine tanker flyve. Flyve så langt væk som muligt fra det helvede, jeg er fanget i. Efter noget tid kommer en mand ud i forhallen. Han er klædt helt i hvidt, ligesom de andre læger og sygeplejersker, som krydser forhallen. Han taler kort med kvinden i glasburet, og går derefter lige imod mig. Han standser foran mig, og sender mig et beroligende smil. ”Anna Lundgren? Vil du være sød at følge med mig?”. Hans stemme er blid. Jeg nikker kort og rejser mig. Jeg tager endnu engang rejsetasken over skulderen og følger med lægen ned ad en lang korridor. Han snakker livligt, som for at skjule sit ubehag ved situationen, men alt, hvad han siger lyder blot som en svag mumlen for mine ører. Det eneste jeg hører er min egen hektiske vejrtrækning, mit hjertes banken og dit grin. Du er hos mig nu.

 

Vi stopper op foran en dør. På skiltet henover står der med fed skrift Kapel. Min krop fryser til is, mit hoved dunker og mine ben er tunge som bly. Måske er det slet ikke dig derinde, tænker jeg. Men sandsynligheden er stor. Jeg ser Johannes’ ansigt for mig. Smilehullerne, dådyrøjnene og det kæmpe smil han sendte mig, når jeg fortalte alle mine dårlige vittigheder. Det var ham og mig mod verden. Nu er jeg helt alene.

”Er du klar til det her?” spørger lægen, og jeg nikker. Denne gang med en styrke jeg ikke vidste, jeg besad. Jeg er klar. Du er her med mig. Jeg gør det for dig. Døren bliver åbnet, og vi går sammen ind. I midten af rummet står en båre med et lagen over. Under lagnet ligger en krop. Kære Vorherre, lad det ikke være ham. Lægen peger hen mod båren, og han kigger spørgende på mig. Jeg kører rystende hånden gennem mit hår og tager en dyb indånding.

For dig, tænker jeg. I næste sekund bliver lagnet trukket af. Mit blik bliver sløret. Det er som om mine øjne har besluttet at holde fri, selvom de er åbne. Langsomt ud af tågen dukker en lille krop og grønne striber frem. Grønne striber på en beskidt T-shirt. Indenunder stikker der en forrevet undertrøje ud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...